Hvorfor jeg tror at bibelen er Guds Ord
af R A Torrey

Stod Jesus Kristus virkelig op fra de døde?

Jesu Kristi Opstandelse er i mange Henseender Historiens vigtigste Kjendsgjerning. Den er et Gibraltar for den kristne Tros Bevisførelse, et Waterloo for Vantroens. Hvis det kan bevises at være historisk sikkert, at Jesus stod op fra de døde, da hviler Kristendommen paa en urokkelig Grund. Enhver væsentlig Sandhed indenfor Kristendommens Lære hænger sammen med Opstandelsen. Staar den fast, staar ogsaa enhver væsentlig Sandhed i den kristne Lære fast. Ramler den, saa ramler ogsaa enhver væsentlig Sandhed i den kristne Lære. Intelligente Tvilere og Fritænkere indser dette. "Det er unyttigt at øde Tiden med at diskuttere de øvrige Undere", skrev nylig en af dem. "Det afgjørende Spørgsmaal er dette: Stod Jesus Kristus op fra de døde? Gjorde han det, nuvel, da er det let nok at tro ogsaa de andre Undere. Gjorde han det ikke, nuvel, da er vi ogsaa straks færdige med det øvrige". Jeg er overbevist om, at denne Tviler dermed har markeret Stillingen, saadan som den virkelig er.

Naar vi nu vil søge at bevise Sandheden af de Beretninger om Jesu Kristi Opstandelse, som indeholdes i de fire Evangelier, har vi tre forskjellige Bevislinjer at vælge mellem.

For det første har vi det ydre Bevis for de evangeliske Beretningers Egthed og Paalidelighed. Det er et i og for sig helt fyldestgjørende Bevis. Jeg agter dog ikke at gaa nærmere ind paa det denne Gang. Det er nemlig noksaa vidløftigt og indviklet, saa der trænges mange Dage, om man skal diskuttere det tilfredsstillende. Desuden fører de to andre Bevislinjer saa fuldt ud til Maalet, at vi kan greie os uden hin første, hvor tilforladelig den end i sig selv er.

Den anden Bevisrække hviler paa de indre Beviser for de bibelske Beretningers Paalidelighed. De er ganske afgjørende. Jeg vil i Korthed søge at fremstille dem. Vi skal ikke gaa ud fra noget som givet. Vi skal ikke forudsætte, at de fire evangeliske Beretninger er sandfærdig Historie. Heller ikke, at de fire Evangelier er skrevne af de Mænd, hvis Navn de bærer. Heller ikke, at de er skrevne i det Aarhundrede, i hvilket Jesus antages at have levet, eller i det følgende, eller i det derpaa følgende. Vi skal intetsomhelst forudsætte. Vi skal kun gaa ud fra den enkle Kjendsgjerning, at vi har de fire Evangelier. Vi lægger dem saa Side om Side og undersøger, om vi i dem kan opdage Tegn paa Troværdighed eller paa Bedrageri.

Det første vi merker os, naar vi sammenligner de fire Evangelier med hinanden er dette, at de danner fire forskjellige, indbyrdes uafhængige Beretninger. Det fremgaar ganske tydelig af de aabenbare Uoverensstemmelser mellem de fire Beretninger. Disse Uoverensstemmelser er nemlig saa klare og saa mange, at det er umuligt at tænke sig, at disse fire Beretninger er lavet sammen i Kraft af en hemmelig Overenskomst. Der er nok Harmoni mellem dem. Ja vist. Men den ligger ikke i Overfladen, den merkes først ved et længere, dyberegaaende Studium. Den er netop saadan, som vi skulde vente at finde den i Beretninger, der er skrevne af forskjellige Personer, som hver for sig har seet paa de omhandlede Begivenheder fra sit Synspunkt. Paa den anden Side er den en saadan Harmoni, som vi ikke skulde vente at finde hos fire Beretninger, der er lavet sammen efter en hemmelig Aftale. I sidste Tilfælde vilde naturligvis alle Overensstemmelser ligget fremme i Overfladen, medens først et omhyggeligt Studium vilde opdaget alle Uoverensstemmelser. Men ganske det modsatte Forhold finder vi her. Faktum er, at Overensstemmelserne mellem de fire Beretninger først opdages ved et omhyggeligt Studium, mens Uoverensstemmelserne falder enhver straks i Øjnene. Enten de nu er troværdige eller falske, saa er disse fire Beretninger forskjellige fra hverandre og indbyrdes uafhængige af hverandre. De udfylder hinanden. Ofte forklarer og forsoner en tredie Beretning den Uoverensstemmelse, som findes mellem to af de andre Beretninger.

Det er klart, at disse fire Fremstillinger enten maa være Beretninger om Begivenheder, som virkelig har fundet Sted, eller de maa være Falsknerier. Er de det sidste, maa de være lavet sammen enten uafhængige af hverandre eller efter fælles Aftale. De kan ikke være lavet sammen uafhængige af hverandre; dertil er Overensstemmelserne for udprægede og for mange. De kan ikke heller være lavet sammen efter fælles Aftale; dertil er Uoverensstemmelserne for udprægede og for mange. Men er de ikke lavet sammen uafhængige af hverandre, heller ikke lavet sammen efter fælles Aftale, da er det jo indlysende, at de overhovedet ikke er lavet sammen. De er troværdige Fortællinger om Begivenhederne, saadan som de virkelig fandt Sted.

Det næste vi merker os er dette, at disse Beretninger bærer sterke Merker af at hidhøre fra Øienvidner. Ét Øienvidnes Gjenfortælling kan jo let adskilles fra dens, der bare gjentager, hvad andre har fortalt ham. Enhver som er vant til at veie Vidnesbyrd, en Rettens Mand f. Eks. eller en Historiker, lærer snart at skjelne mellem et Øienvidnes Beretning og dens, der har sit fra andre.

Den, der nu omhyggelig studerer de evangeliske Beretninger om Opstandelsen, vil snart opdage mange Træk, som røber Øienvidnet. For nogle Aar siden, da jeg holdt Forelæsninger ved et amerikansk Universitet, blev en Mand forestilt for mig med den Tilføjelse, at han var en Tviler. Jeg spurgte ham, hvilket Studium han drev paa med. Han svarede, at han drev historiske Studier med Professorstilling for Øie. "Da kjender De nok til, at et Øienvidnes Beretning i mere end en Henseende klart skiller sig fra dens, der har sin Viden paa Andenhaand?" sagde jeg. "Ja", svarede han. "Har De nogensinde omhyggelig læst igjennem de fire Evangeliers Beretninger om Kristi Opstandelse ?" vedblev jeg. "Ja", svarede han atter. "Sig mig da, har De ikke opdaget tydelige Tegn paa, at de Beretninger er skrevet af Øienvidner?" "Jo", svarede han, "jeg er i høj Grad bleven slagen deraf, naar jeg har læst dem". Enhver som læser dem omhyggelig og forstandig, vil gjøre samme Erfaring som denne Mand.

Det tredie, vi merker os ved de evangeliske Beretninger, er deres Naturlighed, Ligefremhed, Ukunstlethed, Enkelhed. De fortæller om overnaturlige Begivenheder, men selv er de i høieste Grad naturlige. Der gjøres intetsomhelst Forsøg paa Farvelægning. Alt Effektjageri er ganske banlyst. Det hele er en endefrem Fortælling om Begivenhederne, saadan som de fandt Sted. Det hænder nok undertiden, at man fra Vidnebænken faar høre en Fremstilling saa ukunstlet, saa enkel, saa blottet for alt, der er anlagt paa at gjøre Indtryk, at Vidnesbyrdet føles fuldt ud troværdigt, uanseet det man iforveien ved om Vidnets Karakter og tidligere Historie. Eftersom hans Fortælling skrider frem, siger man uvilkaarlig til sig selv: Denne Mand fortæller Sandhed.

Vegten af den Slags Vidnesbyrd øges i høj Grad, ja man naar praktisk talt til Vished, om man erholder forskjellige, indbyrdes uafhængige Vidnesbyrd af samme Sort, som alle bevidner de samme væsentlige Kjendsgjerninger, om end med adskillig Forskjellighed i Enkeltheder, idet den ene udelader, hvad den anden fortæller, og en tredie rent ubevidst forklarer og forliger Uoverensstemmelser mellem de to første.

Dette er nøiagtig Tilfældet med de fire evangeliske Beretninger om Kristi Opstandelse. De evangeliske Forfattere synes ikke at have reflekteret paa Betydningen af og Rækkevidden af mange af de Begivenheder, som de omtaler. De fortæller bare enkelt og ligefremt, hvad de saa, og overlader al Filosoferen derover til andre. Dr. William Furness, den bekjendte unitariske Kritiker, som sikkerlig ikke har meget tilovers for det overnaturlige, siger dog: "Intet kan i Ukunstlethed og Enkelhed overgaa de fire Evangeliers Beretninger om Jesu første Aabenbarelser efter hans Korsfæstelse. Kan man ikke her opdage de nævnte Egenskaber, kan man ligesaagodt straks opgive nogensinde at Opdage dem".

Sæt, at man fandt fire forskjellige Beretninger om Slaget ved Monmouth*).

*) Monmouth, en Landsby i New-Jersey var Skuepladsen for en af de skarpeste Fegtninger under den nordamerikanske Frihedskamp. Den fandt Sted i Juni 1778. De britiske Tropper anførtes af Sir Henry Clinton og de amerikanske af Washington. Fegtningen var forresten uafgjørende. Overs. Anm.

Man vidste intet sikkert om, hvem der havde forfattet dem; men man undersøgte dem og fandt, at man øjensynlig havde med fire indbyrdes uafhængige Beretninger at gjøre. Man fandt dernæst, at de bar tydelige Merker af at være skrevet af Øienvidner, og at de alle var præget af en Enkelhed, Ukunstlethed og Ligefremhed, som maatte fremkalde Tillid til deres Troværdighed. Man fandt endelig ogsaa, at om de end afveg noget i Smaating, stemte de overens i alt væsentligt. Vilde man da ikke, i Mangel at nogen anden Beretning, sige: Her har vi en troværdig Fremstilling af Slaget ved Monmouth - tiltrods for at man ikke havde nogen Vished for, hvem der var Forfatter til disse Beretninger eller for deres Affattelsestid?

Er ikke netop det samme Tilfælde med de fire evangeliske Beretninger? De er øjensynlig indbyrdes uafhængige; de bærer tydelige Merker af at skrive sig fra Øienvidner, de er ualmindelig ukunstlede og ligefremme, og om de end skiller sig noget fra hinanden i uvæsentlige Enkeltheder, er de fuldt overensstemmende, i de store, væsentlige Kjendsgjerninger. Vi kan ikke, om vi vil være ærlige Mennesker, undlade at drage den Slutning: Her foreligger virkelig en troværdig Beretning om Jesu Kristi Opstandelse.

Det fjerde, vi merker os, er det utilsigtede Vidnesbyrd, som Ord, Udtrykssæt og mere uvæsentlige Enkeltheder aflægger.

Naar et Vidne staar for Vidneskranken, hænder det ofte, at det utilsigtede Vidnesbyrd, som han aflægger ved de Ord og Vendinger, han bruger, og ved de mere uvæsentlige Smaating, som han meddeler, virker mere overbevisende end hans egentlige Vidneprov, fordi det brugte Udtrykssæt bringer en til at føle, at her staar man overfor Sandheden.

De evangeliske Beretninger er rige paa Vidnesbyrd af den Slags.

Betragt som første Eksempel den Kjendsgjerning, at alle fire Beretninger lader det skinne igjennem, at Jesus ikke straks blev kjendt af sine Disciple, da han aabenbarede sig efter sin Opstandelse (se saaledes Luk. 24, 16 og Joh. 21,4). Intetsteds siges der os noget om Grunden dertil. Tænker vi os om, forstaar vi den nok; men de evangeliske Beretninger fortæller bare Faktum uden at give nogen Forklaring. Var de opdigtede, vilde Forholdet visselig været et ganske andet. Forfatteren maatte jo straks have indseet, at man ud fra hans Fremstilling vilde kunne reise den Indvending: det var i Virkeligheden ikke Jesus, Disciplene saa! Men hvorfor fortæller Evangelisterne, som de gjør? Simpelthen, fordi de slet ikke tænker paa den Virkning, deres Fortælling vil frembringe, men kun paa at fremstille Begivenhederne saaledes, som de virkelig foregik.

Et andet Eksempel: Saa mange Gange det end er fortalt, at Jesus aabenbarede sig efter sin Opstandelse, er det dog ikke en eneste Gang fortalt, at han aabenbarede sig for en af sine Modstandere eller Fiender. Altid aabenbarer han sig for saadanne, som iforveien tror paa ham. Grunden dertil kan vi nok tænke os, men den nævnes aldrig i Evangelierne. Hvis Fortællingerne var digtede, hvis Evangelierne, som nogle mener, var fabrikerede 100 eller 200 eller 300 Aar efter den Tid, i hvilken de omhandlede Begivenheder foregik, efterat alle de i dem deltagende Personer var døde - da vilde man sikkert have fortalt, at Jesus forfærdede Kaifas og Annas og Herodes ved at aabenbare sig for dem efter sin Opstandelse; men der er ikke Spor af den Slags i de evangeliske Beretninger. Alle Aabenbarelser sker for dem, som allerede tror? Hvorfor? Simpelthen fordi dette nu engang er den enkle Sandhed. Og den vil Evangelierne alene fortælle.

Vi finder nok et Eksempel i den Kjendsgjerning, at de Aabenbarelser af Jesus, som der fortælles om, blot hændte mere tilfældig. Han viste sig i sine Disciples Midte for atter at forsvinde og ikke paany at sees paa flere Dage. Grunden dertil er let at skjønne. Jesus vilde forsøge at vænne sine Disciple af med det tidligere Samfund dem imellem og forberede dem for de kommende Dages Samfund i Aanden. Dette siges os ikke i de evangeliske Beretninger. Vi maa selv finde det ud. Det kan nok være Tvil underkastet, om Disciplene selv forstod Grunden til hans Handlemaade. Havde man nu villet lave en Historie for Virkningens. Skyld, da havde man sikkerlig fremstillet Jesus som altid værende hos sine Disciple, levende sammen med dem, ædende og drikkende med dem, Dag efter Dag. Men Evangelierne - de fortæller alt, saadan som det foregik.

Et nyt slaaende Eksempel har vi i Jesu Ord til Maria ved deres første Møde efter Opstandelsen (Joh. 20, 17). Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig; thi jeg er endnu ikke opfaren til Faderen". Der siges intet om Grunden til, at Jesus taler saaledes til Maria. Vi maa selv opdage den, om vi kan. Fortolkerne har havt megen Møie med at opdage den. De er højst uenige i sine Forklaringer. De kan selv undersøge, og De vil finde, at den ene Fortolker mener det, den anden noget andet… Jeg for min Part har min egen Fortolkning, som jeg aldrig har seet i nogen Kommentar. Skjønt jeg selv er overbevist om, at den er den rette, har jeg dog ikke formaaet at overbevise andre om, at saa er Tilfælde. - Men hvorfor findes nu dette lille Udsagn af Jesus midt inde i den evangeliske Beretning uden et Forklaringens Ord, saa man endnu efter atten Hundrede Aar ikke er naaet til en tilfredsstillende Forstaaelse af det? I sandhed, en Forfatter, som vilde digte noget sammen, havde sikkert baaret sig anderledes ad. Lavede Historier har altid en Hensigt; de enkelte Smaating, som er flettet ind med, har ogsaa sin Hensigt, om den end naturligvis kan være mere eller mindre iøinefaldende. Men atten Hundrede Aars Studium har ikke været istand til at opdage, i hvilken Hensigt dette lille Udsagn er taget med. Men hvorfor staar det saa der? Fordi Jesus brugte netop de Ord. Fordi det just er de Ord, Maria hørte og fortalte igjen, har Johannes gjengivet dem, saadan som de staar der. Vi har ikke her at gjøre med en digtet Historie, men med en nøjagtig Gjenfortælling af de Ord, Jesus udtalte ved sit første Møde med Maria efter Opstandelsen.

Et lignende, tilsyneladende ganske ubetydeligt Udsagn, som dog sterkt vidner om Evangeliernes historiske Nøiagtighed, finder vi i Joh. 19,34. Vi læser der, at da en Stridsmand stak et Spyd i Siden paa den korsfæstede Herre, kom der straks ud Blod og Vand. Aarsagen dertil nævnes ikke. Evangelisten kunde heller ikke nævnt den, om han aldrig saa gjerne havde villet. Der var ikke et Menneske paa Jord i de Dage, som havde fysiologisk Viden nok til at kjende den. Det var først mange Hundrede Aar bagefter, at den fysiologiske Aarsag blev opdaget. Den fremtrædende medicinske Videnskabsmand Dr. Simpson ved Edinburgh Universitet, Kloroformens Opdager, skrev en Brochure, i hvilken han med videnskabelige Grunde paaviste, at Jesus døde af, hvad Lægerne kalder: ruptura cordis eller med et folkeligt Udtryk Bristning af Hjertet. Naar nogen dør paa den Maade, pleier han strække Armene ud (Jesu Arme var allerede udstrakte paa Korset) og udstøde høie Skrig (tænk paa Jesu Raab: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig). Den Væg, som skiller mellem Blodet og Pericardialvæsken (Hjertesækvæsken) brister, og de to flyder sammen. Da Spydet blev stukket ind i Jesu Hjerte, strømmede derfor Pericardialvæsken (det som her kaldes Vand) og Blodet ud. Det er den videnskabelige Forklaring; men den kjendte ikke Johannes. Ingen, som levede dengang, kjendte den. Det vilde være aldeles uforklarligt, at en Forfatter, som digtede sammen Begivenheder, der aldrig havde fundet Sted, skulde taget med et Træk, som har en bestemt videnskabelig Forklaring og passer udmerket til de øvrige Kjendsgjerninger, men hvis Betydning hverken han eller nogen anden dalevende havde Rede paa! Spørger man: hvorledes er saa dette Træk kommet ind med? kan der ikke gives andet Svar end dette: simpelthen fordi det nu engang hændte saaledes, og omendskjønt Johannes ikke kunde forklare sig Kjendsgjerningens Betydning, saa han selve Kjendsgjerningen. Den fortalte han ligefrem og overlod det til Fremtidens videnskabelige Opdagelser at stadfæste den historiske Nøiagtighed af det han fortalte.

I mit næste Foredrag vil jeg give flere Vidnesbyrd, ud fra selve de evangeliske Beretninger, om deres Troværdighed, naar de fortæller, at Kristus er opstanden.