Indiciebevis for Kristi Opstandelse
af R A Torrey

Hvad beviser Jesu Opstandelse?

Hvad beviser Jesu Opstandelse? Den beviser det, som mest trænger Bevis. Den beviser alt det væsentlige i Kristendommen.

1. For det første, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, al der er en Gud, og at Bibelens Gud er den sande Gud. Enhver Virkning maa have en tilsvarende Aarsag. Den eneste Aarsag, som fyldestgjørende kan forklare Kristi Opstandelse, er Gud, Bibelens Gud. Mens Jesus var paa Jord, forkyndte han om Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, det gamle som det nye Testamentes Gud. Han forkyndte, at efterat han var slaaet ihjel, vilde Gud, Bibelens Gud, opreise ham paa den tredie Dag. Dette var et overvældende stort Løfte, et umuligt Løfte. Aarhundreder igjennem var Mennesker kommet og gaaet. De havde levet og var døde. Saalangt Menneskers Iagttagelsesevne strakte sig, var dette alles Skjæbne. Men Jesus lovede, at ham skulde Gud, Bibelens Gud, opvække fra de døde. Nu, Jesus døde, og Gud opreiste ham. Dermed var Løftet opfyldt, og det var samtidig bevist, at der er en Gud, og at Bibelens Gud er den sande.

Aarhundreder igjennem har Mennesker søgt efter Beviser for Guds Tilværelse og Væsen. Man har opstillet det teleologiske Bevis - Universets Plan og Hensigtsmæssighed fordrer med Nødvendighed Gud. Det er paa sit Sted et godt Bevis. Man har det historiske Bevis, det ontologiske og flere, alle mere eller mindre overbevisende. Men Kristi Opstandelse giver os en solid, videnskabelig Grundvold for vor Tro paa Gud. Naar den sees i Lys af Opstandelsen, er vor Tro paa Gud bygget paa Kjendsgjerninger. I Lys af Opstandelsen har ikke Atheismen og Agnosticismen længer nogen sikker Grund at staa paa. Vel kan Peter udtale: "Vi, som ved ham tror paa Gud, der opvakte ham fra de døde og gav ham Herlighed." (1 Pet. 1,20). Min Tro paa Gud er intet lykkeligt Selvbedrag. Den er en fast Tro, som hviler paa en uomstødelig Kjendsgjerning.

2, For det andet, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, at Jesus var en Lærer kommen fra Gud, at det Budskab, han bragte, havde han faaet fra Gud, at han var absolut ufeilbar, at han talte Guds sande Ord. Dette sagde Jesus om sig selv. I Joh. 7,16 udtaler han: Min Lære er ikke min, men hans som har sendt mig. I Joh.12,49: Jeg har ikke talt af mig selv, men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. I Joh. 14,10.11: Tror du ikke, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig? De Ord, jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv, men Faderen, som bliver i mig, han gjør sine Gjerninger. I Joh. 14,24: Det Ord, som I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Hans Paastand var altsaa denne, at hans Ord i sandhed var Guds Ord. Dette var en overvældende Paastand. Andre er nok kommet med lignende Paastande, men den store Forskjel mellem Jesus og dem er denne, at Jesus har godtgjort sin Paastands Sandhed, hvad de andre ikke har gjort. Gud satte umiskjendelig selv sit Segl paa Jesu Kristi overvældende Paastand ved af opreise ham fra de døde. I Lys af Opstandelsen har den kritiske Skole, som sætter Spørgsmaalstegn ved Kristi absolute Ufeilbarhed som Lærer, og som stiller sin Autoritet over hans, intetsomhelst Grundlag at staa paa.

3. For det tredie, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, at han er Guds Søn. Apostelen Paulus skriver i Rom. 1,4, "at Jesus efter Helligheds Aand er godtgjort at være Guds vældige Søn ved Opstandelsen fra de døde." Enhver, som tænker sig om, vil se, at dette forholder sig saa. Da Jesus var her paa Jorden, hævdede han for sig et enestaaende Forhold til Gud. Han lærte, at mens selv de største af Guds Profeter blot var Tjenere, var han Sønnen, den eenhbaarne (Mark. 12,6; merk den hele Sammenhæng). Han paastod, at han og Faderen var eet (Joh. 10,30), og han fordrede, at alle skulde ære ham, som de ærede Faderen (Joh. 5,23). Han forkyndte, at han var Afglansen af Faderens Herlighed og Afbilledet af hans Væsen, saa de, der havde seet ham, havde seet Faderen. Dette var jo isandhed en forfærdelig Paastand at gjøre. Medførte den ikke Sandhed, var den den frækkeste Gudsbespottelse. Han udtalte, at Menneskene vilde slaa ham ihjel for denne Paastands Skyld, men at Gud vilde sætte sit Segl paa den ved at reise ham op fra de døde. De slog ham virkelig ihjel for denne Paastands Skyld. De, som dengang ikke vilde tro paa Jesu Guddom, naglede ham til Korset, fordi han sagde sig at være Guds Søn (Matt. 26,63-66). Men da Stunden kom, satte Gud selv, som Jesus havde forudsagt, sit Segl paa hans Selvvidnesbyrd ved at opreise ham fra de døde. I Lys af Opstandelsen har Unitarismen ingen fornuftig Grund for sit Standpunkt.

4. For det fjerde, beviser Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, at der kommer en Dommens Dag. Paa Areopagos vidnede Paulus, "at Gud har fastsat en Dag, da han skal dømme Verden med Retfærdighed ved en Mand, som han dertil har bestemt, efterat han har givet fuldgodt Bevis for alle ved at opreise ham fra de døde. (Ap. Gj. 17,31). Han ser altsaa i Kristi Opstandelse en af Gud given Forsikring om en kommende Dom. Hvorledes det? Da Jesus var paa Jorden, erklærede han, at Faderen havde overgivet al Dom til ham. Han erklærede videre, at den Time skulde komme, da alle de, som var i Gravene, skulde høre hans Røst og gaa ud, de som havde gjort godt til Livets Opstandelse, og de som havde gjort ondt til Dommens Opstandelse (Joh. 5, 22. 28. 29). Menneskene lo ad ham for denne Paastands Skyld; de hadede ham, ja slog ham ihjel for dens Skyld og for hvad den førte med sig Paastanden om hans Guddommelighed. Men Gud satte sit Segl paa hans Paastand ved at opreise ham fra de døde. Jesu Kristi Opstandelse, som er en tilforladelig Kjendsgjerning i Fortidens Historie, peger bestemt mod en Dommens Dag i Fremtiden. Troen paa en kommende Dom er ikke et Paafund af Teologerne. Den grunder sig paa sikre Kjendsgjerninger. I Lys af Opstandelsen er det Menneske afsindigt, som bliver ved i sin Synd, idet han luller sig ind i det Haab, at der ingen Regnskabsdag kommer. Jesus vil engang sidde paa sin Trone og give enhver, efter hvad der er skeet ved Legemet, efter det han har gjort, godt eller ondt.

5. For det femte, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, at den, som tror paa Kristus, er retfærdiggjort for alle Ting. I Rom.4,25 læser vi: Jesus blev given hen for vore Overtrædelser og opreist til vor Retfærdiggjørelse Jesu Kristi Opstandelse vidner bestemt om, at den, som tror paa ham, er retfærdiggjort. Men hvordan det? Da Jesus vandrede hernede, udtalte han, at han vilde give sit Liv til Løsepenge for mange (Matt. 20, 28). Da Tidens Fylde kom, ofrede han sit Liv paa Golgata Kors til en Løsepenge for os. Forsoningsofret er dermed bragt, men det staar tilbage at faa vide: Vil Gud modtage dette Offer? I tre Dage forblev det Spørgsmaal ubesvaret. Jesus ligger død i sin Grav. Men da den bestemte Stund kom, stod han med Triumf op fra de døde og satte sig hos Faderens høire Haand i det høie. Dermed har Gud forkyndt for den hele Verden: Jeg har modtaget det Forsoningsoffer, som Jesus har bragt.

Da Jesus døde, døde han som min Stedfortræder, og jeg døde i ham. Da han stod op, stod han op som min Stedfortræder, og jeg stod op i ham. Da han opfor til Himmels og satte sig ved Faderens høire Haand, gjorde han det som min Stedfortræder, og derfor har jeg idag Sæde med Kristus hos Gud i det himmelske. Jeg ser hen til Kristi Kors og veed, at Forsoning er skeet for mine Synder. Jeg betragter den aabne Grav og den opstandne og himmelfarne Herre, og jeg ved, at Forsoningsofret er anammet. Ingen Synd hviler længer paa mig, uanseet hvor mange og hvor store mine Synder har været. Mine Synder kan være høie som Bjerge; Forsoningen, som dækker dem, er høj som Himlen - det siger Opstandelsen mig. Mine Synder kan være dybe som Oceanet; Forsoningen, som opsluger dem, er dyb som Evigheden - det siger Opstandelsen mig. Saa være det eder da vitterligt, Brødre, at ved ham forkyndes eder Syndernes Forladelse, og at i ham retfærdiggjøres fra alt enhver, som tror (Ap. Gj. 13, 39).

6. For det sjette, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, at alle de, som er forenede med Kristus ved en levende Tro, skal selv opstaa. Paulus siger: Thi saasandt vi tror, at Jesus døde og stod op, saa skal og Gud ved Jesus føre de hensovede sammen med ham (1 Tess. 4,14). Den troende er i den Grad forenet med Kristus ved en levende Tro, at om Kristus stod op, maa og vi staa op. Hvis Graven ikke kunde holde ham, kan den heller ikke holde os. Aarhundreder igjennem har Menneskene søgt efter Beviser for Udødeligheden. Digteren har drømt, og Filosofen har spekuleret, og begge har de forsøgt at trøste os med det Haab, at vi skal leve evig. Men selv de bedste filosofiske Bevisgrunde fører os ikke længer end til at fastslaa, at det er sandsynligt, at der er et Liv efter dette. Men i en Sag som denne trænger og kræver det menneskelige Hjerte noget mere at holde sig til end en blot og bar Sandsynlighed. Jesu Kristi Opstandelse giver os Sikkerhed; den fremlægger det videnskabelige Bevis for et Liv bag Graven.

En populær Prædikant har nylig udtalt: "Deres Tal er ikke lidet, som slet ikke er sikre paa, at der er et Liv efter dette. De ønsker at faa Vished. Blandt dem er jeg. Men længer end til at slutte os dertil af Verdensaltets moralske Ordning kan vi ikke komme." Gud være lovet, denne Prædikant tager Feil. Før Kristi Opstandelse kunde han vel havt Ret til at tale, som han gjør; men i Lys af Opstandelsen er vi ikke længer overladte til nogle usikre Slutninger "fra Verdensaltets moralske Ordning". Nu har vi det videnskabelige Bevis, og enhver, som ærlig vil overveie de Kjendsgjerninger, som staar i Forbindelse med Kristi Opstandelse, kan ikke vedblive at tvile om et kommende Liv. I det Lys, som straaler frem fra hin første Paaskedags Morgen, gaar jeg trøstig ud til de Grave, hvor min Faders og Moders, min Broders og mit Barns Støv hviler. Mine Taarer er tørret af; thi jeg hører min himmelske Fader sige: Din Fader lever; din Moder lever; din Broder lever; dit Barn lever.

7. For det syvende, Jesu Kristi Opstandelse fra de døde beviser, at det er den troendes store Forret at eie en daglig, stadig Seier over Synden. Vi er forenede ikke alene med den Herre, som døde og gjorde Forsoning for vore Synder og forløste os fra Syndens Skyld. Vi er ogsaa forenede med den Herre, som stod op fra de døde, som »altid lever til at gaa i Forbøn for os«, og som har Magt til fuldkommen at frelse os, Magt til at holde os oppe Dag efter Dag og til »at stille os lydeløse frem for sin Herlighed i Fryd« (Heb. 7, 24; Juda 24). Jeg kan være svag, yderst svag, ude af Stand til at modstaa Fristelse selv for en eneste Time; men han er sterk, uendelig sterk, og han lever for at hjælpe og udfri mig Dag for Dag, Time for Time. Spørgsmaalet om Seier over Synden afhænger ikke af min Svaghed, men af hans Styrke, af hans Opstandelses Kraft, der altid staar til min Tjeneste. Han har al Magt i Himlen og paa Jorden, og hvad der er hans, er ogsaa mit. I Lys af Opstandelsen er Fald hos den troende i hans daglige Liv i Virkeligheden ikke nødvendige og ikke undskyldelige. Det er vor Forret at leve et seierrigt Liv i hans Opstandelses Kraft.

Fire Mænd steg engang efter hinanden opover den steile Side af Matterhorn, en Fører og en Turist, en anden Fører og en anden Turist, alle bundet fast til hinanden ved et Toug. Den nederste Turist tabte Fodfæstet og ramlede udfor. Ved det pludselige Ryk i Touget, drog han den anden Fører med sig, og denne igjen den første Turist. Tre Mænd hang nu og dinglede over det svimlende Braadyb. Men straks den Fører, der var i Teten, følte det første Ryk i Touget, hug han sin Økse i Isen, plantede sine Fødder fast i Sprækken og stod urokkelig. De tre Mænd, som hang over Afgrunden, frelstes, fordi de var bundne til den Mand, som stod fast. Den første Turist gjenvandt sit Fodfæste, derpaa den anden Fører og saa endelig den anden Turist og op kom de velbeholdne. Da Menneskeslegten steg op over Livets isbelagte Klipper, tabte den første Adam sit Fodfæste og hang og svævede over Afgrunden. Han rev den næste med sig og den derpaa følgende, indtil hele Slegten hang over Afgrunden. Men den anden Adam stod fast, og alle, som er forenede med ham i en levende Tro, frelses, om de end hænger over den frygtelige Afgrund, fordi de er bundne til ham, den Ærens Konge.