Indiciebevis for Kristi Opstandelse
af R A Torrey

Vantroen: dens Aarsager, Følger og Kur.

Det er i vore Dage meget almindeligt, at man bekjender sig som vantro. Jeg møder stadig Mennesker, der angiver som Grund for, at de ikke er Kristne, at de ikke kan tro paa Bibelen. Der er mange udmerkede, begavede Prædikanter, som mener, at man ikke skal ofre Vantroen synderlig Opmerksomhed. Man gjør rettest i at overse den. Deri kan jeg ikke være enig. Vantroen er baade almindelig nok og virksom nok og ødelæggende nok til at kræve, at vi giver Agt paa den. Om jeg end ikke for et Øieblik tror, at Kristi Sag eller Bibelen har noget at frygte af den, ved jeg dog samtidig, at baade enkelte Mennesker og hele Samfund holder paa i høi Grad at skades af den, og derfor er vi skyldige at blotte dens virkelige Karakter, pege paa dens Følger og vise, hvordan den skal behandles. Jeg har i de senere Aar ikke havt større Glæde, end naar jeg har været istand til at føre Mennesker ud af Vantroens Forvirring og Elendighed til det klare Lys og den fulde Glæde, som en overbevist Tro paa Kristus og Bibelen giver.

I. Vantroens Aarsager.

1. Den første og overmaade almindelige Aarsag til Vantro er bekjendende Kristnes skjæve Fremstilling af Kristendommen.

Ad to Veie kan Kristendommen fremstilles skjævt: 1) ad Lærens og 2) ad Livets Vei.

Lad os først se paa de skjæve Fremstillinger af Kristendommens Lære. Tænk f. Eks. paa, hvad Slags Kristendom der Slegtled igjennem har været forkyndt i Frankrige, Spanien, Italien, paa Filippinerne, i Mexico og i de sydamerikanske Republiker. Vi ved selvfølgelig, at hin Forkyndelse er et fuldstændigt Vrængebillede af Bibelens Kristendom, men det ved ikke det jevne Folk i disse Lande. De tror, at den Kristendom, som Presterne forkynder dem, er Bibelens Kristendom. Er det da noget underligt i, at de vrager den og bliver helt igjennem vantro? Hvis det, der i disse Lande prædikes som Kristendom, virkelig ogsaa var Kristendom, da vilde jeg selv vrage den. Forresten, mange saakaldte protestantiske Fremstillinger af Kristendommen er ikke stort bedre. Om de ikke er i den Grad falske, saa er de dog falske. Der er en stor Forskjel mellen Bibelens Gud og meget af saakaldte Protestanters Lære om Gud, mellem Bibelens Kristus og meget af saakaldte Protestanters Lære om Kristus, og mellem det kristelige Liv, som Bibelen tegner for os, og den Sædelære, som forkyndes fra adskillige Prædikestole.

Men af større Rækkevidde er de bekjendende Kristnes skjæve Fremstilling af Kristendommen i deres daglige Liv. Mange bekjendende Kristnes Liv er saa vidt forskjelligt fra det Liv, som tegnes i Bibelen, at det fører mange af dem, som iagttager det, ind i aabenbar Vantro. Tænk f. Eks. paa de bekjendende Kristne, som trykker ned Lønnen for sin Betjening! Naar en kristen Arbeidsherre gjør sin Arbeidsstok til Trælle, er det da noget at undres over, at de siger, at de ikke har nogen Brug for Kristendommen? Eller tænk paa kristne Forretningsmænd, som er uærlige, som skryder af daarlige Varer, som benytter sig af alle mulige Midler for at komme foran sine Konkurenter og drive dem ud - er det noget at undres over, at Folk, som ser dette, drives til at vrage en saadan Kristendom? Under en Bryllupsfest i Chicago, som jeg overvar, talte jeg med Brudgommen om, at han burde blive en Kristen. Ved I, hvad han svarede mig? "Tal ikke til mig om det. Jeg er i Forretningen hos N. N. Mine Chefer indtager en fremtrædende Plads i Menigheden, men vi, som er i deres Tjeneste, ved, hvordan de driver sin Forretning. Jeg ønsker ikke at blive en Kristen." Tænk ogsaa paa bekjendende Kristne, som lever sit Liv i Overdaadighed, mens Fattige i deres Nærhed mangler det nødvendigste!

De vil kanske indvende, at disse skjæve Fremstillinger af Kristendommen ikke kan tjene som tilstrækkelig Undskyldning for noget Menneskes Vantro; thi baade Kvinder og Mænd faar jo lære sig til at skjelne mellem virkelig og eftergjort Kristendom. Jeg er naturligvis enig deri. Selvfølgelig afslaar aldrig en virkelig forstandig Mand at modtage egte Penge, fordi om der er falske Penge i Omløb. Men Ulykken er, at saa mange slet ikke skjelner. De læser ikke selv Bibelen. Sin eneste Forestilling om Kristendommen henter de, fra hvad de ser og hører i de bekjendende Kristnes Liv og Lære, og da siger de: "Skal dette være Kristendom, saa siger jeg Tak for mig; det der skal jeg intet have af." Og saa bliver de vantro. En af den senere Tids mest fremtrædende vantro Mænd paastod, at det var hans Fars selvmodsigende Liv, som fra Begyndelsen af førte ham ind i Vantro. Hans Far var en Baptistprest. Om nu hans Omtale af hans Fars Karakter var sand, eller om han - som jeg har hørt anført for at undskylde sin Vantro gjorde sig skyldig i en fuldstændig urigtig Omtale af sin Far, ved jeg ikke, men det ved jeg, at i mange Tilfælde har uden Tvil bekjendende kristne Forældres selvmodsigende Liv ledet deres Børn ud i aabenbar Vantro.

Bekjendende Disciples skjæve Fremstilling af Kristendommen i Lære og særlig i Liv har gjort mere til at skabe Vantro end alle Paines og Voltaires *) og Ingersolls Taler og Skrifter tilsammen.

*) Paine (1737—1809), en berømt engelsk Forfatter, der deltog baade i den nordamerikanske Frihedskrig og i den franske Revolution. Navnlig i sit Verk Age of Reason forsøgte han at reducere al aabenbaret Religion til lutter Taabelighed. Voltaire (1694—1778), Frankriges kanske mest bekjendte For fatter, arbeidede hele sit Liv mod Kristendommen. Overs. Anm.

2. Den anden Aarsag til Vantro er Uvidenhed ; Uvidenhed om, hvad Bibelen indeholder og lærer; Uvidenhed om, hvad Historien beretter; Uvidenhed om, hvad den sande Videnskab mener.

Gjennemsnitlig kjender et vantro Menneske næsten intet til Bibelen. Han har snappet op et og andet fra andre vantro Menneskers Skrifter eller Taler og slaar om sig med de mange Vanskeligheder i Bibelen, men praktisk talt kjender han intet til Bibelens virkelige Indhold.

Jeg spurgte engang en Mand, om han ikke vilde blive en Kristen. "Nei", svarede han, "jeg er en Vantro." "Hvorfor er De nu det ? "Fordi Bibelen er saa fuld af Modsigelser." "Vær saa venlig at vise mig en?" bad Jeg. "Ja vel, i Salmernes Bog f. Eks." Jeg rakte ham min Bibel for at han kunde finde Stedet, og saa begyndte han at lede efter Salmerne sidst i det nye Testamente. "Lad mig finde Salmernes Bog for Dem". Da jeg havde fundet den, begyndte han at blade frem og tilbage, saa sagde han: "Havde jeg bare havt min egen Bibel her, skulde jeg nok vist Dem det." "Tag med Deres Bibel i aften og træf mig her efter Mødets Slutning," bad Jeg. Han lovede det; vi skiltes. Da Tiden kom, var jeg paa Pletten, men min vantro Ven indfandt sig ikke. Jeg havde havt Omtanke nok til at skaffe mig hans Adresse og gik saa efter den for at opsøge ham. Det viste sig, at han havde opgivet mig en Restauration som sin Adresse; ham fandt jeg ikke der. Nogle Maaneder senere kom under et af vore Eftermøder en af mine Studenter hen til mig og sagde: "Kom herhen - her er en Mand, som siger, at Bibelen er fuld af Modsigelser." Jeg gik med ham, og hvem skulde jeg træffe uden hin Mand. Han troede nok ikke, at jeg skulde kjende ham igjen, og blev adskillig lang i Ansigtet, da jeg sagde til ham: "De er den samme Mand, som løi for mig."

En anden kvik, ung vantro Mand udtalte engang til mig: "Jeg tror ikke paa Bibelen!" Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke gjorde det. Han svarede: "Jeg kan umulig tro paa det, som der et steds siges om Kristus, at han kaldte Ild ned fra Himlen for at fortære hans Fiender." Da jeg forsikrede ham om, at noget saadant ikke staar i Bibelen, vilde han ikke tro det.

Oberst Ingersoll, den overfladiske Vantros Yppersteprest, er et udmerket oplysende Eksempel paa, hvad vi her taler om. Han udtalte engang i en af sine Forelæsninger: "Der er ikke en eneste af de kjærlighedsfyldte Tanker, man har tillagt Kristus, som ikke kan findes hos Buddha mindst 500 Aar, før Kristus blev født." Jeg skulde i den Anledning ønske at vide, hvor han hos Buddha finder en Ytring lig den i Joh. 13,34: "Et nyt Bud giver jeg eder, at I skal elske hverandre; ligesom jeg har elsket eder, skal ogsaa I elske hverandre." Eller lig den i Joh. 15,12.15: "Dette er mit Bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. Ingen har større Kjærlighed end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner." Eller lig den i Matt. 20,28: "Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit Liv til Løsepenge for mange." En anden Gang udtalte Ingersoll: "Hvis Kristus nogensinde har levet paa Jord, da var han en Vantro efter sin Tids Tænkemaade!" Jeg skulde i den Anledning ønske at vide, hvad Oberst Ingersoll gjorde med Udsagn som det i Joh. 10,35: "Skriften kan ikke gjøres ugyldig." Eller med det i Matt. 5, 18: "Før Himmel og Jord forgaar, skal ikke den mindste Bogstav eller en eneste Tøddel forgaa af Loven, før det er skeet altsammen." Eller med det i Mark. 7,13, hvor Jesus kalder Moseloven Guds Ord. Eller med det i Luk. 24, 27.44: "Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde for dem i alle Skrifterne det, som er skrevet om ham . . . . . 0g han sagde til dem: Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at alt det maatte opfyldes, som er skrevet i Mose Lov og Profeterne og Salmerne om mig." Hvis dette er Vantro, da er jeg selv en vantro Mand. Men alle forstandige Mennesker indser, at dette ikke er Vantro, og at Ingersoll bare paraderede med sin Uvidenhed, da han udtalte sig, som han dengang gjorde.

3. Den tredie Aarsag til Vantro er Indbildskhed. Mange Mennesker fortæller os, at de er vantro, fordi de finder Ting i Bibelen, som de ikke kan forstaa, og fordi de finder aabenbare Selvmodsigelser i den, som de ikke kan bringe i Harmoni med hinanden. At mene at en Ting ikke kan være sand, fordi jeg ikke kan forstaa den, eller at tænke, at Gud ikke har kunnet udtale noget, som ligger over min Forstand, hvad er det uden Topmaal af Indbildskhed? Det er jo det samme som at mene, at jeg ved alt, at jeg ved ligesaameget som Gud! At tro, at fordi jeg ikke kan finde Løsningen paa en Vanskelighed, kan ikke heller nogen anden finde den, er det samme som at tro, at min Viden er uendelig, at jeg er Gud.

Sæt, at jeg tog mit lille Barn med mig ud ved Solnedgang og sagde til det: "Ser du Solen histhenne? Om nu det, idet jeg forklarede det, at Solen var saadan 14 Millioner Mile borte, vilde sige til mig: "Far, det kan ikke være sandt. Solen er jo lige bag Laaven" - vilde da nogen tage det som et Udtryk for Visdom hos Barnet? Langt ifra, man vilde tage det som et Udtryk for Uvidenhed og Indbildskhed. Den ældste og viseste Filosof i Verden er dog, sammenlignet med den Uendelige, ubetydeligere end et lidet Barn, sammenlignet med det viseste Menneske. Og om vi giver os til at bestride vor himmelske Faders Udsagn, aabenbarer vi os ikke som Filosofer, værdige Menneskers Beundring og Bifald, men som smaa Børn, der fortjener at blive sendt tilsengs. Finder vi Vanskeligheder i Bibelen, som vi ikke kan forklare os, burde selv et lidet Maal af Beskedenhed snarere tilsige os at mene og udtale: "Vidste jeg mere, vilde jeg vel være istand til at forklare denne Vanskelighed," end at mene og udtale: "Denne Bog, der indeholder Vanskeligheder, jeg ikke kan forklare mig, kan ikke være fra Gud."

Da jeg var i Birmingham, paastod en Mand, som har læst en hel Del vantro Skrifter, i et Brev til mig, at Bibelen ikke kunde være Guds Ord, for den var saa fuld af Selvmodsigelser. Han kunde, skrev han, sende mig i Hundredevis af dem, men et Par vilde være tilstrækkelig, fordi ingen kunde løse dem. De Vanskeligheder, han nævnte for mig, var imidlertid meget lette at forklare, og jeg sendte ham Løsningen paa dem. Istedetfor nu at blive stagget skrev han paany, at han var ærgerlig over første Gang at have været saa uheldig 1 sit Valg. Nu sendte han mig noget, som var ganske uløseligt. Men de Vanskeligheder, han anden Gang nævnte, var lige saa lette at løse, som dem han nævnte første Gang. Alligevel kunde det ikke bringe ham til at tænke den Tanke, at om han bare vidste lidt mere, var alle hans saakaldte uløselige Vanskeligheder kanske ligesaa lette at løse.

4. Den fjerde Aarsag til Vantro er Synd. Den er vel den almindeligste Aarsag til Vantro.

Synd foraarsager Vantro ad to Veie. For det første: Mennesker synder og griber til Vantroen for at finde en Undskyldning for sin Synd. Der er ingen Bog, som gjør et Menneske saa urolig i sine Synder som Bibelen, og kan han bare faa sig selv til at tro, at Bibelen ikke er sand, giver det ham en Slags Trøst under hans fortsatte Liv i Synden. Nogle siger nok, at de har saa mange Indvendinger at gjøre mod Bibelens Troværdighed; men om de vilde være ærlige og tilstaa Sandheden, maatte de vist indrømme, at den vigtigste Indvending, de har at rejse mod Bibelen, er denne, at den fordømmer deres Synd og gjør dem urolige.

For det andet: Synden blinder Menneskets Øine for Bibelens Sandhed og skaber den om til Daarskab. Der er overhovedet intet, som saaledes ødelægger et Menneskes Evne for Sandheden, som Synden. Jeg blev engang kaldet til en Vantro. Han fortalte mig, at en Vanskelighed i Bibelen hindrede ham fra at blive en Kristen. Jeg spurgte ham, hvad det var for en Vanskelighed. Han svarede, at han ikke kunde forstaa, hvorfra Kain fik sig en Hustru! "Vil De komme til Kristus, hvis jeg fortæller Dem det?" spurgte jeg. "Nei", svarede han, "det vil jeg ikke love." "Men om det nu er denne Vanskelighed, som holder Dem borte fra Kristus, og jeg fjerner den, saa maa De da som hæderlig Mand komme til ham!" vedblev jeg. "Nei, jeg vil ikke love det", gjentog han. Da tog jeg Tyren ved Hornene og fandt ud, at den virkelige Vanskelighed for ham laa slet ikke i dette med Kains Hustru, men i et Forhold, hvori han stod til en anden Mands Hustru.

Det er overraskende, hvor ofte unge Mennesker, som falder i Synd og lever et letsindigt Liv, ogsaa falder i Vantro. Og jeg tør sige ud fra mine mange Samtaler med unge Mænd, som har næret vantro Anskuelser, at det særlig er to Synder, som avler Vantro. Min tidligere Kollega, Prof. W. W. White talte engang i Chicago over det Emne "Ingersolls Vildfarelser". Efter at han var færdig med sit Foredrag, kom en fint udseende Mand hen til ham og sagde: "Professor White, De har ikke Ret til at udtale Dem, som De har gjort idag. De er Kristen, og jeg er Vantro. Men jeg har ligesaa megen Ret til at have den Mening, jeg har, som De har Ret til at have Deres." Professor White spurgte ham da ligefrem: "Lever De et rent Liv?" "Det angaar ikke Dem", svarede Manden; "mit Liv er forresten ligesaa rent som Deres." Derpaa spurgte Professor White ham om hans Navn. "Det angaar heller ikke Dem", svarede Manden paany. "Jeg ønskede bare at faa vide det for at kunne følge med i Deres Udvikling", bemerkede White. Manden afslog at nævne det og gik sin Vei. Nogle af de omstaaende vidste imidlertid, hvem han var, saa Professor White fik vide det. To Åar efter fandtes den Mand død i et Hotel i Boston ved en ung Dames Side, som ikke var hans Hustru. Hende havde han besnæret med sin Vantro, saa hun var draget afsted med ham paa en Foredragsreise. De blev fundet død i hint Hotel med Værelsets Gaskraner aabnede.

Mine Herrer, nogle af eder vil vredes over denne min Fremstilling, men betragt eders indre og ydre Liv og se efter, om ikke en eller anden Synd er Roden til eders Vantro. Jeg siger ikke, at al Vantro kommer af Synd; men efter længere Tids omhyggelige Iagttagelser vover jeg at sige, at en stor Del af denne Tids gjængse Vantro bunder i Synd som i sin inderste Aarsag.

5. Den femte Aarsag til Vantro er Synd mod den Hellig-Aand. Det er en meget almindelig Aarsag til Vantro.

Guds Aand arbeider paa Menneskenes Hjerter for at drage dem til Kristus. Men man vil ikke give efter for Aandens Dragelse. Man modstaar Aanden, og det Lys, han giver Sjælen, svinder, og man falder i Tvil og Vantro.

I et af mine Prestekald var der en meget begavet Sagfører, som var en overmaade bitter Modstander af Kristendommen og gjorde alt, hvad han kunde, for at sprede vantro Skrifter blandt Folk i Byen. Jeg søgte Oplysninger om den Mands tidligere Historie og fandt ud, at han engang havde været grebet af en levende Syndserkjendelse. Da man trængte ind paa ham, for at faa ham til at gribe Kristus, svarede han: "Nei, jeg kan ikke paa engang være en Kristen og have Fremgang i min Forretning, og jeg maa jo underholde min Familie." Det Lys, som dæmrede for hans Sjæl, svandt bort; Mørke og Vantro leirede sig omkring ham og øvede saa ødelæggende en Indflydelse paa hans Liv, at han mistede Tilliden blandt sine Kjendinge og sin Praksis. Det sidste jeg hørte om dem var, at hans Kone maatte tage en Lærerindepost for at underholde Familien, mens han maatte nøie sig med en og anden Forretning, som kunde falde af til ham.

I et af vore vestlige Gymnasier var der en religiøs Opvækkelse. To unge Mænd stred imod. De vilde ikke give efter. De kom overens om paa en bestemt Aften at gaa ind i det lille Kapel og bespotte Guds Aand. De mødtes til fastsat Tid, men den enes Mod svigtede. Han blev senere omvendt. Den anden derimod gik ind i Kapellet alene. Hvad han gjorde derinde, har ingen nogensinde faaet at vide. Men han kom ud bleg som et Lig. Senere er han bleven Leder af et fritænkersk Samfund i en af vore større Byer. I, som endnu modstaar den Hellig-Aand, hvor vil I være om fem, om ti Aar?