Hvorfor jeg tror at bibelen er Guds Ord
af R A Torrey

Vantroen: dens Aarsager, Følger og Kur.
II. Vantroens følger

1. Den første Følge af Vantro er Synd.

Vantro avler Synd, derom er der ingen Tvil. Den er foraarsaget af Synd, men i sin Tur avler den igjen Synd. Synden kom i Begyndelsen ind i Menneskeslegtens Historie derved, at Guds Ord blev draget i Tvil. Da Djævelen søgte at forføre Eva til Ulydighed, begyndte han med at kaste frem en Antydning om, at Guds Ord muligens ikke var sandt. "Har Gud virkelig sagt?" saaledes begyndte han; bagefter negtede han ligefrem, hvad Gud havde sagt. Djævelen var den første vantro Foredragsholder. Han havde bare een Tilhører, men gjennem den ene naaede han Millioner. Og han indsaa øieblikkelig, hvor virkekraftig netop denne Angrebsmaade er, naar han vil bøje Menneskets moralske Retskaffenhed. Fra den Dag og indtil nu har Djævelen forsøgt at hilde Mennesker i Synd ved at saa Vantroens Sæd i deres Hjerter. Han ved nok, hvilken Grøde den Sæd frembringer. Naar en ung Mand eller Kvinde bliver vantro, da pas paa deres Moral. Vantroen danner en meget skrøbelig Grundvold for en retskaffen Karakter.

2. Den anden Følge af Vantro er Anarki. - Anarkisterne er naturligvis altid vantro Mennesker. Det er umuligt for en Mand, som tror paa Bibelen at blive Anarkist. Da den stakkels franske Landstryger og Anarkist Vaillant stod paa Skafottet, pralede han af sin Vantro. Louis Blanc, en af Anarkisternes ledende Mænd skal have sagt: "Da jeg var et Spædbarn, gjorde jeg Oprør mod min Barnepige; da jeg blev Gut, gjorde jeg Oprør mod mine Forældre og Lærere; da jeg blev voksen Mand, gjorde jeg Oprør mod Øvrigheden; naar jeg dør, vil jeg, om der er en Himmel, og jeg kommer did, gjøre Oprør mod Gud!" Hvis Kristendommen faar blive en levende Magt, vil den paa den ene Side gjøre det af med alt Anarki og paa den anden med al Undertrykkelse af de fattige, det som fører til Anarki.

3. Den tredie Følge af Vantro er Elendighed og Fortvilelse. - Gud har skabt os for Glædens Fylde, og har gjort det muligt for enhver af os at eie den. Men Glædens Fylde, saadan som Gud har tiltænkt os den, og som den alene kan tilfredsstille et Menneske skabt i Guds Billede, kan kun blive vor Eiendom gjennem en levende Tro paa Jesus som Guds Søn og paa Bibelen som Guds Ord. Vantro Mennesker er aldrig fuldkommen lykkelige. De kan nok saadan paa Overfladen være oprømte, men .det stikker ikke dybt.

En Aften jeg netop havde sluttet et Foredrag i en By paa New-Zealand passerede en Mand Talerstolen, idet han skulde gaa ud. Han saa op paa mig med et skummelt Blik og sagde: "Jeg er en Vantro!" "Det behøver De ikke at fortælle mig", svarede jeg, "det siger Deres Ansigt mig. Jeg tror neppe, jeg nogensinde har seet et Menneske se saa ulykkelig ud som Dem." Dagen efter modtog jeg et Brev fra ham, hvori han indrømmer, at han er ulykkelig.

Har De nogensinde kjendt et gammelt vantro Menneske, som var glad tilmode. Lystige kan De nok være, ialfald til sine Tider, naar de er i godt Selskab; men har De nogensinde merket hos dem, den dybe, stadige, overstrømmende Glæde, som er saa betegnende for gamle Kristne? Paa en bekjendt vantro Amerikaners Dødsdag var jeg sammen med en Ven af ham. Vi kom uvilkaarlig til at tale om ham. Hans Ven ytrede da: "Hvergang jeg i den sidste Tid har besøgt ham, har hans Hustru sagt: "Sig ikke til ham, at han ser gammel ud, han taaler ikke at høre det!" Den Kristne taaler at høre, at han bliver gammel; han ved, han modnes for en bedre Verden.

Vantro avler ikke sjelden Fortvilelse og Selvmord. Endog de bedste hedenske Forfattere lærer, at Selvmord er berettiget. Epiktet siger f. Eks.: "Døren er aaben. Naar du vil, kan du afbryde Livets Spil." Amalia E. Barr, som har gjort Selvmordsstatistiken til Gjenstand for særligt Studium, siger: "Kristendommen gjorde Selvmord til en Forbrydelse." Hun siger videre, at den vantro Bevægelse i Frankrige paa Revolutionens Tid satte ud af Kraft baade borgerlige og kanoniske Love om Selvmord. "Vil man kjende den vigtigste Aarsag til: de tiltagende Selvmord i vore Dage, da faar man søge den i det slappede religiøse Syn."

Ingersoll skrev engang i en New-Yorkavis en Artikel, hvori han forsvarede Selvmord. Den fulgtes i New-York og Omegn af en hel Skare Selvmord, og den Mand, som skrev den, maa bære Ansvar derfor. Det var ikke at undres paa, at den vakte en Storm af harmfyldte Protester. Men den var et følgerigtigt Udslag af hans Vantro.

Paa Verdensudstillingens Tid kom der til Chicago - en fattig, men overmaade begavet ung Dame fra en af Sydstaterne. Hendes Begavelse var saa stor, at hun indførtes i Byens bedste Kredse. Overalt talte hun om Fremtidens Kvinde. Hun var bleven ledet til Vantro af en af dens dygtigste Talsmænd i Chicago. Men hendes Løbebane blev ikke lang. Kort Tid efter valgte hun en Selvmorders Død i en af de østlige Byer. En Gren af Amerikas Vantro samler sig en Gang om Aaret ved hendes Grav for at mindes hendes Død. Hendes hjertebrudte Far døde ogsaa for egen Haand. - Saadan ser Vantroens egte Frugter ud.

4. Den fjerde Følge af Vantro er en haabløs Grav. - Oberst Ingersoll udtalte engang, at "Prædikestolen har kastet Skygge over Sygesengen og hyllet Graven i Mørke." Er dette sandt, da er det ganske merkeligt, at Mennesker, særlig bekjendende vantro Mennesker helst vil have kristne Præster til at forrette ved deres Begravelse. Synden har hyllet Graven i Mørke, det er sandt, men Bibelen jager det bort. Kast væk Bibelen, og du bliver ikke kvit Mørket, men vel bliver du kvit Lyset, som trænger gjennem Mørket. Vantroen dækker Graven med Mørke, og de faa Lysstraaler den har, dem har den stjaalet fra Kristendommen. Oberst Ingersoll holdt ved sin Brors Grav en Tale, som vistnok var storartet, men ogsaa over al Beskrivelse trist. Mod Slutten sagde han, at Haabet saa gjennem Mørket Glimtet af en Stjerne; men at Stjernen var den fra Betlehem, var han ikke ærlig nok til at sige. Moody derimod holdt ved sin Brors Grav en Tale fuld af Jubel. Han saa ned i den aabne Grav og raabte: "Død, hvor er din Brodd? Død, hvor er din Seier? Gud være Tak, som giver os Seier ved vor Herre Jesus Kristus!"

I samme Aar døde i Amerika de to Mænd, Ingersoll, de amerikanske Fritænkeres anerkjendte Leder, og Moody, de arbeidende Kristnes fremtrædende Foregangsmand. Sammenlign nu disse to Mænds Død og Begravelse og se, hvor De finder Mørket.

Oberst Ingersoll døde pludselig uden en eneste Straale af Lys og Glæde; hans Begravelse var yderst trist. Hans Hustru og Datter, som var glad i ham, kunde ikke bringe det over sit Hjerte at lade hans Lig føres bort, før det blev absolut nødvendigt. Det var jo alt, hvad de havde igjen, og de klyngede sig i sin Fortvilelse til det forkrænkelige Legeme. Hvad Aviserne meddelte om den sidste Høitidelighed i Ligbrændingskapellet, maatte jo gjøre en ondt, hvor liden Sympati man end havde for denne Mand, der nu var gaaet ind i Evigheden.

Men nu paa den anden Side, hvor triumferende var ikke Moodys Død og Begravelse. Tidlig om Morgenen paa hans Dødsdag sad hans ældste Søn ved hans Leie. Han hørte sin Far tale ganske lavt og lænede sig over ham for at lytte. Da hørte han ham sige: »Jorden viger; Himlen aabner sig; Gud kalder.« »Drømmer du Far?« spurgte Sønnen. "Nei, Will, jeg drømte ikke. Jeg har været indenfor Portene. Jeg har seet Børnenes Ansigter." Familien blev tilkaldt, men Moody frisknede til. Det varede dog ikke længe, saa begyndte igjen hans Kræfter at synke. De hørte han sige: "Er dette Døden? Dette er jo ikke ondt. Der er ingen Dal. Dette er lyksaligt. Dette er herligt!" "Far", sagde hans Datter, "du maa ikke gaa fra os; vi kan ikke undvære dig!" "Jeg kaster nok ikke mit Liv bort", svarede den døende Mand. "Hvis Gud har noget mere Årbeide for mig, bliver jeg frisk for at udrette det. Men hvis han kalder; maa jeg afsted." Han frisknede paany til. Saa kjæk blev han, at han kunde reise sig af Sengen og gaa bort og sætte sig i en Stol ved Vinduet. Der sad han og samtalte med sine kjære. Han begyndte at tro, at han vilde komme sig, og tænkte allerede paa at sende Bud til sin Prest for at anmode ham om at bede for hans Helbredelse, da han atter sank sammen og maatte bæres bort i sin Seng. Da knælede hans Datter ned og begyndte at bede om, at han maatte blive frisk. "Nei, nei, Emma, bed ikke om det," afbrød han hende. "Gud kalder. Dette er min Kroningsdag. Jeg har længtedes efter den længe." Og den heltemodige Kriger gik ind for at stedes for sin Herres Aasyn. Hans Begravelse var en eneste Triumf. Hans Søn sagde til mig, før Tjenesten begyndte: "Husk paa, at vi ingen Begrædelse skal have, bare Jubel!" Liget bares til Kirken af Studenter fra en af de Skoler, som han havde grundet. Det laa i en aaben Kiste foran Talerstolen. Tilhøire sad hans Hustru og Datter og Sønner og hørte med fredfulde Aasyn paa Talerne og deltog i de Seierens og Jubelens Hymner, som blev sunget. Da alle de andre havde talt, greb den ældste Søn Ordet og gav et straalende Vidnesbyrd om sin Far og hans Tro.

Er det Kristendommen, som hyller Graven i Mørke? Har nogen nogensinde hørt om en Kristen, som paa sit Dødsleie har angret paa, at han har været en Kristen? Derimod er det slet ikke ualmindeligt, at vantro Mennesker angrer paa, at de har været vantro, naar de skal til at dø.

5. Den femte Følge af Vantro er evig Fortabelse. I Mark. 16,16 læser vi: "Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt, Og i Joh. 3,36: "Den som tror paa Sønnen, har evigt Liv; men den som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet; men Guds Vrede bliver over ham." Vi har alle syndet, og den eneste Vei, vi har at gaa for at finde Tilgivelse, er den at modtage ham som Frelser, hvem Gud gjorde til Synd for os. Hvis vi foretrækker at være vantro og forkaste ham, er der intet Haab. Jesus er den eneste Frelser, som nogensinde har vist sig istand til at frelse Menneskene fra Syndens Magt hernede, saa vi tør være forvisset om, at han er den eneste, som vil vise sig istand til at frelse Mennesker fra Syndens Følger hisset. Der er dem, som ikke bekjender sig som vantro; de er det ikke teoretisk, men praktisk. Alle som forkaster Kristus, er praktisk talt vantro og vil gaa fortabt Da Ethan Allen, en tapper Militær, men en haabløs Vantro, stod ved sin Datters Dødsleie, og hun spurgte, hvad hun skulde holde sig til, hans Vantro eller hendes Mors Tro, raadede den ydmygede Mand hende til at holde sig til hendes Mors Tro.

III. Vantroens kur

Vi kommer nu til den Kur, vi skal anvende overfor Vantroen.

1. Et virkekraftigt Stykke af Vantroens Kur er et ærligt Kristenliv hos de bekjendende Kristne. - Der er intet Bevis for Kristendommens Sandhed, som er bedre end et Kristus-ligt Liv. Mangen Tviler og mangen Vantro er bleven vundet for Kristus ved et Menneskes Liv, som ikke bare troede paa Kristus med sin Forstand, men som levede med ham sit daglige Liv. Mc. All (Stifteren af et bekjendt protestantisk Missionsarbeide i Frankrige.) laa paa Ligstraa i Paris. Ved Siden af Kisten stod der en Mand, en Arbeider og tidligere en Anarkist. Han græd. "Er De en Slegtning af den afdøde?" "Nei." "Hvorfor græder De da?" "Han var Redskab til min Frelse!" "Hvad sagde han?" "Intet", svarede den forhenværende Anarkist, "det var hans Ansigt." Det Kristus lige Sind, der straalede frem fra et Kristusligt Ansigt, frelste, menneskelig talt, denne Mand. Jeg blev engang anmodet om at tale med en briliant udstyret, men vantro ung Kvinde. I Samtalens Løb sagde hun: "Der er en Ting, som jeg ikke kan komme bort fra, det er min Fars Liv!" Ikke længe efter. trængte hun Igjennem til Efterfølgelse af Jesus Kristus, ved sin Fars Liv ledet til et dybere Studium af Bibelen.

2. Det andet Stykke af Vantroens Kur er Viljens Overgivelse til Gud.- Jesus siger: "Vil nogen gjøre hans Vilje, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller om jeg taler af mig selv". (Joh.7,17). Enhver, der er plaget af Tvilens Sygdom, vil i denne Recept finde anvist et sikkert Lægemiddel. Intet klargjør saa ens aandelige Syn som en overgivet Vilje. Ved ganske enkelt at give sin Vilje til Gud har mangen fundet, at Vantroens Taager splittedes ad i et Øieblik. Da jeg var paa New Zealand kom en vel kjendt og vel uddannet Handelsreisende hen til mig og sagde: "Mine Venner ønsker at jeg skal tale med Dem. Jeg er en Agnostiker. Jeg ved, De kan ikke hjælpe mig."" Jeg mente, jeg nok kunde; men han blev ved sit. "Hvad tror De?"" spurgte jeg. "Jeg ved ikke af, at jeg tror noget!" svarede han. "Tror De ikke, at der er en absolut Forskjel paa ondt og godt?" "Jo, det gjør jeg." "Nu", sagde jeg, "vil De saa gjøre Alvor af Deres Ret til at følge den Tro, hvor den saa vil føre Dem hen" "Jeg tænker, jeg gjør det allerede? "Vel, vil De saa ganske afgjort følge den Tro, hvor den saa fører Dem hen, koste, hvad det koste vil." Han svarede dertil ja. Jeg talte saa videre med ham om Bøn og Bibelstudium paa samme Maade, som jeg ved en tidligere Leilighed i et andet Tilfælde har udviklet for eder. Han lovede at gjøre, hvad jeg bad ham om, men han gik fra mig med de Ord: "Det nytter intet!" Nogle Uger efter, da jeg var i Dunedin, kom denne Mands Hustru hen til mig og sagde: "Jeg har havt et Brev fra min Mand, som jeg ikke forstaar. Han siger, jeg skal vise Dem det." I Brevet fortalte han, at han troede, han var omvendt, men før han var ganske sikker, maatte hun ikke sige noget derom til andre end hans egen Prest og mig. Han trængte senere igjennem til Tro paa Bibelen og Kristus.

3. Det tredie Stykke af Kuren mod Vantro er Studium af Guds Ord. - Man behøver ikke at læse apologetiske Verker. Bibelen er selv sin bedste Forsvarer. Lad den, som ærlig søger at lære Sandheden at kjende og er villig til at adlyde den, koste hvad det vil, lad enhver saadan gjøre Alvor af at studere Bibelen, han vil snart blive overbevist om, at den er Guds Ord. I mit første Prestekald var der et Menighedslem, som havde en Bror, som holdt Foredrag over videnskabelige Emner fra vantro Standpunkt. Undertiden kunde han saaledes ogsaa holde Foredrag om Modsigelserne mellem Videnskaben og Bibelen. Hun kom til mig og bad mig, om jeg vilde hjælpe hende med at bede for hendes Bror. En Tid efter besøgte hun mig paany for at sige mig, at hendes Bror havde skrevet et Brev og fortalt, at han var bleven en Kristen. Hvad var saa Aarsag til hans Omvendelse? "Jeg har nylig begyndt at studere Bibelen og er bleven overtydet om, at den er Guds Ord" - saa lød hans Forklaring. Det vilde jo unegtelig have været bedre, om han havde studeret Bibelen, før han gav sig til at holde Foredrag over Modsigelserne mellem den og Videnskaben.

I en af mine Menigheder havde jeg en Ven, som boede tvers overfor mig, og som var en Agnostiker. Omendskjønt han var det og jeg en Kristen, var vi dog fortrolige Venner; jeg er nemlig af den Mening, at en Kristen og særlig en kristen Prest helst skal slibes mod alle Slags Mennesker. Jeg bekjender mig ikke til hin Deling af Mennesker i Kvinder, Mænd og Prester. Jeg mener tvertom, at en Prest skal være et Menneske blandt Mennesker. Hvorledes kan vi ogsaa vente at øve Indflydelse paa Mennesker, som vi aldrig nugger i engang. Vor Herre holdt sig ikke for god til at færdes blandt alle Slags Mennesker, skulde saa vi? Jeg læser i min Bibel, at de Kristne er Jordens Salt. Hvor i alverden kan vi vente, at Saltet skal øve sin bevarende Indflydelse paa Kjødet, hvis vi putter Saltet i en og Kjødet i en anden Tønde? Derfor har jeg altid pleiet Venskab ikke bare med rettroende Kristne, men med alle Slags "Vranglærere" og Tvilere.

Hin Mand og jeg var gode Venner. En Aften vi stod sammen paa Græsplænen foran hans Hus, mens Solen holdt paa at dale, sagde han pludselig: "Torrey, jeg er nu seks og seksti Aar gammel. Jeg kan ikke leve mange Aar efter denne Dag. Jeg har ingen at efterlade mine Penge til, og jeg kan heller ikke tage dem med mig. Jeg vilde uanseet dette gladelig ofre hver Øre, om jeg kunde tro som De." Jeg svarede: "Det er da let nok, jeg kan sige Dem, hvorledes det kan ske." Vi gik ind, og jeg bad hans Hustru om et Ark Papir. Derpaa skrev jeg følgende Ord: "Jeg tror, at der er en absolut Forskjel mellem godt og ondt. Jeg beslutter herved at gjøre Alvor af min Ret til at følge denne min Tro, hvor den saa vil føre mig hen. Jeg lover at gjøre et ærligt Forsøg paa at finde ud, om Jesus Kristus er Guds Søn, og finder jeg, at han er det, lover jeg at modtage ham som min Frelser og at bekjende ham for al Verden som saadan." Da jeg havde skrevet det ned, rakte jeg det til min Ven og sagde: "Vil De undertegne det?" Han svarede: "Hvorfor det? Enhver maa jo være villig til at undertegne dette. De beder mig jo kun om at gjøre, hvad min egen Samvittighed tilsiger mig, at jeg bør gjøre. Enhver maa jo være villig til at undertegne det der." "Vil De undertegne det?" Han gjentog sit Svar noget mere alvorlig. Jeg vedblev: "Vil De undertegne det?" Endnu mere alvorlig svarede han paany: "Enhver maa jo være villig til at undertegne det der." "Vil De gjøre det?" "Jeg skal tænke paa det," sagde han. Han undertegnede det ikke. Han døde, som han havde levet, uden Gud, uden Kristus, uden Haab. Han gik over i det evige Mørke. I eet Punkt sagde han Sandheden. Han kunde ikke tage et Øre af sine Penge med sig. Han er nu i en Evighed uden Kristus. Men hvis Feil er det? Der var vist ham en Vei ud af Mørket frem til Lyset, en Vei, som han indrømmede, at hans egen Samvittighed tilsagde ham at vælge, og han valgte den dog ikke!

Mine Venner, den samme Vei har været vist eder. Følg den, og den vil lede eder, som den har ledet Tusinder ud af Vantroens Uvished og Fredløshed og den endelige Fortvilelse frem til den Vished og Glæde og Seier og til den endelige Herlighed som en overbevist Tro paa Bibelen som Guds Ord og paa Kristus som Guds Søn giver.