I ere grenene
Af Andrew Murray

Tale holdt over Johs XV.

"I ERE GRENENE",

JEG er i Aften bleven anmodet om at tale J til Arbejdere i Guds Rige, og naar jeg betragter disse kristne Arbejderes kære Ansigter, er der kun én Tanke, der fylder mit Hjerte og Sind, og som alt afhænger af; nemlig om vi alle har det helt godt med Herren? Skal man have god Frugt, maa man have gode Frugttræer, og passer jeg mit Æbletræ omhyggeligt, vil det give gode Æbler. Og det samme gælder vort Arbejde for Guds Rige. Er vort Liv i Kristus det rette bliver alt andet ogsaa ret. Der kan til Tider vise sig Trang til Belæring, Paavirkning og Hjælp, og Øvelse i Arbejdets forskellige Afdelinger, og alt dette har sit Værd; men i det lange Løb bliver dog dette Hovedsagen, om vi lever vort Liv helt med Jesus. Med andre Ord, om det er Herren, der arbejder med os og i os? Derfor beder jeg Herren hjælpe mig til at finde de rette Ord, der kan være til Trøst og Støtte for hver eneste en af hans elskede Tjenere her. Jeg ved hvor mangt og meget, der kan forstyrre og vække ængstelige Spørgsmaal i en Arbejders Hjerte; men Herren har en saadan vidunderlig Velsignelse beredt til enhver af os, en fuldkommen Fred og Hvile, Glæde og Styrke, om blot vi kan komme i det rette Forhold til ham — og bevares deri.

Mit Emne i Aften er Lignelsen om Vintræet og Grenene, Johannes Evangeliun det 15. Kapitel, 5. Vers: »Jeg er Vintræet, I ere Grenene«, men jeg vil lægge Vægten paa Ordene:

I ERE GRENENE.

Findes der i Grunden noget mere ligetil, mere enkelt end dette, at være en Gren, en Gren paa et Træ, Grenen paa en Vinstok. Grenen skyder ud fra Vinstokken, fra Træet, og der bliver Liv og Vækst, og 1 rette Tid Frugt. Grenens eneste Ansvar "er stadig fra Rod og Stamme at drage Saften til sig," der udgør dens Næring. Var vi mere, ved Aandens Hjælp, vort Slægtskab med Jesus bevidst, saa blev vort Arbejde et helt andet, baade lysere og mere himmelsk allerede her paa Jorden. I Stedet for at lide under den hyppig forekommende Sjæls-Sløvhed og Udmattelse, vilde vort Arbejde blive til lutter rige Erfaringer, der, mere end noget andet, vilde knytte os nærmere til Jesus.

Det er desværre en sørgelig Sandhed i vort Liv, at vort Arbejde ofte ligesom stiller sig mellem Herren og os selv; og hvilken Daarskab er det dog ikke? Selve det Arbejde han skal gøre i mig og jeg for ham, dette Arbejde, siger jeg eder, tager jeg op paa en saadan Maade, at det maa skille mig fra Jesus. Mangen en Arbejder i Herrens Vingaard beklager sig over, at Arbejdet er saa stort, at der ingen Tid bliver tilovers til et inderligt Samliv med Jesus, og at Arbejdet forringer hans Trang til Bøn, og hans altfor hyppige Samkvem med Mennesker formørker hans aandelige Liv. I Sandhed en sørgelig Tanke, at det at bære Frugt, skulde skille Grenen fra Vinstokken. Nej det maa have sin Grund i, at vi har set galt paa vort Arbejde, set paa det som noget andet, end det at Grenen bærer Frugt, Maatte Gud bevare os fra al falsk Forstaaelse af et kristent Liv. Men nu først nogle faa Tanker om dette: Grenens velsignede Liv som Gren.

Det er først og fremmest et Liv i fuldstændig Afhængighed. Grenen er intet i sig selv; men er helt igennem afhængig af Træet. Dette, at være fuldstændig afhængig er noget af det alvorligste, dybeste og herligste af alt. En tysk Theolog har for nogle Aar siden søgt at bevise i to tykke Bind, at hele Calvins Lære indbefattes som i en Hovedsum i dette Begreb »fuldstændig Afhængighed af (Gud«. Og Manden har i Grunden Ret.

En anden aandelig Forfatter har et Sted sagt, at: en fuldstændig og uforanderlig Afhængighed af Gud alene udgør Kernen i Englenes Tro, og burde ogsaa være det hos Menneskene. Gud er alt i alle for Englene, og er villig til ogsaa at være det for os. Har jeg først lært at være afhængig af Gud, hvert eneste Øjeblik paa Dagen, vil alt skikke sig vel for mig, og derigennem vil mit Liv højnes. Alt dette genfinder vi i Lignelsen om Grenen og Vinstokken. Lad derfor, naar du ser en Vinstok, eller en Klase Druer sættes for dig, dem holde en Prædiken for dig, om den fuldstændige Af- hængighed. Det er Vinstokken, der arbejder, Grenen der prydes med Frugt.

Hvad er da Vinstokkens Arbejde? Et ikke ringe. Først maa den sende sine Rødder dybt ned i og ind under Jorden, for der at søge og finde den Fugtighed, der tjener Vinstokken til Næring, og den maa ofte gaa viden om for at finde den. Dernæst maa den suge denne Fugtighed til sig. Forsøg engang at nedgrave forskellige Gødnings-Bestanddele 1 mange forskellige Retninger om en Vinstok, og du vil opdage, at den sender sine Rødder i de nævnte Retninger for at opsuge det udlagte Næringsstof, der inde i dens Stamme omdannes til den Væske, der skal tjene til Næring for den vordende Frugt. Det er Vinstokken, der arbejder, Grenen der modtager den Væske, der engang skal forvandles til Druer. Jeg har ladet mig sige, at der ved Slottet "Hampton Court" findes en gammel Vinstok, som til Tider bærer indtil Tusinder af Drueklaser, og dens store Frugtbarhed vakte almindelig Beundring. Senere udfandt man Grunden til denne stærke Vækst og ualmindelige Frugtbarhed. I ikke lang Afstand fra denne Vinstok glider Floden Themsen, og Vinstokken viste sig at have sendt sine Rødder helt ned til Floden. Og dér, i Flodlejets fede Dynd fandt den Næring og rigelig Fugtighed, som den gennem sine Rødder førte hele Vejen tilbage og op i Stammen, og den overvældende rige Høst af Druer blev Følgen deraf. Vinstokken arbejdede, og Grenene afhang af den og modtog, hvad den ydede. Men gælder det samme nu ogsaa mit Forhold til min Herre og Frelser Jesus Kristus? Betyder det saa meget, at jeg, naar jeg staar i et eller andet Arbejde, enten dette nu bestaar i at forkynde Ordet, eller i at besøge de fattige eller forladte, da kan lægge hele Ansvaret for dette Arbejde over paa Herren? Ja, det er just denne Sandhed, Jesus ønsker du skal komme til fuld Forstaaelse af. Herren ønsker at selve Grundlaget for hvert et Arbejde, du har faaet af ham at udføre, skal være den klare, velsignede Bevidsthed om »Herren sørger for sine".

Og hvorledes fuldkommer han denne Afhængighedens Tillid? Det sker ved at sende den Hellig-Aand ned til dig. Ikke i Ny og Næ, kun som en særlig Gave; thi glem ikke, at Forbindelsen mellem Vinstokken og Grenene er af den Art, at hver Time paa Dagen, uafbrudt og ustandseligt, opretholdes denne levende Forbindelse mellem Stammen og Grenene. Saften fra Stammen flyder ikke fra Tid til anden, for saa at standse og atter igen at flyde; men fra Øjeblik til Øjeblik sendes den fra Stammen ud i Grenene. Og just saaledes ønsker min Herre og Frelser Jesus Kristus, at min Stilling som en Arbejder for Guds Rige skal være, og Morgen efter Morgen, Dag efter Dag og Time paa Time og Skridt for Skridt, hvor jeg end anvendes, maa vi stadig erkende vor Magtesløshed som dem, der intet ved, intet er og intet formaar af sig selv. Kære Medarbejdere, forstaa Dybden af Ordet — intet. Den bekendte Sang »Selv kun et intet, intet, i Støvet for Synderes Ven…« kender I alle, og ofte har I været med til at synge den; men har I forstaaet dens fulde Betydning? Har du oplevet den Velsignelse, der ligger i dette: "selv kun et intet?" Er jeg noget, er Gud ikke alt; men bliver jeg tilintet, kan Gud blive alt, og den evige Gud, Kristus Jesus, kan da aabenbare sig fuldtud. Saa er det først, at dit Liv højnes. Vi maa først blive til intet. En eller anden har træffende sagt, at Seraferne og Keruberne er Ild og Flamme, fordi de ved om sig selv, de er intet, og aabner sig for Guds Fuldkommenhed, Herlighed og Hellighed. De er intet, og Gud er alt i dem og om dem. Bliv til intet, i Ordets dybeste Forstand, og som den Arbejder du er, gør dig Flid for dette, at blive fattigere, ringere og mere og mere magtesløs, at Jesus maa blive alt i dig. Medarbejdere, dette maa vi først lære: lære at blive intet, lære at blive magtesløse. Den, der har noget selv, er ikke helt afhængig af en anden; men den, der aldeles intet har, er fuldkommen afhængig. Den fuldstændige Afhængighed af Gud er Hemmeligheden ved al Kraft i Arbejdet. Grenen ejer kun det, den faar fra Stammen, og du og jeg formaar intet af os selv, alt skal vi have fra Jesus. For det andet er Grenens Liv ikke alene et Liv i fuldkommen Afhængighed, men tillige et Liv i inderlig Hvile. Blot den lille Gren kunde tænke og føle, og om den kunde tale — Grenen fra Vinstokken ved Hampton Court eller fra en af de talløse Vinstokke, vi ejer nede i vort solskinsland, Syd-Afrika - blot vi havde en saadan lille Gren for os her i Dag, at den kunde prædike for os. Sæt vi spurgte den lille Gren fra Vinstokken : jeg vil gerne lære af dig, sig mig hvorledes bliver man en ægte Gren paa den levende Vinstok? Og hvad mon den vilde svare? Jeg tænker mig, at den stilfærdig vilde sige omtrent saaledes: "Menneske, jeg hører, du er vis, og jeg ved, du kan udrette det utrolige. Jeg ved, du er i Besiddelse af megen Kraft og har mange Kundskaber; men jeg kan alligevel lære dig noget. Trods al din Iver og dine Anstrengelser lykkes dit Arbejde ikke. Det, du trænger til, er at hvile i din Herre og Frelser — det er det, jeg gør. Lige siden jeg voksede ud fra min Vinstok, og det er Aar siden, har jeg ikke gjort andet end at forblive i den. Naar Foraaret kom, havde jeg ingen Bekymringer eller ængstelige Tanker. Stammen lod Vædsken flyde ind i mig, og det gav mig baade Knopper og Blade. Da Sommeren, 1indtraf, kendte jeg ingen Uro, jeg stolede paa, at den vilde forsyne mig med den nødvendige Fugtighed til at bevare mig frisk. Og' da Høsten kom, og Ejeren kom og sankede sine Druer, var jeg uden Ængstelse. Var der Mangler ved Druerne, bebrejdede Ejeren aldrig mig det, men Stammen. Vil du være en sand Gren paa Jesus, den levende Vinstok, forbliv da i ham. Jesus bærer dig, og tager Ansvaret for dig. Du vil maaske nu spørge: "Vil dette ikke gøre mig lad og forsømmelig?"" Men jeg svarer dig bestemt: »Nej; thi ingen, der lærer at finde Hvile i Jesus, kan blive lad og forsømmelig, da nemlig du vil faa mere af hans Aands Iver og hans Kærlighed, jo inderligere din Forbindelse med ham selv bliver. Forsøg blot med at føje denne inderlige Hvile til dit Arbejde i fuldkommen Afhængighed. Et Menneske forsøger til Tider at blive afhængig af Herren; men opnaar kun at trætte sig selv ud til ingen Nytte, under Bestræbelsen for at blive afhængig, medens han hellere skulde daglig søge Hvilen i Jesus.

"I Herrens stærke Haand læg ned,
dig selv — dit Arbejds Møje;
thi hvem med Alt ved fuld Besked
som - Herren i det høje.«

Tag Plads, kære Medarbejder, hver eneste Dag ved Jesu Fødder i deri Fred og Hvile, vi kender fra Ordet 1. Pet. 5, 7: "Kast al din Sorg paa ham; thi han har Omsorg for eder." Kom, Guds Børn, og forstaa, at det er din Frelser, Jesus Kristus, der vil gøre sit Arbejde ved dig. Du klager maaske over, at din Kærlighed ikke er varm nok; Herren vil virke det, idet han indfører den guddommelige Kærlighed i dit Hjerte, med hvilken du kan elske andre. Det er Meningen med Ordet, at Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter, og med Ordet "Kristi Kærlighed tvinger mig". Herren kan i dig skabe en Kilde af Kærlighed, saa du ikke kan lade være med at holde af de usleste, de mest utaknemlige, og af de Mennesker, der hidtil har plaget dig mest. Hvil i ham, der kan give dig Visdom og Kraft, og du aner ikke, i hvor høj Grad denne Hvile i Jesus vil vise sig at være den bedste Del af det Budskab, du bringer. Tal med et Menneske for at overbevise ham, og alt hvad du faar ud deraf er dette, at han kun i dig ser én, der vil strides med ham, og andre vil sige: "Det er nok to, der har et Opgør med hinanden." Men lader du Guds Hvile og Fred komme over dig, Hvilen i Jesus Kristus, Freden, Hvilen og Helligheden fra Himlen, vil denne bringe mere Velsignelse til Hjerterne end alle dine Ord.

En tredie Tanke med Grenen er den: "Grenen belærer os om megen Frugtbarhed." Enhver, der kender Lignelsen, vil huske, at Jesus gentagende bruger Ordet »Frugt«. Han taler først om Frugt, saa om mere Frugt og tilsidst om megen Frugt. Du er øjensynlig udset til ikke alene at bære Frugt; men til at bære megen Frugt: "Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen Frugt." I Begyndelsen siger Jesus: "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden." Min Fader er Vingaardsmanden, der skal tage Vare paa mig og eder. Den, der vaager over Forbindelsen mellem Jesus og Grenene, er Gud, og det er i Kraft af Gud, gennem Jesus, at vi skal bære Frugt.

Kristne Medarbejdere! I ved, at denne By er ved at gaa til Grunde af Mangel paa Arbejdere, og den trænger ikke alene til flere Arbejdere. Vi trænger ikke alene til flere Arbejdere; men det vi trænger til er, at vore Arbejdere skal faa ny Kraft, et andet Liv, forskelligt fra det, de har, at vi Arbejdere kan bringe mere Velsignelse med os i Arbejdet. Guds Børn, jeg anraaber eder i Dag. I ved bedst selv, hvor megen Umage I gør eder, lad os sige i Tilfælde af Sygdom. Din bedste Ven ligger syg, øjensynlig i Livsfare, og intet Kan forfriske ham som nogle Druer, men det er ikke Aarstiden for Druer; dog er der ikke den Ulejlighed, du ikke gerne paatager dig, for at skaffe din døende Ven den læskende - Frugt. Og her, rundt om os, er der Millioner af Sjæle, der aldrig kommer i Kirke, og mange, der nok kommer i Kirke, men ikke kender Jesus, og dog kan de himmelske Druer, Druerne fra Eskol, ikke faas i hele Byen, medmindre Guds Børn bærer dem til Torvs udaf deres eget indre Liv i Fælleskab med Jesus Kristus. Er Guds Børn ikke fyldte med Saften fra den himmelske Vinstok, og fyldte af Hellig-Aanden og Jesu Kærlighed, formaar ingen af dem at bære megen Frugt af den sunde himmelske Vin. Vi maa alle indrømme, der er meget Arbejde i Gang, der prædikes meget, høres meget, og mange bliver besøgte, et stort Værk er sat i Gang, og megen alvorlig Bestræbelse af al Slags, men kun meget lidt af Guds Kraft i alt dette. Hvad er der da, der mangler? Der mangler den inderlige Forbindelse mellem disse Arbejdere og den himmelske Vinstok. Jesus, den himmelske Vinstok, har Velsignelse nok til Tusinder og Tusinder af døende Sjæle. Jesus, den himmelske Vinstok, har Magt til at tilvejebringe de "himmelske Druer". Men husk: I ere Grenene, og I kan ikke bære Frugt uden ved at leve i inderlig Forbindelse med ham. Forveksl ikke Arbeide og Frugt, Aarsag og Virkning. Der findes meget Arbejde for Guds Rige, der ikke er Frugt fra den himmelske Vinstok. Søg ikke alene Arbejde, men overvej nøje Spørgsmaalet: at bære Frugt. Det er selve Livet, Kraften, Aanden og Kærligheden fra Guds Søns Hjerte, overført til dit og mit Hjerte.

De ved, der findes mange Slags Druer, baade herhjemme, i Frankrig og langt nede i Kaplandet, mange forskellige, hver med et forskelligt Navn, og hver Slags Druer med en særlig Smag og særlig Aroma. Paa samme Maade er der i Jesu Hjerte et Liv, en Kærlighed, en Aand, en Velsignelse og en Kraft for dem, der er himmelske og hellige, og som vil føres over i disses Hjerter. Hold Forbindelsen inderlig vedlige med den himmelske Vinstok, og sig saa: "Herre, intet mindre beder vi om, end alt det, der gennemstrømmer dig selv, intet mindre end din Aand og dit hellige Liv. Herre, lad din Aand Gennemstrømme mig i alt mit Arbejde for dig.« Jeg gentager det for eder, Venner, Væsken fra Vinstokken er den Hellig-Aand. Hellig-Aanden er den himmelske Vinstoks Liv, og det, du og jeg maa opnaa hos Jesus, er intet mindre end en stærk Fyldning af Hellig-Aanden. Du trænger til den i højeste Grad, og du behøver intet andet - husk det. Tro ikke, at Jesus vil give dig lidt Kraft her, lidt Velsignelse dér og en Smule Hjælp et tredie Sted. Som Vinstokken gør sin Gerning ved at give sin særegne Vædske til Grenene, saa forvent af Kristus, at han giver af sin egen Hellig-Aand ind i dit Hjerte, og da vil du bære megen Frugt. Og hører du endnu til de unge Grene, der først er begyndt at bære Frugt, og hører saa Lignelsens Paabud om "mere Frugt" og "megen Frugt", saa husk, at for at kunne bære mere Frugt, maa du bede om mere af Jesus i dit Hjerte og Liv.

Vi Ordets Tjenere, hvor løber vi ikke Fare for at ende i Vilkaaret: Arbejde, Arbejde, Arbejde. Vi beder baade for det og ved det, men Friskheden og Glæden ved dette himmelske Liv er saa lidt nærværende. Lad os da nu søge ret at fastholde dette: at Grenens Liv er et Liv med megen Frugt, fordi det er et Liv rodfæstet i Kristus Jesus, den levende, himmelske Vinstok.

Den fjerde Tanke er den: Grenens LiveretLiviinderlig Fællesskab. Atter maa jeg spørge: Hvad kræves der af Grenen? Du kender dette dyrebare, lad os sige uudtømmelige Ord, Herren brugte "forbliv!" Dit Liv maa være et varigt - forblivende Liv; og hvorledes skal denne Forbliven forstaas? Den maa forstaas akkurat saaledes, som Grenen har sin varige Forbliven fra Øjeblik til Øjeblik, hvert Minut paa Dagen, i Vinstokken, og i inderlig Forbindelse lever sit Liv uafbrudt sammen med Vinstokken hele Aaret rundt fra Januar til December. Kan jeg da leve i et dagligt, forblivende Fællesskab med den himmelske Vinstok? - Jeg synes, det er grumme tungt, at dette Spørgsmaal maa stilles - men jeg spørger: Kan vi? Du svarer: "Jamen, jeg er saa stærkt optagen af saa meget andet. Kan være du har ti Timers haardt Arbejde daglig, hvor din HJjerne beskæftiges med timelige Sager, og dog er dette efter Guds Befaling - meget muligt; men dette forblivende Arbejde, er et Hjertets, ikke Hjernens, Arbejde, det er her Hjertet, der klynger sig til og hviler i Kristus, et Arbejde, ved hvilket vi knyttes end inderligere til Herren. Hvil i Troen paa, at du, dybere nede end Hjernen, nede i dit indre Liv, kan forblive i Jesus, saa til enhver Tid, naar du hviler fra dit Arbejde, du vil kunne sige: "Kære Herre, jeg er stadig i dig." Om du kan lære dette, for en Stund at lægge andet Arbejde tilside og indgaa 1 en forblivende Forbindelse med den himmelske Vinstok, vil du snart se Frugterne. Hvad kræves der da af vort Liv med Hensyn til dette forblivende Fælleskab? - hvad menes der dermed? Dermed forstaas et inderligt Samliv med Herren i Lønkammeret. Jeg er overbevist om, at der findes mange Guds Børn, der længes efter dette Liv, Mennesker, der til Tider har erfaret store Velsignelser, til andre stærke Aandens Virkninger, og tillige Udslag af ren Glæde, men saa er dette atter forsvundet for dem. Det er dem, der ikke har forstaaet, at en inderlig, virkelig, bestandig Forbindelse med Jesus er af afgørende Betydning for det daglige Kristenliv. Giv dig Tid til Lønkammeret. Intet i Himlen og paa Jorden kan spare dig derfor, om du da vil være et helligt, lykkeligt Guds Barn.

Hvor mange Guds Børn anser det ikke for en Byrde, næsten som en Pligt-Afgift at skulle være alene med Gud i Lønkammeret! Dette er overalt en af de store Hindringer for et kristent Liv. Vi trænger til mere fortrolig Omgang med Herren vor Gud, og lad mig sige det til eder i den himmelske Vinstoks Navn, at ingen kan blive en sund Gren, en af de Grene, der modtager den himmelske Vædske fra Stammen, Jesus, medmindre der ta ges rigelig Tid til Samværet med Gud. Giver du dig ikke Tid, er uvillig til at ofre Tid paa dit Lønkammer-Liv, og derved give Gud Tid til at arbejde i dig og bevare Forbindelsen med dig, vil han ikke kunne velsigne dig gennem et uafbrudt Samfund med sig. Jesus beder dig om at forblive i ham. Maatte hvert Hjerte sukke: "Herre, det er just det, jeg længes efter, det er det, jeg vælger" - og han vil høre dit Suk og give dig det, du beder om, med Glæde.

Og nu min sidste Tanke: Grenens Liv er et Livi fuldkommen Underkastelse - afgjort Overgivelse. Det er et Ord af dyb Alvor, og ærlig talt tror jeg, vi ikke forstaar dets fulde Mening og Betydning. Alligevel er det dette, Grenen prædiker for os. "Har du, lille Gren, andet for end at bære Frugt?" og Grenen vil svare: "Nej, intet andet." Spørger vi igen: "Duer du ikke til andet," bliver Svaret: "Til intet andet." Bibelen lærer os, at den udkastede Gren visner og kastes i Ilden, den kan intet af sig selv. "Og nu, lille Gren, hvorledes opfatter du dit Forhold til Vinstokken ?" "Mit Forhold til Vinstokken er dette: Jeg er fuldstændig afhængig af Stammen, den raader for, hvor meget og hvor lidt den vil yde. Den raader helt over mig, og kan gøre med mig efter sit Behag."

Venner, det er den hele, fulde, afgjorte Overgivelse til Jesus, vi har Behov. Jo oftere jeg taler ved disse Møder, des mere forstaar jeg, at dette Punkt er et af de sværeste at klare, men tillige et af de vigtigste at faa Lys over. Det er en let Sag for den enkelte, og for flere, at staa op og overgive dem selv til Jesus; idet de udtaler: "Herre, det er mit Ønske, at du skal eje mig helt og holdent." Selvfølgelig er dette af stor Betydning og kan medføre en rig Velsignelse; men et maa staa klart først og fremmest, nemlig dette: Hvad er Meningen med, at Gud skal eje mig helt og holdent? Meningen er den, at ligesaa fuldt og helt som Jesus afhang af Faderen, skal vi være afhængig af ham. Mon dette er for haard Tale? Nogle af mine Tilhørere mener det. Der findes dem, der mener, det aldrig vil lykkes. Det er umuligt, at jeg skal kunne leve Jesus til Behag ligesaa fuldt og helt, som han levede sit Liv til Faderens Behag. Men det er alligevel sandt. Jesus aander sin Aand ind i os for at udvirke, at det blev vor højeste Lykke at leve helt for Gud; saaledes som hans Liv var det. Brødre, er det Tilfældet, bør jeg sige: "Ja, saa sandt det er for den lille Gren, saa sandt, ved Guds Naade, kunde jeg ønske, det blev for mig. Jeg ønsker at leve mit Liv saaledes, at det er Herren, der raader for det fra Dag til Dag."

Men her opstaar der ofte en sørgelig Misforstaaelse, der ligger paa Bunden af meget i vort eget Trosliv. Et Menneske tænker saaledes: »Jeg har Pligter at opfylde i mit Familie- og Forretningsliv, og i det borgerlige Samfund, jeg tilhører, og det kan nu engang ikke blive anderledes; men jævnsidig dermed maa jeg tage mit Trosliv og min Gudsdyrkelse i Betragtning, at Synden ikke overrasker mig. Gud hjælpe mig til at gøre min Pligt;« men dette er et Fejlsyn.

Da Jesus kom herned, kom han for at løskøbe Syndere med sit Blod. Saafremt her fandtes et Slavemarked, og jeg gik derhen for at købe en Slave, vilde jeg tage ham med hjem og bort fra hans tidligere Omgivelser, og han vilde leve i mit Hjem, som min personlige Ejendom, og jeg vilde til Stadighed byde over ham. Var han saa en tro Slave, vilde han ikke have anden Villie og andre Interesser end mine, og hans eneste Formaal vilde være at fremme sin Herres Velbefindende og Husets Ære. I lige Maade er jeg, der blev købt ved Jesu Blod, dyrekøbt, bleven købt med det Formaal daglig kun at have denne ene Tanke: Hvorledes kan jeg tækkes min Herre.

Naar vi finder en Kristens Liv besværligt at leve, mon det ikke kommer deraf, at vi nok beder om Guds Velsignelse over det, men lever det efter vort eget Sind. Vi vil hellere end gerne leve et kristent Liv efter vort eget Forgodtbefindende, lægge vore egne Planer, vælge vort eget Arbejde, og saa bede Herren om at komme og passe paa, at Synden ikke skal tage Overhaand, og at vi ikke skal gaa fejl, vi beder ham om at velsigne os rigeligt. Men vort Forhold til Jesus burde være et helt andet, nemlig saaledes, at vi stod helt til hans Raadighed og daglig, ydmygt og aabent spurgte ham: "Er der noget hos mig, der ikke svarer til din Villie, noget, du ikke har befalet, eller hvor du ikke helt raader ?"

Om vi kunde lære at vente, vente taalmodigt, skal jeg sige eder, hvad Følgen vilde blive? Der vilde fremkomme et Liv 1 Fællesskab mellem os og Jesus, af en saa inderlig og øm Natur, at vi herefter skulde undres over, at vi tidligere havde kunnet anse det Liv, vi dengang levede, for en hel og fuld Overgivelse til Herren. Vi skulde forstaa, hvor fjernt vi i Virkeligheden hidtil havde levet fra ham, og at han formaar, og ogsaa vil, tage os helt i sin Besiddelse og tilstaa os et ubrudt Fællesskab med sig hver eneste Dag.

Grenen maner os til en fuld Overgivelse. Jeg har ikke i Dag talt saa meget om Synd, skønt der sikkert sidder mange her, der kunde have det nødigt, men lad mig sige eder: Kom med det altsammen til Je sus, bed ham om at du maa komme i Forbindelse med ham, den himmelske Vinstok, som Grenen paa Træet. Gør Alvor af din Overgivelse, og han vil velsigne dig.

Lad mig nu til Slut samle alt i dette ene Ord: "Jeg er Vinstokken, I ere Grenene." Med andre Ord, jeg, den levende, som helt har givet mig hen for eder, jeg er Vinstokken, du kan ikke have for megen Tillid til mig. Jeg er den Arbejder, hvem al Magt er given, fyldt med guddommeligt Liv og Kraft. I troende her er Grenene. Grenene paa Jesus Kristus. Sidder der nu nogen her med den Bevidsthed i Hjerterne: Jeg er ikke en stærk, sund, frugtbærende Gren, der mangler mig meget i min Forbindelse med Jesus, jeg lever ikke med ham, som jeg burde det, saa hør hans Ord: "Jeg er Vinstokken," jeg vil modtage dig, drage dig til mig og velsigne dig, styrke dig, fylde dig med min Aand. Jeg, Vinstokken, har valgt dig til min Gren, jeg har givet mig helt hen for dig, og nu, Børn, giv eder hen til mig. Som Gud gav jeg mig til eder, jeg blev Menneske og døde i eders Sted, at jeg helt maatte kunne blive eders. Kom og overgiv eder til mig. Hvad bliver Svaret? Lad det blive en Bøn fra Hjertets Dyb om, at den levende Jesus maa tage enhver af os og knytte os til sig. Lad os bede om, at han, den levende Vinstok, saaledes vil forene os med sig, at vi kan gaa herfra med Hjertet fuld af Sange: Han er min Vinstok, og jeg hans Gren, jeg behøver intet mere, nu jeg har ham, den evige Vin.

Naar du saa er alene med ham i dit Lønkammer, tilbed og ær ham, lov og tro ham, elsk ham og bi paa hans Kærlighed. Du er min Vinstok, jeg er din Gren. Det er mig nok. Ære være hans velsignede Navn.