Jesu Ord af J R Macduff

Sjette dag, Den kjærlighedsfulde omsorg.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Men og alle eders Hovedhaar er talte. Matth. 10, 30.

Hvilke betydningsfulde "Ord" er ikke disse. Alt, som vederfares dig, selv Antallet af dine Hovedhaar kjender Gud. Intet kan ske af en Hændelse eller paa Slump. Intet kan Undgaa hans Opmærksomhed. Et Løvs Fald i Skoven, en Sommerfugls Flagren, Englenes Vingeslag, en Verdens Tilintetgjørelse, alt kjender han lige godt. Menneskene taler om ubetydelige Sager og store Ting. Gud ved ikke af nogen saadan Forskjel.

Hvor uudsigelig trøstefuldt er det ikke at kjende denne hans kjærlighedsfulde Omsorg for hans Børn, at vide, at han bestemmer Maalet for deres Glæder og Sorger, at hver liflig og hver bitter Draabe er iskjænket af ham, at intet Slag træffer, ingen Taare udgydes, som han ikke ved af. Hvad vi kalder tunge Tilskikkelser er ordnet af hans urokkelige Trofasthed. Mennesket kan bedrage sig, dets Veie er ofte urette, men Guds Veie er fuldkomne. Han samler mine Taarer i en Flaske, (Ps. 56, 9.). Hvert Øieblik omsluttes og bæres jeg af hans almægtige Arm; han bevarer mig som en Øiensten (Ps. 17, 8.) og bærer mig som en Moder bærer sit Barn.

Ser jeg ind i Fremtiden, saa hviler derover megen Uvished og Mørke. Maaske viser sig ogsaa Forbud paa Ulykker. Stol paa Gud, han styrer. Veiene, som synes at være ubegribelige Irgange, skal vise sig bestrøet med Naade. Han bevarer sine helliges Fødder Ikke et Haar skal krummes paa deres Hoveder. Han fører os ofte gjennem Uvished og Sorger, ad mishagelige Omveie, hvilke vi ikke selv vilde have valgt, men altid fører han os vist, altid med Ømhed. Med alle sine forvildende Krumninger, med alle sine Ujevnheder og Anstødsstene er dog den troendes Vei ikke alene en ret Vei, men den ene rette Vei - den bedste, som evig trofast Kjærlighed og Alvidenhed kan udvælge.

Intet, siger Jeremias Taylor, stadfæster og bestyrker saaledes Sjelen under den nærværende Tids Omvexlinger og Uroligheder, som et Blik opad og forud, opad paa den stærke og kjærlighedsfulde Haand, som styrer Begivenhederne og, forud paa det gode og herlige Udfald, hvortil den samme Haand skal lede dem.

Den store Raadgiver, siger Thomas Brooks, omgiver sig med Mulm og Mørke og byder os at følge ham gjennem Taagen paa det blotte Vink, men lover os evigt Sollys, naar vi er kommen gjennem den. Der "paa den anden Side" skal vi se, hvorledes hver, som vi antog, ulykkebringende Storm har nærmet vort Fartøi til den forventede Havn.

Vel maa jeg derfor befale min Sjel til Jesus, som en trofast Hyrde. Han gav sig selv hen for mig. Dette Ubegribelige, store Bevis paa Kjærlighed er Pantet paa alle andre Naadesbevisninger, som jeg tiltrænger. O salige Tanke, mine Lidelser er optegnet af "Smerternes Mand". O mine Taarer er talte af ham, som først udgjød sine Taarer og siden sit Blod for mig. Han paalægger ingen Byrde, som ikke behøves, eller fordrer noget unødigt Offer. I hans egen Lidelseskalk var ikke en unødig Draabe, derfor skal der ei heller findes nogen saadan i hans Børn; "thi jeg har givet eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde eder, skal og I gjøre. Joh.13, 15.

Saa trøster hverandre med disse Ord. 1 Thess. 4, 18.