Jesu Ord af J R Macduff

Ottende dag, Talsmandens nærværelse.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand, og han skal blive hos eder evindelig. Joh. 14, 16.

Naar en elsket jordisk Ven tages fra os, betager Længsel og Sorg vore Hjerter. Jesus skulde nu forlade sine sørgende Disciple. Han henviser dem til En, som ved sin Nærværelse skal udfylde det tomme Rum, som hans Fraværelse foraarsager. Dens Navn var Talsmanden, Trøstens Aand, og Hensigten med hans Sendelse var, "at han skal blive hos dem evindeligen". Ikke før havde derfor Himlens Porte lukket sig efter deres opfarne Herre, før den arme Forsamling, som blev berøvet sin Brudgom og Ven, ifølge hans Løfte blev døbt i Pintseilden. "Han skal døbe eder med den Helligaand og Ild". Matth. 3, 11. Min Læser! benytter du dig af dine Naadegaver, du, som lever, og saaledes tilbydes Aanden? Er det din daglige Bøn, at han med al sin himmelske Naades Fylde maa udgydes over din Sjel, "som Regn paa det afhugne Græs, som Draaber, der vædsker Jorden?" Ps. 72, 6. Du kan ikke leve uden ham. Ingen Længsel efter Himmelen, intet Kjærlighedens Suk, intet mod det høie rettet Taareblik kan findes uden hans naadige Indvirkning. Uden ham eier Ordet ingen Kraft, Naademidlerne medfører ingen Velsignelse og ingen sande Helligheds Frugter virkes af noget andet. Ligesom Engelen viste Hagar den skjulte Kilde, saaledes leder Trøstens Aand ifølge sit Navn og sit Embede sit Folk til Husvalelsens Vande, idet han spreder Lys over Løfterne, samt fremstiller Frelserens Hjertelag og Fortjeneste i fornyet Elskværdighed og Skjønhed.

Hvor godt er ikke det Navn, som "Jesu Ord" giver ham! Talsmanden, Trøstens Aand, hvilket Ord for en sørgende Verden! Den stridende Forsamling har sit Telt opslaaet i Taarernes Dal. Den guddommelige Ledsager, som kommer til dem for at hjælpe dem i al Nød, heder Trøstens Aand. Stort er de bedrøvedes Antal, men han er en helende Balsom for alle, - for de svage, de fristede, de syge, de sorgfulde, de, som har mistet sine kjære, og de døende. Hvor ulig andre Trøstere! Et Blik kan gjøre jordiske Venner kolde, Modgang gjør dem fremmede, Døden tager dem bort. Jesu Ord taler om En, hvis Egenskab og Hensigt det er at blive hos os bestandigt, ophøiet over alle væxlinger, overlevende selve Døden. Og i sandhed, om noget kan gjøre hans Kjærligheds tjeneste dyrebar for hans Kirke, saa er det det, at han kommer umiddelbart fra Gud som en Gave og Frugt af Jesu Forbøn. "Jeg skal bede Faderen". Denne hellige Trøstens og Fredens Due er udsluppet af Jesu Haand fra Naadepagtens Ark. Og Gaven er ligesaa frivillig som den er herlig. Kan ikke et Blik, et Ord af det lidende Barn røre en jordisk Faders Øie og Hjerte? "Dersom I, som er onde, ved at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Faderen, som er af Himmelen, give dem den Helligaand, som ham bede?" Luk. 11, 13. Det er ham, som gjør disse Jesu Ord til "bevingede Ord".

Han skal lære eder alle Ting, og paaminde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. Joh. 14, 26.