Jesu Ord af J R Macduff

Ellevte dag, Omsorg for de nødlidende.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Jeg vil ikke forlade eder faderløse; jeg kommer til eder. Joh. l4, 18

Gaar den Kristnes Vei altid over Roser? Nei det er forudsagt ham, at den skal gaa gjennem megen Bedrøvelse. Han har sine tunge saavelsom sine lette Trin, sine Jammerdale saavelsom sine Eschals Druer. Ofte overlades Vandreren til ensom at udholde Stormens Raseri, "Græskarret visner, naar det mest tiltrænges." Solen gaar ned før Aftenen - hans rolige Hjem og glade Hjerte formørkes ofte af Sorger, der ikke kan lindres af nogen Broder, endmindre af nogen fremmed. Men der findes dog en Broder, "født til Hjælp i Nød", (Ordspr. 17. 17) som kan det. Hvor ofte har ikke denne Røst med sin Sølvklang brudt Sørgehusets dumpe Stilhed." Jeg skal ikke forlade ederfaderløse; Verden, Venner og Døden gjør det, jeg skal det ikke. "Du skal være alene og dog ikke alene, thi jeg din Frelser og din Gud vil være nær dig !"

Jesus synes at have en særskilt Omsorg for og Kjærlighed til de nødlidende og trøstesløse blandt sine Børn. En Fader elsker mest sit syge og hedrøvede Barn; af hele hans Familie tager dette mest hans Tanker. Kristus synes at finde sin Lyst i at ødsle sin Deltagelse paa "dem, som har ingen Hjælper." Ps. 72, 12. Det er i Bedrøvelsens Timer, hans Børn finder ham mest dyrebar, det er i Ørkenen hans Røst lyder mest lifligt for de forvildede Faar. Der giver han dem deres Græsgange. Paa de Steder, hvor de mindst ventede det, opvælder himmelske Trøstekilder ved deres Fødder. Ligesom Jonathan fordum, da han træt og udmattet vederkvægedes af den Honning han fandt i Skoven, saa finder og de forsmægtende og lidende Guds Børn Honning i Skoven, "finder evig Trøst dryppende ned fra Livets Træ blandt Bedrøvelsens Tornebuske."

I Trøstesløse! værer ved godt Mod, Jesus gjør eder ofte arveløse her for at drive eder til sig, eders evige Arv. Han Udtørrer ofte hver Bæk og hver Kilde af jordisk Glæde for at faa eder til at udraabe: "alle mine Kilder er i dig". Ps. 87, 7. "Han lægger megen Vægt paa", sagde En, der talede af Erfaring, "at han selv faar udfylde alle tomme Rum, og det er altid saa med Kjærligheden; det var en af Hovedhensigterne med hans Komme til Jorden at faa hele de knuste Hjerter." I et mærkværdigt Vers hos Esaias udtrykker han saa skjønt Dybet, Ømheden og Sikkerheden af sin Trøst: "Som En, hvem en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste eder, og I skal trøstes". Es. 66, 13.

Ak! hvorledes kunde ikke manges Ørkenvandring med al dens Forladthed, Sorg og Prøvelser forvandles saaledes, at de fik nyde uudsigelig Deltagelse og Kjærlighed af denne de trøstesløses Husvaler, som ved et eneste Glimt af sit Velbehag kan forjage det dybeste, jordiske Mørke. Ligesom Stjernerne lyse klarest paa Midnatshimmelen, saaledes udgaar disse "Jesu Ord" lig tjenende Aander under de jordiske Sorgers mørke Nat. Vi ser kanske intet herligt ved dem, naar Verden er solbeskinnet og lys, men han har forvaret dem hos os, indtil mørke og taagefulde Timer.

Men disse Ting har jeg talt til eder, paa det, naar Timen kommer, I skal komme ihu, at jeg sagde eder dem. Joh. 16, 4.