Jesu Ord af J R Macduff

Tolvte dag, Seier over verden.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: I Verden skal I have Trængsel, men varer frimodige, jeg har overvundet Verden. Joh. 16, 33.

Skal jeg frygte Verden, da den allerede er overunden? Allerede med sin Krone i sigte vender den almægtige Seierherre sig om til sine trætte og forsmægtende Stridsmænd og indgyder dem Mod. De har ikke at bane sig Vei gjennem en ubekjendt Fiendes Skare. Midleer, han som er Gud og Menneske ved godt deres Smerter. 2 Mos. 3, 7. Han er forsøgt i alle Ting. Ebr. 4, 15. Baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, er alle af En. Ebr. 2, 11. Som førstefødte gaar han i Spidsen for Pilegrimstoget, sigende: "Jeg skal vise eder Livets Vei."" Veien til Himmelen er helliget af hans Fodspor. Hver Torn, som saarer Vandreren, har saaret ham. Hvert Kors, som paalægges, er baaret af ham, udgyder Vandreren Taarer, har han udgydt Taarer for ham. I en Henseende savnes dog Ligheden, "han er uden Synd". Men denne hans hellige Renhed gjør blot, at han føler desto dybere og inderligere Deltagelse for dem, som har en indre Fordærvelse, modsvarende til de ydre Fristelser.

Kjære Læser! er du færdig at bukke under i Bedrøvelser? Lider du af Verdens Fristelser - af dit ustadige fordærvede Hjerte? Betragter derfor den, som har taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Synder imod sig! Ebr. 12, 3. Lyt til din himmelske Forløser, som ser ned fra sin Trone, sigende: "Jeg har overvundet Verden". Han gik gjennem den uden at fanges af dens Snarer. Med de samme himmelske Vaaben, som han byder dig at bruge, tilbageslog han trende Gange Fristeren, idet han sagde: "Der staar skrevet." Lider du af nogen trykkende bekymring eller overvældende Sorg? Han var "en Mand fuld af Piner, og som havde forsøgt Sygdom. Es.53, 3. Han, den vældige, Vinstokken kjender den mindste Smerte i Grenene, naar den rensende Kniv berører dem saa føler han det. En ved Lidelser prøvet Mand siger: "Han har gjennemgaaet alle Klasser af vor Ørkenskole". Han fører gjerne sit Folk paa ukjendte og vildsomme Veie, for at de skal søge efter den ledende Ildstøtte og prise dens Skin. Han fører dem ud paa det mørke og stormfulde Hav, saa de maa følge den ægte, som er udhængt paa det eneste Fartøi af ren og ubesmittet Menneskenatur, som nogensinde holdt Stand imod Stormen. Vær sikker paa, at under alt dølger sig Kjærlighed Han, som kjender os langt bedre, end vi kjender os selv, lader ofte en Tidsel voxe op i vort Rede for at drive os til at benytte Vingerne og ikke for bestandig grave os ned i Jorden. "Det er", siger Evans, "paa den blanke Is, vi gaar forsigtigst, og paa den ujevneste vei vi tager sikreste Fodfæste." Et Øie uden Taare eller uden noget, som hindrer dets Blik, er ikke at søge her. Det er gjemt til os i Himmelen.

Hvem kan sige, hvormange "Saadan er nødvendigt", der ligger skjult under Jordens Sorger? Guds sande aandelige Sædekorn nedlægges ofte dybt i Jorden og maa bane sig Vei gjennem tunge Lidelser, inden de naar op i Dagslyset, men Nødderne befæstes herved saa meget dybere og stadigere. Havde ikke disse nødvendige og ydmygende "Dyb" været, saa havde de kanske voxet op som svage Vandskud og bukket under for første Storm. Han leder ofte endnu sine Børn ligesom fordum paa "et høit Bjerg" over Verden, og hvad som er endnu bedre, han, som selv har overvundet Verden, leder dem derhen og taler venligt med dem.

Jeg haaber paa dit Ord, Ps. 119, 81.