Jesu Ord af J R Macduff

Fjortende dag, Den ubegrænsede indbydelse.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Men paa den sidste Høitidens Dag, den store, stod Jesus og raabte og sagde: Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Joh, 7, 27.

Dette er et af de naadefuldeste "Ord", som nogensinde er udgaaet af Guds Mund! Den Anledning, ved hvilken han udtalte dem, var egnet til at give dem Eftertryk. Det var den sidste store Dag i Løvsalernes Høitid, da en større Folkemasse var forsamlet end paa nogen af de foregaaende syv Dage. Det forgyldte Kar var rimeligvis efter Sædvane nys fyldt med Vand fra Siloa og blev just baaret op til Templet under Mængdens Jubelraab, da Verdens Frelser benyttede Anledningen til at lære dem nogle vigtige Sandheder. De Ord, Jesus havde talt de foregaaende Dage, havde bragt mange til at tvivle, men de vigtigste Ord havde han gjemt tilsidst. Hvad er det da for et stort Slutningsemne, hvorpaa han vil fæste sine Tilhøreres Opmærksomhed, og som han ønskede, at de maatte føre med til sit langt bortliggende Hjem: Det er den uhindrede Adgang til hans store Frelser naade, - "om nogen tørster, han komme til mig og drikke".

Kjære Læser! tvivler du om Virkeligheden aF de naadefulde Tilbud? staar dine utallige Synder ligesom en Skillemur mellem dig og Frelserens tilbudte Naade? forekommer det dig, som om du ikke kan komme saaledes som du er, men der maa foregaa en vis Rensning en foreløbig Forbedring, inden du kan vove dig frem til Livets Kilde? Tænk paa hvilken som. Hvad erholdes vel Billigere end Vand? Den fattigste Tigger faar drikke uden Penge af Bækken ved Veien. Dette er din Herres eget Billede af hans egen herlige Forløsning. Du er indbudt til at komme uden nogen Fortjeneste, du er indbuden i al din Mangel og Fattigdom, al din Svaghed og Uværdighed" Kom ihu Frelserens Ord til Samaritanerinden. Hun var den største Synderinde, lastefuld, forhærdet, foragtet, men han satte ingen Betingelser, ingen Hindringer, enfoldig Tro var alt, hvad han forlangte. "Dersom du kjendte den Guds Gave, da bad du ham, og han gav dig levende Vand". Joh. 4, 10.

Men ligger der dog ikke en Betingelse i disse Jesu Ord? "Qm nogen tørster". Du gjør maaske den nedslaaende Erfaring, at du ikke føler nogen brændende Længsel efter Hellighed eller indser din store Trang til Frelseren. Men er da ikke just dette, at du kjender din Mangel, Tegn paa en svag Længsel efter Kristus? Siger du: "jeg har intet at øse med, og Brønden er dyb? Han, som byder dig Salighedens Vand, skal selv fylde dit tomme Kar. Han fylder en hungrig Sjæl med godt. Ps. 107, 9.

Jesus stod og raabte. Det er den eneste Gang, at dette siges om ham, om hvem det heder: Han skal ikke raabe og ei opløfte (Røsten) og ikke lade høre sin Røst paa Gaden, Es. 42, 2. Men det var en Sandhed af overordentlig Vægt og Værd, han nu forkyndte, det var en Sandhed, som laa ham særskilt paa Hjertet, den var Indholdet af hans uforglemmelige Prædiken under hans synlige Nærværelse paa Jorden. Han ndtalte den ligesom en Slutning paa den skrevne Aabenbarelse; det var ligesom den sidste Lyd af hans Røst paa Jordens - den samme Røst, som atter skal høres fra Thronen. "Og hvo, som tørster, komme, og hvo, som vil tage Livsens Vand uforskyldt". Aab. 22, 17. Et Ekko af dette naadefulde Tilsagn lyder saaledes endnu ligesom Sølvtoner til Verdens Guder, og - o, at Følgen maa blive som der staar skrevet:

"Da han sagde dette, troede mange paa ham".