Jesu Ord af J R Macduff

Sextende Dag. Maalet paa hans kjærlighed.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Ligesom Faderen har elsket mig, saa har jeg og elsket eder. Joh. 15, 9.

Dette er det forunderligste Sprog i Bibelen. Hvem kan udforske det uudgrundelige Dyb af den Kjærlighed til Sønnen, som boede i Faderens Hjerte? Og alligevel er det Frelserens egen Maalestok for hans Kjærlighed til sine.

Der findes intet Forhold saa dybt og hemmelighedssuldt som denne skjulte Forening for Verden var mellem den første og anden Person i Treenigheden. Skriften aabenbarer os kun nogle dunkle Træk angaaende dette Forhold, kun nogle spredte Straaler og ikke mere. Vi anfører her en af dem:

"Da var jeg hos ham, (som) den, der opfostres, og var (hans) store Lyst hver Dag, som legede altid for hans Ansigt". Ordspr. 8, 30.

Vi ved, at jordisk Kjærlighed befæstes og voxer ved forøget Fortrolighed. Gaarsdagens Venskab er ikke det høie, hellige Baand, som modnes under aarelang Omgang. Om vi tør anvende dette paa det høieste Forbillede paa hellig Kjærlighed, hvorledes maa saa ikke den gjensidige Kjærlighed være bleven, som en uendelig Evighed har frembragt; og dette var ikke en vaklende og flygtig Kjærlighed, udsat for væxling ved et koldt Ord eller et fremmed Blik, men en ren, stadig og ubesmittet Kjærlighed uden Skygge af Omskiftelse. Lyt nu til "Jesu Ord": Ligesom Faderen har elsket mig, saaledes har og jeg elsket eder! Det havde været uendelig meget mere, end vi kunde have ventet, om han havde sagt: Ligesom min Fader har elsket Englene, saa har og jeg elsket eder. Men kun en Kjærlighed, som han ikke bærer til nogen Skabning, er tilstrækkelig stærkt Billede. Langt før Tidens og Verdens Begyndelse var denne Kjærlighed til. Den var samtidig med selve Evigheden. Læg Mærke til, hvorledes disse to Frelserens evigt glædelige Udtryk, Faderens Kjærlighed til ham og hans egen Kjærlighed til Synderen er sammenstillet. Legede altid for hans Ansigt og paa hans Jords Kreds, (31 Vers). For at fuldende Skildringen maa vi tilføie en Beskrivelse af Faderens Kjærlighed til os: "Derfor elsker Faderen mig", siger Jesus, "fordi jeg sætter mit Liv til". Joh. 10, 17. Gud havde altid nok i sin egen Kjærlighed: han behøvede ikke de skabte Tings usle Kjærlighed til at forøge sin Salighed, men desuagtet ligesom lægger han for Dagen, at han endog, for at tale menneskeligt, elsker sin Søn mere, fordi han sætter sit Liv til for Synderen. Det er om de frelste det heder: "Han skal være glad over dig med Glæde, - han skal fryde sig over dig med Frydesang". Zeph. 3, 17.

Den Forsikring: Gud er Kjærlighed, er sandelig ingen blot ubevist Paastand angaaende en abstrakt Egenskab hos den guddommelige Natur. "Derpaa", siger Apostelen, "har vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os". 1 Joh. 3, 16. Ak, hvor ussel vor bedste Kjærlighed er i Sammenligning med hans, - vor Kjærlighed er blot en Afspeiling, kold som Maanen, medens hans er som Solen. Skulde vi vel vægre os fra at gjenelske ham, som har elsket os saaledes først?

Der har aldrig et Menneske talt saaledes, som dette Menneske. Joh. 7, 46.