Jesu Ord af J R Macduff

Treogtyvende Dag. Den altformaaende Bøn.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Fader, jeg vil, at de, som du har givet mig skal og være hos mig, hvor jeg er, at de maa se min Herlighed Joh. 17, 24.

Dette er ikke en bønfaldendes Bøn, men en Erobrers Fordring. Der er blot en eneste Bøn, som han nogensinde har bedet, eller som han nogensinde kan bede, uden at den opfyldes; det var den Bøn, som blev fremtvungen af en overmenneskelig Angest: "Fader, er det muligt, da lad denne Kalk gaa fra mig". Var denne Bøn bleven hørt, saa kunde Jesus aldrig have talt noget trøsteligt "Ord" til os. "Er det muligt" - uden dette naadefulde Tillæg havde vi været evig fortabte. Men taalmodig tømte han den bitre Kalk, alle Lovens Straffedomme bar han, fuldendte Forsoningens Værk, og forhvervede os fuldkommen Retfærdighed, og nu fordrer Seierherren den retmæssige Løn for sin Lydighed og sine Lidelser. Og hvad er vel Seiersbyttet? "De, som var givet af Faderen", den Skare, som ingen kan tælle, som er kjøbt med hans Blod. Disse vil han skal være med ham der, hvor han er, se hans Herlighed og dele hans Krone. Forunderlige Ord af en døende Testamentgjører. Han beder indtrængende om deres Forherligelse. Hans Afskedsønske er at faa møde dem i Himmelen; ligesom om disse Jordens Ædelstene var nødvendige for at fuldende hans Krone, ligesom deres Salighed var nødvendig for at fuldende hans.

Kjære Læser! Lær heraf, hvad der er det fornemste i din tilkommende Salighed, - det er "Kristi Nærhed, - hos mig, der jeg er". Det betyder sammenlignelsesvis lidet, hvor Himmelen er’ beliggende; men at faa "se ham saasom han er", det er en Kristens salige Haab. Himmelen vilde ikke være nogen Himmel uden Jesus. Hans Fraværelse vilde være ligesom Solens fra Himmelhvælvingen Men, salige Tanke, han har selv forbeholdt os det i sin Testamentsbøn, at Evigheden skal tilbringes i Forening og Omgang med ham selv, under Beskuelse af hans Kjærligheds uudgrundelige Hemmeligheder og under Foragelsen as Ligheden med ham og under dybere Drag af hans eget uendelige Glædesbæger.

Om noget kan forhøie Storheden af denne sorjættede Salighed, saa er det Slutningsordene i det Vers, hvori han angiver Grunden til sin Begjæring: "Jeg vil, at de maa se min Herlighed". Hvorfor? "thi du har elsket (ikke dem, men) mig for Verdens Grundvold blev lagt". Det er det samme, som om han vilde sige:

Om du fremdeles vil give mig Prøver paa din evige Velvillie og Kjærlighed til mig, saa viser du den ved at elske og ophøie mit gjenløste Folk. Idet du elsker og forherliger dem, elsker og forherliger du mig; saa nær er deres Velbefindende forbundet med mit Velbefindende.

Troende Sjæl! Tænk paa den almægtige Røst, som virker godt for dig, tænk paa dette almægtige: Fader jeg vil, som tilsikrer dig alt, hvad du beder om, som er nødvendigt for dig. En almindelig Kautionsforpligtelse er saa at sige given, hvorfor han og hans Folk ubegrænset kan udtage af Faderens uudtømmelige Naades og Kjærligheds Skatkammer saa meget, de vil. Gud har selv underskrevet det med de Ord: "Min Søn, du er altid hos mig, og alt, hvad mit er, er dit". Hvorledes skulde ikke det forlige os med Jordens bitreste Sorger og hellige Jordens Glæder for os, hvis vi betragtede dem som i en Følge af en alvis Midlers "vil", betragter dem som kommende fra En, som altid fordrer noget godt for os og aldrig fordrer det forgjæves?

Mig ske efter dit Ord. Luk. 1, 88.