Jesu Ord af J R Macduff

Femogtyvende Dag. Frelserens bestandige Nærværelse.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende. Matth. 28, 20.

Disse var "Jesu Ord", da han stod færdig til at fare op til Himmelen. Skuende Sædet ved Faderens høire, dvælede dog alle hans Tanker ved hans Forsamling, som han skulde lade efter i Verden. Hans sidste Ord er en Velsignelse over dem. "Jeg gaar", synes han sige, "til Himlen for at modtage min forhvervede Krone, til Engleskarens Kreds, til min Faders Nærhed, men ikke destomindre: "se jeg er med eder alle Dage, indtil Verdens Ende". Hvilket herligt Bevis paa dette Løstes Sandhed fik ikke Apostlerne, til hvem det først udtaltes. Hør hvorledes »den Discipel, som Jesus elskede", vidner, han, som engang laa ved sin himmelske Mesters Bryst, han, som hørte og beskuede ham. Vel var dette forklarede Bryst nu skjult for ham, men han taler alligevel ikke om Frelseren som fraværende. Nei, med Fryd kan han udraabe: Vort Samfund er med Faderen og med hans Søn, Jesu Kristo. 1 Joh. 1, 3.

Hvor dyrebar for Hjertet er ikke denne Forsikring om Frelserens stadige Nærhed her paa Jorden blandt alle de foranderlige Ting, som omgiver os. Vore bedste jordiske Venner kan blive fremmede for os paa nogle faa Uger, men Aartusinder er gaaet hen, og Jesus er den samme. Hvor saligt det er at tænke, at hvis jeg er et sandt Guds Barn, saa gives intet Øieblik, som jeg er uden hans Ledsagelse. Naar Morgensolen kaster sine Straaler ind i min Bolig, saa lyser en endnu klarere Sol ind i mit Hjerte; naar Aftenens Skygger omgiver mig, saa er det alligevel ikke Nat, hvis han, min Sjæls aldrig nedgaaende Sol, er nær. Hans Nærhed er ikke afhængig af Tilfældet, saaledes at han er nær i Medgangen, men borte i Modgangen. Han forandrer sig aldrig; han er altid den samme - i Sygdom og Ensomhed, i Glæde og Sorg, i Liv og i Død. Ligesaa trofast som Skystotten og Ildstøtten fordum ledede Israels Børn ligetil Jordansflodens Vande i det forjættede Land, ligesaa trofast bliver Jesus nær og elsker sit Folk. Har hans Løfte nogensinde sveget? "Ikke et Ord er faldet as alle de gode Ord, som Herren eders Gud har talt", (Josv. 23, 14) og dette Ords Sandhed er bekræftet: "Som han havde elsket sine egne, som var i Verden, saa elskede han dem indtil Enden", Joh. 13, 1.

Troende Sjæl! Er du stedt i Bedrøvelse og Fristelse? Synes du, at dunkle Tilskikkelser og store Sorger modsiger denne naadefulde Forsikrings Sandhed og Virkelighed? Er du færdig til at sige med Gideon: "Om Herren er med os, hvi har da alt dette rammet os?" Dom. 6, 13. Vær sikker paa, at han har et herligt Maal i sigte. Naar han bortrykker, hvad vi forlader os paa og holder af paa Jorden, aabenbarer han blot derved sin egen ømme Omsorg. Han vil, vi skal se op til ham og sige: "Herren lever, og lovet være min Klippe, og min Saligheds Gud skal ophøies". Ps. 18, 47. "Men Gud være Tak, som lader os altid vinde Seier i Kristo«. 2 Kor. 2, 14. Ja og denne Tak yder vi saa meget villigere, naar de jordiske Hindringer er løsrevet, og vi ligesom Disciplene er paa Bjerget med Jesus alene.

Disse Ting har jeg talt til eder, paa det I skal have Fred i mig. Joh. 16, 33.