Jesu Ord af J R Macduff

Sexogtyvende Dag. Opstandelsen og livet.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar Han siger: Jeg er opstandelsen og livet; hvo, som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve. Joh 11.25.

Hvilken røst lyder ikke her over en verden, der i sex tusinde aar har været en gravplads for synden og døden! I fire tusinde aar, af denne tid kunde hedningerne ikke ikke skimte noget lys bag gravens porte. Deres orakler var stumme angaaende læren om et liv efter dette, især vidste de intet om legemets opstandelse. Endog den jødiske kirke under det gamle forbunds husholdning synes blot at have havt tilfældige og uvisse glimt at holde sig til, omtrent som naar en famler i mørket. Dødens store borttager behøvedes for at vise den af nat omgivne verden den klare "livets vei". Ham tilhørte "indførelsen af et bedre haab". (Ebr 7,19) og aabenbarelsen af den hemmelighed, som var skjult for alle tider og slægter. Forunderlige aabenbaring! At denne dødelige skikkelse, der skal opløses til støv, alligevel skal opstaa omskabt til et "forklaret legeme", uforgjængeligt og udødeligt. - Den skjønne forvandling fra puppe til sommerfugl; det nedlagte frø opvoxer til fuldmoden sæd eller skønne blomster, - se det naturens store og stille bevis for muligheden af denne store sandhed, der maatte forkyndes "ved profetiske Ord". Evangeliet har klart aabenbaret, hvad forstanden i sin høieste flugt ikke engang har anet, "men nu er kundgjort ved vor Frelsers Jesu Kristi herlige aabenbarelse, som tilintetgjorde døden og bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangelium", 2 Tim 1,10. Han, den klare morgenstjerne, har gjort morgen af mørket. I sin egen opstandelse giver han sine et pant paa deres: Han er førstegrøden af den udeølige høst, som skal indsamles i Guds lade.

Dyrebare sandhed! Dette "Jesu Ord" hvælver sig som en himmelsk regnbue over indgangen til den mørke dal. Døden er berøvet sin braad. Det er ikke længer i "den fæle grav", at legemet nedlægges; det opbevares blod i Guds skatkammer til den store dag, "da han vil gjøre sig en synderlig eiendom", (Mal 3,17), da det skal iklædes udødelig herlighed og blive ligt Frelserens forklarede legeme. I graven hviler det trygt, indtil overengelens basunlyd skal forkynde skabelsens paaskemorgen, da englene udsendes for at høste hveden i laden, da Jesus atter kommer tilbage, ikke saaledes lidende og fornedret, som før, men i herlighed og fuld af fryd ved tanken om at hente sine tjenere til sig.

Sørgende og ensomme Christen! Du, som kanske just søger over en nylig bortkommen kjær, - trøst dig under taarerne ved haabet om udødeligheden. Det gyldne baand er kun løst, ikke brustet. Kanske du staar paa gravens bred og skuer ned i dens dyb, mens en alvorlig tavshed hersker rundt omkring dig, maaske du da i tankerne fremkommer med den smertelige klage: "Hvad for vinding er der i mit blod, naar jeg farer ned til graven? Mon støvet skal takke dig?" Ps 30,10. Ja det skal gjøre det. Dette støv, som nu ikke forstyrres af dine trin eller røres af dine taarer, skal i evighed takke Gud, som forløste det. "Det skal forkynde hans trofasthed".

Herre! Hvem skal vi gaa hen til? du har det evige livs Ord: Joh 6,8.