Jesu Ord af J R Macduff

Syvogtyvende Dag. En liden stund.

Tænker paa den Herres Jesu Ord, naar han siger: Om en liden stund skal i ikke se mig; og atter om en liden stund skal I se mig; og: thi jeg gaar hen til Faderen. Joh 16,16.

Lang synes vi tiden er, naar vi er skilt fra dem, vi elsker. En fraværende broder, - hvor længselsfulde venter vi ikke hans tilbagekomst! Vor "ældste broder", vor levende Frelser sender et budskab til sin ventende forsamling, sender et trøstens Ord til sit folk og siger dem, at snart - om en liden stund - skal han være tilbage for aldrig mere at forlade dem.

Vel gives det ogsaa nu stunder, hvor den troende føler det salige samkvem med sin elskede Herre, men hvor vexlende og forbigaaende er ikke disse! I dag er livet en kort Emmausvandring, og sjælen er salig i sin usete Frelsers nærhed og kjærlighed. Imorgen er han borte, og den forladte sjæl drives til klagende og sørgende at spørge sig selv: "hvor er nu din Gud?" Om sjælen endnu ikke er stedt i saadant mørke og nedslagenhed, saa ser den dog saameget omkring sig her i verden, som vil opfylde den med bedrøvelse. Dens Herre forkastes og, miskjendes, hans kjærlighed foragtes, hans tilskikkelser misforstaaes og knurres over, hans navn misbruges, hans elskende hjerte trædes under fødder af dem, som siger de elsker ham, og uenighed hersker imellem "brødre".

Men blot endnu en liden tid, og denne ondskabens hemmelighed skal være tilende. Snart skal lyden af denne vor fraværende broders fodtrin att høres, og da skal han ikke mere være "som en fremmed udi landet og som, en veifarende, der kun bøier sig ned et sted for at blive der om natten", (Jer 14,8), men da kommer han for at optage sit folk i de evige boliger, som hans kjærlighed har beredt, og hvorfra de ikke mere7 skal uddrives. O salige dag! naar skabningen iklæder sig paaskedragten, naar deres saa længe foragtede Herre bestiger tronen under en jublende verdens hosianna, naar englene lovsynger og helgenerne kroner ham, naar synden, denne mørke pestbyld paa hans skabninger, for bestandigt er tilintetgjort og døden opslugt til evig seier.

Og det er blot "en liden tid!" "Endnu kun en saare liden stund", læser vi paa et andet sted, (Ebr 10, 37), "indtil den kommer, som skal komme, og han skal ikke tøve". Han skal ikke bie et øieblik længere, siger Godwin, end til han faar fuldført vore anliggender i himmelen. Med hvilken fryd skal han ikke udsende sin engel for at forkynde: "Nu er den lille tid omme", og indbyde til den store himmelske nadvere, sigende: kommer, thi alting er beredt!

Du sorgens barn! Tænk ofte paa dette: En liden tid. Din sørgetid skal have en ende. Der findes en grænse for din lidelsest id. Hver bølge mellem dig og ham iagttages, - o, hvilken herlighedens aabenbarelse! Dette livs korte tid forsvinder i evighedens store og uendelige tid, da vi altid skal være nær Herren, han den samme og uforanderlige Frelser.

"Om en liden tid skal I se mig!" O, at troens øie var mere stadigt fæstet paa denne herlige aabenbarelse! Verden forsøger ofte med sin syndige tvivl at fordunkle dette salige haab. Men, kjære læser, forsøg mere og mere at fæste lid til din Frelsers Ord og gjør dig færdig til afreisen. "Sid paa kanten af din rede med vingerne færdige til flugt!" Han venter blot en liden tid.

Han er trofast, som gav forjættelsern. Ebr 10,2.