John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

FORTALE

Enhver, der læser disc Erindnnger om den Guds Mands Liv, som gik under Navnet Bede-Hyde, og som var en af Guds kosteligste Gaver til hans Menighed i Indien, maa rimeligvis føle Trang til at spørge om Grunden til, at de nu offentliggøres i denne Form. Grunden er meget nærliggende. Det er den tredobbelte Forhaabning, at Gud vil herliggøre sig ved disse nye Vidnesbyrd om ham Trofasthed som den Gud, der svarer paa Bøn, at hans Folk maa blive opbygget derved og tilskyndet til at hengive sig til et Liv i Bøn mere udelt og med større Forventning, og endelig, at der dermed maa blive sat et Mindesmærke over den Mand, som var højt elsket i sit andet Fædreland, for hvis Folk han levede og arbejdede i sin Herres Tjeneste og bogstavelig gav sit Liv. Om ham kan det siges med Sandhed, at han "taler endnu efter sin Død!"; thi mange ser endnu med Ærefrygt hen til hans Liv i Kristi Spor, de mange, hvis Liv han fik Indflydelse paa, og særlig da i Punjab, hvor han arbejdede mest, og hvor hans Navn endnu skattes ikke blot som et Minde, men langt snarere som noget, der ansporer og vækker til Efterfølgelse.

Disse Erindringer er nedskrevet af to af Hydes nærmeste Venner; første Del af Pastor J. Pengwern ]ones fra "Welsh Presbyterian Mission", den anden, kortere Del af Pastor R. Mac Cheyne Paterson i Punjab. De blev først offentliggjort i "Remembrancer"s, Organet for Bengalen og Asam Bedekreds, der redigeres af Pengwem Jones.

Fra første Færd har disse Erindringer vakt stærkere og stærkere Interesse baade hos "Remembrancer"s regelmæsige Læsere og hos de kristne Venner, som fik de paagaeldende Numre at læse.

Resultatet har været umiskendeligt. Det har medført en særlig Velsignelse og aandelig Opløftelse, idet det har overbevist Guds Folk om Synden ved ikke at bede ; Læserne er blevet ansporet til at gribe de Forjættelser, han har knyttet til Bønnen, med fornyet Tro og Udholdenhed, og de har faaet Øjnene op for de dybeste Hemmeligheder ved det inderlige Samfund, som vor himmelske Fader indbyder os til, naar vi fuldt ud har overgivet os til ham som Forbedere.

Man indsaa derfor, at de Skatte, der havde vist sig saa frugtbringende, fortjente Udbredelse over et større Omraade, og at Gud vilde, at de skulde komme hele hans Kirke til Gode.

Da Pengwern Jones havde dette Maal for Øje, og der tillige blev rettet mange Opfordringer til ham derom, besluttede han, ledet af Gud, at offentliggøre Erindringerne i Bogform, og jeg fik det Hverv at ordne dem til et sammenhængende Hele.

Min Adkomst til Hvervet laa hovedsagelig i, at jeg havde den Tid, som andre, der havde været bedre skikket dertil, manglede.

Arbejdet har ikke været byrdefuldt, hvad selve Udgivelsen angik. Der er intet Forsøg gjort paa at skrive Arklerne om ; de er gengivet praktisk talt Ord for Ord i dem oprindelige Skikkelse og i den Form, hvori Gud havde velsignet dem, - og jeg tror, at han ogsaa nu vil bruge dem til sin Ære.

Det eneste Arbejde har været at ordne Artiklerne i Kapitler med foranstaaende Mottoet af passende Art. Jeg følte, at den jord, jeg traadte paa, var hellig, og at han, som disse Linier taler om, levede i et aandeligt Plan, der var saa højt, at kun faa i vort Slægtled - og overhovedet i noget Slægtled - har naaet det.

Ved atter og atter at læse disse gribende Beretninger, inden de paany skulde offentliggøres, har jeg selv faaet mange værdifulde Tilskyndelser og mangen en gennemgribende Lære for min egen Sjæl ; men der er dog en Tanke, som er særlig fremherskende og som med Guds Hjælp vil blive staaende for bestandig, en Tanke, som sandsynligvis alle Læserne vil slutte sig til, nemlig følgende: Et saadant Liv med saadanne Resultater, og et Liv, hvor Forholdet mellem Aarsag og Virkning ligger saa klart for Dagen, maa virke som en bestemt Tilskyndelse, der overbeviser om Synd og fælder Dom over hidtidig Forsømmelse. Det maner enhver af os til at bede mere, ja bede uden Afladelse; thi her har Guds Lov om Vekselvirkning givet sig et gribende Udslag: "Giv, saa skal der gives eder."

Hvor ligger der dog ikke en Hjælp i at huske paa, at han som i sin forunderlige Miskundhed bestemte os til at være Genstand for sin overstrømmende Kærlighed, ogsaa bestemte Bønnen til at være det Middel, hvorved han stadig kunde holde os i den Stilling og paa den Plads, hvor vi kunde tage imod denne Kærlighed. Har han ikke sagt: "De oprigtigæ Bøn er mig en Velbehagelighed?" Hvor er det velsignet at føle, at hver Gang vi kommer til ham i Lønkamment eller paa Gaden, saa glæder vi vor Fader, som er i Himlen, og træder i hans Spor som "led for os efterladende os et Forbillede for at vi skulde følge i hans Fodspor".

Med Bøn om, at Gud rigeligt vi vedkende sig dette vækkende og ansporende Vidnesbyrd om et Liv i fuld Overgivelse, sender vi det ud paa Vandring i Haab om Velsignelse og aandelig Forfriskelse for alle, som læser disse Blade.

Udgiveren.