Gamle tekster

John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Epaphras hilser eder, han, som er fra eders By, en Kristi Jesu Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, for at I maa staa fuldkomne og fuldvisse i al Guds Vilje. Kol. 4, 12.

Ingen kan vedblive med oprigtig Bøn i længere Tid uden at gøre den Opdagelse, at Aanden stille leder ham hen imod en helt ny Overgivelse, som han ikke før havde kendt noget til. Andrew Murray.

Del 1

FØRSTE KAPITEL

I den levende Guds Nærværelse.

Med sidste Post fik vi Brev fra en kær Søster, deri flere Aar har været Missionær i Indien og som stadig længes efter at komme tilbage, hvis blot hendes Helbredstilstand og Forholdene i hendes Hjem tillod det. Hun fortæller, at hun er dybt bevæget ved at læse om Hydes forunderlige Bønsliv, og tilføjer et Par af sine egne Erindringer om ham. "Jeg husker, skriver hun, "at jeg engang under ]ubbleporemødet laa paa Knæ i Nærheden af ham ved Middagsbedemødet, og jeg skal aldrig glemme den ubeskrivelige Følelse, der gennemstrømmede mig, da han under Bønnen med indtrængende Stemme sagde: "]esus, Jesus, Jesus!" Det var som om jeg blev døbt med en Kærligheds og Krafts Daab, og min Sjæl bøjedes i Støvet for Herren. - Jeg fik Lov til atter at træffe sammen med Hyde i England, da han var paa Vej hjem til Amerika. Hvor er dog hans Indflydelse levende endnu".

Mac Cheyne Paterson beskriver Hyde som en stor Menneskefisker, og det er sandt; thi ikke blot bad han for Mennesker, nej han fiskede ogsaa med Krog. Eet Minut i et Værelse sammen med en maaske fuldkommen fremmed var længe nok for ham til at slaa Bibelen op og vise vedkommende et eller andet forunderligt Ord og stilfærdigt vise ham Vej til Frelseren.

Vi hørte engang om en verdslig Dame, som fik Lyst til at more sig lidt paa Hydes Bekostning og derfor spurgte: "Tror De ikke, at en Dame, der danser, kan komme i Himmelen?". Han saa paa hende med et Smil og sagde roligt: "Jeg indser slet ikke, hvordan en Dame kan komme i Himlen uden at danse!" og saa udbredte han sig over Glæden ved Syndernes Forladelse, den overvældende Glæde, der særlig bliver den Sjæl til Del, som før har levet for Verden og sig selv.

Stilfærdigt vendte han Spørgsmaalet mod hende selv, spurgte, om hun havde oplevet den Glæde, og blev ved med at anføre Steder fra Guds Ord og bede hende om ikke at give sig tilfreds, førend den forunderlige Oplevelse vilde faa hende til at danse af Glæde.

Vi er overbevist om, at hun aldrig mere prøvede paa at faa sig nogen Morskab paa Hydes Bekostning.

Den store Evangelist, Dr. Chapman, fortæller at han havde været paa Missionsrejse Jorden rundt; men først da han havde tilbragt en Tid sammen med Hyde og bedt sammen med ham, gik det op for ham, hvad virkelig Bøn var. Jeg tror, der er Hundreder i Indien, der kan sige det samme. - ]eg staar i højere Grad i Gæld til ham end til noget andet Menneske, fordi han viste mig, hvad et Liv i Bøn er, og hvad det vil sige virkelig at hellige sit Liv til Gud. Jeg skal aldrig ophøre at prise Gud, fordi han bragte mig i Berøring med ham. Ikke engang nu er jeg naaet til fuld Forstaaelse eller Tilegnelse af alt, hvad hans Liv havde at bringe mig. Jesus Kristus blev et nyt Ideal for mig, jeg fik et Glimt at se af hans Bønsliv, og jeg fik en længsel, som varer ved endnu, efter at blive et virkeligt bedende Menneske.

Men lad mig meddele et Par Træk, som har gjort et uudsletteligt Indtryk paa mig. Den første Gang jeg mødte ham var i Ludhiana i Punjab, hvor han dengang boede. De forenede Staters presbyterianske Missionskonference havde sit aarlige Møde der, og jeg var blevet anmodet om at sige nogle faa Ord om Vækkelsen i Khassiabjergene. Jeg havde rejst fra Allahabad til Ludhiana og naaede dertil tidligt om Morgenen. Jeg blev sat til Bords sammen med de delegerede og andre Mødedeltagere og blev præsenteret for Hyde, der sad overfor mig. Alt hvad han sagde var: "Jeg vil gerne tale med Dem; jeg skal vente paa Dem ved Døren. Der ventede han paa mig, og hans første Ord var: "Kom med mig til Bedeværelset, vi trænger til Dem dem Jeg ved ikke, om det var en Ordre eller en Anmodning, men jeg følte, at jeg maatte gaa med ham. Jeg sagde til ham, at jeg havde rejst hele Natten, og at jeg var træt og skulde tale Klokken fire ; men jeg gik med ham. Der var en fem-seks Mennesker derinde i Forvejen, og Hyde faldt ned paa sit Ansigt for Herren. Jeg knælede ned, og en underlig Følelse kom over mig. Der var flere, der bad, og saa begyndte Hyde. Jeg husker ikke ret meget af, hvad der foregik, men jeg ved, at jeg var i den levende Guds Nærværelse, og nu havde jeg ikke Lyst til at gaa min Vej; egentlig talt tror jeg slet ikke, at jeg tænkte paa mig selv eller mine Omgivelser, thi jeg var kommet ind i en ny Verden og ønskede intet hellere end at blive der. - Vi var gaaet ind i Værelset omtrent Kl. otte om Morgenen. Flere var gaaet ud, og andre var kommet ind, men Hyde blev paa sit Ansigt paa Gulvet og ledede os i Bøn adskillige Gange. Maaltider havde jeg glemt, min Følelse af Træthed var forsvundet, og min Beretning om Vækkelsen og den Tale, jeg skulde holde, var gledet ud af min Bevidsthed. Ved 3 1/2 Tiden rejste Hyde sig, og jeg opdagede nu, at vi to var blevet ene tilbage. "De skal tale Kl. fire," sagde han, "nu skal jeg tage Dem med hen, hvor De kan faa en Kop The." ]eg svarede, at han ogsaa maatte trænge til en Forfriskning; men han sagde: "Nej, jeg trænger ikke til det ; men De maa nødvendigvis have noget." Vi aflagde et kort Besøg i mit Værelse, hvor vi vaskede os i Hast. Saa fik vi en Kop The, og nu var det paa høje Tid, at Mødet skulde begynde. Han gik med mig til Døren, greb min Haand og sagde: "Gaa ind og tal! Det er Deres Arbejde. Jeg gaar tilbage til Bedeværelset og beder for Dem. Det er mit Arbejde. Naar Mødet er forbi, kom saa over til Bedeværelset og lad os prise Gud sammen." Der gik en underlig Følelse ligesom et elektrisk Stød igennem mig, da vi skiltes. Det var let at tale, skønt jeg talte med Tolk. Hvad jeg sagde, ved jeg ikke. Før Mødet var forbi, maatte den indiske Tolk overvældet af sine Følelser og gennemrystet af Guds Aand trække sig tilbage, og en anden maatte træde i hans Sted. Jeg veed, at Herren talte den Aften.

Da forstod jeg Bønnens Magt. Hvor ofte har jeg ikke læst om Velsignelse som Svar paa Bøn; men den Aften gik det op får mig i sin fulde Styrke, saa at jeg siden dengang altid prøver paa at hverve Stridsmænd til Bøn for mig, naar jeg skal bringe Bud fra Ham. Det var et af de forunderligste Møder, jeg nogensinde har været med til, og jeg veed, at det var den bedende Guds Mand bagved Kulisserne, som nedkaldte Velsignelsen over mig.

Efter Mødet gik jeg tilbage til ham for at prise Herren. Han spurgte mig ikke, om Mødet havde været godt eller ej, eller om nogen havde faaet en Velsignelse eller ej. Jeg tænkte heller ikke paa at fortælle ham, hvilken Velsignelse jeg selv havde faaet, og hvordan hans Bønner var blevet besvaret. Det lod til, at han vidste det altsammen, og hvor han priste Herren, og hvor det var let for mig at prise Herren og tale til Ham om den Velsignelse, han havde givet mig!

Jeg talte kun meget lidt med Hyde under den Konference. Jeg vidste kun meget lidt om ham, og jeg følte ligesom ingen Trang til at spørge ham om noget. Men der var kommet en ny Kraft ind i mit Liv, som ydmygede mig og gav mig et fuldstændig nyt Syn paa en Missionærs og en Kristens Liv. Det Ideal, jeg her havde faaet Øjnene op for, har jeg aldrig siden tabt af Syne; nej, efterhaanden som Aarene gaar, bliver min Længsel efter at leve efter dette Ideal dybere og dybere.

]eg talte med flere af Missionærerne om ham og opdagede, at de tidligere havde misforstaaet ham, men deres Øjne var nu blevet aabnet for, at han ikke var nogen almindelig Arbejder, men særlig udrustet med Bønnens Aand og givet til Indien for at lære Mennesker at bede. Flere Aar efter spurgte jeg ham, om det var gaaet op for ham, at Missionærerne i hans første Aar ikke havde set med Velvilje paa, at han tilbragte saa meget af sin Tid i Bøn. Han smilede - det yndige Smil, man aldrig glemmer - og sagde: "Aa ja, det ved jeg; men de forstod mig ikke, det var hele Sagen. Det har aldrig været deres Mening at ville være uvenlige." Der var ikke et Gran af Bitterhed hos ham, saa vidt jeg kunde se. Paa det Tidspunkt, da jeg lærte ham at kende, talte de med Bifald om hans lange Vaagenætter. Efter al Sandsynlighed var han ikke i Seng en eneste Nat under hele Konferencen, og Herren vedkendte sig ham. Man saa ham ikke; men som Svar paa hans Bønner blev mange velsignet, og jeg tror, at der dengang begyndte et nyt Afsnit i Missionens og Punjabs Historie.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media