John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Og Jakob blev tilbage for sig 5er alene, og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes . . . Og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig . . . og han velsignede ham der. 1 Mos. 32, 24. 26. 29.

Engang, da han blev spurgt om Hemmeligheden ved hans Tjeneste, svarede han: "Der kom en Dag, da jeg døde, døde fuldstændigt", og mens han talte, bøjede han sig dybere og dybere ned, indtil han næsten rørte ved Gulvet - "døde for George Muller, for hans Meninger, Sympatier, Interesser og Vilje, døde for Verden og dens Bifald eller Dom, døde endogsaa for mine Brødre og Venners Ros eller Dadel, og siden dengang har jeg kun beflittet mig paa at tækkes Gud." Af George Muller i Bristol.

Del 1

ANDET KAPITEL

Hvorledes den inderste Hemmelighed ved et Liv i Bøn blev aabenbaret.

I forrige Kapitel sagde jeg, at det var et af mit Livs største Velsignelser, at jeg kom i Forbindelse med Hyde. Maaske skulde jeg omsætte det til Nutid og sige, at det er den største Velsignelse. Jeg føler nemlig, at denne Velsignelse er noget varigt, og det viser, at det var Helligaanden, der brugte sin elskede Tjener og gjorde ham til en Velsignelse ikke blot for mig, men for Hundreder af andre, baade Mænd og Kvinder, baade Indere, Eumpæere, Amerikanere, Kristne og Ikke-Kristne. - Aanden brugte ham som et Stykke Anskuelsesundervisning, saa at vi kunde faa en bedre Forstaaelse af Kristi Liv i Bøn. Jeg haaber og beder om, at disse faa ufuldkomne Erindringer maa blive brugt af Helligaanden til at vise andre det Bønsliv, som han kalder os til at tage op.

Som rimeligt var, interesserede det mig at faa at vide, hvorledes Broder Hyde var kommet ind i dette Liv, hvad der havde bevæget ham til at hellige sit Liv saa afgjort til Herren, og hvordan han havde lært Bønnens Hemmelighed at kende. Det var meget vanskeligt at faa ham til at tale om sig selv; men jeg tror, han forstod, at det ikke var blot Nysgerrighed, der stod bagved Spørgsmaalet; derfor fortalte han mig det. Hvor vilde jeg ønske, at jeg kunde skildre det som han. Mon jeg kan gengive det med hans egne Ord? Det var omtrent som følger:

Min Fader var Præst, presbyteriansk Præst, og min Moder var en from Kristen med en dejlig Stemme, som hun havde helliget Herren. Som ungt Menneske bestemte jeg mig til at ville være Missionær, og det en god Missionær! ]eg ønskede at komme til at udmærke mig som en stor Missionær. Jeg fik Universitetsuddannelse og klarede mig godt. Jeg tog Embedseksamen og var lidt stolt af Titlen. Det var min faste Beslutning, at jeg til Fuldkommenhed vilde mestre de indiske Sprog, som jeg skulde lære, og jeg vilde ikke lade noget hindre mig i at blive en stor Missionær. Det var Maalet for min Ærgerrighed. Maaske det ikke altsammen var af Kødet, men det meste af det var. Jeg elskede Herren og vilde gerne tjene ham og tjene ham godt, men Drivfjederen for min Stræben var mit eget Selv.

Min Fader havde en kær Ven - en Embedsbroder, som nærede et dybt Ønske om at blive Missionær; men hans Ønske blev ikke opfyldt.

Han havde stor Interesse for mig og frydede sig over, at hans gode Vens Søn skulde gaa ud som Missionær. Han elskede mig, og jeg elskede ham og beundrede ham i høj Grad.

Da jeg kom om Bord paa Skibet i New York og skulde drage ud til min Livsgerning i Indien, fandt jeg et Brev i min Kahyt, adresseret til mig. Det var skrevet af min Faders Ven. Jeg lukkede det op og læste det. Det var ikke mange Ord, men Hovedsummen af det var: "Jeg vil ikke holde op med at bede for dig, kære John, førend du er fyldt af Helligaanden." Min Stolthed blev saaret; jeg blev meget vred, krøllede Brevet sammen, kastede det hen i et Hjørne af Kahytten og gik op paa Dækket, opfyldt af Harme. Sikken en Idee at antyde, at jeg ikke var fyldt af Aanden! Jeg skulde ud som Missionær og var fast bestemt paa at blive en god Missionær, og dog lod denne Mand mig forstaa, at jeg ikke var udrustet og skikket til Gerningen! Jeg gik op og ned ad Dækket, medens en Kamp rasede i mit Indre. Jeg følte mig meget ilde til Mode. ]eg kendte Brevskriveren og vidste, hvad for et helligt Liv han havde levet, og paa Bunden af mit Hjerte var jeg overbevist om, at han havde Ret, og at jeg ikke var skikket til at være Missionær.

Efter nogen Tids Forløb gik jeg tilbage til min Kahyt og lagde mig paa Knæ for at rode efter det sammenkrøllede Brev, og da jeg havde fundet det, glattede jeg det ud og læste det om og om igen. Jeg var ærgerlig endnu, men Overbevisningen om, at Faders Ven havde Ret, og jeg Uret, tog til i Styrke. Saadan blev det ved i to eller tre Dage, indtil jeg var fuldkommen elendig. Det var Guds Godhed imod mig og Svaret paa min Faders Vens Bønner om Sejr for mig. Til sidst bad jeg i en Slags Fortvivlelse Herren om at fylde mig med Helligaanden, og fra det Øjeblik af var det, som om Luften klarede op. Jeg begyndte at se mig selv og faa Blik for den selviske Ærgerrighed, jeg havde været besjælet af.

Det var en Kamp, som varede naesten til Rejsens Ende; men længe, førend vi naaede Havn, var jeg fast bestemt paa, at jeg vilde virkeligt fyldes af Aanden, koste hvad det koste vilde. Det næste betydningsfulde Punkt, jeg naaede til, var at jeg blev ledet til at sige til Herren, at jeg var villig til at komme tilkort med mine Sprogstudier i Indien og arbejde stille og ubemærket, og at jeg vilde være og gøre hvadsomhelst; men Helligaanden maatte jeg have for enhver Pris.

En af mine første Dage i Indien tilbragte jeg sammen med en anden Missionær, en ret erfaren Broder, og gik ud med ham paa Friluftsmøder. Misionæren talte, og man sagde mig, at han prædikede om Kristus som en virkelig Frelser fra Synd. Da han var færdig med sin Tale, kom en pæn Mand, som talte godt Engelsk, hen til ham med det Spørgsmaal, om han selv var saadan frelst. Det Spørgsmaal slog mig. Hvis det var blevet rettet til mig, maatte jeg have tilstaaet, at Kristus ikke havde frelst mig helt, for jeg vidste, at der var en Synd i mit Liv, som ikke var taget bort. ]eg saa hvilken Skamplet, det vilde have sat paa Kristi Navn, hvis jeg havde maattet tilstaa, at jeg prædikede en Kristus, som ikke havde frigjort mig selv fra Synd, skønt jeg gik og forkyndte ham for andre som en fuldkommen Frelser. Jeg gik tilbage til mit Værelse, lukkede mig inde og sagde til Herren, at nu maatte det være eet af to. Enten maatte han give mig Sejr over alle mine Synder og særlig over den Synd, som jeg saa let blev hildet i, eller ogsaa maatte jeg vende tilbage til Amerika og søge andet Arbejde. Jeg sagde, at jeg kunde ikke staa op og prædike Evangeliet, førend jeg kunde vidne om dets Kraft i mit eget Liv. I nogen Tid sad jeg og saa dette simple og klare Spørgsmaal lige i Øjnene, og saa forvissede Herren mig om, at han kunde og vilde løse mig fra al Synd, og at han havde lagt Arbejde tilrette for mig i Indien. Han løste mig, og jeg har aldrig været i Tvivl om dette Punkt siden. Nu kan jeg uden Tøven staa op og vidne, at han har givet mig Sejr, og jeg elsker at vidne herom og fortælle alle om min Frelser og Herres forunderlige Trofasthed.

Saa vidt jeg husker, var det omtrent med disse Ord, at Hyde fortalte mig sin Oplevelse. Mon jeg nogensinde kan glemme hans Ansigt, da han fortalte mig om disse Ting, det uudsigelig bedrøvede Blik, hvormed han talte om sin Synd, og hans velkendte forunderlige Smil, da han talte om Kristi Trofasthed.