John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Men det skete i disse Dage, at han gik ud paa et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. Luk. 6, 12.

Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han . . . gik op paa Bjerget for at bede; og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigt forandret. Luk. 9, 28. 29.

Hvem er dygtig til disse Ting? Jo mere vi beflitter os paa dem og prøver at benytte os af denne Forbønnens Naadegave, des mere bliver vi overvældet af dens Storhed og vor Svaghed. Gid vi hver Gang, vi har modtaget et Indtryk af dette, maa lytte efter Ordet: "Min Naade er dig nok" og med Sandhed svare: "Vor dygtighed er af Gude. Fat Mod! Det er Kristi Forbøn, du er kaldet til at tage Del i. Byrden og Kampen og Sejren er helt igennem hans.

Han gav dig selv som et Offer for Menneskene til Gud for at faa Ret til at gaa i Forbøn for dem og for ogsaa at faa Magten dertil. "Han har baaret manges Synd og han skal bede for Overtrædere". Lad din Tro hvile trygt paa hans fuldbragte Værk. Lad dit Hjerte blive eet med ham i hans Død og i hans Liv. Giv dig selv ligesom han som et Offer for Menneskene til Gud. Det er dit Adelskab. Da først naar du til et helt og fuldt Samfund med ham. Da først faar du, ligesom han, Retten til Forbøn og Kraften dertil.

Fra "Forbønnens Tieneste".

TREDIE KAPITEL

I Bønnens Skole.

Ved Sialkotmøderne er der to Bedeværelser, et for Mænd og et for Kvinder, og der bedes uophørlig Dag og Nat uden Afbrydelse. Her mødes Mænd og Kvinder hver for sig, og der er altid to eller tre erfarne Kristne tilstede for at hjælpe saadanne, som maatte trænge til Hjælp. Sommetider er der en, der leder Forsamlingen i Bøn ligesom ved almindelige Bedemøder ; til andre Tider bedes der sagte, eller der danner sig smaa Grupper, som beder for en eller anden Sag, som særlig ligger dem paa Hjerte. Missionærer og andre fører anfægtede Mennesker ind i Bedeværelset, hvor der bliver bedt for dem, og hvor Folk, som har Evner til at lede Sjæle til Lyset, tager sig af dem.

Den Kraft, som mærkes ved Møderne, er et Resultat af Bedeværelserne. Jeg husker et Aar, da en travl Missionær for første Gang var med til Møderne. Han følte sig øjensynligt ikke hjemme der, og efter et Par Dages Forløb kom han hen til mig og sagde, at Mødet var fuldstændig galt grebet an. Lederne og Talerne burde være paa Platformen for at "vise sig og opmuntre andre" i Stedet for at gemme sig i Bedeværelset hele Dagen. Jeg sagde ham, at jeg ikke var enig med ham, og spurgte, om han havde været i Bedeværelset. Jo, han havde set derind et Par Gange.

To Dage efter kom han hen til mig med et straalende Ansigt og sagde: "Ved De hvad! Jeg har opdaget Hemmeligheden ved dette Møde. Det er det Bedekammer! Jeg har aldrig set noget lignende." Jeg sagde ham, at jeg var ganske enig med ham, og vi fik os en lille Samtale om den Velsignelse, han havde modtaget, og de nye Sider ved Kristus, som han havde faaet Øjnene op for.

Jeg skulde tage meget fejl, hvis dette Bedeværelse ikke var et Resultat af Helligaandens Gerning i Hyde. Det var ham, der tilbragte de første Nætter paa Vagttaarnet ; men næsten fra Begyndelsen af sluttede hans kære Ven og Broder, Mac Cheyne Paterson, sig til ham.

Jeg spurgte engang Hyde, hvorledes Herren havde lært ham dette. Han fortalte da, at han engang skulde tale ved en Bibelskole, men ikke havde haft Tid til Forberedelsen. Nogen Tid i Forvejen sad han oppe en hel Nat for at forberede det Budskab, han skulde bringe. Den næste Dag kom han i Tanker om, at naar han havde brugt en hel Nat til at forberede Budskabet, saa trængte han selv vel ogsaa til at beredes, og mon ikke en hel Nats Bøn og Lovprisning vilde være en god Beredelse til at faa en virkelig Velsignelse den næste Dag?

Det var sikkert Helligaanden, der indgav ham denne Tanke, thi han forblev i Bøn hele Natten og nød det i den Grad, at han gentog det den næste Nat. Andre sluttede sig til ham, nogle kun en Del af Tiden, andre hele Natten. Han var altid omhyggelig med sin Forberedelse til Bibeltimer, Prædikener og Foredrag; men han sagde ofte, at Budbringerens Forberedelse var akkurat lige saa vigtig som Budskabets. Tænk, om vi til Gavns havde indset dette!

Ved de omtalte Sialkotmøder boede Europæerne i Sovesalen paa Missionskostskolen, en lang, smal Bygning, og vore Senge stod saa nær op ad hverandre, at vi kun havde meget lidt Plads at røre os paa. Imellem Møderne var Salen fuld af Mennesker. Min Seng stod mellem Hydes og Dr. Griswalds; men jeg lagde Mærke til, at Hydes Seng slet ikke havde været benyttet. Han tilbragte sin Tid i Bedekammeret.

Men en Morgen kom han ind og lagde sig paa Knæ ved sin Seng. Det var lige efter Daggry. Da jeg kom tilbage fra Morgenmaden, fandt jeg ham endnu bedende. Saa gik jeg ud til Bedemøde, og da jeg kom tilbage Kl. 11, fandt jeg ham stadig bedende. Jeg gik ind til Frokost og vendte tilbage omkring Kl. 12 1/2 og lagde mig paa min Seng for at hvile og for at holde Øje med ham. Jeg gik til Eftermiddagsmøde, derefter til The og til Gudstjeneste Kl. 5, idet jeg stadig kom ind i Sovesalen mellem hvert Møde. Kl. 6 laa han endnu paa Knæ og havde ligget der hele Dagen. Da der var en Time endnu til Middag, besluttede jeg at holde Øje med ham og, hvis han rejste sig, spørge ham, hvordan han kunde holde ud at ligge stille hele Dagen og bede, mens der var saa megen Støj rundt omkring. Folk blev nemlig ved med at gaa ud og ind hele Tiden, og der blev snakket en Del.

Efter omkring en halv Times Forløb saa han op og smilede. Jeg satte mig paa hans Seng og spurgte ham, hvad der var Hemmeligheden ved alt dette. ]eg spurgte ogsaa, om jeg ikke maatte hente ham en Kop The; men det afslog han og bad blot om et Glas Vand. "Lad mig fortælle Dem hvilket Syn, jeg har hafm sagde han saa, jeg saa Kristus fra en ny Side."

Hans Ansigt blev ligesom forklaret, mens han talte, han var visselig kommet inde fra det hemmelighedsfulde Allerhelligste, og jeg skal aldrig glemme hans Ord. De fik mig til at se Kristus som aldrig før, og mens han talte til mig, kunde jeg ikke holde Taarerne tilbage. Der var Øjeblikke, hvor jeg følte, at dette kunde ikke være sandt. Jesus havde aldrig lidt saa meget for mig ; men alt eftersom Hyde malede mig ham for Øje, maatte jeg tro det, og mit Hjerte vendte sig til Kristus med saadan en Kærlighed og Taknemmelighed, som jeg aldrig før havde følt, men ogsaa med Skam og Sorg over, at Synden - min Synd - havde bragt ham saa dybt ned i Støvet, ned i saadan Lidelse. Det Syn af min kære Frelser staar endnu levende for mig. Hvor vilde jeg ønske, at jeg kunde gengive det Kristusbillede, som Hyde Skridt for Skridt ledede mig til at se den Aften.