John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsdøden. Fil. 2, 8.

Og jesus sagde til ham: Ræve har Huler, og Himmelens Fugle har Reder, men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved. Math. 8, 20.

Hvor maa ikke Guds hellige Ansigt have været vansiret af Tornekronen! Hvor maa ikke hans hellige Legeme have været flænget af Soldaternes Svøbeslag! Se paa den Pille derovre! Den er sort af Morderes og Oprøreres Blod. Se paa de raa, barbariske Mennesker, der i Travlhed omringer deres Offer. Se dem rive hans Klæder af og binde Hænderne paa ham . . . trykke hans elskelige Ansigt fast ind imod "Skampælen" og binde ham med Reb, saa at han ikke kan røre sig ud af Pletten.

Se, Hudstrygningen varer et fuldt Kvarter. Svøberne skærer dybere og dybere ned i de Saar, der allerede er fremkommet, og trænger igennem næsten til Marv og Ben, indtil hele hans Ryg ser ud som et eneste vældigt Saar. En Purpurkaabe kastes derefter over den forpinte og lidende Mands Ryg og nogle Kviste af en Busk med lange Torne bøjes sammen til en Krans og trykkes ned om hans Pande.

Fra "Golgathas Kors".

FJERDE KAPITEL

Mesteren set fra en ny Side.

Først viste han, hvilken Nedværdigelse det var for Kristus (1) at blive Menneske. Jeg saa noget helt nyt i dette, at Kristus udtømte sig selv, forlod sin Herlighed og traadte ind i vor Verden, vor syndefulde Verden. Hvad maa det ikke have kostet ham at leve i Syndens Atmosfære! Intet Under, at han ofte smuttede bort fra de Steder, hvor Mennesker holder til, bort fra Syndens trykkende og kvælende Atmosfære og op paa Bjergene for at faa et Pust af Himlens friske Luft. Hvor Hyde kunde beskrive Syndens Omgivelser og den hellige, som levede midt i dem! Jeg følte, at allerede det, at Gud blev Menneske var et uendeligt Offer, selv om Døden paa Golgatha aldrig havde fundet Sted.

Saa standsede han og sagde: "Og han tog denne Plads - blev Menneske - for min Skyld." Jeg saa nu Kristi stedfortrædende Lidelser i et nyt Lys. Lidt efter begyndte han igen: (2) "Kristus blev Slave for min Skyld. Han vaskede Disciplenes Fødder. Det var Slavearbejde. Han bøjede sig ned og blev Slave for min Skyld." Saa beskrev han en Slaves Liv og viste, hvorledes Kristus i enhver Betydning af Ordet frivilligt var blevet Slave - ikke som en Slave, nej! han var virkelig blevet Træl, Slave; han, som var Kongers Konge og havde modtaget Himlenes Hærskarers Tilbedelse, var blevet en virkelig Slave paa ]ord. "Og altsammen," sagde Hyde, "for min Skyld."

I nogen Tid græd han. Vi græd begge, jeg ved Tanken om Kristi Lidelser og min Troløshed imod ham, men Hyde tænkte paa det, som han nu vilde til at sige. Hans Ord gennemrystede mig i den Grad, at jeg knapt nok ved, hvordan jeg skal gentage dem, saa at de ikke bliver misforstaaet. Hyde blev ved med at tale og græde. "]eg saa mere, jeg saa, hvordan Jesus blev en Hund, en Pariahund for min Skyld." Er det Bespottelse at bruge disse Ord? (3) Jesus blev en Hund for min Skyld. Hyde sagde, at han havde tænkt paa den kanaanitiske Kvinde og paa, at Jesus havde brugt de foragtelige Ord "Hund" om hende og Hedningerne. Da havde Aanden henvendt hans Opmærksomhed paa den Sandhed, at Jesus var død for disse Hedninger, for disse Hunde, og saa maatte Jesus have taget Hundens Plads. "Først," sagde han, "var dette ikke til at tænke paa, saa frygteligt var det. Men naar jeg tænkte over hans Liv, maatte jeg komme til den Slutning, at Kristi Liv mere lignede Hundens Liv end nogetsomhelst andet, og nu skal jeg sige Dem, hvad det er, jeg har foretaget mig. Jeg har tilbedt ham og lovprist ham for dette." Han forklarede at det maatte være denne Sandhed, som Kristus har villet indskærpe ved denne sin Undergerning. Kristus vilde aldrig have brugt Ordet "Hund" om et Menneske, uden at have et stort Formaal i Sigte. Han vilde have Mennesker til at forstaa, at han var steget endnu dybere ned og havde stillet sig endnu lavere ned Menneskene for at kunne løfte dem op.

Saa paaviste Hyde Ligheden mellem Kristi Liv og det Liv, Østens Pariahunde lever.

A. Kristus havde "ikke det, hvortil han kunde hælde sit Hoved." Saadan lever Østens Hunde. De har ikke det Sted, som de kan kalde Hjem, og Kristus var hjemløs. "At tænke sig, at Kristus led alt dette for mig," sagde Hyde.

B. Østens Hunde faar stadig Spark og Slag af Mennesker, og saadan behandlede Mennesker vor kære Frelser. Han blev drevet bort fra Mennesker, fik ofte meget grov Behandling, grusomme Ord, Haan og Slag, og blev tilsidst dræbt paa en grusom Maade. Mon jeg nogensinde kan glemme Hydes Ømhed, mens han talte om Kristi Lidelser?

]eg erindrer intet om Middagsmad den Aften. Jeg har Indtryk af, at vi begge to sad paa den Seng i Timevis og talte om Kristus. Jeg skal aldrig glemme det og aldrig glemme det Syn, jeg fik af Kristi Kærlighed, som bøjede sig dybere og dybere og led mere og mere, altsammen for min Skyld.

Kunde vi dog bare tilbringe nogen Tid alene med Kristus! Hvilke Syner vilde vi ikke faa, hvor skulde vi ikke kunne tale om ham til andre, saa at de ogsaa saa ham. Vore timelige Sager vilde ikke tage vor Opmærksomhed fangen, og denne Verdens Tiltrækningskraft vilde miste sin Magt over os. Vi trænger til rolige Stunder med ham og til at tage os Tid til at være sammen med ham for at se ham Ansigt til Ansigt.