John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velformede Ting, som du ikke veed. Jes. 33, 3.

Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet, men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham. — Ap. G. 12, 15.

Da siger jeg eder, om han end Ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. Luk. 11, 8.

Naar man skal sammenfatte Millers Tjeneste i faa Ord, maa man forstaa hans store Hemmelighed. Et saadant Liv og et saadant Arbejde er fremfor alt Resultatet af en bestemt Vane: dagligt og hyppigt Samvær med Gud. Først forvissede han sig om, at han var paa den Vej, hvor han skulde være. Saa fæstede han sine Tanker ved Forjættelsernes urokkelige Ord. Saa kom han frem med hver enkelt Bøn for Naadens Trone med en Frimodighed som den, der kommer i Kristi Navn og beraaber sig paa hans Trofasthed og Uforanderlighed, som gav Forjættelseme.

Han var en utrættelig Forbeder. Han blev aldrig mismodig, selv om Svaret lod vente paa sig. Dette ser man særlig tydeligt, hvor Talen er om de Mennesker, for hvis Omvendelse han bad.

Aaret før sin Død fortalte han mig om to Mennesker, for hvem han i over 60 Aar havde bedt, at de maatte blive forligte med Gud, men som endnu ikke, saavidt han vidste, havde vendt sig til Gud. Og han tilføjede med Vægt: "Jeg har ikke mindste Tvivl om, at jeg skal møde dem begge i Himlen. Thi min himmelske Fader vilde ikke have lagt dem som en Byrde paa mit Hjerte i over tresindstyve Aar, hvis han ikke havde Fredstanker med dem.

Af "George Muller i Bristol".

FEMTE KAPITEL

Bønnens Byrde og dens visse Resultat.

Den forunderligste Uge i mit Liv tilbragte jeg i Murree sammen med Hyde og flere andre, der var besjælede af samme Aand.

Murree er en Bjergstation paa Vejen til Cashmere.

I Aaret 1907 havde flere Missionærer besluttet sig til at tilbringe tre eller fire Uger af den varme Tid paa dette Sted, og Aanden ledede dem til at hellige en Uge eller 10 Dage til at bie paa Herren i. Der var andre, som hørte om dette og sluttede sig til, og jeg fik Lov til at have den Glæde at være med. Naar jeg siger, at flere af Lederne (eller rettere Forbederne) fra Sialhotmødeme var der, forstaar man, hvilket Privilegium det var. Jeg havde den Glæde at dele Værelse med Hyde, og dette lille Værelse var en lille Himmel for mig. Mindet derom vil aldrig blive udslettet. Vi var Gæster hos Pastor og Fru Mac Cheyne Paterson, og alle de andre Gæster i det Hus var af det samme Sind, saa vi levede i et næsten fuldkomment Aandens Samfund. Hyde var fuld af Humor, som han havde fuldstændigt Herredømme over. De vemodige, lange Træk blev oplivede, naar han var sammen med dem, der delte hans Bønsliv, og hans Ansigt lyste af Glæde, en himmelsk Glæde.

Samtalen ved Bordet var i høj Grad opløftende. Hyde og andre ledte os "til grønne Græsgange", og nogle af os, der kun var ved at begynde at forstaa dette Liv, levede højt paa de Tanker, der kom fra disse kære Guds Mænds Læber. Men Hydes Plads stod ofte tom. Vi vidste, hvor han var, ingen glædede sig mere end han over Samvær med Mennesker; men Jesus var Nummer eet. Han var bange for, at de helliges Samfund skulde komme ind imellem ham og Frelseren.

Han laa altid paa Knæ i en svær Overfrakke, naar jeg gik til Sengs, og han var paa sine Knæ længe, førend jeg var oppe om Morgenen, skønt jeg stod op ved Daggry. Han plejede ogsaa at tænde Lampen flere Gange i Nattens Løb for at mætte sin Sjæl med et eller andet Skriftord og derefter have en lille Samtale med Mesteren. Sommetider blev han paa sine Knæ hele Dagen. Til andre Tider gik han med os til Gudstjenesterne og tilbragte Tiden i Bøn i Sakristiet, der stødte op til Kirken.

Gudstjenesterne var fulde af Kraft. Det var som om hvert Ord naaede Menneskers Hjerter. Det var ikke Kraften i Forkyndelsen, men Bønnens Kraft, som gjorde det hele. Hvor var det let at tale! Det var en Atmosfære af Bøn. ]eg plejede at være sammen med ham og nogle faa andre i Sakristiet, til Gudstjenesten begyndte, og saa tilbage til Sakristiet for at bede, saa snart Gudstjenesten var forbi.

En Dag var der faldet en Byrde paa Hydes Sjæl. Han maatte bede for Byens Europæere. I to eller tre Døgn gik han overhovedet ikke i Seng; han gik heller ikke ned til Maaltiderne, og den Mad, der blev sendt op til hans Værelse, kom gerne urørt ned igen. Hvor ofte kom han ikke og knælede ved min Seng for at jeg kunde prøve at hjælpe ham med at bære Byrden! Lørdag Nat var han i stor Nød; Mac Cheyne Paterson og jeg blev hos ham, og hvor han dog tryglede og bad for Byens Europæere. Det gav mig et Indblik i en virkelig Bønnens Kamp. Det var, som om han sagde ligesom tilforn Jakob: "Jeg slipper dig ikke," og dog var der i hans haardnakkede Udholdenhed tillige en dybt ydmyg og kærligt bønfaldende Tone.

Klokken to om Natten bankede det paa Døren. Mac Cheyne Paterson hviskede sagte til mig: "Det er vist min Hustru, der minder mig om, at vi burde gaa i Seng;" men det var det ikke. Det var et Brev fra en Dame, der boede paa det største Hotel i Byen, og som bad os holde en Gudstjeneste for Europæere i Hotellets Dagligstue. Hyde sprang op og sagde: "Det er Svaret paa mine Bønner. Nu veed jeg, at Herren har hørt mig!" Den Tjener, som skulde gaa med Brevet, var først gaaet en Milsvej eller saa i den gale Retning, havde maattet vende tilbage og havde haft store Vanskeligheder ved at faa nogen til at vise sig Vej til os, Nat som det var. Derfor kom han først Kl. 2. Det var blevet sagt ham, at Ærindet havde Hast, og at han absolut maatte have Svar med tilbage. Hydes Ansigt lyste af Fred og Glæde, og han næsten befalede os at efterkomme Opfordringen og træffe Foranstaltninger til at lade Gudstjenesten afholde. Og det gjorde vi. Det blev ikke nogen stor Forsamling, der mødtes paa Hotellet, og Gudstjenesten saa ikke vellykket ud, set fra et menneskeligt Synspunkt, og dog er jeg fuldstændig overbevist om, at Herren her bragte sine Planer til Udførelse, og at dette var Svaret paa hans kære Tjeners Bønner.

Hyde blev naturligvis paa sit Værelse for at bede eller rettere for at takke, thi han var overstrømmende glad, og blev slet ikke skuffet, da vi fortalte ham, at der ikke havde været mange af Hotellets Gæster til Stede ved Gudstjenesten. Han sagde, at det stod altsammen i Herrens Haand, og at han nok vidste, hvordan han skulde føre sit Arbejde igennem.

Der var i det mindste een af dem, som havde været til Gudstjenesten, der kom igen til Aftengudstjeneste i den skotske Kirke, og Hyde var til Stede den Aften med et saadant Udtryk af himmelsk Glæde i sit Ansigt, at det virkede smittende.

Det var et Privilegium at være sammen med ham den Uge. Hvor jeg dog lærte meget! Han havde altid Bibelen i Haanden, og endogsaa mens vi drak vor Morgenthe, kvægede han mig med Manna fra Ordet. Naar han knælede ned for at bede, laa den kære gamle Bog opslaaet foran ham, og hans Hænder hvilede paa den. Ansigt til Ansigt med Herren og paa Foriættelsernes Grund! Han havde altid en vederkvægende Drik at række mig fra Ordets Kilde, og han førte mig altid lige ind til Gud, naar vi bad sammen. Hvordan kan det være, at der er saa faa, der til Stadighed lever i hans umiddelbare Nærhed? Hvorfor overgiver vi os ikke til Herren og lader vort Liv være helliget til Bøn og Samfund med ham? Da kunde vi lede andre til at leve et højere Liv.

Fra Murree rejste vi allæammen til Sialkotmøde, og det var vistnok et af de forunderligste Møder, der nogensinde er blevet holdt. Hyde holdt nogle af Morgenbibeltimerne og var til Hjælp for mange.