John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Idet I under al Paakaldelse og Bøn beder til enhver Tid i Aanden og er aarvaagne dertil i al Vedholdenhed og Ben for alle de hellige. Ef. 6, 18.

Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse. Fil. 4, 6.

Beder uafladelig! : 1 Thes. 5, 17.

Bøn er for det aandelige Liv, hvad Luften er for det legemlige. Gør dig til Regel aldrig at se Menneskers Ansigter, førend du har set Guds. Hver Dag er et nyt Liv. Pas paa at faa det begyndt godt. Djævelen kan blive saa fuldstændig slaaet af Marken om Morgenen, at hans Angreb bliver svage Resten af Dagen. Evnen til at bede bør ogsaa opøves i den Grad, at vi vænner os til at forbinde alt, hvad vi foretager os, med Bøn.

Vore Begæringer behøver ikke altid at formes i Ord. Bøn som Sjælens stille Aandedræt burde altid stige op tå Gud, hvad enten vi er alene eller midt i den travle Hob, blot som en tavs Sjælens Henvendelse til ham.

Vi bør ende hver Dag, som vi begyndte den, paa vore Knæ. Før du lægger dig til Hvile, kast da et Blik tilbage over Dagen og bed om Tilgivelse for, hvad du har gjort galt . . . Vær en Bønnens Mand! Vær en Bønnens Kvinde! Ingen, som forsømmer denne Pligt, kan naa vidt frem i Gudsfrygt eller udrette noget i Guds Rige. Enhver, som ønsker at vinde store Sejre for Gud ude i Livet, maa først vinde Sejr i sit eget Lønkammer.

Thomas Cook.

SJETTE KAPITEL

Forbønnen - en bestandig Tjeneste.

Der er ingen Tvivl om, at Sialkotmøderne i sin Tid var - om de er det nu, faar staa hen - nogle af de mest forunderlige Sammenkomster for Guds Børn, som nogensinde har fundet Sted. Hyde havde en stor Andel i, at de formede sig, som de gjorde. Han vidste det ikke ; men den Luft, han bragfe med sig, gennemtrængte saa at sige hele Stedet. Man følte, at der kom noget andet over en, naar man traadte ind paa Mødestedets Grund, - det var Bønnens Aand, og naar vi traadte ind i Bedeværelset, indsaa vi, hvori denne Luftforandring bestod.

Maaske jeg burde forklare, hvad dette Bedeværelse i Virkeligheden er for noget. Hyde og nogle faa andre havde indset Nødvendigheden af, at Møderne blev forberedt, og han følte, at det var hans Arbejde at bie paa Gud og bede for Mødedeltagerne.

Der er Mænd i Punjab, som er særlig udrustede af Aanden til at ordne saadanne Møder. Dr. Gordon, hvem det i gamle Dage paahvilede at organisere Arbejdet i alle dets Grene, blev i den Grad ledet og hjulpet af Aanden, at alt gik som et Urværk. At sørge for 2000 Menneskers Forplejning er slet ikke saa lige en Sag ; men det hele var saa glimrende ordnet, at Dr. Gordon og alle hans frivillige Hjælpere, heri indbefattet de kvindelige Missionærer, som havde Tilsyn med Intendanturen, kunde deltage i alle Møderne. Jeg husker, at Dr. Gordon sagde til mig, at han i Virkeligheden ikke havde andet at bestille end at være med til Møderne og glaede sig over dem.

Han tilbragte meget af sin Tid i Bedeværelset. En Dag tog han mig med til sit lille Telt, hvor han viste mig sine Regnskabsbøger, der stod opført i den sirligste Orden. Forrige Aars Regnskab havde stemt paa en Øre, og alt Arbejdet var gaaet uden Jageri eller Fortrædeheheder. Hvorfor omtaler jeg dette, mens jeg skriver om vor kære "Bede-Hyde?" Fordi Bønnen har saa meget at gøre med det. Hyde og hans Medarbejdere var i et Værelse paa Mødets Grund og bad, medens Dr. Gordon og hans Medarbejdere færdedes paa Mødets Grund i fuldt Arbejde med at sætte Telte i Snesevis op, sørge for Køkkentilbehør, Vandforsyning og de Hundreder af andre Smaating som er nødvendige. Hyde følte Nødvendigheden af at forberede Forkyndelsen, Teltene, Maden og Sovesalene, og fik andre til at føle den ogsaa; og naar andre mødte paa Pladsen for at ordne de ydre Fornødenheder, var han paa Pladsen for at træde ind i Bedeværelset. To eller tre Dage og Nætter i Træk laa Hyde og et Par andre paa deres Ansigter i Bøn, Paakaldelse og Taksigelse og anraabte Gud om en Velsignelse.

Er Solteltet blevet rejst? Hyde og hans Ledsagere gaar straks ind i det for at indvie det til Gud og gøre denne Plet til et rigtigt Bethel, hvor Gud kan mødes med sit Folk.

Er Spiseteltet kommet paa Plads? Forbederne maa være der straks, saa at Guds Aand kan bruge Maaltiderne til at bringe Velsignelse over sit Folk.

Sommetider ødelægge Virkningen af Ordet fra Mødeteltet ved Samtalen i spiseteltet. Men i Sialkot hørte vi aldrig Sladder ved Maltidetne. Mænd og Kvinder dannede Grupper - Indere og Eropæere mellem hverandre - som sad ved Borde eller i Smaa klynger paa Gulvet og spise deres Mad medens de glædede sig over Samfundet i Herren. Var en eller anden i sjælenød, så kunde det hænde, at en Broder eller Søster sagde :"Lad os gaa hen og faa lidt Mad, saa kan vi tale sammen om denne store Sag." Og mens de spiste, opdagedede de, at Jesus var hos dem. Maaltidet blev helliggiort ved hans Nærværelse, og alt viste sig i et nyt Lys. - Der er en, som har fundet Frelseren. Vi maa prise Herren,: og et Øjeblik efter lyder Sang. Hele Stedet er opfyldt af Lovprisning. Damerne, som øser op, de opvartende Kristne og de, de spiser, alle forener sig i Lovsang til Gud. Punjabs Folk kan synge, og Missionærerne kan ogsaa synge. I dette Spisetelt har jeg hørt "Frelst gennem Faren" blive sunget saaledes, at jeg aldrig glemmer det; jeg længtes efter at gaa over i Herligheden straks og begynde dette nye Herliggedsliv. Maden maatte Skøtte sig selv og blev kold, førend vi kunde spise den; men vore Hjerter var blevet varmede af hans Kærligheds Ild, som brændte derinde.

Havde Hydes Bøn noget at gøre med dette? Jeg ved det ikke ; men saa meget ved jeg, at det var det, som han og hans Medarbejdere bad om.

Paa Mødets første Dag og ofte Aftenen i Forvejen blev der aabnet to Bedeværelser, det ene for Mænd, det andet for Kvinder, og her blev der bedt og takket uafladeligt indtil to eller tre Dage efter Mødet. Straks, efter at Sæden er saaet, kommer Fuglene og æder den op. Mac Cheyne Paterson siger altid: "Umiddelbart efter, at en Gudstjeneste eller et Møde er forbi, da er Øjeblikket kommet for alvorlig og maalbevidst Bøn." Hyde indsaa Sandheden heri, og naar andre blev tilbage paa Stedet efter at Mødet var forbi, for at tage Telte ned osv., saa blev Bedeværelsets Folk tilbage for at bede om, at Mødet maatte faa varig Eftervirkning.

Hvis der blev bedt mere hos os paa selve Stedet for Møderne, førend disse begyndte, saa under selve Møderne og efter, at de var forbi, hvor ganske anderledes vilde den aandelige Luft da ikke være!

Om vi blot indsaa, at der trænges lige saa meget til, at Hjerterne bliver forberedt som til, at der bliver sørget for Deltagernes Bekvemmeligheder! Om vi blot følte dette som en bydende Nødvendighed, og om nogle vilde tage denne Byrde paa sig, som Hyde gjorde, hvor vilde der dog ikke komme Velsignelse derigennem! Kan vi dog ikke lære det? Hyde ønskede, at dette maatte blive indført ved Keswickmøderne. I Evan Hopkins Dage plejede Keswickmødets Talere at blive indbudt til dennes Hjem for at være der et Par Dage en Maanedstid før Keswickmødet. Hyde og jeg havde den Glæde at være iblandt dem i 1911; men jeg har aldrig hørt om, at nogen Kreds af Forbedere har sat hverandre Stævne i Keswick hverken før eller efter Mødet.

Hyde bad om dette og længtes efter at se det Keswickværelse, som jeg tror hedder Komiteværelset, omdannet til Bedeværelse. Saa vidt jeg ved, mødes Talerne der til Bøn nogle faa Minutter, før de gaar op paa Platformen for at tale; men var det ikke muligt at faa det indrettet saaledes, at da der uden Ophør blev holdt Bøn og Forbøn i dette Værelse? Der er forbedere, som kunde tage dette Arbejde op, hvorfor saa ikke gøre det?