John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Og da han var kommet ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive denne?" Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud uden ved Bøn og Fast". Mark. 9, 28-29.

Ved at gøre sin Faders Vilje med Hensyn til een enkelt Sjæl var han blevet forfrisket og styrket. Og saa søger han at opøve sine Disciple i den samme Levevis ved at meddele dem Hemmeligheden ved hans Kraft. Der er en vekselvirkning mellem aandelig Kraft og Arbejde, som viser sig i, at jo mere man giver ud, des større Styrke iføres man, naar Maalet for ens Anstrengelser er med i Guds Plan.

Kristi Evangelium er Handlingen: Evangelium. Deri opmuntrer han os til Handling og har selv afgivet Forbilledet. Arbejde er i Virkeligheden Livets bærende Kraft. Det er Livet i Gud og Menneskesjæles Tjeneste, der alene gør Tjeneren stærk i taalmodig Udholdenhed og Erkendelse.

Man trænger ikke til Kraft for at man skal kunne udføre hvert enkelt Arbejde, men som Følge af, at man udfører det. I det samme Hus, hvor hans Disciple færdes i virksom Lydighed, spirer de ogsaa af den skjulte Manna.

]. Stuart Holden.

Gud være lavet, fordi han nu i nogle Aar har givet mig den faste Overbevisning, at det er umuligt for noget Fornuftvæsen at leve i sand Lykke uden fuldt ud at være overgivet til ham.

O min Broder, jag efter personlig Hellighed! Il mod det velsignede Maal! Lev saa meget i Faste og Bøn, som dit Helbred tillader dig, og lev et højere Liv end de almindelige Gennemsnitskristne.

Din hengivne døende Broder

David Brainard.

SYVENDE KAPITEL

Indenfor Forhænget.

Lad os kære et Blik paa Hyde i Badeværebet f. Eks. ved Sialkotmødet. Bedeværelset er i den skotske Kirke. Nogle af Stolene er flyttet & Side, og et Tæppe er lagt i Stedet. Til Tider er der Hundreder af Mennesker, til andre Tider kun to eller tre. Paa Gulvet ligger Bede-Hyde paa sit Ansigt. Det er hans Yndlingstilling, naar han beder. Hør! han beder. Een Bøn kommer over hans Læber. Saa venter han. Lidt efter gentager han den, og saa venter han igen. Dette sker mange Gange, indtil vi allesammen føler, at den Bøn har gennemtrængt hver Fiber i os, og vi er forvissede om, at Gud har hørt den og uden Tvivl vil svare. Hvor godt husker jeg ham ikke bede om, at Gud vilde "lade vor Mund vidt op, for at han kunde fylde den." (Ps. 81, 10). Jeg tror, han gentog Ordet: vidt, Snese af Gange med lange Pauser imellem. "Vidt, Herre!" "Vidt!" "luk vidt op!" "vidt!" Hvilken Virkning gjorde det ikke at høre ham tiltale Gud: "O Fader! Fader!"

Endogsaa førend han bad om noget, følte jeg, at Faderen vidste, hvad han vilde bede om.

Naar han er færdig, er maaske en fem-seks Mennesker opløst i Graad. Hyde gaar hen til en af dem, og andre af de tilstedeværende gaar hen til de andre. Hyde lægger Armen om Halsen paa den, han vil tage sig af. Han taler kun lidt ; men hans slidte Bibel bliver brugt, og inden der er gaaet lang Tid, rejser han sig med et Smil og Manden med ham, og han begynder at synge. Han er saa fuld af Glæde, at han ikke kan holde sig stille. Han klapper i Hænderne, og hans Fødder begynder at bevæge sig. Se, han begynder at danse af Glæde, og andre slutter sig til, saa at hele Stedet genlyder af Lovprisning.

Sommetider trænger han til at være alene, og jeg har hørt om, at han undertiden gik op i Klokketaarnet. Deroppe i Mørket, højt ovenover de andre, udøser han sin Sjæl for Gud. Mennesker hører Ekkoet af hans Stemme og forstaar, at han ikke maa forstyrres, thi han kæmper med Gud.

Men hvordan gik det nu med hans Maaltider og hans Seng?

Mødet varede dengang i ti Dage, og Hydes Tjener, en Dreng paa seksten Aar, som han havde optaget i sit Hjem og holdt meget af, havde bragt hans Sengetøj med og havde omhyggeligt redt hans Seng; men den blev overhovedet ikke benyttet under Mødet. Mere end een Gang saa jeg ham gaa til Side, naar Bedeværelset var fuldt, og kaste sig ned paa Gulvet i en Krog for at sove ; men hvis Værelset begyndte at blive tomt, og Bønnen truede med at gaa i Staa, var det, som om han paa en eller anden Maade vidste det ; saa rejste han sig straks og tog sin Plads blandt de andre. Gik han med til Maaltiderne? Jeg tror kun, det var een eller to Gange, at vi saa ham ved Bordet. Sommetider bragte hans Tjener eller Fejemanden, Gulla, eller en af hans Venner ham en Tallerken Ris i Karry ell. lign., og hvis det var i et belejligt Øjeblik, plejede han at gaa hen i en Krog af Bedeværelset og spise det. Hans Tjener græd ofte, fordi han ikke vilde spise ordentligt og ikke gaa i Seng og sove. Hyde var ikke ene om det. Der var andre Misionærer og indiske Medarbejdere, som gjorde det samme; men det var Hydes Aand og Eksempel, som til at begynde med havde ført dem ind paa dette Liv i Bøn. Hvor ofte sagde Hyde ikke til mig, at han var bange for at følge Menneskets Eksempel, og at han gruede for, at nogen skulde prøve paa at følge hans Eksempel eller Mac Cheyne Patersons Eksempel, og derfor vi jeg slutte dette Kapitel med at bede Læserne om nok at følge Hyde i hans Bønsliv og i hans Aand, men ikke nødvendigvis i den Form, han brugte. Der er Tusinder af Guds Børn, som ikke kan tilbringe Uger i Bøn og Faste som han; de er legemligt uskikkede dertil ; men enhver kan leve saaledes i Bøn, at den er ham lige saa selvfølgelig og uundværlig som selve Aandedrættet. Det er vor Pligt, og vi maa paa dette Punkt, saavel som paa ethvert andet, være i Samklang med Guds Vilje. Hyde saa, at det var et Krav, Gud stillede til ham.

Vi føler alle, at vi trænger til mere Bøn og til at være mere udholdende i Bøn og Forbøn, hvadenten vi nu tilbringer en Nat eller en Maaned paa vore Knæ. Idet jeg selv er klar over min egen Trang, spørger jeg mine Medarbejdere, Indere som Europæere, skal vi ikke give mere af vor Tid til Bøn? Kunde vi ikke af og til have en særlig Bede- og Fastedag? Lad os gaa til Herren og afgøre Sagen med ham. Lad os være villige til at opofre vor egen Bekvemmelighed, for at vi kan faa mere Tid til Bøn!