John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Og da de havde bedet, rystedes Stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldte med den Helligaand, og de talte Guds Ord med Frimodighed.
Ap. G. 4, 31.

Men vi vil holde troligt ud i Bønnen og Ordets Tjeneste.
Ap. G. 6, 4.

Jeg er Døren, dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses, og han skal gaa ind og ud og finde Føde.
Joh. 10, 9.

Det er alene det skjulte Bønnens Liv, som forbereder os og gør os skikkede til Tjenesten. Og hver for sig - baade Arbejde og Bøn - er lige nødvendige for at kunne forherlige Gud. Thi medens Arbejde uden Bøn er ren og skær Indbildskhed, saa er Bøn uden Arbejde blot Fanatisme. Naar vi ret har forstaaet, hvor uundværlig denne Forberedelse er, maa vi nødvendigvis lægge forøget Vægt paa Hengivelsen til Bøn. I Bønnen bliver vore Bevæggrunde prøvet, vore Idealer belyst, vore Planer bedømt ag Værdierne indbyrdes Forhold klaret. Tjenergerningen, som er et Udtryk for og et Resultat af det Liv, der saaledes leves for Guds Ansigt, kan være af uendelig forskellig Art; men den er altid et Middel til at bringe hans Ord til andre. Det er dette, Verden hungrer efter, og uden dette gaar den til Grunde.

]. Stuart Holden.

OTTENDE KAPITEL

Et levende Budskab.

I sidste Kapitel skrev jeg om Hyde ved Møderne og lovede at meddele et Par andre Træk, som jeg havde oplevet ved samme Lejlighed. Han følte, at hans Plads var i Bedeværelset; men engang imellem maatte han op paa Talerstolen, og det Budskab, han havde at bringe, blev da altid fremført med en vældig Kraft, som venteligt var, naar han kom lige fra Bedeværelset. En af hans bibeltimer havde en uforglemmelig Virkning paa Forsamlingen, en Virkning, som sporedes hele Mødet igennem. Han talte Urdu, og de, som kan Urdu, siger, at han talte Sproget godt, maaske lidt højtravende, fordi han brugte Bogsproget mere end Talesproget. Jeg kunde ikke følge ham, da mit Kendskab til Urdu er meget tyndt, saa derfor havde jeg Lejlighed til at iagttage ham og Forsamlingen. Jeg saa meget snart, at det var et alvorligt Budskab, han bragte, thi der var en næsten trykkende Alvor over Foxsamlingen. Han talte stille, dog saaledes, at alle kunde høre ham, og jeg følte, at hans Liv var i det, han sagde. Han sagde engang til mig, at man maatte give sig selv, hvis man vilde tjene Gud og hjælpe Mennesker, og at det ikke var nok at give sin Tid og sine Evner ; man maatte give sit Liv. Det gjaldt baade Bønnen og Forkyndelsen. Ak! hvor der dog er faa iblandt os, der giver deres Liv! Naar vi tror, at vort Liv er truet, føler vi, at det er paa Tiden, at vi trækker os tilbage. Hvor ofte har vi ikke hørt dette: "Du arbejder dig selv til Døde, hvis du bliver saadan ved! Tag det dog med Ro!" Men Hyde plejede at sige: "Giv dit Liv hen for Gud og Mennesker!" Lad den Energi og den Livskraft, der er i dig, blive brugt i Menneskers Tjeneste. Hvem har Ret? Hyde eller det moderne Menneske? Hyde gav sig selv hen, naar han prædikede og bad. Den Morgen i Sialkot gjorde han det, og Mennesker følte Kraften deraf. Jeg hørte, at umiddelbart efter Bibeltimen blev Komitéen kaldt sammen for at overveje Guds Kald til dem og for at bede om, at dette Budskab maatte faa Indflydelse paa Mennesker. Ved Frokosten kunde man se Folk samle sig i Grupper for at spørge hverandre, hvad man skulde gøre, og jeg ved, at mange søgte bort i Ensomhed for at lade Helligaanden holde Dom over deres Liv og føre det over i et nyt Spor.

Ved et af Møderne talte han til Europæerne, for Størstedelen Missionærer. Han talte om Korset. Jeg tror, Aanden brugte ham til at vise os allesammen Korset i et helt nyt Lys. Det var en af de mest opløftende Prædikener, jeg nogensinde har hørt. Han begyndte med at sige, at fra hvad Side vi end saa paa Kristus paa Korset, ser vi Saar, ser vi Tegn paa Lidelse. Fra oven ser vi Mærkerne af Tornekronen, bagfra Strimerne af Svøbeslagene osv., og han kastede et saadant Lys over Korset, at vi glemte Hyde og alle andre. Den døende og dog levende Kristus havde vi for Øje. Skridt for Skridt viste han os derefter, at hos den korsfæstede Kristus er der Tilfredsstillelse for enhver Trang i os; og medens han dvælede ved Kristus som den, der er enhver Situation mægtig, følte jeg, at jeg havde nok for Tid og Evighed. Men det største for mig var den Maade, hvorpaa han understregede Kristi Sejersraab "Det er fuldbragt". Det blev udraabt paa et Tidspunkt, da alle omkring ham troede, at hans Liv var til Ende. Hans Disciple troede, at det var mislykkedes for ham at faa udrettet, hvad han havde villet, og hans Fjender mente, at nu var deres sidste farlige Fjende overvundet. Efter alt at dømme var Kampen nu forbi, og hans Liv havde faaet en tragisk Afslutning. Da lød Seiexsraabet: "Det er fuldbragtq. Et Sejersraab i den mørkeste Time. Derefter viste Hyde os, at, hvis vi er forenede med Kristus, kan vi ogsaa raabe Sejr, naar alt omkring os peger imod Fortvivlelse. Skønt vort Arbejde tilsyneladende kan være mislykket, og Fjenden have faaet Overtaget, og vore Venner dadler os, og vore Medarbejdere ynker os, saa kan vi alligevel indtage vort Stade med Kristus paa Korset og raabe: "Sejr, Sejr, Sejr!"

Fra den Dag af har jeg aldrig ladet Haabet fare i vort Arbejde. Naar jeg føler mig modløs, tror jeg at høre Hydes Stemme raabe: Sejr! Det fører mig straks i Aanden til Golgatha, og jeg hører min Frelser i sin Dødstime raabe: "Det er fuldbragt!" Som Hyde sagde, dette er virkelig Sejr: at kunne raabe med Sejrsklang i Stemmen, skønt alt omkring En henligger i det trykkende Mørke.

Jeg husker, at Hr. M. Waldegrave (Søn af afdøde Lord Radstock) var til Stede ved Bibeltimen, og at han sagde til mig, da han gik: "Jeg plejer ellers at gaa til mit Telt efter hvert Møde og skrive den Prædiken, jeg har hørt, til min Hustru, men det Budskab, Hyde nu bragte os, forekommer mig at være saa helligt og personligt, at jeg ikke tør prøve at skrive det ned."

Jeg havde en lang Samtale med Hyde bagefter om Korset og den Prædiken, han havde holdt, og han fortalte mig, at hans Tanker i et helt Aar havde været holdt fangne af Korset. "Jeg kan ikke tale om noget andet Emne nu," sagde han. Jeg hørte ham tale om Korset ved et andet Møde nogle Uger senere, og det var baaret af den samme Aandens Kraft.