John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Men da de havde bedet . . . havde de troendes Mængde eet Hjerte og een Sjæl . . . og der var stor Naade over dem alle.
Ap. G. 4. 31-33.

Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud.
1 Cor. 14, 33.

Kan vi ikke komme til at opleve noget af samme Art og efter samme Maalestok som Apostlene? Af samme Art, siger jeg, thi den egentlige Hemmelighed ved Forandringen i Apostlenes Karakter og Optræden laa ikke i deres Evne til at tale i Tunger eller til at gøre Mirakler, men i, at de havde Helligaanden.

Der findes en personlig Kraft - og denne Kraft er Helligaanden. Han kommer selv til vore Hjerter. Hans Gaver skifter med Tiderne; og sommetider giver han dem, somme tider holder han dem tilbage. Hans Ledelse er forskellig, alt eftersom Kirkens og Tidens Tarv kræver; men han selv forbliver den samme. "Jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelige."

Vi kan altsaa faa den samme Kraft som Apostlene Pinsedag og Dagene derefter. Vi er endnu under Aandens Førerskab. Guds Kraft blev ikke udtømt Pinsedag. Den ForjætteLse staar endnu fast: "Jeg vil udgyde min Aand over alt Kød".

Thomas Cook.

NIENDE KAPITEL

Fredens Vej. Kirkelige Uoverensstemmelser overvundne ved Aandens Kraft.

Ved det første Sialkotmøde, jeg deltog i, gjorde den onde et fortvivlet Forsøg paa at ødelægge hele Arbejdet. Ved det foregaaende Møde var der blevet aflagt nogle frygtelige Bekendelser baade af Missionærer og af indiske Arbejdere, og ved det Møde, jeg overværede, kom der Synder for Lyset, som rystede alle de tilstedeværende. Nogle faa Mødedeltagere følte sig overordentlig stødt og vilde have Komiteen til at tage Spørgsmaalet under Overvejelse og bestemme, at der enten slet ikke skulde være nogen offentlig Bekendelse, eller at Mænd og Kvinder skulde holdes adskilt saaledes, at Mænd aflagde Bekendelse ved Mandsmøder og Kvinder ved Kvindemøder. De ønskede at mødes med Komiteen for at diskutere hele Sagen, men Komiteens Svar var: "Lad os mødes for at bede sammen om Sagen." Det vilde disse Mænd ikke. De sagde, det var umuligt at bede, førend Spørgsmaalet var afgjort, og da jeg var udenforstaaende, hørte jeg Bevisførelsen fra begge Sider. Jeg selv holdt ikke af at høre aaben Bekendelse angaaende umoralsk Levned, men jeg beklagede det Sind, der blev lagt for Dagen af nogle af de Mennesker, som var imod Bekendelser. Et ungt Menneske sagde, mens han slog i Bordet af Raseri: "Jeg skal smadre hele Mødet!" Jeg fik en Samtale med Hyde i al Stilhed. Han var Medlem af Komiteen og udviste et saa sagtmodigt og kærligt Sindelag og havde et saa sundt Syn paa det hele, at det gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Han sagde, at Komiteen havde aldrig opfordret til Bekendelser, men at det var Guds Aand, der drev Mennesker til at bekende. Han sagde, at hvis man gav Regler for Bekendelser og berammede særlige Møder dertil, saa tog man dermed ligesom Sagen ud af Helligaandens Haand, og paa en Maade sanktionerede man dermed de aabne Bekendelser. Jeg husker, hvor alvorligt han talte om, at umoralsk Levned var mere almindeligt blandt Kristne, end nogen drømte om, og at Helligaanden saa, at der maatte gribes ind med Kraft for at faa Mennesker til at se deres Synd. "Jeg er bange for," sagde Hyde, "at der er nogle, der føler sig ramt og er ængstelige for, at Helligaanden skal tvinge dem til at bekende." Med hvilken Ømhed talte han ikke om disse Mennesker, og hvor var han vis paa, at Herren i sin Time klart vilde aabenbare sin Vilje i Sagen! Det var en af Sialkotmødernes mørkeste Timer, og dog var Hydes Ansigt fuldt af Glæde, for han vidste, at Sejren var os vis.

Sejren kom. Oppositionens Mænd gik sammen til Bedeværelset i Haab om en Diskussion. Hyde var i Færd med at bede sammen med flere andre af Komiteen, og de bød disse Mænd et saa hjerteligt Velkommen til at bede med sig, at de gjorde det.

Efter nogen Tids Forløb talte Mac Cheyne Paterson og med saadan Kraft, at man lod Diskussionen falde. Han paaviste, at ingen af Komiteens Medlemmer nogensinde havde tilskyndet til offentlig Bekendelse. Alt, hvad Komitéen ønskede, var ubetinget Lydighed mod Helligaanden. Disse Mænd sagde, at de ogsaa ønskede, at alle skulde adlyde Aanden, og derefter var der en, som begyndte at prise Gud. Alle istemte Sangen, og Bedeværelset blev atter et Lovsangsværelse.

Da forstod ieg, hvor meget bedre det vilde være at ordne vore Mellemværender ved at mødes i Bøn og ved at lade Helligaanden faa sin Vilje med os. Siden har jeg mere end een Gang prøvet denne Vej. Naar der er opstaaet Diskussioner ved Komiteemøder eller Konferencer, naar Følelserne er blevet sat i Bevægelse, naar Mennesker er begyndt at blive ophidsede og at kæmpe for at sætte deres egne Meninger igennem, saa har den bedste Maade at tage alt dette paa været at holde sig stille i en Krog og bede om, at Helligaanden vilde komme og aabenbare sin Vilje og lede Menneskers Tanker ind i det rette Spor. Hvor forunderligt har han ikke ført os ud af Vildnisset og bragt Fred og Glæde tilbage til Sindene!

Saadan pleiede Hyde at tage Vanskelighederne, og saadan gjorde Herren. Skal vi ikke ogsaa gøre det? Hvad der end er i Vejen, saa lad os indtage den rette Stilling overfor Gud og derefter vente paa, at Helligaanden skal lede os til at gøre, hvad der er ret.