Gamle tekster

John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Og dette er det Budskab, som vi har hørt af ham og forkynder eder, at Gud er Lys og der er slet intet Mørke i ham . . . dersom vi vandrer i Lyset ligesom han er i Lyset, har vi Samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns Blod renser os fra al Synd. 1 ]oh. 1, 5-7.

Vi ved, at vi er gaaet over fra Døden til Livet, thi vi elsker Brødrene. 1 ]oh. 3, 14.

"Han var i vore Hjerte," bemærkede en af hans Venner i Indien, "vi ærede ham, vi elskede ham, vi takkede Gud for ham. Vi bad om, at han maatte blive længere hos os. Vi glædede os over det gode, han gjorde. Vi føler Savnet af ham smerteligt. Han var en af disse smaa, om hvem Kristus siger, at den, som modtager dem, modtager ham. Han kunde i Sandhed ikke give nogen Anledning til Foragt; men al den Værdighed,han tragtede efter, var at blive en tjener for dem, han arbejdede iblandt for Jesu Skyld."

"En fuldkommen Karakter, siger en af dem, som bar Dagens Byrde og Hede med ham i Indien, "har jeg aldrig mødt og venter heller ikke at møde mere paa jorden. I de faa Aar, vi arbejdede sammen i dette Land, havde jeg ikke mindre end seks Gange Lejlighed til at glæde mig over at være sammen med ham, og hver Gang voksede min Kærlighed og Ærbødighed for ham. Af H. Martyns Liv.


TIENDE KAPITEL

En Hviletid i Wales.

I December 1910 rejste jeg til Wales. Jeg traf Hyde i Oktober og vidste, at han havde i Sinde at tage Ferie i Begyndelsen af 1911. Jeg bad ham om at gøre en Afstikker for at besøge mig, naar han rejste igennem England, og han svarede, som han plejede, at han vilde besøge mig, hvis Herren aabnede Veien. ]eg gav ham min Adresse, men han tabte den. Dagen, før hans Skib skulde naa Liverpool, spurgte han en ombordværende C. M. S. Missionær, om han havde nogen Idee om, hvor i Wales jeg boede. Jeg kendte kun denne Missionær flygtigt og havde aldrig set hans Hustru ; men han sagde straks, at hans Kone havde min Adresse og gik ned og hentede den i hendes Kahyt. Den Dag i Dag har jeg ikke mindste Anelse om, hvorfra hun havde min Adresse. Skibet ankom til Liverpool Langfredag. Han tog over til Birkenhead for at naa Toget til mit Hjem ; men da han kom til Stationen, fik han at vide, at der kun gik eet Tog Langfredag, og at det var gaaet. Imidlertid var der en eller anden, som havde hørt hans Spørgsmaal og det Svar, han havde faaet. Vedkommende fortalte ham nu, at der gik et billigt "Søndagstog" lige til Stedet. Da han naaede Toget, blev der sagt, at han ikke maatte have nogen Bagage med, og han havde alle sine Ejendele i en stor amerikansk Kuffert. Han ventede et Øjeblik, og uden Tvivl bad han. Da kom Konduktøren hen til ham og sagde: "Gaa De bare hen og faa Dem en Plads, og lad mig sørge for Kufferten. Jeg skal tage den med i min Bagagevogn," og det gjorde han. Alle de Træk, jeg her har omtalt, var for ham klare Beviser paa, at han var i Guds Plan. Han levede saa nær ved Herren, at han var følsom for det allermindste Vink og det var, som vidste han det straks, naar Herren ikke var med ham. Fordi alt var under Herrens direkte Ledelse, blev det til Gode for hans Tjener.

Men ikke nok med det: Missionen havde ordnet en Møderejse for mig i Carnarvonshire netop i de Dage ; men i sidste Øjeblik blev Turen sagt af, fordi Folk havde for travlt med at berede en festlig Modtagelse for Prinsen af Wales i Carnarvon, til at der kunde tænkes paa Missionsmøder. Jeg fik saaledes en 14 Dages Hviletid i mit gamle Hjem, og jeg spekulerede paa, hvad der kunde ligge bagved dette. Jeg var glad for den rolige Tid ; men jeg følte, at der var andre Grunde.

Langfredag Morgen gik jeg rundt i den lille By, som jeg havde gjort, da jeg var Dreng, og jeg sagde til min Hustru, at jeg vilde være tilbage, inden en Time var gaaet. Da jeg kom tilbage, kom min Hustru farende til Døren og sagde: "Gæt, hvem der er kommet! Hvem af alle dine mange Venner vilde du helst se og være sammen med paa en Langfredag?" Jeg vilde ikke nævne nogen ; men jeg følte, at der forestod mig en Glæde, og jeg saa, at min Kones Henrykkelse var stor. Hun havde i Aarevis længtes efter at træffe sammen med Hyde. Saa sagde hun: "Gaa op i Soveværelset og se, hvem der staar deroppe og vasker sig!" Jeg skyndte mig ovenpaa, og der stod Hyde med et glædestraalende Ansigt. Det blev for mig Begyndelsen til et Par Maaneders Himmerig paa Jorden. Det var ikke vanskeligt for mig at overtale ham til at opslaa sin Bolig hos os i nogle Uger. En kær Doktor og hans Hustru, som boede i Nærheden, bad om at maatte være Værter for ham; og da jeg vidste, at han vilde faa det meget hyggeligere der end i det lille Hus, hvor vi boede, og at han trængte til en Læges Omsorg, lod vi dem med Glæde faa Lov til at have ham om Natten ; men de Bedste af sine Maaltider indtog han hos os. Min Hustru og han lod til at forstaa hinanden fra første Øjeblik, og ingen Broder og Søster i Herren har nogensinde elsket hinanden mere eller forstaaet hinanden bedre, end de gjorde. Hvilke Stunder tilbragte vi ikke rundt om det lille Bord, hvor vi spiste! Samfundet var saa herligt, Bordbønnen blev ofte til en lang Bøn, og Maden blev kold; men vore Hjerter blev varmet op, og hver Bid vi spiste var velsmagende og havde ligesom faaet forøget Krydderi. Hvilket Privilegium er det ikke at have et af Guds Børn, som lever i hans Nærhed, hos sig ved sit Bord! Vort Hus blev et Sted, hvor Herren holdt Gæstebud, og vi øste frit af hans Aands Kilde. Hvad vilde jeg ikke give for at faa en af de Dage tilbage! Læserne maa tilgive mig, at jeg dvæler saa længe ved dette; men jeg fik en saadan Velsignelse, at jeg aldrig kan glemme det.

Vi gik rundt og besøgte nogle af de gamle og kom bl. a. ogsaa til et kært gammelt Guds Barn, som var meget tunghør. Hyde var selv tunghør. Denne kære gamle Dame raabte til ham, at hun savnede Gudstjenesterne meget, "for jeg kan ikke høre noget, naar jeg gaar til dem," sagde hun, og til hendes Overraskelse svarede han: "Det bør De prise Gud for." Hun troede, at han havde hørt galt, og sagde igen: "Jeg kan ikke høre det, siger jeg Dem," men han svarede: "Det er netop derfor, De skulde prise Herren." Saa forklarede han hende, hvad han mente. Han sagde, at han sjældent kunde høre noget, naar han gik til Gudstjeneste; men det var en god Lejlighed til at bede. Der var saa stille, og alle Omgivelserne syntes at hjælpe ham til at bede og tilbede. Han sagde, at han saa paa Præsten og bad for ham, derefter paa de forskellige Mennesker og bad for dem, medens han saa paa dem, indtil han begyndte at prise Gud, fordi han var tunghør og dermed havde faaet en saa herlig Lejlighed til Bøn og Tilbedelse. Den gamle Dame lo hjerteligt og var helt med i, hvad han sagde. "Jeg tror, jeg skal prøve det ogsaa," sagde hun. To-tre Aar efter skrev hun til mig, at hun priste Gud for, hvad Hyde havde sagt, og at det havde bragt en forunderlig Forandring ind i hendes Liv. - Nu er hun gaaet hjem og de to har uden Tvivl fundet hinanden derovre paa den anden Side og priser Gud sammen for hele Vejen, han førte dem ad.

Hvilke Spadsereture havde vi ikke paa Bjergskraaningen! Vi plejede at sætte os sammen paa en af de Bænke, der var opstillet for Turister, og bede sammen eller at kaste os under et af de skyggefulde Træer og søge Samfund med Mesteren. Hvor man dog længes efter ham!

Det var paa en af disse Spadsereture, at han fortalte mig noget af sin Barndoms- og Ungdomshistorie. Han talte meget om sin Moder, om hvor alvorlig en Kristen hun havde været, og om den omhyggelige Opdragelse, hun havde givet ham. Han talte ofte om hendes Sang. Og atter og atter sagde han, at han aldrig havde hørt nogen synge som hun, og at hun var saadan en hellig Kvinde. Jeg følte dengang, at han ligefrem længtes efter at gaa hjem og møde hende der. Under sit Besøg hos mig talte han tit om Keswick, og han ønskede selv at blive Keswickugen over i England. Han vilde deltage i Mødet og have Mac Cheyne Paterson med, og mig vilde han ogsaa have med, saa vi kunde være tre og have et Bedeværelse i Keswick under Mødet og holde ved med Bøn Dag og Nat. Han og Mac Cheyne Paterson var syge, medens Mødet stod paa, og var ikke med. Herren gav mig Lov til at komme der ; men vi fik ikke Bedeværelset, skønt jeg forslog det. Jeg tænker ofte paa, hvad Resultatet vilde være blevet, hvis de var kommet med. Walker fra Tinnevelly var der og vilde ganske sikkert have sluttet sig til os. Lige til nu har Bedeværelset ikke fundet en Plads ved Keswickmøderne ; men der har været bedt saa meget for denne Sag, at det kan komme endnu, og saa vil Keswick blive noget saa nær Fuldkommenhed, som nogen hellig Forsamling kan blive det paa denne Side Paradiset.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media