John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Thi for os staar Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Aandemagter i det himmelske. Ef. 6, 12.

Thi om vi end vandrer i Kødet, saa strider vi dog ikke efter Kødet. Thi vore Stridsvaaben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse. 2 Cor. IO, 3-4.

Gud kan gøre Undere, hvis han kan finde et passende Redskab; Mennesker kan gøre Undere, hvis de kan faa Gud til at lede sig. Den fulde Aandens Gave, som kan vende op og ned paa Verden, er haardt tiltrængt i vore Dage. Mænd, som kan sætte Ting i mægtig Bevægelse for Gud, aandelige Revolutionsmænd, som kan forandre Forholdenes Udseende fuldstændigt, saadanne Mænd trænger Kirken til over hele Verden.

Gud trænger til udsøgte Redskaber, Mennesker, som har givet Afkald paa Selvet og paa Verden gennem en gennemgribende Korsfæstelse, gennem en Bankerot, der saa fuldstændigt har ruineret Selvet og Verden, at der ikke er noget Haab eller Ønske om Genrejsnjng; Mennesker, som paa Grund af denne Insolvens og Korsfæstelse har vendt deres hele Hjerte imod Gud. E. M. Bounds i "Kraft gennem Bøn".

ELLEVTE KAPITEL

Sejr over Mørkets Magter.

En af de Perioder i mit Samliv med Hyde, som for min Bevidsthed staar mærket med røde Bogstaver, var en Missionsuge, som afholdtes af Chapman og Alexander i en af det vestlige Englands Byer. Hyde boede hos os dengang. Vi havde netop ikke noget Arbejde for Missionen i de Dage, og da vi hørte, at Chapman og Alexander skulde holde en Række Vækkelsesmøder, foreslog jeg, at vi skulde være med en tre Dages Tid. Vi bestilte smaa Værelser i et roligt Hotel. Den første Eftermiddag havde vi to Guds Børn hos os, Mand og Kone, som havde faaet en stor Velsignelse under Vækkelsen 1904-5, og Samværet med Hyde blev nu til stor Velsignelse for dem. Hyde havde aldrig truffet Chapman før, men da de begge hørte til samme Kirkesamfund, vilde Hyde meget gerne mødes med ham. Vi naaede dertil Torsdag Nliddag, og det første Møde skulde være Kl. 2. Efter at have faaet lidt Mad gik vi af Sted til Mødet for at sikre os en god Plads, da vi ventede, at der vilde blive fyldt til Trængsel. For mig var det lidt af en Skuffelse, at Gaderne var forholdsvis tomme. Da vi havde Lokalet i Sigte, saa vi Chapman og hans Ledsagere komme og blev staaende for at vente paa dem. Hyde gik straks hen og præsenterede sig for Chapman. Maaske havde Chapman hørt ham omtale som Missionær, udsendt af hans egen Kirkeafdeling; men kun lidt anede han, hvilken Betydning denne Missionær skulde faa for hans Missionsuge og for hele Resten af hans Liv. Der var kun meget faa Mennesker i Lokalet, og Kl. 2 var der ikke mange flere.

Der var ikke noget særlig bemærkelsesværdigt ved Mødet; det var godt, og jeg var glad for det; men vi var alle saa skuffede over Forsamlingen, at vi følte os mere eller mindre nedtrykt. ]eg traf en af Præsterne og udtrykte min Skuffelse for ham ; men han sagde, at den Slags Missionsuger stod ikke videre højt i Kurs i Byen, og han var aabenbart meget veltilfreds. Om Aftenen var der en større Forsamling, men intet Røre. Vi glædede os udelt over Forkyndelsen, men var overraskede over Mangelen paa Varme og Modtagelighed hos Tilhørerne. Det var øjensynligt, at Chapman og hans Hjælpere ogsaa var skuffede. Hyde sagde meget lidt. Den Aften spiste vi sammen med en gammel Ven af mig, en Ældste i en af Menighederne, og han blev forbavset over at høre, at vi var kommet hele den lange Vej for at være med til en Missionsuge! Han havde hørt om den, men havde ikke været til Møde. Vi søgte at overtale ham til at interessere sig for Arbejdet, og han lovede at deltage, hvis han kunde.

Chapman foreslog, at Præsterne og Lederne skulde mødes den næste Dag for i Stilhed at tale og bede sammen og se, hvad der kunde gøres for at faa Mennesker til at komme. Hyde og jeg blev bedt om at være med, og ved dette Møde saa vi ret, hvor meget der trængtes til Bøn! De tilstedeværende Præster, og det var ikke faa, lod til at betragte Mødet som et lille Ekstranummer af underordnet Betydning. Chapman holdt en indtrængende Tale ; men de Bemærkninger, som nogle af Præsterne lod falde, afslørede en saa forbløffende Ligegyldighed, at Chapman med et bedrøvet Ansigt sagde, at, naar Lederne saa saaledes paa Missionsugen, havde han ikke mere at sige, men bad Forsamlingen have ham undskyldt, og dermed gik han ud.

Dette vakte de letsindige til Eftertanke, og de faa alvorlige Sjæle fik deres Planer sat igennem. Jeg saa, at Hydes Hoved sank dybere og dybere ned, og hans Ansigt fik det betyngede Udtryk, som det altid havde, naar Bønnens Byrde blev lagt paa ham. Han sagde ikke ret meget til nogen den Aften, og den næste Eftermiddag skulde vi rejse, da vi begge skulde prædike om Søndagen. Men han kom til mig og bad mig sikre ham hans Værelse for næste Uge, da han vilde komme tilbage om Mandagen. "Jeg kan ikke rejse fra en Broder og lade ham om at bære denne Byrde alene," sagde han. Jeg bestilte Værelset. Han talte med Kraft ved to eller tre Gudstjenester om Søndagen og vendte tilbage med et tidligt Tog Mandag Morgen. Da jeg kendte hans Helbredstilstand og var bange for, at Byrden skulde blive ham for tung, skrev jeg - uden at Hyde vidste det - et Par Ord til Dr. Chapman og bad ham, hvis det var muligt, at skaffe en, som kunde staa sammen med Hyde og hjælpe ham i hans Arbejde med Forbønnen. Chapman skaffede med største Beredvillighed en fortræffelig og forstaaende Hjælper, en Hr. Davis, og da de to var beslægtede Aander, blev de meget gode Venner.

Hvad blev Resultatet af denne Forbøn?

Lad Chapmans Brev fortælle det:

"Ved en af vore Missionsuger i England var Tilslutningen overordentlig ringe, ogxdet forekom os umuligt at opnaa noget Resultat ; men jeg fik et Brev fra en Missionær om, at en amerikansk Missionær, som var kendt under Navnet Bede-Hyde, vilde være paa Stedet og nedbede Guds Velsignelse over Arbejdet. Næsten øjeblikkelig kæntrede Strømmen. Lokalet blev propfuldt, og paa min første Opfordring meldte halvtredsindstyve Mennesker sig som villige til at følge Kristus. Da vi skulde til at rejse, sagde jeg: "Hr. Hyde, jeg vil gerne have Dem til at bede for mig." Han kom ind i mit Værelse, drejede Nøglen om i Døren, faldt paa Knæ og ventede i fem Minutter, uden at en eneste Lyd kom over hans Læber. ]eg kunde høre baade hans og mit eget Hjerte banke. Jeg mærkede, at de hede Taarer strømmede ned ad mine Kinder. Jeg vidste, at jeg var sammen med Gud. Saa sagde han med et opadvendt Ansigt, som Taarerne strømmede ned ad: "O Gud!! Atter var han stille i det mindste i fem Minutter og endelig, da han havde faaet Vished for, at han talte med Gud, lagde han Armen om min Skulder, og fra Dybet af hans Hjerte opsteg der saadarme Bønner for Mennesker, som jeg aldrig har hørt før, og jeg rejste mig fra min knælende Stilling som en, der nu vidste, hvad virkelig Bøn var. Vi har rejst Verden rundt og er kommet tilbage igen med den Tro, at Bøn er mægtig, og vi tror det som aldrig før. Hyde blev paa Stedet en hel Uge og saa slæbte han sig tilbage til os. Jeg saa straks, at han havde kæmpet med Herren, og at han havde vundet Sejr, men at det næsten havde været for meget for hans legemlige Kræfter. Den næste Dag kunde han knap tale, saa svag var han. Men han smilede og hviskede til mig, da jeg bøjede mig over ham: "Byrden var meget tung, men den Byrde, min kære Frelser har for mig, førte ham til Graven".

Fra andre Sider hørte vi, hvor overordentlig vellykket Missionsugen havde været. Der var kommet Liv i Menighederne, og mange var blevet ført til Lyset. Især interesserede det mig at læse en gribende Tale, holdt ved et Ældstemøde af den selvsamme Ældste, som havde spist til Aften med os, og som knapt nok gad gaa med til Møderne. Men han gik med og blev herligt velsignet, og hans Beretning om Møderne og om den Velsignelse, der havde været over dem, vakte Røre over hele Ældsteforsamlingen. Hvor meget havde Hydes Bøn at gøre med dette?

Naar jeg tænkte paa, hvordan Hyde tog Del i Arbejdet, kunde jeg ikke lade være med at sammenligne hans Opofrelse med min Mangel paa Ansvarsfølelse. Han var villig til at ofre alt, for at Kristi Navn skulde blive æret i den By. Og hvor var han villig til at arbejde i det skjulte! Han tænkte slet ikke paa sig selv. Han saa blot Byen, Menighedernes Tilstand, Praesternes Ligegyldighed, ligesom Kristus saa den, og i Stedet for at kritisere og rette Bebreidelser mod Menneskene, tog han deres Byrde og bar den til Herren.

Ikke eet kritiserende Ord hørte jeg - og ikke eet Ord om, hvad han havde gjort! Men jeg hørte om Kristi Herlighed, der havde aabenbaret sig, om Chapman og Alexanders kraftige Forkyndelse og især om den Bønnens Aand, som var kommet over hans Medarbejder, Hr. Davis.

O! om Selvet dog var saaledes tilintetgjort i mig! Om jeg dog havde den Bønnens Kraft og det Aandens Blik for Nøden rundt omkring mig!