John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus . . . som fornedrede sig selv saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsdøden. Fi1.2, 5. 8.

Vorder velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet Eder i Kristus. Ef. 4, 32.

Selvet er hele Ulykken ved vor faldne Natur. Selvfornægtelse er Betingelsen for Frelse; Ydmyghed er vor Frelser . . . Selvet er Roden til den faldne Menneskeslægts Ulykke, det er ogsaa Grenene og Træet, kort sagt, hele Ulykken. De faldne Engles og Menneskers onde Egenskaber udspringer af Selvhævdelse, medens paa den anden Side alle det himmelske Livs Dyder er betingede af Ydmyghed. Det er ene og alene Ydmyghed, der sætter det uoverstigelige Svælg mellem Himmel og Helvede.

Hvori bestaar dog den store Kamp for det evige Liv? Det ligger altsammen i Kampen mellem Stolthed og Ydmyghed. Stolthed og Ydmyghed er de to Stormagter, de to Kongeriger, som kæmper om, hvem der skal besidde Menneskeslægten for evigt. Der har aldrig været og vil aldrig blive mere end een Slags Ydmyghed, og det er Kristi Ydmyghed. . . . Kun det Menneske strider den gode Strid, som kæmper for, at den selvforgudende Natur, som han har arvet fra Adam, maa blive dræbt af den Kristi guddommelige Ydmyghed, som han ved Genfødelsen har faaet indpodet i sig.

William Law.

TOLVTE KAPITEL

Sagtmodigheds Aand. — Sejr under Prøvelser.

Medens Hyde var i England, hændte der et Par Gange noget, som smertede mig dybt, men slet ikke lod til at forstyrre hans Sindsligevægt i nogen Maade. Ved at iagttage ham under disse Forhold kom jeg rigtig til at se, hvor meget han lignede Kristus, og jeg lærte meget deraf.

Hyde og jeg var indbudt til at være sammen med Keswickmødets Talere og Ledere ved et to Dags Bedemøde hos afdøde Pastor Evan Hopkins. Vi var glade for Indbydelsen og havde to Dages dyrebart Samvær med Herren og de udmærkede Brødre, som var forsamlede der i et Antal af omkring fyrre eller derover. Tiden gik med Bøn; det var herlige Bedestunder. Jeg kunde se, at Bønnen var lagt som en Byrde paa Hyde, hans Ansigt viste det tydeligt. Han var i sit rette Element med saa mange erfarne Forbedere om sig. Men jeg saa, at han længtes efter, at de skulde blive ført ind i et endnu dybere Liv i Bøn. Han sagde det ikke, thi Kritik var ham fjerntliggende. Jeg tror aldrig, jeg har hørt ham kritisere noget Menneske, skønt han kunde fordømme Synden i de stærkeste Udtryk. Men det var ved at høre ham bede, at jeg kom i Tanker om det. Henimod Middag den anden Dag var der en eller to, der talte, og der udspandt sig en Slags Diskussion om, hvorvidt man skulde have et Bedeværelse i Keswick, og vi blev opfordret til at meddele vore Erfaringer paa dette Punkt fra Møder i Indien. Jeg fremsatte mine Tanker om Emnet i stor Korthed, da jeg vilde overlade Hyde saa megen Tid som muligt ; thi jeg var klar over, at han vilde løfte Spørgsmaalet op i et meget højere Plan, saa at det ikke blot skulde dreje sig om, hvorvidt man skulde reservere et Værelse til stadig Bøn eller ej.

Han begyndte at tale og talte maaske lidt langsommere end sædvanligt. Jeg var tilfældigvis den eneste, der kendte ham, og kunde mærke paa ham, at det, som han havde at sige, hvilede tungt paa ham. Han talte meget stille i tre eller fire Minutter, da begyndte pludselig en af de tilstedeværende Damer at synge en kendt Salme, flere andre stemte i med, og han kom overhovedet ikke til at tale. Hyde lukkede blot Øjnene og bad. Jeg var bange for, at han var blevet saaret i sine Følelser; men der kom ikke saa meget som et misfornøjet eller blot misbilligende Ord fra ham. Hvem af os vilde have baaret det som han? Byrden hvilede saa tungt paa ham, at han blev fuldkommen kraftesløs. Han havde en saa voldsom Hovedpine og blev saa svag, at han ikke kunde rejse sammen med os andre den Aften, men maatte blive tilbage som Pastor Evan Hopkins Gæst, og bagefter fortalte han mig, at han havde haft velsignet Samfund med ham. Ikke et Ord kom der over hans Læber om, at Mødet havde sunget ham ned; men han talte med Kærlighed og Mildhed om alle. Hvor mange af os vilde have fundet sig i det paa den Maade? Jeg er bange for, at jeg vilde have følt det dybt, selv om jeg ikke var blevet vred over det. Men Hydes stadige Samfund med Kristus i Bøn havde gjort håm uimodtagelig endog for saa snedige Angreb af den onde.

Noget lignende hændte ved en Ældsteforsamling i det nordlige Wales. Hyde havde talt med stor Kraft i mange af Menighederne indenfor det paagaeldende Samfund af Presbyterianere, og han fik mange Opfordringer til at være til Stede ved næste Ældsteforsamling og tale til Præsterne og de Ældste; Han blev ikke officielt opfordret dertil af Ordstyreren ; men Lederne i den Kirke, hvor Ældsteforsamlingen holdtes, havde indtrængende bedt ham om at være til Stede. Da han selv var Præbyterianer, glædede han sig til Mødet. Det var kun med store personlige Ofre, at han kunde være til Stede, da han maatte af Sted meget tidligt om Morgenen og gøre en lang Jernbanerejse for at naa dertil i rette Tid. Han led dengang desuden af en slem Hovedpine og af den Sygdom, som skulde rive ham bort paa mindre end et Aar. Ældsteforsamlingen var meget stor, thi Rygtet om, at Hyde vilde komme, havde bredt sig. Mere end een Gang i Mødets Løb blev Ordstyreren og Sekretæren gjort opmærksom paa, at han var der, men Mødet sluttede, uden at der blev budt en presbyteriansk Broder og Præst, som havde været Missionær i Aarevis, saa meget som et Velkommen! Man plejer gerne at byde en Gæst Velkommen, især hvis hans Navn er kendt; men Hyde blev siddende ubemærket hele Mødet igennem. Da han var tunghør, kunde han ikke høre, og da Forhandlingerne førtes paa Wallisisk, vilde han ikke have forstaaet dem, selv om han havde kunnet høre. Han sad med lukkede Øjne, og jeg ved, han bad for alle de tilstedeværende.

Da Mødet var forbi, og mange strømmede hen til ham for at trykke hans Haand og udtrykke deres SkuHelse over, at han ikke var blevet opfordret til at tale, smilede han til dem alle og talte helt velfornøjet; og da jeg gav min Sorg og Harme Luft efter at være blevet alene med ham, irettesatte han mig mildt og sagde, at Herren vidste alt, og at det ikke tilkom os at kritisere Herrens Folk.

Snese af Gange har jeg siden maattet tænke paa ham, naar Guds Børn var tilbøjelige til at handle uvenligt imod mig, eller naar jeg har ment at kunne spore en forsætlig Misforstaaelse af min Holdning. Da har jeg maattet lægge en Dæmper paa mig selv og tvinge mig til ikke at kritisere dem, men prise Herren, fordi han vidste alt, og bede netop for disse Venner, som optraadte saaledes. - Hvor tit undskyldte Hyde ikke Mennesker, som havde været uvenlige imod ham. "De forstaar det ikke," sagde han. "Jeg ved, det er ikke deres Mening at ville være uvenlige," sagde han engang, da han blev opfordret til at forsvare sig mod et bittert og uretfærdigt Angreb. En Ven tilbød endogsaa at skrive og afgive Forklaring, men han sagde stille: "Dette er mit Kors, som han vil have mig til at tage op og bære for sig."

Tænk, om vi alle var af den Aand - saa vilde Misforstaaelser ved Missionsstationer og andre Steder høre op af sig selv! Hvor bliver dog Arbejdet paa mange Stationer i Indien hæmmet og hindret af disse ubetydelige Misforstaaelser! De paagaeldende Parter sørger selv derover og ønsker, at de kunde fjernes. Hvor ofte er dog ikke Helligaandens Arbejde blevet hindret, ja standset af smaalig Skinsyge, af at en eller anden mener, at han ikke bliver stillet paa den Plads, der tilkommer ham, eller af, at en har ladet et uvenligt Ord falde eller er fremkommet med en ubarmhjertig Kritik over en anden. O, disse smaalige Stridigheder, denne Skinsyge og disse Misforstaaelser iblandt Guds kære Børn! Hvordan kan vi slippe af med dem? Jeg tror, Hydes Metode er ufejlbarlig. Lev meget af din Tid : Bøn! lad enhver Tilsidesættelse eller endog Krænkelse blive en Foranledning til Bøn for de Mennesker, fra hvem de kommer, og pris Gud, fordi det bliver dig forundt at lide dette. Saa vidt jeg husker, var det Madame Guyon, der plejede at sige, naar hun blev forurettet eller forfulgt: "Tak Fader! du saa at jeg trængte netop til denne Ydmygelse!"

Men vi trænger til et Liv i Bøn for at kunne gøre dette, ikke en lejlighedsvis Kraftanstrengelse, men en daglig Indøvelse i Vanen at bede, for at vi skal kunne leve i Samfund med ham. Skal vi forsøge at følge Hydes Eksempel i dette?