Gamle tekster

John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit løb og den Tjeneste, som jeg har faaet af den Herre jesus, at vidne om Guds Naades Evangelium. Ap. G. 20, 24.

Den Aften behagede det Gud at hjælpe mig i Bøn langt udover, hvad jeg havde kendt til i nogen Tid. Især blev min Sjæl opvarmet for Kristi Riges Udbredelse og for mit stakkels Folks Omvendelse. Og min Sjæl fortrøstede sig til, at Gud skulde fuldbyrde dette store Værk. O, hvor var Tanken om Døden mig sød i de Stunder! Hvor jeg længtes efter at være med Kristus og deltage i Englenes herlige Arbejde med en Engels Frihed, Kraft og Glæde! Og dag, hvor var jeg rede til at blive endnu en liden Tid paa Jorden, for at jeg, om Herren vzlde det, kunde gøre noget for hans Sag i Verden!

Min Sjæl, min inderste Sjæl, længtes efter, at de stakkels Hedninger skulde indgaa i Guds Rige. Og jeg raabte til Gud for dem af et redebon og fuldt Hjerte. ]eg kunde ikke andet. Det var en liflig Tid. Jeg fik nemlig en tydelig Forsmag af Himlen og en Sindsstemning, som i nogen Maade svarede til de Sysler og det Livsindhold, som den skal give os.

Min Sjæl sørgede dybt over at skulle forlade Stedet; men Legemet var svagt og udmattet, og Klokken var nærved ni. Hvilken indre Fred, Hvile og guddommelig Ro var der ikke udbredt over mig i denne Sindstilstand! Himlen kan kun være forskellig fra dette i Grad, ikke i Art. Herre, giv mig altid dette Livets Brød.

David Brainard.


TRETTENDE KAPITEL

Tre af hans mest fremtrædende Karaktertræk og deres umistelige Betydning.

Naar ieg betragter Hydes Liv som en Helhed, finder jeg nogle særlige træk hos ham, som forklarer hans Indflydelse paa Mennesker.

1) Hans brændende Kærlighed il Frelseren. Jeg spurgte engang Hyde, hvorfor han ikke var gift og havde en Kone, som kunde sørge for hans Fornødenheder. Han smilede og sagde efter et lille Ophold, som om det var en Hemmelighed, han røbede:

"For Here Aar siden følte jeg, at jeg trængte til at give noget til Jesus Kristus, som elskede mig saadan ; og jeg gav mig selv fuldstændigt til ham og lovede ham, at ingen og intet skulde komme imellem ham og mig og tage noget af min Kærlighed til ham. Jeg sagde til Herren, at jeg ikke vilde gifte mig, men være hans helt igennem." Hvilken Kærlighed laa der ikke heri! og hvor trofast holdt han ikke sit Løfte! Kristus var alt for ham, og han talte bestandig med ham. Dette forklarede den Bønnens Atmosfære, som Hyde levede i. Denne Kærlighed var en Gave, og vi kan faa den samme Gave ; Hyde bøjede sig dybere og dybere ned, saa at Guds Kærlighed kunde blive udgydt i Strømme over hans Liv. Han lukkede sig op, saa at Guds Kærlighed kunde Hyde ind. 0, om vi dog kunde gøre det, saa vilde ogsaa Bønnen af sig selv flyde ind i vort Liv.

2) Som en Følge af dette havde han - og det vidste alle - en lidenskabelig Kærlighed til de Mennesker, han arbejdede iblandt, saa at han praktisk talt ofrede alt for dem. Han levede med dem, han spiste og drak med dem. Jeg hørte den ene Gang efter den anden, at nogle havde benyttet sig af hans Godhed og draget skammelig Fordel deraf. Han vidste det, men vilde ikke sige noget til dem, selv om de ogsaa stjal hans Gods, og han saa Folk gaa med sine Klæder; han vilde ikke drage dem til Regnskab, for at Mennesker ikke skulde blive drevet længere bort fra Kristus. I den Grad elskede han Menneskesjæle, at timeligt Gods intetsomhelst betød, naar en Sjæl var i Fare. Tit bebrejdede hans Medarbejdere ham dette ; men det havde ingen Virkning paa ham. En indisk Læge i Punjab fortalte mig kort efter Hydes Hjemlov, at Arya Samai (et arisk Samfund, som maalbevidst arbejder paa at genrejse den indiske Religion og Kultur i sin Renhed. O. A.) var bekymret over hans Indflydelse paa Mennesker og det store Antal, der blev omvendt ved hans Prædiken. Medlemmerne af Samai'en besluttede at sende en Mand for at udspionere hele Hydes Levevis og være paa Vagt for at finde hans Fejl, og derefter vilde de udsprede Rygtet herom og paa den Maade give hans Indflydelse paa Folket et Knæk. En af dem gik til Hyde og foregav, at han Var en "søgende" og vilde have alt at vide om Kristendommen. Hyde modtog ham venligt og indbød ham til at blive hos sig. Det var netop, hvad han ønskede, og han blev hos Hyde i tre eller fire Dage og løb saa sin Vej til de Mennesker, som havde sendt ham, med den Besked: "Han har ingen Fejl; Manden har ingen Fejl, han er en Gud, han er en Gud!! og intet Menneske!" Saadan lød den Mands Kendelse, som havde levet med ham i tre eller fire Døgn - ingen Fejl. Hvor mange af os vilde have bestaaet den Prøve? Han elskede Mennesker, og de mærkede det og kunde ingen Fejl se hos ham. Dette hang atter sammen med hans Liv i Bøn. Hyde maa have set mange Fejl hos Menneskene; men det at se en Fejl var kun en Anledning til at bede for disse Mennesker. Han fandt altid paa en eller anden Undskyldning for dem, som havde bedraget eller bestjaalet ham; det lignede Mesteren saadan. "De ved ikke, hvad de gør".

Hvis vi elskede Mennesker mere og ofrede mere for dem, vilde vi bede mere for dem.

3) Hans oprigtige Agtelse for og Kærlighed til de andre Missionærer - skønt han godt turde imødegaa deres Meninger, naar han følte, at Herren ledede ham i den Retning. Vi har hørt nogle af hans egne Missions Medlemmer sige, at de i Aarevis ikke havde forstaaet ham ; men da de først gjorde det, saa var de ogsaa mere end rede til at anerkende hans Indflydelse. Der blev sagt adskillige haarde Ord til ham og om ham; men jeg tror ikke, at nogen nogensinde har hørt ham sige et uvenligt Ord eller om nogen Missionær. Mere end een Gang sagde han mig, at nogle af Missionærerne ikke forstod ham. Mange troede, at han var et dystert og tungsindigt Menneske, hvad han slet ikke var, skønt han nok kunde se ud til det undertiden. Naar han var sammen med Folk, der forstod ham, var han netop livlig og munter ; han havde den Humor, som nogle har kaldt "helliggjort Humor". Han var meget humoristisk, men beherskede det fuldstændigt, og kunde ligesom holde andre indenfor samme Grænse.

Hans Indflydelse paa Missionærerne i de sidste Par Aar af hans Liv var forunderlig. Jeg tror ikke, der kan være noget galt i at sige, at han skabte en ny Bønnens Tidsalder i Punjab blandt nogle af de gamle Bønnens Kæmper, som kendte og følte Indiens Nød. De bad meget for Landet, og de elskede at være sammen med Hyde, fordi han gav dem en ny Opfattelse af Bøn. De kære indiske Kristne flokkedes om ham, og han gav dem altid en Læskedrik fra Livets Ord. Lige saa tro var han, hvor det gjaldt om at lede Mennesker til Kristus. Hvis han fik en Anelse om, at man saa op til ham og ikke til Mesteren, løb han sin Vej og gemte sig paa et eller andet skjult Sted, hvor han bad for dem.

"Skønt han er død, taler han endnu," kan siges med Sandhed om ham. Nu er det ti Aar, siden han blev kaldt hjem; men han er ikke glemt; han taler til os den Dag i Dag og kaster Lys over Kristi Bønsliv. Naar jeg havde tilbragt nogle faa Dage sammen med ham, lovede jeg altid mig selv, at jeg vilde bede mere end nogensinde før, og Kristus blev altid mere virkelig for mig; det var let at bede, thi Jesus var mig mere dyrebar end nogensinde før. Og hvis disse Erindringer om ham kan lede os nærmere til Kristus og give os en ny Opfattelse af Bøn, saa har de ikke været forgæves.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media