John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 1

Jesus græd.
Da sagde Jøderne: Se hvor han elskede ham. Joh. 11, 35. 36.

De, der saar med Graad, skal høste med Frydesang. Ps. 126, 5.

Derfor vaager og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde hver enkelt med Taarer. Ap. G. 20, 31.

Aa, Folk siger, at man skal være meget forsigtig, meget skønsom. Man maa ikke paatvinge Mennesker sin Kristendom. Men, svarer jeg, ellers faar man dem ikke til at tage mod den. Hvorledes? Skulde jeg vente, til en uomvendt ugudelig Mand har Lyst til at blive frelst, førend jeg prøver paa at frelse ham? Han faar aldrig Lyst til at blive frelst, førend Døden raller i Struben paa ham. Hvorledes? Skulde jeg lade mine uomvendte Venner og Bekendte drive for Vejr og Vind henimod Fortabelsen og aldrig fortælle dem om deres Sjæle, førend de siger: "Vil du ikke være saa god at prædike for mig!" Er det i de første Kristnes Aand? ...

Vi taler om gammeltestamentlige hellige; men jeg vilde ønske, vi alle var som David. Strømme af Taarer randt fra hans Øjne, fordi Mennesker ikke holdt Guds Lov. "Men," siger man, "vi kan ikke allesammen holde Prædikener." Maaske ikke. Enhver maa bruge, hvad Fremgangsmaade han kan. Gaa saa stilfærdigt og sagte frem som Morgenduggen. Hold Møde paa Kvækermanér, om I vil. Naar bare I gør det. Lad ikke eders Slægtninge, Venner og Bekendte dø saaledes, at eders Klædebon er plettet af deres Blod.

Catherine Booth.

FØRSTE KAPITEL

Bønfaldende under Taarer.

En Bramin, J. N., som gik i vor Missionsskole, følte sig, efterhaanden som han voksede op, tiltrukket af Kristi Lære, og han blev en stadig Søndagsskolegænger hos en af vore kvindelige Missionærer. Da han gik ud af Skolen og begyndte at tjene sit Brød, følte han sig draget til at bekende offentligt, at Kristus var hans Frelser. Han gjorde det paa Trods af den bitreste Modstand fra sine Slægtninge og Moderen, som var Enke. De prøvede da en snedigere Fremgangsmaade. De begyndte at være gode imod ham. Deres Godhed vandt hans Hjerte - han rejste hjem og blev omgivet af unge Mænd, som forførte ham til Drik. Det maa have været en nedarvet Svaghed hos ham. Han faldt og fornægtede sin Herre. Men Gud være lovet, han angrede og rejste til Hyde, som tog imod ham, som Faderen tog imod den fortabte Søn. Medens det unge Menneske nu boede hos Hyde, blev han vundet tilbage fra sine onde Vaner, og bekendte atter sin Tro paa Frelseren. Men hvor var han en Prøvelse, naar Drikkedjævelen igen tog Magten over ham. Atter og atter stjal han Hydes Klæder og solgte dem for at tilfredsstille sin vanvittige Trang. Jeg traf Hyde omtrent ved den Tid, og han sagde med et Smil: "Jeg kommer muligvis ikke op i Bjergene 1 Sommer. Min himmelske Fader vil aabenbart have mig til at tilbringe den hede Tid i Lavlandet, for jeg har ingen varme Klæder tilbage." Han tog denne Udplyndring med godt Humør og fandt, at det var en ringe Pris at betale for en udødelig Sjæl. Han plejede. at gøre os opmærksomme paa, hvordan Herren havde baaret over med Judas og andre, og at han aldrig sendte nogen bort, som gerne vilde blive hos ham, og derfor bar Hyde over med denne djævlebesatte unge Mand.

I sine klare Øjeblikke forstod Drengen godt, hvor stort det var, at han fik Lov til at leve sammen med en saa hellig Mand.

Jeg rejste med Jernbanen og mødte en kvindelig Konduktør, som var Kristen. Hun var meget opfyldt af Tanken om en forunderlig Mand, hun havde set. Han havde talt med en Dreng, som sad i det Tog, der skulde gaa til Lahore. Drengen havde været højrøstet og nærmest uforskammet.,. "Jeg er træt af dette her. Nu rejser jeg til mine Kammerater og skal ordentlig nyde Livet," sagde han. Saa havde den Herre, han talte til, bøjet sig fremover og med lav Stemme bedt ham om ikke at rejse fra ham. Han fik kun et uartigt Svar, og hun var derefter gaaet sin Vej oprørt og forarget. Da hun kom tilbage, saa hun Missionæren læne sig til Kupévinduet og hørte ham bønfalde Drengen om ikke at rejse fra ham. Han bad ham derom i Kristi Navn, og hun saa Taarerne strømme ned ad hans Kinder, medens han søgte at tale den stivnakkede Dreng til Besindelse. "O," udbrød jeg, "han kendte en udødelig Sjæls Værdi. Til Trods for alle Bønner satte Drengen sin Vilje igennem, men lige til det sidste havde man set Missionæren prøve paa af al Magt at vinde den Sjæl tilbage fra Syndens Vej.

Hun havde tabt Missionæren af Syne, da Toget brusede bort. (Han var taget til nogle kære Venner i Gujerat dybt nedslaaet.

Næste Dag saa hun den samme Dreng komme tilbage fra Lahore. Hun sagde til ham: "De kommer meget hurtigt tilbage." Han saa op med et blegt Ansigt: "Jeg rejser tilbage til ham," sagde han. "Jeg har ikke kunnet sove hele Natten. Jeg kunde ikke glemme hans Taarer."

Og han kom tilbage som en angrende Synder. Den Missionær var John Hyde, og Drengen var J. N.

Jeg føler ofte, at hvis Menneskesjæle kunde sige det samme om os, at vi græd for dem - saa vilde vore Taarer bringe dem til at gaa i sig selv. Vor Herres hele Legeme udgød Taarer, da hans Sved blev som store Bloddraaber, der faldt til Jorden".

Jesus græd. Derfor sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!" Sjælevindere! kan man sige det om enhver af os?