John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

I kender jo vor Herres Jesu Kristi Naade, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. 2 Cor. 8, 9.

Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alting altid kan have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning. 2 Cor. 9, 8.

Gud er Kærlighed. Hans Børn behager ham kun for saa vidt, som de ligner ham og vandrer i Kærlighed. Sand himmelsk Kærlighed har sit Liv og sin Rod i Kristi Kors. "Den efter eet kun jager", og den bærer sin Løn i sig selv. Den finder sig 1 Utaknemmelighed og overlever Ligegyldighed og Foragt. Den har et skarpt Blik for Forurettelser, men er rede til at tilgive, og den skjuler en Mangfoldighed af Synder. Den Kærlighed, vi taler om, er sagtmodig og ydmyg. Den optræder med Klogskab og opbygger. Den bærer over med de dumme og indbildske, medens den paa den anden Side skyr deres Daarskab.

Den hellige Kærlighed er et Værk af Guds Aand, og derfor holder den sig frisk. Den viser sig trofast i mørke Dage, og er altid rede til at glæde sig med de glade; den kaster et forøget Skin af Glæde over deres Solskinsdage.

Hvis vi vil elske alle hellige saaledes, at vi kan behage Gud dermed, maa vi huske, at deres Navn er skrevet i Livets Bog og i Kristi Hjerte. Ellers kommer vi let til at elske nogle, fordi de er elskelige, og synes ilde om andre paa Grund af deres Fejl.

Fyndord af Robert Chapman.

ANDET KAPITEL

Overvættes Naade.

De som interesserer sig for den unge Bramin, jeg omtalte 1 det foregaaende Kapitel, vil glæde sig over at høre, at han senere aflagde mig et Besøg. Han forekom mig at være blevet mere lutret og lignede sit forrige. Jeg mere end før. Han talte om sin gamle Moder som en, hvem han maatte tage Hensyn til, og den gamle snæversynede Bramin, der ledsagede ham, hviskede til mig temmelig højlydt: "Han vil komme til eder igen, saa saare hans Moder dør." Drengen hørte det og smilede bifaldende med den gamle Kærlighed 1 Øjnene.

Vi talte længe om John Hyde, hvem han hentydede til som værende "deroppe", idet han pegede mod Himlen. Da jeg besvor ham endnu engang at opgive Drikkeriet og blive Afholdsmand, indrømmede han, at han ikke havde holdt sit Løfte. "Med Guds Hjælp kan De!" Det indrømmede han. "Pris Gud og bliv ved med at bede."

Det samme unge Menneske har besøgt mig endnu engang, og vi fik en fortrolig Samtale om, hvad Hyde havde været for nam. Han fortalte mig da, at dengang han vendte tlbage fra Lahore, efter at han var løbet bort fra Hyde, havde han mødt mig nær ved Missionsskolen i Byen, og jeg havde sagt, at Hyde var i vor Missions Bungalow. Han gik derhen, og da han kom til hans Værelse, fandt han ham bedende. Hyde lukkede Øjnene op, saa ham, tog ham i sine Arme og sagde: "Jeg bad netop lige nu Gud om at sende dig tilbage til mig, og se, han har svaret mig!"

Da jeg spurgte ham, hvordan han kom til at kende Hyde saa godt, fortalte han mig en lang Historie, som jeg her kun gengiver i Hovedtrækkene for at vise, hvorledes denne Guds Mand plejede at vinde Hjerter for sin Mester.

Han saa Hyde paa Moga Jernbanestation, gik hen til ham, nævnede en anden Missionærs Navn og fortalte, at han var døbt, men var faldet fra. "Hvorfor fornægtede De Kristus?" spurgte Hyde. Drengen begyndte at undskylde sig, men Hyde tog ham med sig ind i tredie Klasses Venteskur og sammen med to andre Kristne knælede han ned og bad med Drengen. Denne knælede midt iblandt dem, skønt der samlede sig en Klynge omkring dem, og hans Slægtninge kom og saa ham bede med de andre. Drengen siger, at han husker ikke nøjagtigt, hvad Hyde sagde i Bønnen; men han bad for ham. Saa kom Toget, og han sagde Farvel til ham med disse Ord: "Vi mødes igen om en Ugestid eller saa. Gud vil lægge det til Rette."

Alt dette gjorde et saadant Indtryk paa Drengens Hjerte, at han kort efter tog sig fri og drog ud for at finde Hyde. Omsider hørte han, at han var inde i Landet i en kristen Koloni for at holde Møder. Sammen med en kristen Dreng begav han sig af Sted til Fods og ankom dertil aldeles udmattet efter to Dages Rejse. Man sagde dem, at Hyde var i sit Værelse og bad. Han saa op, og da han saa Bramindrengen, tog han ham i sine arme paa ægte Punjabvis. Da han opdagede, hvor udmattet han var, fik han ham til at lægge sig og begyndte at gnide og massere hans ophovnede Fødder. Drengen gjorde Indsigelser, men Hyde vilde endelig hjælpe ham med egne Hænder. - Han fortalte mig om dette med Taarer 1 Øjnene og tilføjede: "Jeg ser ham ofte for mig 1 Drømme, ligesom 1 gamle Dage." "Husk at han beder for Dem," sagde jeg.

Saa fortalte Drengen mig om en anden Oplevelse, han havde i den Koloni. En Dag kunde han ikke finde Hyde nogen Steder, men fik endelig Øje paa ham omringet af en Skare kristne Børn ude paa en Ø i en Sø; og alle var de i Færd med at bede. Drengen vadede igennem Vandet, ligesom de andre havde gjort, og sluttede sig til dem. Hyde bad højt, og Børnene gentog, hvad han sagde. De bad om, at Guds hellige Aand maatte fylde alle deres Hjerter. Efter Bønnen gik Hyde igennem Vandet igen med dem allesammen og sagde til den unge Mand: "Gud sagde til mig gennem sit Ord, at jeg skulde gaa ned i Dalen og bede. Jeg saa, at dette Sted var Dalen, og da jeg gik derhen, fulgte Børnene efter mig og bad sammen med mig."

Samme Aften, medens de alle sad ved Middagsbordet, kom der Bud, at den indfødte Præst pludselig var blevet syg, og at der var brudt Ild løs i hans Hus samtidig. Hyde løb ni Hjælp sammen med de andre. Medens de kæmpede med Flammerne, gik han ind til Præsten, som laa og raabte i stor Sjælenød. I hans Dødsangst var der aabenbart en hemmelfg Synd, der hvilede tungt paa hans Samvittighed. Hyde talte og bad med ham og sagde saa: "Jeg tror, det er Guds Vilje, at De bekender Deres Synd for Memgheden i Kirken." Præsten samtykkede og blev baaret til Kirke paa sin Seng. Medens han laa paa den, bekendte han med Taarer, at han havde begaaet en stor Synd imod Gud netop i den Kirke, og han bad om Tilgivelse. Saa kom der stor Fred over ham, og al Pine og Sygdom forlod ham øjeblikkelig. Herover blev en Snes Mennesker i Kirken slaaet af deres Samvittighed, bekendte deres Synder og fandt Tilgivelse og Fred. Nu kom de andre til, som havde været med til at slukke Ildebranden; Gudstjenesten varede i halvanden Time, og der begyndte et stort Arbejde for Gud. Derefter vendte de alle tilbage til deres afbrudte Middagsmaaltid.

Den næste Dag rejste de til en Station i Bjergene, hvorfra der var blevet rettet en indtrængende Opfordring til Hyde om at komme og prædike. De rejste paa tredie Klasse og i Varmetiden til Foden af Bjergene. De havde kun Penge til een Hest og en Kuli, saa derfor maatte de skiftes til at ride. En Aften red den indiske Prædikant i Forvejen, da hans Hest pludselig standsede skælvende i hvert et Lem og nærmede sig et stort, katteagtigt Dyr, der ligesom holdt den stakkels Hest fangen med sine Øjne. Da Tigeren sprang, følte Prædikanten et stort Legeme suse igennem Luften og falde ned lige bag sig. Hesten kom nu til sig selv, for op ad Vejen og sprang i Skrækken over en Grøft, medens Tigeren blev staaende forbløffet ved Vejkanten. Den maa være lusket bort; thi da Hyde kom forbi Stedet, var der intet Dyr. Da de nærmede sig Bungalow'en, kom Prædikanten dem i Møde med alle Tegn paa Forfærdelse og ledsaget af et Antal Mænd. De kom væbnet med Stokke for at se, hvad der var blevet af Hyde. Prædikanten fik dem til at gaa tilbage til Stedet, hvor Tigeren havde sprunget, og i Maanelyset saa de Sporene af dens Poter i Støvet ved Vejkanten. Men Dyret var væk.

De hørte, at det havde dræbt baade Mennesker og Okser. De blev nu en Uge i Bjergene og holdt daglig Gudstjeneste for de Krise. Der begyndte en virkelig Naadens Gerning, og ogsaa denne Dreng blev overbevist om Synden ved at have fornægtet sin Herre. Han bekendte og blev paamy optaget 1 Samfundet. Paa Tilbagevejen havde de hver sin Hest, saa de "kom som Tiggere og vendte tilbage som Konger." Drengen lo og sagde: Ja, og en af Missionærerne lånte mig sin egen Hest at ride tilbage paa, fordi en af de kristne Medarbejdere havde sagt: "Hvorfor kom du med herop og forøgede Udgifterne?" og jeg var bristet i Graad over den Irettesættelse." - Drengen tjener nu sit Brsd ved at arbejde paa et Sagførerkontor. Jeg synes ikke om det Arbejde; men da han endnu ikke har bestaaet sin Optagelsesprøve, er det vanskeligt at finde godt, hæderhigt Arbejde til ham i kristne Omgivelser.

Maaske Vennerne vil forene sig med mig i Bøn om dette ogsaa. Det er ikke for intet, at Gud har sendt ham tilbage til mig, og han sidder her ved Siden af mig, mens jeg skriver dette.