John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn. Ef. 5, 20.

Takker under alle Forhold; thi dette er Guds Vilje med eder i Kristus Jesus. 1 Thes. 5, 18.

Indtil nu har jeg aldrig troet, at der var saa meget at finde i Kristus paa denne Side Døden og Himlen . . . Vore Lidelser er renset i Kristi Blod lige saa vel som vore Sjæle. Thi Kristi frivillige Lidelse har bragt Velsignelse over de Kors, som Guds Børn har at bære ... Jeg priser Herren, fordi alle vore Trængsler gaar igennem Kristi Hænder, og han forsøder dem og blander nogle faa Gran af Himmelglæde deri; og noget af den Herlighedens Aand, der hviler over troende, som lider, skænker han i vort Bæger, og der er ikke nogen Smag af Helvede deri. Min kære Broder, du kender alle disse Ting bedre end jeg. At tale om dette til dig er at bære Vand over Aaen. Men det letter mig at bede dig hjælpe mig med at yde Jesus den Tak, jeg skylder ham ... Jeg beder dig, foren dig med mig i Bøn og Lovprisning!
Din Broder og Lidelsesfælle i og for Kristus
Samuel Rutherford.

TREDME KAPITEL

Taksigelsesoffer

De er Guds Bud til alle, som vil fyldes af Helligaanden. Ingen af dem, jeg har kendt, har adlydt dette Bud mere troligt end John Hyde. Det var en af Hovedgrundene til hans Glæde og følgelig ogsaa til hans Tiltrækningskraft. - Atter og atter erklærede han, at hvis vi vil vide, hvorfor der bliver sendt Prøvelser over os, saa skal vi begynde med at takke for dem. Da vil vi utvivlsomt snart faa at se, hvorfor de er blevet sendt.

Der var et Udtryk, som vi tit brugte i vor Kreds: "at prise Gud med sammenbidte Tænder", d. v. s. at prise Gud midt i de største Vanskeligheder og i Livets mørkeste Timer. Dette kan vi altid gøre; thi vi kan aldrig tvivle om, at han er vor Fader i Himlen, og derfor maa alt være godt for os til alle Tider og under alle Forhold.

Han fortalte tit om en mærkelig Oplevelse, han engang havde haft. Han og hans Evangelister var alle paa Prædiketur sammen i hans Distrikt. De var kommet til en Landsby, og da det var midt i den hede Tid, maatte de staa tidligt op for at gaa ud og prædike. Den Morgen vaagnede John Hyde med en af sine værste Hovedpiner. Det var saa smertefuldt, at han ikke kunde løfte Hovedet fra Puden. Dog kunde han se op til sin himmelske Fader og takke ham for den Kærlighed, der havde tilladt denne Hovedpine. Hans Evangelister bar hans Seng ud til et skyggefuldt Sted og gik derefter bort for at prædike efter hans udtrykkelige Ønske.

Nu stod Sagerne imidlertid saadan i denne Landsby, at Arbejdet iblandt Kvinderne var kommet til et dødt Punkt. Nogle af Mændene havde modtaget Kristus og havde bekendt ham i Daaben; men deres Koner havde aldrig meldt sig. Naar man talte med dem derom, undskyldte de sig altid med, at de aldrig havde raadført sig med hverandre, saa at de kunde blive døbte alle paa een Gang. Disse Kvinder hørte nu, at Padri Sahib ikke var rask og gik derfor i sluttet Trop hen for at bevidne ham deres Deltagelse. Han talte til dem om det Krav, Kristus havde paa dem, og de vedkendte sig det. Ja, de troede, at han var død for dem, og at de var Syndere. John spurgte dem, hvorfor de ikke havde bekendt ham for Mennesker, hvortil de svarede, at de ikke havde overvejet Sagen med hverandre. Saa sagde han, at der ikke kunde tænkes nogen bedre Lejlighed dertil end den, de nu havde; hvorfor saa ikke gøre det nu? Det indrømmede de, og efter nogen Drøftelse af Spørgsmaalet erklærede de, at det stod klart for dem alle, at de burde lade sig døbe. Til stor Glæde for deres Mænd og for Evangelisterne blev dette gjort, og John Hyde saa, hvorfor Hovedpinen var kommet over ham. Nu kunde han takke Gud med Forstaaelse.

Han erklærede altid senere, at denne Oplevelse var blevet ham en værdifuld Lære og satte ham i Stand til at takke Gud altid for alle Ting.

Det blev ikke nogen mekanisk Vane for ham, men et Princip, der havde slaaet dybe Rødder i hans Liv og hvilede paa Erfaringen om Guds forunderlige Kærlighed. Jo dybere Indsigt vi har i denne Kærlighed, des mere vil vi kunne prise og takke ham. Hvor kæmpede John Hyde dog ikke i Bøn for, at de troende maatte kende Guds Kærlighed! Paa dette Punkt var han en direkte Efterfølger af Apostlene, en Efterfølgelse, som bør anbefales alle Missionærer, baade mandlige og kvindelige.