John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Den, som ofrer Taksigelse ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se min Frelse. Ps. 50, 23.

Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekender hans Navn. Hebr. 13, 15.

FJERDE KAPITEL

Lovprisnings Offer.

Hyde havde engang en forunderlig Oplevelse, som jeg tror forklarer os noget af hans Kraft i Gud og hans Magt over andre Mennesker.

Han plejede at omtale denne Oplevelse som en direkte Lære fra Gud, og det af alvorligste Art. Han var oppe i Bjergene for at faa en lille Hviletid. I nogen Tid havde han været bekymret over den aandelige Tilstand hos en vis indfødt Præst og besluttede nu at bruge sin Tid til særlig Forbøn for ham. Han gik ind i sit Lønkammer og begyndte at udøse sit Hjerte for sin himmelske Fader angaaende denne Broder omtrent saaledes: "O Gud, du kender denne Broder og ved, hvor -" kold, vilde han have sagt; men da var det, som om en Haand blev lagt paa hans Læber og en streng, bebrejdende Stemme sagde til ham: "Den, der rører ved ham, rører ved min Øjesten." Der kom en stærk Rædsel over ham, Han havde gjort sig skyldig for Gud i at "anklage Brødrene". Han havde dømt sin Broder. Han følte sig irettesat og ydmyget for Guds Ansigt. Det var ham selv, der først og fremmest trængte til at forandres. Han bekendte sin Synd. Han beraabte sig paa Jesu dyrebare Blod, der renser fra al Synd. "Alt hvad der er elskeligt, enhver Dyd og enhver Hæder, lægger eder det paa Sinde." Da raabte han: "Fader, vis mig, hvad der er elskeligt, og hvad der har godt Lov i min Broders Liv." Som et Lyn stod det nu for ham, hvorledes den Broder havde opgivet alt for Kristus, havde forladt sine Slægtninge og maattet døje meget ondt af dem derfor. Han blev mindet om hans aarelange Slid, om den Takt, hvormed han forstod at styre sin vanskelige Menighed, om de mange Stridigheder, han havde bilagt, og om hvor mønsterværdig en Ægtemand han var. Det ene efter det andet dukkede op for hans Bevidsthed, og saaledes gik det til, at han i Stedet for at bruge sin Tid til Forbøn for denne Broder, stadig maatte takke for ham. Han kunde ikke komme i Tanker om et eneste Emne for Bøn - intet andet end Lovprisning! Gud aabnede sin Tjeners Øjne for den højeste Art af Tjeneste, Lovprisningens Tjeneste.

Læg nu ogsaa Mærke til den Virkning, det havde paa denne Broders Liv. Da Hyde rejste ned til Lavlandet, fik han at høre, at han netop i denne Tid havde haft en stor aandelig Oplevelse. Medens Hyde takkede, velsignede Gud. Vi har her en forunderlig guddommelig Lov, som har sin Grund i Guds Faderkærlighed. Medens vi takker Gud for en af hans smaa, glæder Gud sig ved at velsigne ham.

Dette var Hemmeligheden ved John Hydes Magt til at sætte guddommelige Kræfter i Bevægelse. Han saa det gode hos Guds smaa, og derfor kunde han paaskønne Guds Naades Værk i deres Hjerter. Som Følge deraf frembragte han den Lovprisningens Himmelluft, hvori Guds Kærlighed kunde virke i hele sin Fylde.

Det var ogsaa dette, som gav ham Magt over andre Mennesker, Vi føler os dragne til dem, som forstaar at paaskønne os. Alle vore Evner udfolder sig i deres Nærværelse, og vi viser os fra vor bedste Side. De kalder paa alt det gode i os, og vi føler os løftede, naar vi er sammen med dem.

Saadanne Sjæle vender vi os imod lige saa selvfølgeligt, som Blomsterne vender sig imod Solen, og vore Hjerter udfolder sig og blomstrer med en Duft, som overrasker endogsaa os selv.

Denne Lov holder Stik især, hvor Talen er om Børn og saadanne, som endnu er unge i deres Kristenliv, Jo modnere Guds Børn er, des mindre er de afhængige af Menneskers Dom; men saaledes er det ikke, saalænge de endnu er Børn. Husk Herrens alvorlige Advarsel imod at lægge Anstødsstene i Vejen for hans smaa! Naar vi ser paa deres Fejl, faar vi deres Energi til at skrumpe ind, og de viser sig fra deres værste Side. Kort sagt, ved at lægge Mærke til deres Fejl bestyrker vi dem i dem.

Lad os frem for alt huske paa, at Guds Folk paa Jorden endnu er i sin Opvækst. Her er hans Værksted, hvor han danner og former Sjælene. Sidste Haand paa Værket lægger han ikke i dette Liv, men først, naar dette Fornedrelsens Legeme er blevet forvandlet.

Hvis du gaar ind i en Tømrers Værksted og begynder at kritisere hans ufærdige Stole og Borde og siger: "Hvor det dog er uformeligt, hvor det Hjørne dog er grimt!" saa vil Tømreren utvivlsomt blive vred og sige: "Husk paa, at jeg er endnu ved at lave disse Ting. De er ikke færdige endnu. Kom og se den Model, jeg arbejder efter. Saadan vil de komme til at se ud, naar de er færdige," og saa viser han dig nogle smukke Borde og Stole, blanke og fuldkomne i Formen og polerede, saa at de skinner, Har Tømreren ikke Ret? Har Kritikeren ikke Uret? Den ene ser paa de Ting, der er skønne og evige, den anden paa dem, der er uskønne og, Gud ske Lov, forbigaaende.

Vil du gerne kunne sætte guddommelige Kræfter i Bevægelse for at bygge den indiske Kirke - eller en hvilkensomhelst Kirke? Følg da den Metode, som Tømmermanden fra Nazareth brugte. Han udslukte aldrig den rygende Tande, om den saa røg aldrig saa meget. Han fæstede Blikket paa det Lys fra Gud, som brændte svagt i den, og ved at gøre det blæste han det op i lys Lue, saa at svage Disciple blev Verdens Lys. Saadan bærer Kærligheden og det evige Haab sig ad, medens det Øje, der kun ser paa det ydre og hæfter sig ved øjeblikkelige Fejl og Mangler, gaar den modsatte Vej, ikke den evige Kærligheds og den evige Sandheds Vej.

Jeg har aldrig truffet nogen, som i den Grad ved sin blotte Nærværelse syntes at hjælpe de svage til at blive stærke, de syndefulde til at angre, de vildfarne til at vende om, som John Hyde. Hemmeligheden ved hans Evne til at opbygge Guds Folk laa i, at han saa paa alt det gode hos Mennesker og fik det til at udfolde sig, saa at det onde blev drevet ud af Mangel paa Plads.

Skal vi da lukke Øjnene for alles Fejl? Skal vi aldrig fordømme Synden? Se paa Herren, Gjorde han ikke det undertiden? Jo, lige overfor dem, der ikke vilde angre, dem, der stod ham imod og ikke vilde komme til ham for at faa Hjælp.

Netop, fordi han havde gjort sig til Regel at se paa alt det gode, kunde han revse med saa meget des større Kraft. Ingen kunde gøre det med større Strenghed end Herren, netop fordi han elskede meget og sympatiserede med alt, hvad der var godt i Menneskene.