John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Fremdeles sagde han til dem: Gaar, æder det fede og drikker det søde, og sender den, som intet har beredt, en Del. Thi denne Dag er vor Herre hellig. Derfor værer ikke bekymrede, thi Herrens Glæde - den er eders Styrke. Neh. 8, 10.

Fuldkommen Lydighed vilde være fuldkommen Lykke, hvis vi blot havde fuldkommen Tillid til den Magt, vi adlød. Anon.

Aandelig Glæde er ikke en Ting; den er ikke, om jeg saa maa sige, en Klump, der ligger gemt i ens Hjerte, og som man kan tage frem og se paa og fryde sig over. Glæde bestaar blot i, at man er glad over Besiddelsen af noget godt eller Bevidstheden om noget rart. Og den Kristnes Glæde er simpelthen Glæde over at kende Kristus og at eje en saadan Gud og Frelser. I de timelige Forhold glæder vi os ikke over vor Glæde, men over den Ting, som gør os glade, og i de himmelske Forhold er det det samme. Vi skal ikke glæde os over vor Glæde, men over Herren, og Glæden i: Herren er vor Styrke. Det er den Glæde, som hverken Mennesker eller Djævel kan tage fra os eller jordiske Sorger kan røre.

Fru Pearsall Smith.

FEMTE KAPITEL

En af Grundene til hans Indflydelse: Glæden i Herren.

Det vil være en Trøst for mange at høre, at Hyde ikke af Naturen havde et lyst eller lykkeligt Sind. Han var tværtimod af Naturen tilbøjelig til at være melankolsk, tavs, tilbageholdende og genert. Han blev ikke desto mindre en af de gladeste Sjæle, jeg har kendt.

Han holdt meget af Es. 61, 3, hvor Herren iværksætter den forunderlige Byttehandel. Han vil give os sin egen Hovedprydelse, sin egen Glædes Olie, sit eget Lovprisnings Klædebon, hvis vi giver ham vor Aske (og hvad er vort tidligere Liv andet end Aske?), vor Sorrig og vor vansmægtede Aand. - Derfor modtog han Herrens dobbelte Glædesgave (Joh. 15, 11) uforskyldt af Mesterens Haand og brød ud i jublende Lovsang. Ingen kan fyldes af guddommelig Glæde uden at synge Guds Pris. Naar vi glæder os i Gud, hæver vi os op i hans Nærhed, og vor Glæde kan kun finde Luft i Sang. Du kan ligesaa godt vente, at Lærken skal tie paa sin Flugt mod Himlen, som at den glade Helgen skal tie.

Med Hensyn til denne Lovprisning plejede Hyde at fortælle, hvorledes "et lidet Barn skal lede dem." Han lærte den ene Gang efter den anden, at jublende Lovprisning er det Middel, som Gud vil, at vi skal fange Mennesker med. En Dag rejste han med Oksevogn til en fjerntliggende Landsby. Hans tro Punjab-Evangelist - en af dem, som var blevet forvandlet ved Omgang med Hyde - var med i Vognen tillige med to af sine Smaabørn. De voksne sad og talte med Sorg om Landsbyen, om hvor længe Evangeliet var blevet prædiket der, og hvor lidt Interesse det havde formaaet at vække hos Beboerne. Børnene var fri for enhver Bekymring af den Art; de var saa glade, at de sang og sang og blev ved med at synge Salmer, den ene efter den anden. Det smittede; de to Mænd blev nødt til at synge med, og de blev ogsaa saa opfyldt af Lyst til at prise Gud, at de alle blev ved med at synge, til de kom tl Landsbyen. Hvad skildrer deres Forbavselse, da Beboerne viste sig fulde af virkelig Interesse og Iver for at bekende Kristus og følge ham! Førend de rejste, var der mere end en halv Snes Mennesker, der udviste en saa levende Tro paa deres Herre og Frelser, at Hyde følte, at han ikke havde Lov til at nægte dem Daab med det samme, - Dette var den første Sejr for Evangeliet i den Landsby, og han nærede ingen Tvivl om, at den Lovprisningens Aand, som Børnene havde givet Udtryk for i deres Sang, havde været Forløberen derfor og Midlet dertil.

En anden Gang havde de en endnu mærkeligere Oplevelse. Han havde slaaet Lejr med nogle af sine Evangelister ved en vis Landsby, hvor der havde været arbejdet i tredive Aar. Landarbejderne havde i Aarevis skudt Spørgsmaalet fra sig, om de skulde tage imod Kristus eller ej.

Det var blevet til en hel Vane for dem at sige: "Ikke nu under Høsten, men en anden Gang, naar den er forbi."

Ak, hvert Aar var det endt med: "Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi er ikke frelst" (Jer. 8, 20).

Den lille Flok Missionærer var saa nedslaaede over tidligere Erfaringer af den Art, at de denne Gang havde besluttet sig til at rejse tidligt den næste Morgen. Den Aften var der en, som foreslog, at de allesammen skulde gaa ind i Landsbyen og synge Evangeliet der. Det gjorde de, og de blev selv revet med i den Grad, at de blev ved til over Midnat. Næste Morgen beredte de sig paa at drage af Sted, da en ung Mand kom løbende ud af Landsbyen. Han bad dem ikke gaa bort, Raadet var nemlig blevet sammenkaldt og holdt Møde netop nu. Ingen var gaaet paa Arbejde i Dag til Morgen. De var ved at overveje, om de ikke nu straks skulde bestemme sig til at tage imod Kristus og bekende ham for Mennesker.

De ventede med Glæde, og lidt efter kom den samme unge Mand løbende tilbage med den velkomne Efterretning, at de alle havde besluttet sig til at tjene Kristus. Hyde fandt ca. 15 Mænd, for Størstedelen Familiefædre, fuldkommen rede til at lade sig døbe, og med overstrømmende Hjerte døbte han dem i alles Nærværelse. Efter Gudstjenesten kom den samme unge Mand, som havde gaaet Bud - en af de nyomvendte - og sagde til Hyde: "Det er Resultatet af Deres Sang i Aftes. Husker De ikke, at vi sang: "Opløfter eders Hoveder I Porte! og lad Ærens Konge drage ind? og er han ikke draget ind i Dag til Morgen?" Ingen andre havde lagt Mærke til den Forbindelse, der var mellem den foregaaende Aftens Sejerssang og den virkelige Sejr den næste Morgen, førend de hørte det af dette Barn i Kristus. Ja sandelig: "Af diendes og spædes Mund har du beredt dig Lovsang."

Hyde plejede gerne at sige, at, naar han till Tider lagde Mærke til, at han kun fik draget faa Sjæle til Kristus, saa opdagede han ogsaa uvægerlig, at det var, fordi Lovprisningen havde manglet hos ham. Saa bekendte han altid sin Synd, bad om Tilgivelse og tog imod Lovprisnings Klædebon i Stedet for den vansmægtede Aand. Han oplevede da altid, at Kristus atter drog Sjæle til sig gennem ham.

Grunden til dette er klar nok. Ingen Fisker kan kaste sin Snøre ud med let Haand, naar han føler sig tung og sløv. Det er kun den lyse og glade Sjæl, der kan vinde Sjæle for Kristus. Læg Mærke til, hvorledes Paulus forbinder disse to Ting i Fil. 4. Han taler om sine Medarbejdere eller Medfiskere og om deres Arbejdsmuligheder.

Og saa fortsætter han ligesom for at vise Grundlaget for disse Muligheder og Betingelsen for, at de kan fortsættes: Glæder eder i Herren. Atter siger jeg eder: Glæder eder.