John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Dette er min Befaling, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. I er mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder.
Joh. 15, 12. 14.

Vi er Daarer for Kristi Skyld ... indtil denne Time lider vi baade Hunger og Tørst og Nøgenhed og faar Næveslag og har intet blivendeSted ... Spotter man os, giver vi gode Ord; som Verdens Fejeskarner vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.
I Cor. 4, IO. 13.

Saaledes tilbragte jeg Aftenen med uafladelig Bøn om Guds Hjælp, at jeg ikke skulde stole paa mig selv, men i eet og alt være afhængig af Gud. Det, jeg oplevede, var i Sandhed forunderligt og ganske ubeskriveligt. Alt jordisk svandt hen. Intet andet forekom mig at være af Betydning end Hellighed i Hjerte og Liv og Hedningernes Omvendelse til Gud ... Jeg længtes usigeligt efter, at Gud skulde vinde sig et Navn iblandt Hedningerne, og med den største Frimodighed sagde jeg til ham, at han vidste, at jeg ophøjede ham over min højeste Glæde".

Jeg havde ingen Tanke om nogen Glæde i denne Verden. Det var mig ligegyldigt, om jeg levede, eller hvordan jeg levede, eller hvad jeg skulde gennemgaa, naar jeg blot kunde vinde Sjæle for Kristus. Denne Sindstilstand vedblev hele Aftenen og Natten. Medens jeg sov, drømte jeg om det, og naar jeg vaagnede, hvad jeg ofte gjorde, var dette det første, som jeg tænkte paa: det store Arbejde at føre Guds Sag imod Satan.
David Brainard.

SJETTE KAPITEL

En anden af Grundene til hans Indflydelse: Hans Kærlighed til Sjæle.

Hans Kærlighed til Sjæle var forunderlig. Den overskyggede alt andet og fik ham til at glemme alt andet end den Sjæl, som Gud i Øjeblikket havde bragt ham i Berøring med. Det kunde hænde, at han rejste forbi sin Station og blev siddende i Toget lige saa længe som den Mand, med hvem han talte, for at kunne række ham Livets Ord. Dette kunde undertiden være ret irriterende, som f. Eks. engang, da han var blevet saa godt som beordret til at indfinde sig ved et vigtigt Forretningsmøde i sin Mission. Han mødte en Inder i Toget, da han rejste til Mødet, kom til at tale med ham om Kristus og fortsatte Jernbanerejsen med ham for at kunne fortælle ham mere om Verdens Frelser. Følgelig kom han for sent til Mødet, uden Tvivl til stor Ærgrelse for selv hans bedste Venner; men John Hydes Sjæl var fredfyldt. Han havde "købt den belejlige Tid" og havde maaske betalt en høj Pris for den; men han havde troligt forkyndt Kristus for en Sjæl, som trængte til ham. Det var en tilstrækkelig Undskyldningsgrund og Løn nok for John Hyde. Hans Mission fik dog omsider Øjnene op for hans Evner og gav ham hans Frihed til det særlige Arbejde, som han med Aarene mere og mere følte sig draget til.

En af Hydes gamle Evangelister, som engang delte sin Landsbyhytte med ham, har med Angerstaarer fortalt mig om hans store Kærlighed til Sjæle. Hyde gav altid sine Klæder bort, sagde han, eller hvadsomhelst han havde, naar der kom nogen for at tale med ham om Guds Rige. "Om jeg dog kunde vinde nogle," synes at have været hans Livs Maal. En kold Vinteraften bankede Hyde paa Døren tl Evangelistens Værelse. Det var sent, og han havde ikke Lyst til at lukke op. Hyde raabte paa ham og sagde: "Kan De ikke laane mig et Lagen i Nat? "Hvor er Deres egne Tæpper?" lød det vrede Svar gennem den stadig lukkede Dør. "Aa, den Drukkenboldt er naturligvis rendt med dem. Han vil sælge dem for at faa noget at drikke, og drikke sig saa fuld som et Svinebæst. Ved De, at De sætter alle os andre i Forlegenhed ved at gøre den Slags Ting og saa selv staa der og ryste af Kulde?" - Nu indrømmede han angerfuldt, hvor uforskammet han havde været, og fik Taarer i de store sorte Øjne, da han spurgte mig, om jeg kunde tænke mig, hvad Hyde svarede. Han kaldte ham blot ved Navn og sagde: "Aa, J-, J-! hvis den fortabte Søn var kommet tilbage til Dem, vilde De have hentet Stokken frem til ham."

Den samme Evangelist fortalte en anden Oplevelse. Det hændte paa en Tid, da mange Sjæle blev draget til Gud.

Undertiden fik de en Forvisning om Tallet paa de Sjæle, der skulde gives dem. Den Morgen var det ti. Saa begav de sig ud paa Rejsen til Landsbyerne i en Oksevogn. Vejen gik langs med en Brink, som var farlig om Natten. De naaede en Landsby, hvor de sang og prædikede og prædikede og sang, og Dagen hældede, men ikke et Tegn viste der sig til, at en eneste Sjæl var interesseret deri. De blev sultne og tørstige. Ingen gav dem noget. Saa blev de to indiske Evangelister utaalmodige efter at faa noget Mad og Hvile, Men John Hyde vilde ikke røre sig ud af Pletten. Han ventede paa de ti. Til sidst bad de om noget at drikke ved en simpel Hytte. Manden tilbød dem Mælk og Vand. De gik ind i hans ringe Bolig og blev forfriskede. Medens de saa talte sammen, viste det sig, at Manden talte med Kendskab og Forstaaelse om Jesus Kristus. Ja, han havde modtaget dem 1 hans Navn. Vilde da den Familie ikke lade Jesus komme ind og tage deres Hjem i Besiddelse? Faderen svarede, at de ofte havde tænkt paa det. Hvorfor da ikke nu? Han indvilgede og kaldte paa Hustru og Børn. De vidste utvivlsomt, hvad de gjorde, og besluttede sig paa Stedet til at ville høre Herren til.

idet han steg op i Vognen. De blev bevaret paa den farlige Vej 1 Mørket og kom hjem trætte, men glade. Det er den Sjælens Hvile, som vor Herre Jesus giver sine tro Underhyrder. Ja, og det er den Sjælens Hvile, de ogsaa giver ham, thi i deres lidenskabelige Længsel efter at finde "det tabte", ser han det, der stiller hans egen Sjæls Længsel. Herre, lær os, hvad det end skal koste, at stille det store Hjerte tilfreds, det, der brast for de vildfarne Faar. Da bringer vi Balsam og Lægedom til dette Hjerte. Da forbinder vi dine Saar og giver dig den Glæde, som tilkommer Dig. Maatte vi ret forstaa, at det er en Tjeneste, Englene misunder os. De kan ikke yde dig den. Kun tilgivne Syndere kan - ved at føre andre Syndere indenfor din tilgivende Kærligheds Omraade.

Herre, vis os ogsaa, at denne lidenskabelige Kærlighed til Sjæle ikke kan oparbejdes ved egne Anstrengelser. "Den kommer fra dit blødende Hjerte, o du Lam paa Tronen, som endnu i Herligheden giver Dig hen for os." Han lever altid for at gaa i Forbøn for dem. Vi priser dig, Guds Lam, at du kundgjorde Faderens Navn og vil kundgøre det for "at den Kærlighed, hvormed du, o Fader, har elsket mig, maa være i dem, og jeg i dem."