John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Dersom I bliver i mig og mine Ord i eder, da beder om hvadsomhelst I vil, og det skal blive eder til Del.
Dersom I holder mine Befalinger, skal I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed.
I er mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder.
Joh. 15, 7. IO. 14.

Det var, fordi Kristus forringede sig selv og blev lydig til Døden, ja Korsdøden, at Gud ophøjede ham saa højt. Og i denne Forbindelse formaner Paulus: "Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus". Vi ser, at det først og fremmest maa være denne Gud velbehagelige Lydighed, der kendetegner vort Sindelag og vor hele Vandring. Ligesom en Tjener ved, at han først og fremmest maa adlyde sin Herre i alle Ting, saaledes maa en ubetinget og villig Lydighed være det væsentlige Kendemærke ved vort Liv. Kristus har paataget sig Ansvaret for stadig at virke dette i mig, hvis jeg blot vil lade ham gøre det. "Men Ham, som er mægtig til at bevare eder fra Fald ... være Ære og Majestæt". Jud. 24. 25.
Pastor Andrew Murray.

SYVENDE KAPITEL

Hans barnlige Lydighed.

Ikke en Dag gik, naar jeg var sammen med John Hyde, uden at jeg overraskedes over hans simple Lydighed og fik at se, hvor sønlig han var, og i hvor høj Grad hans Liv styredes af hans himmelske Faders Vilje. Lad mig nævne eet saadant Eksempel. Ved Sialkotmøderne - som i hine Dage var saa aandsfyldte paa Grund af hans Bønner - havde Komitéen engang undladt at bekendtgøre Talernes Navne for at lægge Vægt paa Budskabet og ikke paa Budbringerne. John Hyde var pludselig blevet opfordret til at tale ved et af Aftenmøderne, og Rygtet herom sivede ud paa en eller anden Maade, saa at Ordene: "Hr. Hyde skal tale i Aften" gik fra Mund til Mund. Mødedeltagerne var fuldtalligt til Stede og fulde af Forventning, tilmed, da en af Hydes gode Venner skulde lede Mødet i Stedet for den sædvanlige Ordstyrer. Lige før Talernes Bedemøde blev denne Ven spurgt om, hvilken af Davids Salmer, der skulde synges, og da Herrens Lidelser var blevet særlig levende for hans Hyerte, foreslog han den 22de Salme. Man forestille sig hans Overraskelse, da Sangens Leder derefter bekendtgør, at efter Hr. Hydes Ønske skulde man synge den 22nde Salme. Han troede aabenbart, at de havde talt sammen om det. - Der blev bedt meget, Lovprisningen var levende; men Hyde sad paa Platformen bagved Talerstolen hensunken i Bøn. Da han ikke rørte sig, læste Ordstyreren Zach. 13 og fremsatte en Række Betragtninger over Spørgsmaalet: "Hvad betyder disse Saar i dine Hænder?" og Svaret: "Det er Slag, som jeg har faaet 1 deres Hus, som elsker mig." Han talte om Kristi Ensomhed og de Lidelser, som han bar, uden at nogen vidste derom, og gjorde opmærksom paa, at endog kun tre Disciple gik ind 1 Gethsemane med Herren. De andre blev ladt tilbage udenfor. Og ak, disse tre var tyngede af Søvn, saa at Peter hentyder dertil med en brødebetynget Samvittighed, naar han taler om sig selv som "et Vidne til Kristi Lidelser og som den, der ogsaa har Del i Herligheden, der skal aabenbares." Han havde altsaa endnu ikke Del 1 disse Lidelser. Saaledes er det ogsaa den Dag i Dag. De fleste Kristne kender intetsomhelst til Gethsemane. Nogle af dem er i det højeste Vidner til hans Lidelser. Derfor er Verden ikke vundet for Kristus og vil ikke blive det, førend hans Folk som Helhed faar Del i hans Lidelser.

I al denne Tid var John Hyde hensunket i Bøn. Efter endnu en Sang gik Ordstyreren hen, lagde Haanden paa hans Skulder med en venlig Berøring og sagde: "Hvis du har et Ord fra Gud at bringe, vil du saa ikke bringe det nu?"

Da John ikke rørte sig, sagde den nu afdøde Hovedleder af Mødet, Pastor John Forman, til Ordstyreren: "Vil han tale?" "Jeg har spurgt ham; spørg De ham ogsaa, hvis De føler Dem tilskyndet dertil!" var Svaret. Da Sangen lidt efter var forbi, sagde han imidlertid: "Maa jeg sige to Ting, som Gud har lagt mig paa Sinde?" Det gjorde han, og Mødet gik til Ende, hvorefter der holdtes et Bedemøde med megen og alvorligt indtrængende Bøn. Under dette gik John Hyde sin Vej til Bedeværelset uden at have sagt et eneste Ord til Forsamlingen. Saaledes lærte den at rette sin Opmærksomhed mod Budskabet fra Gud i Stedet for mod Budbringeren.

Nogen Tid derefter spurgte jeg ham ud angaaende Sagen. Han fortalte mig, at Emnet: "Kristi Riges Herlighed" havde været meget levende for ham, men da Ordstyreren lagde Haanden paa hans Skulder, var det, som om han trykkede ham ned, og dette Indtryk blev forstærket ved at han sagde: Hvis du har et Ord fra Gud. Da begyndte John at tvivle paa, at Gud vilde have ham til at bringe det Budskab nu; følgelig biede han paa Gud i Bøn og fik ikke nogen direkte Tilskyndelse fra ham til at tale den Aften.

Kun den, som var i meget nær Forbindelse med sin himmelske Fader, kunde have været hurtig nok til at følge hans Vink, og kun den, som havde eet altovervejende Ønske: at behage Gud og ikke sine Medmennesker, vilde have haft Mod til at tie stille under disse Omstændigheder.

En Ven sagde engang til mig, da vi talte om Vækkelsen: "Vi burde have lagt større Vægt paa den ubetingede Lydighed. Jeg tror, det var Mangelen paa Lydighed, som bedrøvede den hellige Aand og standsede den Vækkelse." Jeg maatte være enig med ham, men fortalte ham dog dette Træk, som jeg her har meddelt, for at vise ham, at 1 det mindste een af den Vækkelses Ledere ikke kunde beskyldes for Ulydighed.