John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Men I skal faa Kraft, naar den Helligaand kommer over eder; og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende. Ap. G. I, 8.

Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilken der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Aanden. Ef. 5, 18.

Og da de havde bedet ... blev de alle fyldte med den Helligaand, og de talte Guds Ord med Frimodighed. Ap. G. 4, 31.

Man spørger ofte: "Har ikke alle Kristne Aanden?" Jovist. "Om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ham ikke til," Men vi er ikke alle fyldte af Aanden. At have Aanden og at være fyldt af Aanden er to Ting, som er forskellige i Grad. Denne Fylde bestaar ikke i Veltalenhed eller i Forstandens Styrke eller Skarphed. Det er overhovedet ikke nogen menneskelig Evne, Begavelse eller Kvalifikation - Det er en Kraft, som er fuldkommen forskellig fra alle naturlige Gaver - og det er den Kraft, som alene kan gøre disse levende og brugbare i Guds Gerning. Det er dette forunderlige "Noget", den hellige Salvelse, der gennemtrænger alt, hvad vi gør og siger, og som gør det klart for de Mennesker, vi taler med, at vi kommer fra Gud. Det er dette, som forvandler et Blik til et frelsende Budskab, og som gør det enfoldigste Ord eller den svageste Anstrengelse til et mægtigt Virkemiddel. Denne fulde Udrustning til et kristent Liv og Tjeneste kalder Gud os til at iføre os, og han beder os gøre det nu. Pastor Thomas Waugh.

OTTENDE KAPITEL

Under Helligåndens ledelse.

Alle véd, hvor tro John Hyde var paa sin Post ved Sialkotmøderne. Det var egentlig hans Taler, som bragte den store Velsignelse over det første Møde i 1904. Dette Møde blev i stor Udstrækning besøgt af Missionærer og især dem fra Nabolaget. Det var en Tid, hvor Gud mødtes med sit Folk, hvor Selvet blev afsløret, hvor Gud kaldte sine til en dybere Overgivelse, og hvor Helligaanden overbeviste om Synd og førte manges Liv ind 1 et nyt Spor. Og det var paa dette Tidspunkt, at Lederne overgav deres Hjerter, en Overgivelse, som førte til Vækkelsen i 1905. Hydes Taler om Helligaanden blev brugt meget af Gud til at hidføre dette store Resultat.

Virkningen af dette Møde i Sommeren 1904 skyldtes ogsaa for en stor Del Punjab Bedekreds. Denne stiftedes i April 1904, og Bønnen om en Vækkelse havde ligget som en tung Byrde paa dens Medlemmer. Det er overflødigt at sige, at en af dens bærende Kræfter var John Hyde. Alle Medlemmerne havde faaet stærke Tilskyndelser ved at se hans Liv i Bøn. Hans Nærværelse ved Kredsens aarlige Møde havde en ganske særlig Betydning for dem. De Taler, han holdt der, gik mange til Hjerte, og de Samtaler, han havde med dem, førte til et Liv i en saadan Glæde og en saa virksom Tjenergerning, som de aldrig havde drømt om før.

Hvem kan glemme det mindeværdige Aarsmøde for Punjab Bedekreds i Foraaret 1905? Det var en Tid, da den indiske Kirkes Nødstilstand og Trangen til en Vækkelse føltes som saa tung en Byrde, at det ikke kunde udtrykkes i Ord. Dette skyldtes først og fremmest John Hyde og hans Medarbejderes Forkyndelse af "Kristi Lidelsers Samfund". Alle Hjerter smeltede, naar der blev talt eller bedt om dette. Mange saa "Guds Lam med Saarene paa Hænderne og i Siden, og saa", hvordan hans Hjerte endnu den Dag i Dag blødte ved Synet af de Børn, som endnu ikke fuldt havde overgivet sig til ham og endnu ikke var fyldte af Aanden. Intet Under, at Mødet i 1905 fik en saa gennemgribende Betydning for Punjabs Kirke. Her var det atter John Hyde, som var den førende Kraft i hele Mødet. Det var, som om hans anden store aandelige Lærer, Pastor D. Lytle fra den amerikanske Presbyterianermission - (hans første Lærer var Pastor Ullman) - havde ladet sin Kappe falde over ham. Hovedindholdet af Lytles Tanker om Selvunderhold havde i de senere Aar været dette, at en selvunderholdende Kirke kunde kun oprettes paa gammel apostolisk Grund, nemlig, naar Helligaandens Daab og den derefter stadig følgende Modtagelse af Aandens Fylde fik sin rette Plads i den kristne Menigheds Hjerte og Liv. Da vilde selvunderholdende Menigheder gro op allevegne som en naturlig Følge deraf. Lytle fremhævede atter og atter, at saa godt som alle de apostoliske Menigheder - næsten fyrretyve i Tallet - var selvunderholdende og ogsaa formerede sig selv simpelthen, fordi de gav hver Ting sin rette Plads og aldrig hvilede, førend de havde modtaget Daaben og dernæst Helligaandens Fylde til hver ny Tjeneste.

Dette var Hovedtanken i John Hydes Taler ved Sialkotmødet i 1905. Hvilket gribende Budskab bragte han ikke! Han viste tydeligt, at Helligaanden var det eneste sande Vidne, som alle Kristne maatte give den første og fornemste Plads, saa at de ogsaa maatte komme til at afgive deres Vidnesbyrd i hans Kraft og ved hans Hjælp.

Naar han talte til Præster og spurgte dem, hvem der havde den første og fornemste Plads paa deres Prædikestole - de selv eller den guddommelige Lærer og Vejleder til al Sandhed, da tror jeg ikke, at der var en eneste Prædikant, som ikke blev overbevist om Synd. Derefter gennemgik han hele Kristi Liv, viste, hvorledes alle de hemmelighedsfulde Begivenheder i dette Liv skyldtes Helligaanden: Herrens Fødsel, hans Daab, hans Prædiken, hans Underværker, hans Offer, hans Opstandelse - til alt dette var Helligaanden Vidne, og derfor er den det eneste sande Vidne. Da John Hyde formanede alle til at gaa i Skole hos dette guddommelige Vidne, hver Gang man skulde lære en spørgende Sjæl hvad disse Begivenheder betyder, da blev kun faa Hjerter uberørt. Og da John bagefter antydede, at han ikke havde noget andet Budskab at bringe, følte Mødets Leder sig tilskyndet til at overlade hvert Møde til Helligaandens Ledelse. Kunde der tænkes noget mere direkte Resultat af hans Forkyndelse? Og Følgen blev, at da Guds Aand først havde faaet sin rette Plads, bevægede den alle Hjerter, sønderknuste dem og smeltede dem til Bekendelse og Taarer. Saaledes begyndte den første store Vækkelse i Punjab.

Ved Mødet i 1904 fik Missionærerne en stor Velsignelse. Ved den Lejlighed fik en Missionær bragt Sagerne til et Vendepunkt ved at sige: "Enten maa vi Missionærer modtage en Kraft fra det høje nu, eller ogsaa maa vi tage med det første Dampskib hjem; thi vi er uskikkede til dette Arbejde."

I 1905 var det særlig vore indfødte Præster og Ældste, der blev grebne af Hydes Forkyndelse og fuldkomne Lydighed; og under Mødet i 1906 udstrakte Velsignelsen sig til de Kristne i al Almindelighed og naaede udover Menighedernes Grænser overalt i Nordindien.