John Hyde, en bønnens apostel
af E. G. Carre

Del 2

Men de som forventer Herren skal forny deres Kraft, de skal opfare med Vinger som Ørnene, de skal løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.
Es. 40, 31.

I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og jeg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig.
2 Mos. 19, 4.

NiENDE KAPITEL

Erindringer

En af vore indiske Medarbejdere, et tro Medlem af vor Bedekreds, har for nylig fundet en lille Bog i en Antikvarboghandel i Calcutta med Titlen: En aandelig Vækkelse blandt indiske Studenter. Den indeholder Taler, holdt ved seks Studenterkonferencer i Tilknytning til Studenternes Frivilligbevægelse i Jaffna, Bombay, Lahore, Calcutta og Madras.

Da vor indiske Medarbejder bladede den igennem, opdagede han, at en af Talerne var af den afdøde Missionær Hyde. Han bestemte sig øjeblikkelig til at købe den. Prisen, der stod paa den, var 2 Annas, men Boghandleren vilde ikke have noget for den, da den var plettet og ødelagt. Den gik straks videre til en af vore Medlemmer, som godhedsfuldt har overladt mig den med følgende Ord:

"For 26 Aar siden! Og han, som talte om "et Liv paa Vinger" ved den Konference i Lahore, hvor Dr. Mott var til Stede, han taler endnu til os og til Kristi Legeme. Jeg véd, De vil glæde Dem med mig over Opdagelsen af denne lille Bog."

AF "ET LIV PAA VINGER"
Af afdøde Missionær J. N. Hyde.

Til visse Tider er det, ligesom om Satan har rettet et haardt Slag imod Arbejdet, og man maa kæmpe med Modløsheden. Da bliver man styrket ved et Ord, som dette: "Herren er med eder fordi I er med ham" (2 Krøn. 15, 2). Naar man ved med sig selv, at man ikke har svigtet Herren og at Herren derfor heller ikke har svigtet en, saa kan man sige til Satan: "Vent bare og se, hvem der sejrer til sidst!" Og man føler, at man kan gaa ud i Slag - om det saa skal være - alene. Da beder man med Asa, som raabte til sin Herre og Gud og sagde: Herre, hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen eller ingen Kraft. Hjælp os, Herre, vor Gud! thi vi forlader os fast paa dig, og vi er komne i dit Navn imod denne Hob. Herre, du er vor Gud, intet Menneske skal formaanoget imod dig (2 Krøn. 14, 11). Efter en Bøn som denne kunde Herren ikke gøre andet end slaa Morianerne for Asas Ansigt.

Paa en saadan Tid, hvor Forholdene gaar en imod, og man bliver prøvet, da kan man finde Kraft og Hvile i Ordet "Fader", og man kan komme til at føle sig som baaret af Vinger. Det er en virkelig Oplevelse, og der er intet Vers, der beskriver det saa godt som dette hos Esaias: "de skal opfare med Vinger som Ørnens". Min Ven, kan du sige det Ord: "Fader"?

Undertiden hænder det ogsaa, at vi ikke ser Frugt af vort Arbejde, og Hjertet længes efter at se Høsten. Jeg har læst en Historie om en skotsk Præst. En Søndag Morgen kom nogle af hans Ældste eller Diakoner til ham og sagde, at de følte, de maatte tale med ham om det forløbne Aars ringe Resultater. Præsten svarede, at han havde prøvet paa at være tro og at gøre sin Pligt. Men de sagde igen, at de følte, det paahvilede dem at tale med ham. Der var kun blevet optaget een Altergæst i Aarets Løb, og det var en Dreng, - Præsten forrettede sin Gudstjeneste den Morgen med tungt Hjerte, og da den var forbi, blev han lidt tilbage i den Kirke, som var blevet ham kær gennem saa mange Minder. Han følte sig, som kunde han dø, og medens han stod saaledes nedslaaet, kom der en hen til ham. Det var den før omtalte Dreng. Han sagde: "Hr. Pastor, tror De at jeg, hvis jeg arbejdede strengt, kunde blive Præst og maaske Missionær?" "Robert," svarede Præsten, "Du har læget Saaret i mit Hjerte. Ja, jeg tror, du bliver Præst" Der gik Aar hen, og den gamle Præst var lagt 1 sin Grav, da en Missionær en skønne Dag kom hjem fra det fremmede Land. Hans Navn blev nævnt med Ærbødighed. De store lukkede deres Hjem op for ham. Forsamlinger rejste sig, naar han traadte ind, og Adelsmænd blottede Hovederne for ham. Det var Robert Moffat, Drengen fra den gamle Kirke. Han havde lagt et helt Land ind under Civilisationen, havde skaffet Kirken et nyt Virkefelt, og ved hans Arbejde var vilde Folk bragt til Lydighed under Kristus. Et trofast Arbejde faar uvægerlig sin Høst.

Men det kan hænde, at vi forlanger at se Resultater i Stedet for at ønske at trængende Sjæle skal faa Liv, og at Kristus "skal faa at se det, hvorved hans Sjæls Længsel skal stilles." Har vi nogensinde udgydt Taarer for en Sjæl? Har du? Har jeg? "Den som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han hjembærer sine Neg."

Lad os gaa ud og agte paa den Nød, der er omkring os, og lad os gaa til vor Frelser i Tillid til, at han vil bruge os til sin Ære.