Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL l.

Drankerens Omvendelse.

"Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent: se, alt er blevet nyt." (2. Kor. 5, 17).

De, der kendte Billy Bray efter hans Omvendelse, vilde knap nok kunne tro, at han var den samme, som tidligere ødelagde sig selv og andre i Drukkenskab og megen anden Daarlighed. Han skjulte det imidlertid aldrig selv, men talte ofte derom for at vise, hvad Gud kan frelse et Menneske fra. Vi vil dog ikke her gaa nærmere ind paa det, men blot kortelig skildre hans Ungdomsliv for derefter at betragte det klare Lys, som han vandrede i Resten af sin Levetid.

Billy, eller, som han egentlig hed, William Bray, var født i 1794 i Landsbyen Twelveheads nær ved Truro i Cornwall. Hans Fader døde, medens Børnene, var ganske smaa; de opvoksede da hos deres Bedstefader. 17 Aar gammel drog Billy til Devonshire, hvor han levede et daarligt Liv. Han siger selv: "Jeg blev Drukkenboltenes Kammerat og var meget nær ved Helvede. Flere Gange var han nær ved at miste Livet. Saaledes arbejdede han en Dag nede i en Mine, da han hørte Klippen slaa en Revne; han sprang til Side, og i samme Øjeblik faldt en stor Masse ned paa det Sted, hvor han havde staaet. Men Gud frelste ham fra "Bunden af Helvede", siger han selv; "Herren var god imod mig, da jeg tjente Djævelen, ellers havde jeg nu været i Helvede."

Han havde dog ikke endnu naaet det, som han kaldte "Bunden af Helvede". Paa Grund af Uforskammethed mod Mine-Bestyreren blev han afskediget og rejste til en anden Egn for at arbejde. Her indkvarterede han sig paa selve Værtshuset og svirede Dag og Nat. Og dog havde han paa det Tidspunkt ikke alene et daarligt Hoved og en syg Mave, men hans Samvittighed var saa urolig, at han næsten ikke turde lægge sig til at sove af Frygt for at vaagne op i Helvede, endskønt han allerede var midt i det. Men hvor lidt man kan dømme Mennesker efter det udvortes, kan vi klart lære af Billy”s Eksempel; thi skønt han omtrent var saa dybt nede, som han kunde komme, lovede han dog flere Gange Gud at ville forandre sig. Han manglede imidlertid Kraft til at holde sit Løfte og blev værre og værre. Efter syv Aars Forløb vendte han saa tilbag til sin Fødeegn som en rigtig Dranker. Hvad vil sige, ved vi vist alle. Han blev en Forbandelse baade for sig selv og sin Familie. Hans Kone maatte sædvanlig hente ham hjem fra Værtshuset. og han drak hellere sin Fortjeneste op, end han gav hende noget. Og dog vidste han, hvor galt han bar sig ad; Samvittigheden pinte ham om Dagen. og onde Drømme skræmmede ham om Natlen.

Men nu var Timen ogsaa nær, da han skulde udfries fra dette Syndeliv. Han havde læst en Bog af Bunyan om "Himmel og Helvede"; den gjorde ham endnu mere ulykkelig og urolig, end han var før og der kom en stadig større Længsel i hans Sjæl efter at blive et bedre Menneske.

Hans Kone havde været omvendt i sin Ungdom, men havde atter vendt sig bort fra Gud. Hun kunde dog fortælle sin Mand, at ingen Tunge kan skildre, hvor godt de har det, som tjener Gud.

"Hvorfor begynder du da ikke igen", sagde han til hende, "thi saa kunde jeg maaske ogsaa begynde".

Han havde den største Lyst til at kaste sig ned paa sine Knæ og anraabe Gud om Forbarmelse; men han skammede sig for sin Kone og gik i Seng uden at turde bede, thi "Djævelwen havde et saadant tag i ham. Han havde ønsket, at hans Kone skulde blive omvendt først, saa hun kunde fortælle ham, hvorledes man skulde bære sig ad med at blive frelst; thi han tænkte, at hun ikke var nær saa stor en Synder som han selv, saa hun vilde nok lettere faa Tilgivelse. Men Klokken 3 om Natten vaagnede han med den Tanke, at dersom han ventede, til hans Kone blev omvendt, vilde han maaske aldrig blive frelst. Han sprang da ud af sin Seng og kom for første Gang ned paa sine Knæ, og siden den Gang har han aldrig skammet sig ved at bede, kunde han 40 Aar efter fortælle med Glæde. Han var nu ved at komme ind paa en Vej, som han ikke mere kunde vende om paa; thi jo mere han bad, desto mere Trang til at bede kom der i hans Sjæl. Han blev liggende paa sine Knæ til langt op paa Dagen.

Den Dag. som fulgte efter hin mindeværdige Nat, arbejdedes der ikke ved Minen, men sluttedes Kontrakt om Arbejdet. Billy var vant til paa saadanne Dage at tilbringe Tiden paa Værtshuset sammen med sine Kammerater; her plejede han at drikke og bande værre end den værste.

Nu var han ogsaa nødt til at være sammen med de andre, men de mærkede snart, at der var sket en Forandring med ham.

En af dem gav sig til at bande.

"Du kommer til at gøre Regnskab for det en Gang",sagde Billy.

"Skal vi saa allesammen gaa til hellig Forsamling", spurgte en anden spottende.

"Ja, det var da bedre end at gaa til Helvede", svarede Billy.

De andre bebrejdede ham nu, at han gjorde saadant et Spektakel.

"I vilde ogsaa raabe og skrige, om I følte min Byrde. og jeg maa blive ved med det, indtil jeg bliver af med den."

Den første Lønningsdag, da han kom ædru hjem. spurgte hans Kone forbavset: "Men hvor kan det dog være, at du kommer saa tidligt?" og hun fik til Svar: "Med Guds Hjælp skal du aldrig mere se mig drukken" - Og hun fik det aldrig mere at se. Thi Gud kan ogsaa frelse en Dranker.

I Stedet for at sidde paa Værtshuset bad han hele Aftenen. Næste Dag gik han ikke paa Arbejde, men sad med Bibelen og en Sangbog, og da læste og bad han skiftevis hele Dagen igennem. Han begyndte allerede at føle en Solstraale af Glæde i sit Hjerte.

Om Søndagen gik han til et Sted, hvor de saakaldte "Bibel-Kristne" plejede at have Møde. Men det var Regnvejr, saa der kom ingen. Det gjorde et ubehageligt Indtryk paa ham, og han tænkte: "Om en Smule Regn kan holde de Kristne borte, saa skal jeg da ikke slutte mig til her". Denne hastige Beslutning forandredes dog, og det blev netop disse Kristne, han kom til at staa sammen med i over 40 Aar.

Nu maatte han saa imidlertid tilbringe denne Dag ene med Gud, Bibelen og Sangbogen. Djævelen prøvede paa at fortælle ham, at Gud aldrig vilde forbarme Sig over ham. Men i Tillid til Ordet: "søger, saa skal I finde", blev han ved med at bede og raabe til Gud. Mandag Formiddag tilbragte han paa samme Maade; men om Eftermiddagen maatte han gaa til Minen.

Under Arbejdet blev han dog ved at raabe til Gud om Forbarmelse. Hans Kammerater havde ondt af ham: "Han ligner slet ikke Billy Bray," sagde de. Saa gik han hjem igen og blev ved at raabe til Gud hele Vejen.

Klokken var elleve om Aftenen, da han kom hjem, men dog var det første, han gjorde, at kaste sig paa Knæ og raabe til Gud paa ny om dog at forbarme Sig over ham. Han glemte alt andet for dette ene. Han gik i Seng, men ikke for at sove.

Hele næste Dag raabte han igen til Gud, først om Formiddagen i sit Hjem, og derefter hele Eftermiddagen og Aftenen i Minen.

Natten gik paa samme Maade. Djævelen prøvede paa at gøre ham modløs; men nu var Løgneren blevet narret for sit Bytte; thi Billy sagde til sig selv, at det dog var godt, som det var, thi han vilde hellere ligge og raabe til Gud om Forbarmelse end leve i Synden.

Næste Dag "var han lige ved at gribe Velsignelsen," men saa maatte han gaa paa Arbejde Klokken to om Eftermiddagen. Her stormede Djævelen atter ind paa ham og blev ved at sige til ham, at han aldrig vilde finde Naade hos Gud. Men Billy sagde: Du er en Løgner, Djævel," og i samme Øjeblik blev hans Hjerte lettere, og han begyndte saa smaat at prise Gud. Saa sagde han til sine Kammerater:

"Jeg er vel ikke saa lykkelig som andre Kristne; men hellere end at vende tilbage til Synvden vilde jeg dog brændes til Døde her paa Stede".

Da han kom hjem, brød han sig ikke om at spise, denne Gang ikke som før paa Grund af Sjælenød, men fordi han havde faaet et Haab i sit Hjerte, og nu vilde han straks benytte sig af det. Han gik lige til Gud og sagde; "Du har sagt, at de, som beder, skal faa, og de, som søger. skal finde, og de, som banker, for dem skal der oplades. Da fyldte en overstrømmende Glæde hans Hjerte; han jublede og priste Gud, som havde forbarmet Sig over en ussel Synder som ham.

Det var i November 1823.

Alting syntes nyt for ham, Mennesker, Markerne, Kvæget, Træerne. Han var som et Menneske i en helt ny Verden, og han forekom sig selv at være fuldstændig ny. Han talte til alle om, hvad Gud havde gjort for ham. Han besøgte sine Kammerater for at fortælle dem det. Nogle sagde, han var gal, andre sagde, at de fik ham nok tilbage næste Lønningsdag.

Men de fik ham aldrig tilbage. Thi det var Gud, der havde draget ham op af det dybe Dynd og sat hans Fødder paa en Klippe, og Han gjorde hans Trin faste. (Davids Salme 40, 3.)

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media