Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL II.

En stor Høst.

"Opløft eders Øjne og se Markerne, at de allerede er hvide til Høsten". Joh. 4,35.

Billy Bray”s Omvendelse blev Begyndelsen til en stor Vækkelse i hele den Egn. Det kom dels som en Følge af hans Liv og Vidnesbyrd, dels som Svar paa hans Bøn.

Der var vel straks mange, der i Vantro tvivlede paa, at det kunde være ægte med hans Omvendelse; den forekom dem at være for pludselig og for gennemgribende. Mange af hans gamle Venner mente, at det var indbildning, han levede i; de prøvede paa at disputere med ham for at snakke ham Freden og Glæden fra: men det virkede ikke mere end "en Draabe Vand paa Halen af en And" som Billy sagde, eller som den samme Talemaade lyder paa Dansk: "at slaa Vand paa en Gaas."

Det var saa langt fra, at det indvirkede det mindste paa ham, at det tværtimod var helt farligt at komme i hans Nærhed, thi han var som en brændende Ild. Hele hans Udseende, hans Ord, alt hvad han tog sig for. blot et Blik fra ham var som en magnetisk Kraft, som ingen kunde staa for; ja, han var ligesom ladet med himmelsk Elektricitet. Og det var ikke, fordi han anstrengte sig for at være saadan eller for at vidne om Jesus, sin Frelser; thi han kunde lige saa lidt lade være dermed som Solen med at skinne eller Træerne med at knoppes ved Foraarstid.

Før havde han været stærk i at fortælle Løgne for dermed at more Folk. Nu blev han lige saa ivrig til at vidne om Sandheden. Denne var vel ikke vel set af mange, men det varede ikke længe, før nogle af dem var "lige saa gale som han selv." En af de første var hans Kone, som nu kom tilbage til den samme lykkelige Tilstand, hun var i, da hun første Gang blev omvendt.

Mændene, som arbejdede i Minen, tog han sig særlig af, og det paa en egen Maade. Før Arbejdet begyndte, og de gik ned hver til sin Plads i Skakten, samlede han saa mange, han kunde faa fat i, og bad med dem; han bad da sædvanlig Gud om, at dersom nogen af dem skulde blive slaaet ihjel den Dag under Arbejdet, at det da maatte være ham, thi han var beredt til Døden, men de andre ikke. Fra først af sagde de: "Ja, du kan bede, saa vil vi høre derpaa; men snart smeltede de haarde Hjerter. Taarerne trillede ned ad deres Kinder, og flere af dem begyndte selv at bede.

Der kunde nævnes mange mærkelige Tilfælde af Omvendelse; flere blev taget hjem til Gud kort efter at have fundet Fred med Ham. Blandt disse var en af Billys Kammerater fra Devonshire, som var kommet til Cornwall samtidig med ham. Naar nu Billy vidnede for Mine Arbejderne, og de begyndte at spotte ham, saa sagde denne Mand:

"I skal lade ham være i Fred, thi jeg kendte ham, da han var en Drukkenbolt, og nu er han en god Mand; jeg vilde ønske, jeg var som han."

Billy bad meget for denne Mand, og en Dag, da han havde været ude paa Marken for at bede, fik han Vished om, at han snart skulde blive omvendt. Da han traf ham næste Dag, sagde han:

"Jeg har godt nyt at bringe dig; thi da jeg bad ude paa Marken, sagde Gud til mig,'at du snart skulde blive omvendt"

Og det skete. Snart efter blev han syg og døde, lykkelig og glad i Jesus.

En anden Mand fortæller Billy om: "Vi arbejdede sammen før min Omvendelse, og han var en ond Mand ligesom jeg. Vi blev forfremmede paa samme Tid. Han blev Bestyrer af Minen, og jeg blev indlemmet i den himmelske Kongefamilie som et af Guds Børn. Efter at jeg i nogen Tid ikke havde set ham, fik jeg en Aften den Forvisning, at om jeg gik hen og talte med ham, vilde han blive frelst. Uden den mindste Tvivl i Hjertet gik jeg hen til ham, bad med ham og fortalte ham, hvad Gud vilde gøre for ham. Snart fandt han sin Frelser, og kort efter døde han, lykkelig i Hans Kærlighed."

Det Sted, hvor Billy samledes med flere andre Kristne, var et Kapel (Hick,s Mill Chapel), som var bygget i 1821. Nu begyndte mange Folk at komme sammen der, og ved Ordets Forkyndelse gik den ene efter den anden ind i Guds Rige. Tilstrømningen blev saa stor, at Kapellet allerede i 1824 maatte udvides, saa det kunde rumme 4-500 Mennesker. Hertil kom Folk langvejs fra, nu det blev Centrum for en stor Bevægelse, som naaede endogsaa til langt borte liggende Egne. Det følger af sig selv, at Billy stod midt i denne, og at ogsaa hans Navn blev kendt over hele den Del af Landet. Det var hans største Glæde at være til Stede, hvor der var religiøs Vækkelse, og naar han hørte om nogen, der var bleven omvendt, raabte han højt af Fryd derover.

Dette kom særlig frem ved et Besøg, han aflagde hos Præsten W. Haslam.

Denne er maaske de fleste af Læserne bekendt. Han var meget ivrig for Kirken og troede ikke, at der var Frelse udenfor den, og han kæmpede ivrigt imod "Dissenterne" i sit Sogn, saadanne troende, som ikke sluttede sig til Statskirken.

Blandt hans bedste Venner i Kampen for Kirken var hans egen Gartner. Saa fik denne imidlertid Tæring, og da han laa med Døden for Øje, mærkede han, at Kirken ikke kunde frelse ham. Han sendte da Bud efter nogle af de foragtede "Dissentere", og disse sagde, at han maatte komme til Jesus som den fortabte Synder, han var; de talte videre med ham om Jesu Kristi fuldbragte Værk og bad med ham, og han fandt Fred med Gud ved Troen paa Jesu Blod. Dette var en stor Sorg for Præsten; i Stedet for at glæde sig over, at en Sjæl havde fundet Fred, blev han vred over, at han ikke havde villet nøjes med hans Evangelium. I sin Fortrydelse vilde han slet ikke mere besøge den syge, men lod sig dog bevæge dertil; men da han kom til hans Værelse, fandt han ham imidlertid ikke paa Sygelejet, men gaaende frem og tilbage paa Gulvet, prisende Gud.

"Du er vild," sagde Præsten, "du har drukket Vin", John!

"Nej, ikke en Draabe," sagde Gartneren, "nej, det er noget helt andet. Jeg ved, De holder af mig, derfor vil jeg tale rent ud til Dem: De kender ikke denne Fred og Glæde, jeg er vis paa, De gør det ikke, ellers vilde De have fortalt mig derom. Men bed Gud om at give Dem den, og jeg vil ogsaa bede for Dem. Vær ikke vred paa mig! Gud velsigne Dem og omvende Deres Sjæl!

Præsten flygtede forvirret bort. Men han kunde ikke komme til Ro efter dette Stød. Han besøgte en Nabo-Præst og fortalte ham. hvad der var hændet. Denne Præst trøstede ham imidlertid ikke, men sagde, at dersom han havde været omvendt, vilde han have glædet sig over, at Gartneren var bleven frelst, og vilde have takket Gud sammen med ham; og han sagde rent ud til ham, at han vilde ikke komme til at gøre virkelig Gavn i sit Sogn, førend han selv blev omvendt.

Næste Søndag gik Præsten Haslam til Kirken med den Forvisning, at han ikke selv var omvendt; men da han stod paa Prædikestolen og begyndte at tale over Teksten: "Hvad tykkes eder om Kristus?", da blev hans Øjne aabnede til at se, at Kristus er Grundvolden, at Han var det Guds Lam, som borttog Verdens Synd. Saa blev hans Sjæl lige saa fuld af Glæde, som den før havde været af Elendighed. Den første Følge af Guds Velgerning mod hans Sjæl var den, at en Mand nede i Kirken raabte: "Halleluja! nu er Præsten bleven omvendt! Og Præsten blev langt fra vred over dette, men stemte i med i Pris til Gud. En stor Vækkelse fulgte derpaa i hele Sognet og Omegnen.

Det var ikke underligt, at Billy Bray ønskede at besøge ham for at "have en Fest for sine Øjne", som han udtrykte sig. '

Om Billy Brays Besøg i Baldhu Præstegaard fortæller Hasiam selv i en af sine Bøger. Det var en morgen, tre Maaneder efter hans Omvendelse, medens han sad og spiste Frokost, at han hørte nogen gaa frem og tilbage ude i Forstuen og prise Gud. Han gik hen for at se, hvem det var, og saa fik han for første Gang denne besynderligt udseende Mand at se. Han spurgte ham, hvem han var, og han svarede med et Ansigt, der straalvede af Glæde:

"Jeg er Billy Bray - er De Præsten?"

"Ja," lød Svaret.

"Omvendt, er De?"

"Ja, lovet være Gud"

"Er Damen omvendt?"

"Ja,"

"Tak, kære Gud"

Og saa kom han ind i Stuen for at hilse paa Damem. Saa spurgte han hende, om der var nogle Tjenestepiger i Huset.

"Ja, der er tre"

"Er de omvendte?"

"Ja".

"Hvor er de?"

"I Køkkenet".

Saa var han straks derude, og snart hørte Præstefolkene dem alle prise Gud højlydt paa deres Landsbymaal.

Billy kom nu igen ind i Stuen for at spise Frokost. med. Men førend han satte sig ned, gik han pludselig hen og tog Præsten om Livet og bar ham en Gang rundt om Bordet; efter at have sat ham ned paa hans Stol igen, dansede han selv rundt paa Gulvet af Glæde og sagde, at han var saa lykkelig, som han kunde holde ud at være. Det var ikke noget ualmindeligt for Billy at udtrykke sin Glæde paa den Maade; men det var jo ikke alle Folk, der var vant til den Behandling, Præsten fik.

Frokosten kunde han ellers nok trænge til; thi som han nu fortalte - han havde kørt hele Natten i en lille Vogn med et Æsel for. Han havde nemlig længe ønsket at besøge Præsten Haslam efter at have hørt om hans Omvendelse; men først den foregaaende Aften Klokken 11, da han var ved at gaa i Seng, bande han faaet Lov dertil af sin himmelske Fader. Saa havde han straks klædt sig paa igen, spændte Æslet for og drog af Sted, syngende hele Vejen.

Nu fortalte han ogsaa, hvbrfor han saa gerne vilde aflægge dette Besøg i Baldhu. Nogle Aar før var han nemlig kommet den Vej. og da havde Gud sagt til ham: "Jeg vil give dig alle, som bor paa dette Bjerg." Saa knælede han straks ned og bad for alle Beboerne, og derefter opsøgte han dem i deres Huse og talte med dem, indtil de alle kom til Herren. Men saa knælede han ned igen og beklagede sig for Gud over, at der kun var tre Huse der: han fik da Løfte om, at der skulde blive flere.

Han glemte aldrig den Høj, som Gud havde givet ham, men blev ved at bede for dens fremtidige Beboere. Saa en Dag fik han Brev fra sin Broder, >om boede i Nærheden, at nu blev Højen beplantet, og der skulde bygges en Kirke; senere hørte han, at der var bygget en Præstegaard og en Skole. Billy bad ivrigere end nogen Sinde for sin Høj. Da Kirken var taget i Brug, kom han for at se og høre selv, men blev højlig skuffet ved, at det var en "Puseyit", der prædikede der (Pusey er Navnet paa en engelsk Teolog, som var heLt katolsk i sin Iver for Kirken). Bedrøvet gik han bort, men lærte af dette, at han ikke skulde komme for at se, førend hans Fader gav ham Lov. Han forholdt sig saa rolig en Tid, men da han hørte om Haslams Omvendelse og Vækkelsen i Baldhu, kneb det for ham at holde sig hjemme.

Fra Præstegaarden gik Turen til Skolen, hvor han fandt, at baade Skolelæreren og dennes Hustru var omvendte. Det samme var Tilfældet i et Hus ved Siden af. Det var næsten mere, end han kunde bære; han sprang og dansede og klappede i Hænderne, raabte af Glæde og sang og prisede Gud.

Billy Bray blev temmelig snart en bekendt Prædikant. Ikke af den almindelige, regelmæssige Slags - undtagen i Klædedragt, thi sort Frakke og hvidt Slips maatte han anlægge. Men ellers var han ikke som andre. Han begyndte aldrig paa den sædvanlige Maade med en Tekst, som han udlagte, men med et Vers af en Sang, en Historie, en Oplevelse eller lignende. Han kunde holde Tilhørerne i Aande, baade gamle og unge, baade lærde og ulærde. I hele Cornwall var han til sin Død den mest afholdte Prædikant.

Et Billede, som han en Gang brugte, er betegnende for ham. Han prædikede paa et Sted, hvor der var to Miner i Nærheden af hinanden; den ene var god og gav Arbejderne godt Udbytte; i den anden var Arbejdet strengt og Lønnen daarlig. Hvad nu, om han arbejdede ved den daarlige Mine, men paa Lønningsdagen gik hen til den anden og vilde have sin Løn udbetalt der? Men havde han ikke arbejdet et andet Sted? Jo, men han holdt mest af at faa Lønnen her. Forgæves! Han maatte ogsaa arbejde, hvor han ventede at faa Lønnen udbetalt. Saaledes faar Mennesker Løn der, hvor de tjener, hos Djævelen eller hos Jesus.

Naar Billy talte om Herlighederne i Faderhuset, kunde han aldrig finde Ord stærke nok i sit jævne Sprog til at beskrive alt det gode.

Han talte f. Eks. over Jesu Ord. "Jeg er det Livsens Brød"; og saa sagde han: "Aa, sikken et dejligt Brød! Patriarkerne og Profeterne spiste af det og fandt ikke, at Skorpen var for haard. Apostlene og Martyrerne spiste af det og fandt, at det var godt helt igennem. Og, priset være Gud, gamle Billy kan spise af det, skønt han ingen Tænder har, og han bliver fed deraf."

Han skildrede, hvorledes nogle Kristne altid spiste ved et stille og højtideligt Bord; han kunde vel ogsaa spise der, men ogsaa ved det Bord, hvor man raabte Halleluja! eller ved det Bord, hvor man sprang og dansede.

Han udtrykte det paa den Maade:

"Jeg kan sige: Ære være Gud! Men jeg kan ogsaa synge; Ære, Ære være Gud! Og jeg kan danse: Ære, Ære, Ære være Gud!"

Og saa illustrerede han det sædvanlig med det samme.

Hans Billeder passede altid til de Forhold, han prædikede under. "Det er et godt Bytte at faa en Krone i Stedet for en Mine-Arbejders Hat," kunde han sige.

"O, I Mænd fra Vestlandet", sagde han en Gang, da han prædikede for sine Standsfæller, "jeg er ogsaa en gammel Mine-Arbejder. Kom til Himlen! Dersom der skulde mangle en Krone, saa vil jeg gerne undvære den, blot I vil komme. - Men der er for Resten ingen Mangel der," føjede han til; "jeg tror nok, Gud skal kunne finde Kroner til alle dem, jeg kan faa til at komme".

De teologiske Spørgsmaal klarede han paa sin egen praktiske Maade.

"Jeg forstaar mig ikke paa det; men jeg siger eder, Venner, at om der var noget, der kunde gøre mig mere lykkelig, end jeg allerede er, saa vilde jeg gaa lige ind i det - ligesom en And, med Hoved, Vinger og Fjer, hel og holden."

"Men I er ellers ikke halvt saa kloge som vore Ænder derhjemme," sagde han en Gang, da han prædikede for nogle meget kritiske Folk. "Dersom vi kaster en Haandfuld Korn ud til dem, saa Æder de alt Kornet, men lader Avnerne ligge. Men naar I faar Korn, saa samler I alle Avneme op og lader Kornene ligge."

Billy holdt ikke af tørre, stive Møder. Selv var han fuld af Liv og Livsglæde, og han holdt af at se andre lige saa lykkelige. Det var ikke alle, der syntes om det: men hos Befolkningen i Cornwall slog det godt an, da først mange var omvendte til Gud. Det var da det almindelige, at Møderne sluttede ikke alene med Sang og Bøn, men med Jubelraab, naar først der var kommet "Sejr", som de kaldte det, det vil sige, at Guds Aand havde faaet Magten i alle de tilstedeværendes Hjerter.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media