Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL III.

En glad kristen.

"Du omskiftede min Klage til Dans for mig, Du løste min Sørgedragt af mig og omgjordede mig med Glæde, for at min Ære skal lovsynge Dig og ikke tie; Herre min Gud, jeg skal prise Dig evindelig." Dav. Salme 30, 12-13.

Billy Bray fremstillede altid Kristendommens lyse Side.

Og for ham havde den ingen anden.

Hans Lykke og Glæde begyndte straks efter hans Omvendelse.

"Jeg er meget lykkelig under mit Arbejde", sagde han; "jeg kan springe og danse nede under Jorden lige saa godt som oppe paa dens Overflade."

"Jeg har følt Kristendommens Glæder 250 Fod nede under Græsset", sagde han en anden Gang.

Kammeraterne sagde til ham, at det at danse og raabe og gøre saadant et Væsen, det var ikke Kristendom. Men han svarede, at han var født i Ilden og kunde ikke leve i Røgen.

"Men det behøves dog ikke at springe og danse saadan og gøre saadan en Støj. Gud er da ikke døv."

"Men Djævelen er vel heller ikke døv, og dog gør hans Tjenere ogsaa meget Spektakel. Men jeg kan nok forstaa, at han hørte os hellere sige: Ak og Ve! end raabe: Hallelujah."

"Hvorfor kan du ikke tjene Gud uden at bære dig saadan ad?", spurgte andre ham.

"Det er ikke min Fejl," svarede Billy. "Om nogen hældte Vand i en Skaal her paa Bordet, og blev ved dermed, saa Vandet flød ud over Tæppet og sprøjtede omkring i Værelset, saa kunde det ikke nytte, man skændte paa Skaalen. Jeg er kun saadan en Skaal; min himmelske Fader lader Livets Vand strømme frit ind i min Sjæl, og om det er for meget for eder, saa tal med Ham om at sende noget mindre."

Det var der ikke noget at sige til.

"Og David dansede af al Magt for Herrens Aasyn," glemte Billy ikke at fortælle. pg han og hele Israels Hus førte Herrens Ark op med Fryderaab og Basunklang". (2. Sam. 6). Hvad David gjorde den Gang, kan vi da sagtens gøre nu, da vi har en saa meget bedre Pagt. Men ligesom Mikael, Sauls Datter, foragtede David, da hun saa ham springe og danse, saaledes kan der jo ogsaa nu være mange, der kalder sig Kristne, som ikke kan forstaa vor Glæde.

Billy glemte heller ikke at fortælle, at da Grundvolden var lagt til det andet Tempel, opløftede alt Folket et stort Fryderaab, idet de prisede Herren, og at man ikke kunde skelne Lyden af Glæde; Jubelen fra Lyden af Folkets Graad; thi Folket opløftede et stort Skrig, og Lyden hørtes langt bort (Esra 3).

Beretningen i Ap. Gern. 3 holdt han ogsaa af at anføre, om. hvorledes den lamme, der blev helbredet; "sprang op, stod og gik omkring og gik ind med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud. (V. 8). Har vi ikke Grund til at gøre som han?" Billy vilde gerne springe og løbe, om der var Lejlighed til det, og prise Gud; han havde mere Grund dertil end den anden, thi han havde aldrig været lam, og han havde faaet noget mere end sine Ben helbredte, nemlig sin Sjæl, saa han mente, at om den anden sprange en Alen, saa burde han springe to.

Han kunde ikke forstaa, at nogen kunde lade være med at prise Gud. Det var jo forjættet (Es.35. 6), at den lamme skulde springe som en Hjort og den stummes Tunge juble. Hvor kunde man vel være stum, naar man var et Guds Barn?

Han besøgte en troende Mand paa hans Dødsleje; denne havde altid været stille og tilbageholdende; nu laa han og kunde kun hviske, men sagde til Billy:

"Jeg vilde ønske, jeg havde Stemme til at prise Gud med."

"Du skulde have brugt den, medens du havde den, Broder," mente Billy.

Han kunde undertiden sige saaledes til Folk: "Nu skal I prise Gud, og jeg vil prise Gud, saa kun vi alle prise Gud i Forening". Eller han kunde Sige: "Nu skal du være Præsten og jeg Degnen; du skal sige: "Pris Herren! og jeg vil sige: "Amen," eller jeg vil være Præsten og sige: "Pris Herren!" og du skal være Degnen og sige: "Amen". Om man da ikke straks stemte i med Lovprisningen, troede han, at man var "død"; "thi er Herren ikke værd at'prise fra Morgen til Solens Nedgang!" Men selv om ingen andre vilde være med, saa vilde han dog prise Gud.

"En ung Kongesøn paa 40 Aar," som han under tiden betegnede sig selv, "skulde han ikke have særlig Grund til at fryde sig?"

Han kunde prise Gud. som om det var hans Livsgerning, og saa tilføjede han ved een Lejlighed: "O, om jeg blot levede saaledes, som jeg har Ret til at leve, saa vilde jeg af bare Glæde ikke føle Jorden under mine Fødder."

Saa blev hans Kone taget bort.

En overstrømmende Følelse af Glæde fyldte ham, naar han tænkte paa, at hans "kære Joey var sluppet bort fra al Møje og Besvær og nu skulde nyde himmelsk Salighed. Han begyndte at springe og danse omkring i Værelset og prise Gud, fordi hans Joey nu var omgivet af alle de hellige og de straalende Engle.

"Her er der en lille Smule af det bitre," sagde han, "men det er blandet med en hel Masse sød."

Ved et Møde, hvor mange Prædikanter tog Ordet, talte flere om deres Trængsler, men sagde, at Velsignelserne mere end opvejede dem. Saa kom Billy frem, klappede i Hænderne, smilede og sagde:

"Venner, jeg har ogsaa prøvet at spise baade Eddike og Honning: men jeg har faaet Eddike i en Teske og Honning i en Potageske."

"Men jeg vilde hellere gaa til Himlen paa den mest ujævne Vej og med blødende Fødder, end køre til Helvede i den fineste Karet," sagde han ved en anden Lejlighed.

Han glædede sig som et Barn ved Tanken om den Herlighed, der skulde være i Himlen; men samtidig kunde han sige: "Jeg har Himlen, medens jeg gaar til Himlen." Tanken om Døden var derfor for ham kun glædelig.

"Om du finder mig død i Morgen tidlig, saa husk at raabe "Halleluja!", sagde han en Aften til en Ven, da han gik i Seng.

Det, som gav Billy Bray den faste Grund under Fødderne, var den fulde Forvisning og det levende Haab, det var det, som han udraabte en Gang, da man var sammen med nogle Venner:

"Blodet. Blodet! Det dyrebare Blod!!! Det dyrebare Blod!!!!"

I Troen herpaa var han altid frimodig og ved denne Frimodighed var han altid rede til at øse af Frelsens Kilder: som han udtrykte sig: naar andre lukkede Skabet op, saa tog han Brødet ud og spiste af det.

At prise Gud var hans Natur.

"Hvorledes skulde jeg dog kunne andet? Naar jeg gaar hen ad Gaden, idet jeg saa løfter den ene Fod, saa er det, som om den siger:, "Ære være Gud!", og idet jeg løfter den anden, saa siger den: "Amen!", og saaledes bliver det ved hele Vejen."

"Men kan man ikke komme i den Vane at prise Gud uden at vide, hvad man selv siger?" Saaledes blev han adspurgt en Gang, da han besøgte en Ven, og der var nogle andre fremmede til Stede, som forundrede hørte ham takke Gud hele Tiden.

"Jeg tænker ikke, at Herren er meget plaget af den Slags Mennesken," svarede Billy tørt.

"O, at jeg havde tusinde Tunger" begyndte han en Gang en Prædiken med: og saa fortsatte han: "Tænk en Gang. det er 999 flere, end jeg har! Men mange af eder synger ikke en Gang med den ene, I har! En Fugl, som kan synge og ikke vil, den maa man lære det."

Billy Bray gjorde sikkert sit bedste for at lære dem det, ikke ved at holde Sangøvelse, men ved at søge at stemme Hjerterne til Lovsang, saa de ikke kunde lade være med at synge. Thi selv havde han det paa den Maade. Det kunde undertiden hænde, at Folk bad ham lade være med at synge; saa kunde han sige:

"Wesley og mange andre hellige Mænd ønskede sig 999 flere Tunger, end de havde; saa er det meget haardt for Billy Bray ikke at maatte bruge sin ene."

Ved et Møde fortalte en Prædikant om en troende Kvinde, som døde med Sejrsraab paa Læben. Da Billy hørte det, greb det straks hans Hjerte, og han raabte:

"Ære være Gud! Dersom en døende Kvinde kan prise Gud, saa maa en levende Mand da meget mere kunne det!"

En anden Prædikant var en Gang sammen med ham og fortalte ham da, at han nylig havde besøgt hans gamle, blinde Moder.

"Hun var meget velsignet af Gud, og medens jeg bad med hende, blev hun saa overstrømmende lykkelig, at hun sprang op og dansede omkring i Huset, takkende og pxrisende Gud."

"Dansede hun, den kære, gamle Sjæl?" raabte Billy og begyndte selv at springe omkring paa Gulvet. "O, hvor jeg er glad ved at høre, at hun dansede! Ja, jeg danser ogsaa undertiden. Hvorfor skulde jeg ikke gøre det lige saa vel som David! Han var Konge; men jeg er Kongesøn. og jeg har lige saa megen Ret til at danse som han. Jeg bliver undertiden meget lykkelig; min Sjæl fyldes af Guds Herlighed, og saa kan jeg ikke lade være med at danse. Jeg var hjemme i mit Kammer forleden Dag; jeg blev saa lykkelig, Guds Herlighed kom strømmende ned over mig, og saa begyndte jeg at danse saa lystigt omkring, at mine Støvlehæle gik gennem Gulve."

"Min Fader kan godt lide at høre mig synge. Jeg synger vel ikke saa godt som mange andre; men det gør ikke noget, min Fader synes godt om det alligevel; han vil lige saa gerne høre Hanen gale som Nattergalen slaa Triller, thi han har skabt dem begge to."

Jubelen og Lovsangen var smitsom, thi den kom fra Hjertet, og Guds Aand førte den videre til alle, hvis Hjerter var modtagelige.

En Dag gik Billy til et Møde sammen med en anden Mand. Denne saa ham bevæge Læberne som i Bøn.

"Hvad beder du om?", spurgte han.

"At min Fader vil sende ti Tusinde Pund Herlighed ned over min Sjæl."

For første Gang i sit Liv følte hans Kammerat sig drevet til at raabe højt for at prise Gud. Og dette blev han ved med saa længe, at det endogsaa blev for langvarigt for Billy.

"Kom nu! Ellers slipper vi aldrig bort herfra. Marken er jo fuld af Herlighed."

En Dag havde Billy været i Byen og blandt andet købt en Kjole til sin lille Pige. Paa Hjemvejen følte han sig saa lykkelig, at han maatte danse hen ad Vejen; men da han kom hjem, viste det sig, at Kjolen var faldet ud af hans Kurv.

Næste Dag, det var Søndag - var han til Møde, og den ene efter den anden stod op og forialte om sine Trængsler.

"Jeg har ogsaa haft Trængsler," sagde Billy med et polisk Smil; "i Gaar var jeg i Byen og købte en Kjole til min lille Pige; men da jeg gik hjem, kunde mine Fødder ikke gaa roligt hen ad Vejen, og saa dansede jeg Kjolen ud af Kurven."

Efter Mødet kom der en og gav ham Penge til en anden Kjole. Men et Par Dage senere kom der nogle og bragte Kjolen, som de havde fundet paa Vejen.

"Saa fik jeg to Kjoler i Stedet for een. Ære være Gud!"

Ingenting kunde tage den Glæde fra ham.

"Om Billy faar Arbejde, saa priser han Gud," sagde han selv; "om han ikke faar, saa synger han alligevel. Tror I, Gud kunde lade Billy sulte? Nej, nej, der vil sikkert altid være en Smule Mel paa Bunden af Krukken. Jeg tror jo Jesus, og naar jeg gør det, saa kunde Han lige saa godt lade Erke-Engelen Mikael sulte ihjel, som Han vilde lade Billy Sulte."

Ja, i den Henseende var Billy uforbederlig. Naar nogen bebrejdede ham, at han sang og raabte for meget, da kunde han sige:

"Om de tog mig og puttede mig ned i en Tønde, saa vilde jeg raabe ud gennem Spundshullet: Ære være Gud!"

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media