Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL IV.

Billy bygger.

"Salig er den Mand - - - som har Lyst til Herrens Lov, og grunder paa Hans Lov Dag og Nat. Han skal xære som et Træ, plantet ved Vandbække - - - alt, hvad han gør, skal lykkes for ham." Salme 1, 1-3.

Billy Bray var aandelig talt født i Frihed, og som vi før har hørt, var hans første Møde med et kristeligt Samfund just ikke tillokkende. Dette har rimeligvis været de eneste troende i den Egn, saa at det alligevel ganske af sig selv gik saaledes, at han sluttede sig sammen med dem; han blev ogsaa anerkendt som Prædikant i deres Kredse og gik ofte lange Veje for at lede deres Møder. Men Partimand blev han aldrig; og i de forkellige Gerninger, som Gud gav ham at gøre, mødte han netop de største Vanskeligheder fra det Partis Side, som han selv af Navn hørte til. Thi Guds Aand, som var i ham, drev ham til at være i hans Faders Gerning; men Parti-Aanden, som var i mange af de andre, drev dem til at tage mange smaalige Hensyn, som Billy slet ikke kendte til.

Det Sted, hvor de. troende samledes, var en lille og daarlig Bygning, og da der var mange verdslige og ugudelige Mennesker i Egnen, tænkte Billy ofte paa, at det vilde være godt at have et ordentligt Mødehus eller "Kapel", som de sædvanlig kaldte det. Gud lagde ham paa Hjerte selv at bygge det, og han var klar over, at det var Guds Sag, det drejede sig om, saa at han blot skulde gaa fremad, som Gud viste ham det.

Begyndelsen skete med, at hans Moder, som ejede en lille Jordlod, gav ham Grunden til at bygge paa. Han tog da straks fat paa at rydde Grunden og udgrave den; men da han var en fattig Mand, som kun havde sin Fortjeneste i Minen, og Kone og fem Børn at forsørge, var der ellers ikke videre Udsigt til, at Foretagendet skulde lykkes.

Husets Navn skulde være "Bethel"; saa meget var han dog klar over.

Hans Trosfæller var meget imod hans Planer, og de fik Prædikanterne paa deres Side. Menneskelig talt stod Billy saaledes ene: men det rokkede ikke hans Overbevisning om, at et Hus skulde bygges.

Da Grunden var udgravet og Grundstenen lagt, blev der prædiket paa Stedet. Det skildres som en meget ejendommelig Fest. Billy stod paa Grundstenen og talte, og saa sagde han blandt andet:

"Dersom dette ny Kapel staar i hundrede Aar, og een Sjæl bliver omvendt her hvert Aar, saa vil det udgøre hundrede Sjæle, og een Sjæl er mere værd end hele Cornwal."

Efter hans Fremstilling var det altsaa et rentabelt Foretagende.

Af Glæde over den gode Begyndelse dansede han derefter paa Grundstenen og raabte:

"Ære være Gud!".

Men ikke alle var saa glade over det. En Mand som boede i Nærheden, sagde paa denne Festdag, at han ikke vilde give noget til "Billys Kapel". Kort efter blev hans Hest lam, og han selv døde. Folk sagde, at det var som Straf.

Men Billy var ikke afhængig af noget Menneskes Hjælp, thi han vidste, at det ikke var hans Kapel, men Guds.

Arbejdet skred nu videre fremad. Der blev købt nogle Sten, og Murene begyndte at rejse sig, idet der altid kom Penge i rette Tid til at købe det nødvendige for.

Men de andre i Samfundet havde ikke opgivet deres Kamp. Da de ikke kunde standse Billy, gik de til den Mand, der var Leder af Samfundet i hele den Egn, og bad ham om at skride ind, da Kapellet ikke burde bygges paa det Sted. Han kom da og talte med Billy om det og foreslog ham at gaa ind paa ved Lodtrækning at afgøre, om Kapellet skulde bygges der eller et andet Sted. Billy svarede, at han var sikker paa, at det var det rigtige Sted, han byggede paa; derfor var han heller ikke bange for at indlade sig paa Lodtrækning, for at Gud derigennem kunde give Sin Villie til Kende. Om Aftenen var der Møde, og efter Mødet fandt Lodtrækningen Sted. Der var foreslaaet to andre Steder; men Lodtrækningen faldt til Gunst for det, som Billy byggede paa. Saa kunde Modstanderne ikke være andet bekendt end at sige, at de vilde hjælpe ham at fuldføre Huset. Men dette Løfte var ogsaa alt, hvad de gav, thi allerede næste Dag kom de og sagde, at de vilde ikke være med, da det alligevel var et forkert Sted at bygge paa. Saa stod Billy altsaa ene igen; men det var ingen Skuffelse for ham, da han fra Begyndelsen af jo kun havde forladt sig paa Gud.

Der byggedes nu videre paa Murene, og noget Tømmer anskaffedes til Taget: men der manglede til den ene Ende af Huset. Billy bad da Gud om enten at sende Tømmeret eller Pengene til at købe det for.

I de Dage var der en Prædikant, som holdt Møder der paa Egnen. Da han bad om Morgenen, sagde Gud til ham: "Gaa ned og giv Billy Bray et Pund Sterling" (18 Kroner).

Hun gik da hen og sagde til ham:

"Hvad skal du bruge et Pund til?"

Billy svarede:

"Til at købe Tømmer for til den ene Ende af Huset"

Prædikanten sagde, at han aldrig havde oplevet noget lignende; thi Gud havde bestemt sagt til ham, at han skulde give Billy de Penge. Han gav ham dem, og glad drog Billy af Sted og købte Tømmeret og fik Taget rejst.

Saa fik han to Pund til at tække Taget for.

Men nu begyndte Djævelen at ville gøre ham bange. Alt, hvad han fortjente i Minen, havde han straks opbrugt enten til sin Familie eller til Kapellet, og nu blev hans yngste Barn meget sygt. Løgneren kom da og fortalte ham, at Barnet skulde dø, og han vilde blive nødt til at tage det ene Pund til Begravelsen, saa han kun havde eet tilbage; og det vilde koste syv Pund at faa Taget tækket. Det saa lidt broget ud for ham.

Men snart kunde Gud atter faa ham i Tale og give ham Vished for, at Barnet ikke skulde dø.

Han gik da hjem og sagde til sin Kone:

"Vort Barn skal ikke dø, det har Gud vist mig"

"Sig det ikke," svarede hun, "alle vore Naboer siger, at Barnet maa dø, saa sygt som det er."

Endnu den følgende Dag saa det lidt tvivlsomt ud, men saa pludselig skete der en Forandring.

"Hun lever den Dag i Dag og er Moder til ti Børne fortalte Billy senere, "saa Gud gjorde Djævelen til Løgner en Gang mere."

Billy var nu ude for at bestille Rørene til at tække Huset med: der skulde bruges 300 Neg, og de vilde koste seks Pund; desuden skulde der bruges Lægter for et Pund. Han gav en Mand Besked paa at bringe det altsammen. men fortalte ham ikke, at han kun ejede to Pund.

Først blev de 100 Neg bragt, og Manden fik sine Penge for dem tilligemed Besked om at bringe Resten snart; men han fik ikke at vide, at der ingen Penge var at betale med. Da de øvrige Rør kom, var imidlertid Pengene kommet forinden.

En Mand blev sat til at udføre Arbejdet; det skulde koste halvandet Pund. Men da han kom for at faa Betalingen, havde Billy kun eet Pund. Hvad skulde han nu gøre? Han gik ud paa Landevejen. Den første Mand. som kom forbi, sagde han til:

"Du har ikke givet noget til min Faders Hus"

"Nej," lød Svaret, "og jeg har det heller ikke i Sinde"

Billy stod lidt og talte Guds Ord til ham; saa sagde han:

"Ja, for min Skyld kan du godt faa ti Shilling." (et halvt Pund).

"Det er just, hvad jeg behøver," sagde Billy.

Og saa kunde han gaa hjem og betale Tækkemanden.

Nu manglede der Træ til Vinduer, Døre og Bænke. Ved Minen skulde der netop sælges noget, som passede godt dertil. En af Billys Kammerater gav ham Penge til at købe det for.

Men det skulde køres hjem; der var Brug baade for Hest og Vogn. En af Billys Naboer havde en Hest, som han sagde om, at den ikke vilde trække; men Billy bad ham om at maatte laane den, og den udførte Arbejdet saa godt som nogen Hest, og det uden Hjælp af Pisken, skønt Læsset skulde trækkes over flere stejle Høje. Dens Ejermand blev højst forundret over at høre det gode Skudsmaal, den fik, da den ikke vilde trække for nogen anden.

"Den havde ogsaa arbejdet for et stærkt Firma den Dag," sagde Billy, "nemlig for Faderen, Sønnen og Hellig-Aanden, hvem jo baade Heste og Engle og Mennesker og Djævle maa adlyde. Om der ikke havde været nogen stærkere end Billy Bray, vilde den naturligvis have været lige saa stædig overfor ham som overfor andre."

Kapellet blev nu færdigt. Men saa blev der sagt: "Du faar aldrig nogen til at prædike i det"

Billy laasede da Kapellet, bragte Nøglen til sit Hjem og hængte den paa et Søm bag Døren. Saa sagde han til Gud: "Herre, her er Nøglen; jeg har gjort, hvad Du bød mig, og Kapellet er færdigt. Hvad enten Du nu vil, at Nøglen skal hænge her i syv Aar, eller at den skal tages ned hvert Minut paa Dagen, saa ske Din Villie!"

Samme Dag bestemte Prædikanten Møder til at afholdes i det ny Kapel, oven i Købet flere end Billy havde tænkt sig. Det blev brugt meget, og snart blev der Liv og Røre i det. Senere maatte der bygges et meget større Kapel i Nærheden, og det første blev saa kun brugt til Skole og mindre Møder.

"Det var ikke underligt, at Djævelen var vred, da det skulde bygges; thi jeg har der set saa mange som 50 paa een Gang anraabe Gud om Naade, og Naade fik de," sagde Billy.

Nogle af hans Venner, hvis Tro ikke var saa grundfæstet som hans, havde raadet ham til at bygge en Skorsten paa Kapellet, saa at, om det mislykkedes, det da let kunde forandres til Beboelseshus.

Men Billy sagde:

"Nej, jeg vil ingen Skorsten have paa det. Det skulde da være til at drive Djævelen ud igennem."

Bygningen af Kapellet lykkedes jo imidlertid. og selv uden Skorsten blev det et Sted, hvor Djævelens Herredømme over mange stakkels Sjæle blev tilintetgjort ved Evangeliets Forkyndelse.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media