Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL VI.

Troens bøn

"Udræk Din Haand til Helbredelse, at Tegn og Undergerninger maa ske ved Dit hellige Barns, Jesu, Navn!" (Ap. Gern. 4,30).

"Jeg maa fortælle," skriver Billy, "om en Kvinde, paa hvem Guds Kraft blev aabenbaret paa vidunderlig Vis. Hun har selv fortalt mig derom to Gange. Florence Hoskin hed hun. Hun var blevet Krøbling, saa hun i syv Aar fuldstændig mistede Brugen af det ene Ben og maatte gaa omkring med en Krykke og en Stok. Paa den Maade slæbte hun Benet efter sig, og Doktoren Sagde, at hun aldrig vilde komme til at bruge det. Men han tog fejl; thi hun blev rask. Vor Gud er jo al Kraftens Gud, og intet er for svært for Ham."

"Det var en Lørdag Aften i Juli 1844, at hun gik til Sengs med et bedrøvet Hjerte; thi hun var ikke alene syg paa Legemet, men hendes Sjæl var ikke kommet til Hvile. Hun laa da og had til Gud, som er mægtig til at helbrede baade Sjæl og Legeme; og hun skulde snart erfare Sandheden af begge Dele.

Først brød Lyset ind i hendes Sjæl, og hun blev meget lykkelig i Jesus.

Derefter sagde hun: "Kære Herre, nu har Du givet Lægedom for min Sjæl; skulde Du ikke ogsaa kunne helbrede mit Legeme?"

Og straks var det, som om Gud sagde til hende: "Staa op og gaa ned til Kapellet; der skal du blive helbredet."

"Hvorfor ikke her, kære Herre?" thi hun syntes, det var nemmere for hende at blive liggende i Sengen.

Men straks veg Guds Aand fra hende.

Da sagde hun: "Herre, jeg vil gaa til Kapellet, eller hvor som helst hen Du vil, blot jeg kan blive rask."

Og Gud sagde til hende: "Dersom du bliver helbredet her, vil de ikke tro det; thi mange af dem er ligesaa vantro som Jøderne i Jerusalem."

Det var altsaa Søndug-Morgen, Gud sagde til hende, at hun skulde gaa ned til Kapellet og blive helbredet. Thi Han vilde, at der skulde være mange Vidner til det san man ikke kunde tvivle derom. Men da hun kom ud paa Vejen, prøvede Djævelen paa at standse hende ved at forestille hende, at hun skulde spise Frokost først. "Nej, Djævel," sagde hun, "det vil jeg ikke; du har tit nok standset mig, saa jeg kom for sent til Mødet."

Saa gik hun da med sin Krykke og sin Stok, slæbende det lamme Ben efter sig.

Hun var den første i Kapellet. Men straks efter kom en af de ledende i Menigheden.

"Hvor kan det være, du er saa tidlig paa Færde 1 Dag, Florence?"

"Det er, fordi der skal ske store Ting i Dag; jeg faar et sundt Ben, det har Gud sagt til mig."

"Aa, er du tosset," sagde Manden.

"Ja, om jeg ikke havde mere Tro, end du har," sagde hun, "saa blev jeg aldrig helbredet for min svaghed."

Saa begyndte Mødet.

Medens en af Brødrene bad, sagde Florence:

"Bliv ved at bede; nu er der ved at komme Balsum."

Da Mødet var forbi, kunde hun gaa omkring i Kapellet uden Krykke og Stok. Rygtet derom fløj omkring i Landsbyen.

"Florence Hoskin gaar omkring i Kapellet uden Krykke og Stok!". En stor Mængde kom sammen for at se det vidunderlige, der var sket.

Da hun gik ud af Kapellet, sagde en Mand:

"Florence, her er din Krykke og din Stok!"

Men hun svarede:

"Dem maa du have, om du vil. Jeg har ingen Brug for dem mere."

Og saa længe hun levede, fik hun heller aldrig mere Brug for dem.

Et andet Tilfælde beretter Billy om:

En Søndag var han paa Vej til et Møde. En Mand, som de kaldte "Bedstefar", ønskede at gaa med ham; men han var næsten lam. Da de havde gaaet et lille Stykke, tog Lamheden Overhaand, og han sagde, at han ikke kunde gaa længere.

»Du maa gaaa," sagde Billy. "Din Fader maa helbrede dig."

Han kunde kun med Besvær og under store Smerter slæbe sig fremad.

Da saa Billy op mod Himlen og bad: "Kæro Fader, gør ham rask!"

Og Gud gjorde ham rask.

Al min Smerte er forsvundet, sagde han; og nu gik han af Sted til Mødestedet, saa Billy knap kunde følge ham.

Det blev "Bedstefara, der kom til at prædike den Dag. Først vilde han synge en Sang, saa bad han, og saa begyndte han at fortælle om, hvorledes han havde været en Drukkenbolt, men Jesus havde frelst ham, og nu var han et lykkeligt Menneske.

Det blev et bevæget Møde, og Billy frydede sig. De fulgtes ad hjem, og der var ingen Tanke om Lamhed eller Smerte. Ved et senere Møde fortalte "Bedstefar om, hvor svag han havde været, men hvorledes Gud havde taget det altsammen bort paa Vejen til Mødet den Søndag Morgen; og han havde ikke mærket det mindste til det siden.

En anden Mand fortæller Billy om, som havde ligget til Sengs i to Aar og ikke havde kunnet tale i den Tid; men "Gud bragte ham ud af det paa een Dag."

Et tidligere Tilfælde er meget karakteristisk for Billy. Et af hans Børn var meget sygt; hans Kone var bange for, at det skulde dø, og bad ham om endelig at gaa til Doktoren og faa noget Medicin.

Billy gav sig paa Vej og tog de faa Penge med sig, som var i Huset. Men paa Vejen mødte han en Mand, som havde mistet sin eneste Ko og nu var ude for at bede om Hjælp for at købe en anden. Billys Hjerte blev straks rørt, og han gav ham Pengene.

Men nu følte han, at det ingen Nytte vilde være til at gaa til Doktoren, da han ingen Penge havde at købe Medicin for. Saa tænkte han, at han vilde fortælle sin Fader det. Han sprang da ind over Gærdet og gav sig til at bede. Medens han bad, følte han sig forvisset om, at Barnet vilde leve. Da han kom hjem, var det allerede meget bedre og blev snart helt raskt.

Da hans Kone laa paa sit Sygeleje, sagde hun en Dag til ham: "Billy, jeg ser ikke noget fra Himlen!"

"Det gør jeg heller ikke," sagde han. "Og hvorfor skulde Gud ogsaa vise os Syner, naar vi ligesaa godt kan tro Ham uden det."

Og han fortsatte: "Om jeg saa Frelseren som et Barn i Krybben, vilde jeg dog ikke tro det mere, end jeg nu gør. Om jeg hørte ham kalde Lazarus ud af Graven, vilde jeg dog ikke tro det mere, end jeg nu gør. Om jeg saa min kære Herre naglet til Korset og hørte Ham raabe: "Det er fuldbragt! saa Ham opgive Aanden og opstaa af Graven den tredie Dag, saa kunde jeg dog ikke tro disse Ting mere, end jeg gør nu."

Billy besøgte en Gang en gammel Mand, som havde levet et syndigt Liv, men nu var begyndt at søge Gud.

"Du Skal ikke være bange," sagde han til ham; "dersom du beder Gud om det, kan du være sikker paa at finde Naade."

Men den gamle Mands Hjerte kunde ikke endnu modtage Frelsen og Velsignelsen.

Saa fortsatte Billy: "Sæt nu, at du var meget fattig, men du vidste, at der var en Pung med mange Penge gemt et Sted her i dette Værelse, og du vidste, at om du søgte efter den, saa vilde du finde den, og naar du fandt den, vilde du have nok til at afhjælpe al din Nød, mon du da ikke vilde søge med et frimodigt Hjerte?"

Næppe var disse Ord sagt, før den gamle Mand sprang op og raabte: "Nu har jeg det!" Hans Kone kom ind i Stuen, faldt ham om Halsen og jublede sammen med ham.

"Aldrig i hele mit Liv har jeg kendt noget saa dejligt", sagde den gamle Mand.

At Billys Hjerte frydede sig, behøver vi ikke at fortælle. Om han klappede i Hænderne og dansede rundt i Stuen, berettes der intet om; men det er rimeligt nok, at han gjorde det.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media