Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL VII.

Dagligt Liv.

"Vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere!" (Jak. 1.22).

Skønt Billy Bray var en fattig Mand med en stor Familie, delte han dog gerne med dem, der intet havde.

En af hans Venner sagde om ham. at han kunde ikke eje to Hatte i to Dage, dersom han vidste, at nogen manglede en.

En Prædikant boede en Gang hos ham i flere Dage for at holde en Række Møder i et af hans Kapeller.

En Morgen, fortæller han. gik Billy ud. men kom snart efter tilbage med to smaa Børn. en Dreng og en Pige, en under hver Arm..

"Hvad vil du med de Børn?" spurgte hans Kone ham.

"Moderen er død, og Faderen er gaaet bort fra dem; saa tænkte jeg, at det var bedst at tage dem ind og opdrage dem sammen med vore egne Børn."

"Lad dem hellere komme paa Fattiggaarden; vi har jo fire selv, og du kan daarligt nok forsørge dem."

"Herren kan ligesaa godt føde dem her som paa Fattiggaarden," sagde Billy, og dermed satte han dem ned paa Gulvet sammen med hans egne Børn: "Saa, I smaa, nu er det eders Hjem!"

Det var svært for hans Kone at tage imod disse to smaa fremmede, da Indtægterne var saa smaa.

Prædikanten, som var Vidne til dette, undrede sig over, at Billy kunde have saa rummeligt et Hjerte. Han tænkte da paa at give ham nogle Penge for at hjælpe med til Børnenes Underhold. Han havde to Pund og 15 Shillings hos sig. Af dem gav han ham 5 Shillings.

"Der kan du se, Kom," sagde Billy, "Gud har allerede sendt 5 Shillings, skønt Børnene ikke har spist for en Penny'Brød endnu."

Prædikanten følte sig til Mode, som om han havde stjaalet de 5 Shillings. Han forstod, at han ikke havde givet nok. "Billy, giv mig de 5 Shillings tilbage, saa skal du faa 10 i Stedet for til Børnene!"

"Gud ske Pris!" raabte Billy, "sagde jeg ikke til dig, Kone, at Gud kunde ligesaa godt føde dem her som paa Fattiggaarden."

Prædikanten følte sig imidlertid mere elendig.

"Giv mig de 10 Shillings tilbage. Billy, saa skal du faa et helt Pund" (20 Shillings). sagde han. Han satte sig derefter til at læse. men kunde ikke faa Ro. Billy maatte have et Pund til. Og for hver Gang udbrød han i ny Pris til Gud.

"Nu maa du ogsaa raabe Halleluja. Kone, thi Herren sørger for alt."

"Lev nu op. Kone: nu kommer Pengene ind. Priset være Gud!"

De 15 Shillings maatte gaa samme Vej, saa der kun var nogle Smaapenge tilbage. Men nu kom den tilrejsende Prædikant ogsaa med til et Takkemøde med saa megen Velsignelse, som han aldrig før havde oplevet."

De to Børn blev hos Billy. til de selv kunde fortjene deres Brød.

Det var en af Billys største Glæder, naar han kunde skaffe Hjælp til de nødlidende. Og naar han kom til de syge og forpinte, bragte han altid Solskin med; ingen forstod at opmuntre dem som han.

En gammel troende Kvinde besøgte han en Gang, som kendte ligesaa meget til Herren, som han kunde fortælle hende. Hun elskede Herren saa meget, at hun ikke kunde finde et Navn godt nok at kalde Ham med.

"Ethvert Ord, hun talte," sagde Billy, "var sødt for min Sjæl"

"Hvorfor", blev der spurgt.

"Fordi hun var fyldt med den Hellig-Aand ligesom Barnabas og Stefanus. Og Satan kan ingen Ting udrette med dem. som er fyldt med den Hellig-Aand."

Naar Billy kom til et Dødsleje, kunde han sprede Mørket, baade for den døende og for de sørgende efterladte. Men han kunde ogsaa give de trætte syge nyt Livsmod.

En Præst besøgte han, da denne tilsyneladende laa paa sit yderste. Men med mange Guds Ord formanede og opmuntrede han ham til at leve længe endnu som et levende Vidne om Jesu Kristus. Han gav sig til at skildre den herlige Løn, som venter dem, der er sande Lys i Verden: hvide Klæder og Palmegrene, en Trone, et Kongerige, en Krone, Livsens Krone, Ærens Krone. Retfærdighedens Krone.

"Og jeg tør vædde. det bliver en fin og prægtigen," føjede han endnu til. medens den "døende" Præst glemte sin Sygdom og lo af fuldt Hjerte.

I sit tidligere Liv har de Billy brugt sin Fritid om Søndagen i Djævelens Tjeneste. Nu blev det naturligvis alene i Guds, og det paa den Maade, at han gik lange Veje for at forkynde Evangeliet. Den Skakt, han arbejdede i, krævede imidlertid en Gang imellem Søndags-Arbejde af ham, idet den blev fyldt med Vand og maatte pumpes tom to Gange i Dølgnet, dersom Arbejdet skulde kunne begynde straks Mandag Morgen. Han forstod nu, at Gud vilde fritage ham for dette Søndags-Arbejde, saa at han kunde anvende hele den Dag til den aandelige Gerning.

Saa blev han da borte den følgende Søndag, idet han var i fuld Virksomhed i et af sine Kapeller.

Mandag Morgen mødte han som sædvanlig. Bestyreren af Minen spurgte ham om Grunden til hans udeblivelse Dagen før. Jo, det var Guds Villie, at han ikke Skulde arbejde om Søndagen, svarede Billy. "Jeg skal guds-villie dig," sagde Bestyreren i Vrede, og dermed blev Billy afskediget fra Arbejdet. Det gjorde ham dog ikke noget, da han havde en fast Klippe at bygge paa baade for sit aandelige og sit timelige Underhold. Men da hans Arbejdskammerat ogsaa blev afskediget, gik han atter til Bestyreren og gik i Forbøn for ham. Han blev da atter spurgt om Grunden til sin Opførsel.

"Jeg har en ny Herre", sagde hun "og Han siger, jeg man være fri for at arbejde om Søndagen."

Til hans store Glæde blev der da anvist ham Arbejde et andet Sted, hvor han kunde være fri hver Søndag.

Men just paa denne Tid udbrød der en Vækkelse ved et af Kapellerne. Billy benyttede da Lejligheden til at holde fri en hel Uge for at tage sig af de mange søgende Sjæle. Og det kunde nok behøves; thi de gamle troende var mere døde end nogen Sinde. De kom til Møderne i Kapellet, men sad der med sorte Ansigter i Stedet for at glæde sig over, hvad der foregik. Billy derimod var ret i sit Element, thi Guds Aand arbejdede saa stærkt, at henved 100 fandt Fred med Gud i Løbet af denne Uge.

Om Fredagen skulde det afgøres, hvor de forskellige Mine-Arbejwdere skulde være fra den følgende Mandag. Billy tænkte paa at gaa derhen, men forstod, at han hellere maatte overlade det helt til Gud. Om Aftenen kom der da to Mænd og sagde, at Bestyreren havde anvist dem Arbejde et Sted. hvor Billy skulde være sammen med dem.

Mandag Morgen gik denne da glad hen for at se, hvad det var, Gud havde lagt til Rette for ham. Det viste sig senere, at medens han før kun havde tjent 2 Pund om Maaneden, kunde han paa det ny Sted tjene 5; og saa var han endda fri for alt Søndags-Arbejde.

Det var ikke underligt, at han priste Gud for denne Forandring; thi i Stedet for at blive afskediget tjente han nu mere end dobbelt saa meget som før; og saa var han tilmed sikker paa, at han paa den Maade gjorde Guds Villie, hvilket var ham mere værd end al Verdens Penge.

Denne Forandring i Arbejdet var dog rimeligvis fra Bestyrerens Side en Straf for Billys Genstridighed. Til at begynde med kunde der heller ikke udrettes stort i den Skakt, han og hans Kammerater arbejdede i, da altfor megen Tid maatte anvendes med at udpumpe Vandet. Billy talte da med sin himmelske Fader om Sagen. Da de saa næste Dag skulde til at arbejde. hørte de en gurglende Lyd fra Bunden af Skakten; i Løbet af kort Tid forsvandt Vandet og kom ikke atter tilbage.

Ogsaa paa mange andre Omraader viste det sig i Billy Brays Liv. hvor godt det er at have Tro til Gud.

"De, som bier paa Herren, skal forny deres Kraft, de skal fare op med Vinger som Ørne; de skal løbe og ikke blive trætte; de skal gaa frem og ikke vansmægte." (Esaias 40, 31.). - Det var ret et Ord for ham. Og Sandheden af det beviste sig i hans daglige Liv.

Thi skønt han arbejdede haardt hele Ugen igennem, havde han altid Kræfter til at være i Virksomhed uafbrudt hele Søndagen, og han "løb" mange Mil for at naa omkring med det gode Budskab. At denne Kraft alene var fra Herren, kunde klart kendes paa ham, thi han brugte at faste hele Søndagen indtil om Aftenen. Han plejede at sige: "Om Søndagen faar jeg min Frokost og Middagsmad fra Kongens Taffel, og to gode Maaltider er det; jeg vilde ikke bytte disse to himmelske Maaltider bort for de allerfineste paa Jorden." Eller han kunde sige om Søndagen: "I Dag til Morgen har jeg faaet en rigtig god Skive af min himmelske Faders store Brød."

Paa denne Kost var det, han foretog sine lange Søndagsture. Uden at blive træt kunde han prædike, synge og bede, ja, springe og danse, som han havde for Skik.

Dersom han en Gang imellem følte sig lidt træt eller syg Mandag Morgen, saa sprang han desto ivrigere af Sted for ikke at give Djævelen Rum. Mod Forkølelse og Hæshed brugte han det samme Middel som John Wesley: at prædike og synge desto mere. Og den bedste Opstrammer, han vidste baade for Sjæl og Legeme, var et rigtig velsignet Møde.

Paa hans gamle Dage hændte det. at han en Søndag Aften kom hjem fra en lang Tur.

"Stakkels gamle Mand!" sagde en af hans Venner til ham.

"Nej" raabte Billy, idet han sprang omkring paa Gulvet. "Kald mig ikke en gammel Mand, jeg er jo som en Dreng; jeg kunde godt gaa den samme Tur en Gang endnu."

"Densom gamle Folk vil være unge," sagde han en anden Gang, "Så… skal de blot ind i Herrens Mølle og males rigtig fint; saa kommer de ud som nyfødte Skabninger".

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media