Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL VIII.

Mere end sejr

"I Verden skal I have Trængsel; men vær frimodige: Jeg har overvundet Verden." (Joh. 16, 33).

"Djævelen ved nok, hvor jeg bor," sagde Billy Bray ofte til Folk, som mente, at han slet ikke blev prøvet paa samme Maade som andre Kristne.

Billy var ganske vist altid syngende, altid dansende, altid glad.

Men det var, fordi han kendte Gud, som "altid lader os vinde Sejr i Kristus." (2. Kor. 2, 14).

Han havde "Trængsel"; men det var af den Slags, som der staar om: "I al deres Trængsel var der dog ikke Trængsel" (Esaias 63, 9).

Han blev prøvet og fristet af Djævelen, men stod ham imod fast & Troen.

Han havde "Modgang" af forskellig Slags, men kunde sige: "I alle disse Ting mere end sejrer vi ved Ham, som os elskede" (Rom. 8, 37).

Han gik aldrig ud for at møde Djævelen paa Halvvejen, men lod ham være, hvor han var, og forblev selv i Jesus.

Han søgte ikke andres Medlidenhed og Hjælp i Prøvelserne, men ventede altid, at hans himmelske Fader skulde udfri ham. Og han blev aldrig beskæmmet.

En Gang, da han kom fra Minen, vilde der flere Gange lægge sig Frygt over hans Sjæl, men han lod sig ikke bringe til at vakle. Da han kom til en smal Overgang, kom den Tanke til ham, at Djævelen selv vilde møde ham paa Broen; men straks udbrød han: "Djævelen, hvem er han? En falden Engel, som Gud har udstødt af Himlen! Hvad skulde han vel kunne gøre mig? Jeg er Billy Bray! Gud er min himmelske Fader! Hvorfor skulde jeg dog san være bange."

Han vidste med sig selv. at i hans Hjerte "Var der ikke saa meget som for een Penny (8 Øre), som Djævelen kunde drive sit Spil med"

Derfor raabte han frimodig: "Kom kun frem, du gamle Løgner! Kom kun alle sammen, baade gamle og unge, baade sorte og hvide!" Og straks fornam han, at

for Jesu Navn Hans Fjender fly."

Da Folk mødte ham derefter, sprang og dansede han hen ad Vejen, prisende Gud, som havde givet ham Sejr.

Ved mange Lejligheder manglede der ikke alene Penge, men endog Brød og andre nødvendige Ting i Billys Hus. Men aldrig vaklede han i Troen. og aldrig svigtede Gud ham.

En Lønningsdag kom han hjem uden en Penny i Lommen. Det var en haard Prøvelse for ham, men værre endnu for hans Kone. Hun gav ham Skylden for deres stadige Fattigdom: men han sagde blot: "Gud vil sørge for os"

Og næsten i samme Øjeblik kom en Mand ind i Huset med en Kurv fuld af alt, hvad de behøvede.

Da han brugte af sin knappe Fortjeneste til Kapel-Bygningen, sagde hans Kone: "Vi kommer paa Fattiggaarden, dersom du bliver ved paa den Maade."

"Bryd dig bare ikke om det, kære Kone; Gud skal nok sørge for os." Og det gjorde Han.

En anden Gang hændte det en Lønningsdag, at Han slet ingen Løn fik udbetalt, og der var ikke Brød i Huset. Hans Kone raadede ham til at gaa til Mine-Bestyreren og bede ham laane dem lidt Penge. Det gjorde han ogsaa og fik 10 Shillings. Men paa Vejlen hjem kom han ind til en fattig Familie, som var endnu værre stillet, thi de havde ikke det mindste at spise. I Billys Hjem var der vel ikke Brød, men dog Kartofler og Flæsk, Saa fik de da de 5 Shillings. Men saa kom han ind til en anden Familie, som var lige saa fattig; han syntes ikke, han kunde give dem mindre end de andre, og saa fik de da de andre 5 Shillings.

"Naa, Billy, traf du saa Beslyreren?" spurgte hans Kone, da han kom hjem.

"Ja."

"Bad du ham om Penge?"

"Ja, og han gav mig 10 Shining"

"Hvor er de da?"

"Jeg har givet dem bort"

"Aldrig i mit Liv har jeg dog kendt nogen som dig. Det er da ogsaa helt urimeligt, som du bærer dig ad."

"Gud vil nok ikke ret længe staa i Gæld til mig" sagde Billy og gik ud. I et Par Dage kneb det nu svært for hans Kone. Men midt i den følgende Uge, da han kom hjem fra Minen. saa han helt smilende ud.

"Fru X har været her i Dag"

"Naa."

"Og hun gav mig 20 Shillings."

"Ja, der kan du se; jeg sagde nok, at Gud vilde ikke ret længe staa i Gæld til mig; nu har Han givet 05 de 10 Shillings tilbage og 10 Shillings i Rente."

Paa den Tid. da Billy blev omvendt, var han meget fattig. En Arbejdsmand, som drikker, kan jo ikke være andet end fattig. Hans bedste Frakke var en meget tarvelig Jakke af Bomuldstøj. Dog sagde hun, at den var meget bedre, end han havde fortjent det. I denne gik han nu ud om Søndagen ug vidnede for sine Kammerater. Det varede dog ikke længe, førend en af Vennernes Samfund forærede ham en Frakke og en Vest, der passede ham, som om de var syet til ham…

Ved en senere Lejlighed sagde en Ven til ham: "Gud har sagt, at jeg skulde give dig en Frakke; men jeg ved ikke, om den passede"

Hertil svarede Billy Bray: "Har Gud sagt, at du skal give mig den, saa passer den ogsaa; thi Han ved nøjagtigt, hvor stor jeg er"

Det var iøvrigt ikke saa vanskeligt at finde Tøj, der passede ham; thi, som han sagde, "han og Moden var nu en Gang kommet paa Kant med hinanden og var aldrig senere blevet forligte."

En Ven af ham, som i Aaret 1840 boede i Falmouth og var Udgiver af et Afholdsblad, fortæller følgende: "En Pakke blev afleveret paa Kontoret, adresseret til William Bray. Nogen Tid efter kom Billy og spurgte, om et nyt Sæt Klæder var afleveret der til ham, Han fik Pakken og aabnede den og begyndte at prise Gud for det gode ny Tøj. Det havde hans Fader givet ham, sagde han. Det var gaaet til paa følgende Maade:

En Dag gik han gennem en Naboby, da en Skrædermester, som stod i sin Gadedør, tiltalte ham.

"Er det ikke Hr. Bray, Prædikanten?"

"Mit Navn er William Bray, men sædvanlig kaldes jeg Billy Bray. Men hvad det angaar at være Prædikant, da kan jeg ikke give nogen Besked derom; men undertiden gaar jeg omkring og indbyder Syndere til at kunnne til Jesus, og Gud være lovet, det har ikke været forgæves."

"Ja, det er ogsaa det samme," sagde Skræderen, men du ser ud. sum om du trænger til et Sæt nyt Tøj"

"Ja, det gør jeg." sagde Billy. "og jeg faar det ogsaa, saa snart som min himmelske Fader mener, at jeg skal have det"

"Du kan faa det her hos mig."

"Ja, det kan jeg maaske nok; men du skal jo have Penge for dem ."

»Det gør lige meget med Pengene. Kom ind og lad mig tage Maal. Du kan vælge af det bedste Tøj og skal faa det til Indkøbspris; og Syningen skal jeg ikke tage noget for. Saa kan du altid betale Tøjet, naar det passer dig."

"Priset være Gud for det! Jeg tænkte nok, Han snart vilde finde en Maade at give mig Tøj paa"

Det var nu disse ny Klæder, der var sendt til Falmouth, Billy følte glædestraalende paa dem og sagde: "Du kan se. at jeg ikke har valgt det fineste, men det bedste."

Der blev efterhaanden mange, der paa samme Maade som Billy gik omkring som fri Prædikanter, særlig til de døde og mest ugudelige Egne. Da de ikke var lønnede, maatte de ofte lide Nød og Mangel og Spot til af deres utaknemnelige Tilhørere.

En af dem fortæller Billy om, at han prædikede i en By, hvor Befolkningen var meget ond og ugudelig. Efter at have holdt Møde havde han intet at spise og intet Sted at overnatte, saa han maatte sove under aaben Himmel, og det var endda temmelig koldt. Djævelen kom da og fristede ham og sagde, at nu havde han intet at spise, intet Sted at bo og daarlige Klæder; han havde ingen Venner, thi alle Kristne hørte til et eller andet Parti. Som for at hjælpe Djævelen, kom en af disse partiske Kristne og sagde til ham: "Ja, I Folk er dygtige til at jage Fuglene op, men vi fanger dem." Den anden svarede ham: "Dommens Dag er ved at komme, og da vil hvert Fuglebur blive lukket op, og Fuglene flyve hen, hvor de hører hjemme. Da vil de Folk blive til Latter, som staar med tomme Bure i deres Hænder." - Saaledes maatte han gennemgaa mange Prøvelser, og Djævelen havde travlt med at fortælle ham, at Gud var en streng Herre, som ikke var værd at tjene. "Se en Gang paa dine Klæder." sagde Løgneren, "nu er de opslidte, og hvad saa?". Men han stolede paa Gud.

Kort efter kom en af Vennernes Samfund og spurgte ham: "Er det alle de Klæder, du har?" - "Ja" - "Kom saa hjem med mig, saa skal jeg give dig nogle andre". Og kort efter aabnede Gud en anden Mands Hjerte, saa han sendte ham Penge. Saa sagde han: "Saa, Djævel, nu skal jeg gøre Jagt paa dig i hele Egnen, nu, da jeg har baade Brød og Vand."

Det var Billys Tro, at Gud aabnede hans Venners Hjerte naar Han vilde, at de skulde give ham et eller andet, og at Han lukkede dem igen, naar Hjælpen ikke mere behøvedes.

Billys Kone laa længe syg, før hun døde. Han havde mange velsignede Stunder sammen med hende. Men han var ikke hjemme. da hun døde. Saa kom Djævelen straks og fortalte ham, at hun ikke var gaaet til Himlen. Men han troede ikke "den gamle, sorte Løgnerv, thi den Sag havde Jesus jo ordnet een Gang for alle.

Undertiden kom Djævelen ogsaa og sagde til ham: "Til sidst skal jeg alligevel nok faa dig til Helvede."

"Har du maaske en lille hyggelig Plads der, hvor jeg kan sidde og prise Gud?" spurgte Billy. "Du kan ikke brænde mig, Djævel; der er ikke Fedt nok paa mig. Har du nu desuden ikke kendt mig i 28 Aar som din Modstander. og altid er det mig, som har sejre."

Men atter sagde Djævelen: "Vent du blot, til sidst faar jeg dig nok."

Billy svarede: "Ja, jeg kan godt gaa med dig til Helvede, thi Jesus er med mig, saa jeg vil synge og prise Gud, og den Lyd kan du ikke lide at høre."

Fristelsen kunde ogsaa lyde paa, at han var en rigtig Taabe at gaa omkring og prædike uden at faa noget for det.

"Ikke saa stor en Taabe som du"," lød Svaret. "Du var en Gang i en god Stilling, men forstod ikke at blive i den."

Et Aar, da Kartoffelhøsten var slaaet fejl, saa der næsten ingen gode var imellem dem, kom Djævelen til Billy, da han var ved at grave sine Kartofler op, og talte med ham paa følgende Maade:

"Billy, tror du, din Fader elsker dig?"

"Ja, det Skulde jeg mene."

"Det tror jeg ikke," sagde Løgneren.

Billy sagde senere: "Om jeg havde tænkt mig lidt om, saa vilde jeg slet ikke. have hørt paa hans Snak, for hans Meninger er ikke den mindste Smule værd at lægge Mærke til."

"Det tror jeg ikke," sagde Løgneren altsaa; "og ved du hvorfor? Dersom din Fader elskede dig, vilde Han havde givet dig en ordentlig Afgrøde Kartofler, ligesaa mange, du kunde ønske dig, og hver af dem ligesaa store som en knyttet Næve. Han kunde lige saa let have givet dig mange som slet ingen. Men Han elsker dig ikke."

Men Billy var ikke til Sinds at høre nogen tale om hans Fader paa den Maade; derfor sagde han: "Nej, stop, hvem du end er, der taler saaledes om min Fader! Jeg tror nok, at jeg kender dig, og jeg kender ogsaa min Fader. Og saa tænke sig, at du kommer og siger til mig, at Han ikke elsker mig! Men jeg har dit Skudsmaal skrevet hjemme i mit Hus, og det siger, at du har været en Løgner fra Begyndelsen. Det gør mig ondt at maatte sige, at jeg var Ven med dig for nogle Aar siden, og jeg tjente dig saa trofast, som noget stakkels Skrog kunde. Men alt, hvad du gav mig, var Pjalter paa min Krop, et ødelagt Hjem, et Hoved fuldt af Pine og ingen Kartofler, og saa Helvedes Ild som Slutning paa det hele. Se derimod min kære himmelske Fader! Jeg har kun tjent Ham daarligt nu i snart 30 Aar. Og saa har Han endda give mig et rent Hjerte og en Sjæl fuld af Glæde og en dejlig hvid Klædning, som aldrig bliver opslidt. Og Han siger. Han vil gøre mig til Konge med Tiden, at jeg maa leve i Hans herlige Palads og regere med Ham i al Evighed. Og saa kommer du her og taler om Ham paa den Maade!" - -

"Og tro mig, kære Venner" føjede Billy Bray til, da han fortalte det. "han var borte paa Minutten, han den anden. Og han har aldrig for Skik at sige Farvel. naar han gaar sin Vej."

---

Under Mine-Arbejdet var det en Gang blevet overdraget Billy at staa for Udrensning af Metallet af en stor Bunke, som ansaas for temmelig værdiløst. Han havde en Flok unge Arbejdere under sig. Men det saa ud, som om der ikke skulde blive den mindste Fortjeneste for ham, og hvad der var endnu værre: for dem, han havde under sig. Thi de vilde kunne sige: "Ja, hvad forstaar han sig paa det, den gamle Billy Bray, den gamle Slyngel af en Prædikant! Nu har han narret Drengene og Pigerne for deres Løn; det er en rar Kvisten, han!"

Men Billy blev ved at tale med Gud om Sagen og fik til sidst Forvisning om. at den skulde faa et godt Ufald.

"Jeg vil føre dig igennem" sagde Herren til ham en Dag.

"Jeg tror det, Herre! Jeg ved, Du vil," svarede Billy. "Amen! Halleluja! Nu bryder jeg mig ikke om, hvad Djævelen siger. Naar Du siger, Du vil føre mig igennem, saa tror jeg det"

Prøvelserne kom igen atter og atter; men Billy lod sig ikke rokke:

"Det gør lige meget, om Metallet er noget værd eller ej; Herren har lovet at føre mig igennem, og jeg tror Ham."

Da Regnskabsdagen kom, viste Metallerne sig at være meget mere værd, end nogen havde anet. Efter at have betalt Drengene og Pigerne, havde Billy endda en rigelig Sum tilbage til sin egen Løn.

En radikal Maade at møde Løgneren paa, angav Billy saaledes:

"Den bedste Maade at behandle Djævelen paa, er at surre ham fast i Gangspillet; man kaster Rebet om ham og lader ham gaa rundt, til han er bundet rigtig fast ind til Akselen. Og dorsum han saa siger: "Lad gaa!" saa skal du aldrig indlade dig paa at slippe Rehet. Naar du saadan har ham tøjret der, vil han aldrig kunne skade dig det mindste; han kan kun skære Tænder ad dig"

Med Rebet mente han naturligvis Guds Ord. Det var hans faste Holdepunkt. "Hvad skulde Djævelen vel kunne gøre ved en som ham?" sagde han om sig selv.

Da han første Gang besøgte en Familie, blev der læst om, hvorledes Djævelen fristede Jesus i Ørkenen. Billy hørte roligt til, indtil det Vers blev læst, hvor Djævelen lover Jesus at give Ham Verdens Riger og deres Herlighed, blot Han vilde falde ned og tilbede ham. Saa sprang Billy op og raabte: "Den Løgner! Den gamle Landstryger! Han give Verdens Riger bort naar han aldrig ejede saa meget som en Kartoffelskræl, som han havde Ret til at kalde sin, den gamle Landstryger!"

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media