Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL IX.

Afholdende i alt

"Eders Legeme er den Hellig-Aands Tempel. - I er dyrekøbte; ær derfor Gud i eders Legeme og i eders Aand, hvilke hører Gud til!" (1. Kor. 6,19-20).

Der er to Ting, som ikke kun skilles fra Billy Brays Liv som en Kristen. Det er hans Afsky for berusende Drikke og for Tobak.

Selv havde han været fuldstændig ødelagt af Spiritus og havde været en Slave af sin Pibe. Det var derfor ikke underligt, at han senere advarede andre mod disse Afguder.

Hvorledes han blev Total-Afholdsmand, skildrer han selv pan følgende Maade:

"Da jeg hørte, at der skulde komme en Mand og tale om Total-Afhold, tænkte jeg, at jeg vilde gaa hen og høre ham, men at jeg ikke vilde underskrive noget Løfte, thi dersom en Mand blot ikke drikker for meget, vil en lille Smule kunne være godt for ham. Men da jeg hørte paa Foredraget, fik jeg et andet Syn paa Sagen, og før det var til Ende, raabte jeg:

"Thomas, skriv mit Navn!"

Han blev saa ikke alene selv en paalidelig Afholdsmand, men en ivrig Forkæmper for den Sag. Naar han talte derom, sagde han ofte: "Dersom Satan nogen Sinde skulde have fanget mig tilbage, saa skulde det have været med Ølkruset. Folk sætter Limpinde for at fange Fugle, og Satan sætter Vin-Flasker og Øl-Krus for at fange Tosser. Men naar man aldrig smager en Draabe af det, kan man heller aldrig fanges af det.

Han fnemhævede stærkt. at Maadehold ikke er nok. Dersom man er en lille Smule gerrig eller en lille Smule hidsig, skal Djævelen snart faa en Negl ind," sagde han.

"Man kan lige saa godt hænge en gammel Kones Forklæde for Indgangen til en Kartoffelmark for at hindre en gammel So med dens Grise i at gaa derind, som vente, at en Drukkenbolt skal blive helbredet ved Maadehold. Satan ved nok Besked: han sætter bare et lille Krus frem for- at fange ham igen."

"Helvedes-Huse," kaldte han Beværtningerne. "Og Helvedes-Huse er de virkelig," sagde han, "for de bereder Mennesker for Helvede og hjælper dem paa Vej dertil."

"Himmel-Huse," kaldte han derimod de Steder, hvor Folk fik Guds Ord at høre, saa de blev beredte for Himlen.

En Mand, der havde været omvendt, men atter faldt tilbage i Drukkenskab, talte Billy til paa følgende Maade: "Hold dig udenfor Rækkevidden af Djævelens Lænke! Der var en snedig Ræv, som var bundet i en Lænke; men dog lykkedes det den at fange nogle dumme Kyllinger. Den kastede nogle Korn ud: først rigtig langt fra dens Plads, saa lidt nærmere og lidt nærmere igen. De dumme Kyllinger fulgte med og aad dem, indtil Ræven var over dem. Paa samme Maade bærer Djævelen sig ad. Først et Glas, som man kan drikke uden Fare, saa to Glas, og det gør heller ikke noget, saa tænker du, at du maaske godt kan tage 3 eller 4. Men naar du har drukket saa meget, saa er du i Djævelens Vold, og han slipper dig ikke, før du er drukken; og saa siger han: "Se, det er din Religion! Du kan ligesaa godt opgive det hele straks; ingen vil tro dig men", du er nu helt i min Mag!"

"Jeg var en ligesaa ivrig Tobaksryger som Spiritusdrikker!, sagde Billy. "Jeg holdt ligesaa meget af min Tobak som af min Mad; ja, jeg vilde hellere gaa ned i Minen uden min Middagsmad end uden min Pibe. Men da Guds Aand kom i mit Hjerte, var det, som om en sagte Røst indeni mig talte til mig derom. Naar jeg tog min Pibe, sagde den: "Det er en Afgud; tilbed Herren med rene Læber!" Saa følte jeg, at det var galt."

"Herren sendte ogsaa en Kvinde til mig for at overbevise mig derom. Da jeg nemlig en Dag var sammen med hende. og jeg tog min Pibe frem for at tænde den, sagde hun: "Føler du ikke, at det er galt at ryge?" Jeg svarede, at jeg følte noget indeni mig, som sagde. at det var en Afgud og en kødelig Nydelse. "Det er Herren", sagde hun. Saa sagde jeg: "Saa maa jeg opgive det. Herren siger det indeni mig; og Kvinden siger det udenfor mig: saa maa Tobakken bort, hvor højt jeg end elsker det… Paa Stedet tog jeg Tobakken op af min Lomme og kastede den i Ilden, og Piben knuste jeg under mine Fødder. "Aske til Aske og Støv til Støv!" sagde jeg. Og siden har jeg ikke røget"

"Det var hårdt nok at bryde med den Vane; men Gud gav mig Kraft dertil. Dagen efter fik jeg en frygtelig Tandpine. Jeg troede, det var en Følge af, at jeg ikke røg mere. Men jeg sagde, at selv om jeg skulde miste hver Tand i min Mund, vilde jeg dog ikke give mig til at ryge igen. Saa sagde jeg: "Herre, Du har sagt: "Mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let. I samme Øjeblik forsvandt Tandpinen."

Det hændte ikke saa sjældent, at Billy Bray ved Afholdsmøder havde Sammenstød med dem. der vel havde sluppet een Afgud, men betænkte sig paa at slippe dem alle, deriblandt Tobakken.

Ved et Møde sagde en Afholds-Prædikant: "Alexander den Store overvandt hele Verden; men dog lod han sig overvinde af stærke Drikke.

Saa kom Billy frem og sagde: "Vor Ven talte om Alexander den Store. Jeg kan nu ikke se, at han var stor i noget andet end at hugge Folks Hoveder af. Alexander overvandt Verden, og de stærke Drikke overvandt ham. Nu overvinder vi de stærke Drikke; derfor overvinder vi Aleksanders Overvinder: og dog - her saa han stift paa nogle Tobaksrygere - "de. som har overvundet Alexanders Overvinder, lader sig virkelig overvinde af en Pibe Tobak"

Hvor indgroet de grimme Vaner er, fik Billy selv grundigt at føle. Thi efter at hun havde opgivet at ryge Tobak, tænkte han, at han dog nok kunde blive ved at skraa lidt. Men ved et Bedemøde i Kapellet sagde Herren til ham: "Tilbed mig med rene Læber!" Saa tog han straks Skraaon ud af Munden og kastede den ind under Talerstolen. Men før Forsamlingen atter knælede ned og bad, havde han faaet en ny Skraa i Munden. Under Bønnen sagde Herreh atter til ham: "Tilbed mig med rene Læber!" Saa blev den ogsaa kastet ind under Talerstolen, og fra den Stund af, siger han, har han været en fri Mand."

Omtrent 20 Aar efter sagde Billy en Gang: "Gud har givet mig Penge nok paa min Vej gennem Livet til de daglige Fornødenheder, men ingen Ting til Piben. Havde jeg blot anvendt 6 Pence (omtrent 50 Øre) om Ugen paa Tobak, saa havde jeg nu haft en Gæld paa 30 Pund (omtrent 500 Kroner)."

Særlig overfor unge Mennesker søgte han at vise, at Tobakken ofte var det første Trin paa Lastens Vej. Desuden var Piben slet ikke nogen Hjælp for dem paa Vejen til Himlen, sagde han, men en Fjende baade af deres Sjæl og Legeme og ikke mindst af deres Pengepung: den bidrog til at gøre mange Arbejdsmænd fattige.

"Naar den gode Aand tilskynder en god Mand til at læse et Kapitel i Bibelen," sagde Billy, "saa siger den onde Aand, som er efter Kødet: "Tag først et Par Drag af din Pibe!" og naar saa Piben er bleven tændt, og man har dampet en Tid paa den, saa faar man andre Ting at tage Vare paa, og den belejlige Tid til Læsning i Bibelen er forspildt. Eller om en anden Mand tænker paa at bede til Gud, saa kommer Ofte den Indskydelse: "Nu vil jeg ryge en Pibe Tobak først. Og naar saa Piben er udrøget, kommer der andre Ting og forstyrrer, og det bliver ikke til noget med at bede den Gang. Piben har berøvet de Kristne Hundreder af Kapitler i Bibelen og af Bønner, foruden at den skader deres Helbred og stjæler deres Penge"

Mange indvendte imod Billy Brays Angreb paa Piben: "Det er ingen Synd at ryge.! Men han svarede, at vi maa slippe alle Afguder for Jesu Skyld, thi Han hengav Sin sidste Blodsdraabe for os."

Der var dem, der slap deres Afgud, men senere tog den op igen. De fik at høre, hvor usselt det var, at "en lille Pibe Tobak kunde overvinde dem."

En Mand kom og fortalte Billy, at han var stærkt fristet.

Han fik det Raad at gaa og tale med Jesus om det.

"Men" sagde Manden, "jeg ved ikke, om det er Djævelen, der frister mig, eller ej ; men den Tanke kommer stadig til mig, at jeg skulde opgive Piben."

"Jeg tror ikke, den Fristelse er fra Djævelen," sagde Billy.

Efter at de havde bedt sammen, slap Manden sin Pibe. Men et Par Dage efter sagde han, at der var vist alligevel noget godt ved Piben.

"Du har hugget Hovedet af Ølkruset, men kun Halen af Tobakspiben, saa du faar den nok snart tilbage igen," sagde Billy.

Det gjorde han ogsaa, men slap den senere for bestandig.

Prædikanter skaanede Billy ikke, naar de efter hans Mening gav et daarligt Eksempel, og det gjorde de ikke mindst ved Tobaksrygningen. "Prædikanten ryger, saa kan jeg ogsaaa, det var det almindelige Argument, han mødte fra de Kristne. Men for ham stod det som noget ligesaa umuligt for en Kristen at ryge som at dyrke Afguder.

En Gang Skulde han holde et Møde sammen med en Prædikant. Da han bad, lagde han Mærke til, at denne var særlig ivrig til at sige "Amem til hans Bøn. Men saa begyndte han at fremføre forskellige enkelte bestemte, Ting for Gud:

"Herre hjælp Dit Folk til at slippe deres Afguder!"

"Amen," sagde Prædikanten.

"Frels Dine Børn fra at skikke sig lige med Verden!"

"Amen," lød det atter fra Prædikanten.

"Hjælp dem af med deres Stads og Pynt"

"Amen."

"Og med deres Glas og Drikkevarer"

"Amen," lød det endnu.

"Og med deres Piber og Tobak"

Men nu kom der intet »Amen"

"Hvor blev dit »Amen" af, Broder?" spurgte Billy, idet han med den for ham ejendommelige Frihed ikke mere talte til Gud, men til Prædikanten, der knælede ned ved Siden af ham. "Hvorfor siger du ikke "Amem" til Piberne ligesaa vel som til Glassene? Du holder maaske ikke af at sige "Amem til Piberne?"

Derpaa fortsatte han sin Bøn. Senere udtalte Prædikanten sin Misfornøjelse med at være bleven irettesat i alles Paahør.

"Du sagde dit "Amem højt nok, da det drejede sig om, at undre skulde slippe deres Afguder," sagde Billy; "men du var ikke villig til at slippe din egen. Priset være Gud! jeg har sluppet alt for min Frelsers Skyld"

Denne Prædikant var ellers ivrig nok for at drage Mennesker bort fra det jordiske. Ved et senere Møde sagde han: "Dersom mine Arme var lange nok og stærke nok, og Gud vilde give mig Lov dertil, saa vilde jeg tage eder allesammen og flyve lige ind i Himlen med eder"

"Og jeg," sagde Billy. da hun fik Ordet, "jeg vilde være tilbage en halv Time efter for at hente en ny Favnfuld."

Billy Brays Maade at tale paa stillede tidt Sagen i et saadant Lys, at Folk kom til at le ad deres egne daarlige Vaner og derved fik Kraft til at opgive dem.

Saaledes sagde han: "Dersom Gud havde tænkt, at Mennesket skulde bruge Snus, vilde han have ladet Næsehorene vende opad. Det var ogsaa en daarlig Bygmester, som ikke satte nogen Skorsten paa et Hus, men tænkte, at Røgen skulde gaa ud igennem Døren; dersom Gud havde bestemt Mennesket til at ryge, vilde han derfor sikkert have anbragt en lille Skorsten i Baghovedet for Røgen at gaa ud igennem.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media