Gamle tekster

Kongesønnen Billy Bray
af F W Bourne

KAPITEL X.

Gammel, og dog ung.

"Min Sjæl, lov Herren, og alt, hvad i mig er, love Hans hellige Navn! - Han, som forløser din Sjæl fra Graven, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; Han, som mætter din Sjæl med det gode, saa du bliver ung igen som Ørnen!" (Salme 103. 1-5).

Skønt Billy Bray kunde være ivrig i sin Kamp mod Tobaksrygning og (Drukkenskab, var det dog ikke, fordi dette optog ham. Nej, det var tværtimod Gud alene, der fyldte hans Sjæl; det var Kristi Kærlighed, det var Jesus, der drev ham og optog ham ganske og aldeles.

Det var Glæden Herren. der drev ham til at danse og klappe i Hænderne og raabe højt til Guds Pris.

Endnu paa sine gamle Dage blev han ved med det. Aaret 1867 var han saaledes i Plymouth og havde Møder i Metodistkirken; thi han gik ind overalt, hvor der blev lukket op for ham. Det var meget velsignede Møder, men temmelig larmende. Paa Gaden kom en Mand og bebrejdede ham, at han gjorde saa megen Støj ved Mødet. Manden talte højt og i en skarp Tone og sagde. at Folk maatte gerne høre hans Ord. Billy syntes, at naar denne Mand ikke var bange for at tjene sin Herre paa aaben Gade, saa skulde vi ikke være bange for at prise vor Herre i et Kapel.

"Min bedste Ven er den Herre Jesus; Han har gjort mig glad, saa jeg aldrig mere kan sørge; Han fylder mit Hjerte, saa jeg maa raabe det ud; Han faar mine Fødder til at danse. Jeg kan ikke lade det være; ja, selv om man huggede Fødderne af mig, tror jeg, jeg maatte danse paa Stumpen," sagde han.

Præsten Haslam spurgte ham en Gang, hvor det kunde være, at han altid var glad; han selv var ikke altid paa Bjerget, ofte var Himlen fuld af Skyer for ham, og Frygt fyldte hans Sjæl.

Billy svarede, at vi maa blive Daarer for Kristi Skyld. Folk som Haslam, sagde han, som har saa megen Bog-Lærdom og derfor saa meget. som de først maa glemme, er meget uheldigt stillede i Sammenligning med visse andre, "thi nogle af os," føjede han til, "ved De nok, er Daarer til at begynde med."

Der var dem, der vilde benytte sig af Billys Enfoldighed til at holde ham for Nar eller more sig over ham. Saaledes kom der en Gang en Dame for at studere hans Ejendommeligheder. Men hun fandt ham mod Sædvane tavs og tilbageholdende. "Vi maa jo være Daarer for Kristi Skyld," sagde hun for at lokke ham ud. "Maa vi det, Frue," sagde han, "ja, saa er vi jo to af den Slags."

Det følger af sig selv, at døde og tomme Former var noget, Billy ikke kunde fordrage. Noget, han var meget imod, var ved Møderne at have Kor af uomvendte og uaandelige Mennesker til at synge paa Menighedens Vegne. Ved en Lejlighed, hvor et saadant Kor sang oppe fra Orgel-Galleriet, vendte han sig efter det første Vers op imod dem og sagde: "I deroppe har nok taget Bestillingen fra os; men lad os nu begynde forfra; vi lader os ikke narre paa den Maade."

Billy havde stor Kærlighed til Hedningemissionen. Men han vilde have, at man skulde give det bedste dertil. Ved et Møde blev der aflagt Regnskab for, hvor meget der var indkommet til Missionen, blandt andet ved Salg af gamle Klude og Ben.

Men Saa stod han op og sagde: "Jeg tror ikke, det er rigtigt at fremme Herrens Sag ved Hjælp af gamle Klude og Ben. Han fortjener det bedste. Og dog er han saa nedladende, at dersom nogen har en Kylling, der er ved at dø, og han saa svøber den ind i en Strømpe og lægger den ved Ilden og siger: "Dersom denne Kylling lever, vil jeg give den til Missionærerne!" saa vil det ikke vare længe, før den siger: "Pip, pip, lad mig komme ud, nu er jeg bedre. Jeg kender ogsaa en Kone, som havde to Gæs, men hun kunde aldrig faa mere end 2 eller 3 Gæslinger til at leve. Saa lovede hun at give hver tiende til Missionærerne. Det Aar blev der 11 Gæslinger, og de levede alle, til de blev fuldvoksne; saa døde der en af dem. Hvad tænker I saa, at Djævelen sagde? "Det er Missions-Gaasen". Det er paa den Maade, Djævelen holder af at underholde Missionærerne. Men Konen kendte den Tale og sagde: Nej, Djævel, der er ti tilbage, og Missionærerne skal have den ene." Næste Aar havde hun atter 11 Gæslinger. Jeg saa dem svømme i Dammen med deres lange Halse og hvide Fjer; det var de mest respektable Gæs, jeg nogen Sinde har set.

Ved et Møde, hvor der blev samlet ind til Hedningemissionen, lagde Billy Bray Mærke til, at nogle Damer lagde Pebermynter i Bøssen i Stedet for Penge. Næste Aften var de ogsaa til Stede. Han fortalte da, at det ofte hændte, at en fattig Kone gav en Shilling (omtrent 90 Øre) til Missionen. Saadan en fattig Kone var altsaa ligesaa meget værd som et Dusin Penny-Damer (1 Penny er en Tolvtedel af en Shilling) eller som to Dusin Halvpenny-Damer eller, som jeg ikke ved hvor mange af de Pebermynte-Damer, der somme Tider kommer til Møderne," sagde han.

Hemmeligheden ved det rige aandelige Liv, som altid sprudlede ud fra Billy Bray, var hans nøje og stadige Samfund med Gud.

Nogen Tid efter hans Omvendelse kom en fremmed Prædikant og holdt et Møde alene for de troende. Han spurgte en af dem. om han kunde sige, at Herren havde renset hans Hjerte fra al Synd.

Det kunde han ikke.

»Det er det, de kalder Helliggørelse," tænkte Billy ved sig selv; "det maa jeg have." Og saa kom han ned paa sine Knæ og raabte til Gud om at helliggøre ham ganske og aldeles, Aand og Sjæl og Legeme.

"Du er ren ved det Ord, jeg har talt til dig," sagde Herren til ham.

"Herre, jeg tror det," svarede Billy.

Da den fremmede Prædikant kom til ham, sagde han: "Endnu for fire Maaneder siden var jeg en stor Synder. Men siden da er jeg bleven retfærdiggjort uforskyldt af Guds Naade: og nu i denne Morgenstund har Herren helliggjort mig aldeles."

"Om du kan tro det, er det saa," sagde Prædikanten.

"Jeg kan tro det!" Og da han fortalte ham dette, blev hans Hjerte fyldt med en uudsigelig Glæde.

Men skønt Gud brugt ham mange Steder til megen Velsignelse, fik hun dog aldrig store Tanker om sig selv.

"Kort efter min Omvvedelse, - fortæller han, kom Djævelen og sagde til mig: "Billy Bray, du bliver en stor Mand!" Men jeg sank ned til at være ingenting, og paa den Maade slap jeg ud af Djævelens Hænder."

Naar han var ingenting, havde han desuden den Fordel, sagde han, at han kunde flyve omkring paa Englevinger.

"En grov gammel Pæl fra Cornwall… sagde han om sig selv, "havde Gud stillet op i en Samling af de fineste og sjældneste ædle Stene for paa den Maade at fremhæve de andres Skønhed desto mere."

Men et endnu større Under var det for ham, at Gud havde samlet saadan en plump gammel Pæl op fra Jorden for at anbringe den i Sin Himmel, og at han som en ung Prins, som Søn af Kongernes Konge, maatte færdes frit paa Gaderne af Guld, medens de rige paa Jorden paa Grund af deres Gerrighed var udelukkedé fra Herligheden, da de jo ellers vilde stjæle af Guldpladerne paa Gaden for dermed at søge at fylde de tomme Rum i deres Sjæl, som Gud dog alene kunde fylde.

I Aaret 1867 sagde han ved et Møde: "I maa undskylde de Fejl, jeg gør; I kan ikke vente saa meget af et Barn, som af en Mand. Og jeg gaar først i mit fjerde Barndomsaar"

Han var da fyldt 74 Aar.

Alderen tyngede ham ellers ikke. Han var glad og livlig som før. Han gik lange Veje og prædikede, hvor som helst nogen vilde høre. Han blev ved at bede - eller rettere love og prise Gud - uden Afladelse.

Endnu i Begyndelsen af Aaret 1868 var han med til en Vækkelse et Sted, og her følte han sig hjemme. "Gud gjorde Folket meget lykkeligt, og mig meget lykkelig med den," sagde han. Om Aftenen efter Mødet samledes mange i et privat Hus, hvor de sang og priste Gud, og nogle Sjæle raabte om Frelse. "Vi kunde ikke bestille andet end prise Guda sagde Billy, "thi Aanden var udgydt paa en saa vidunderlig Maade. Jeg var saa lykkelig, som jeg kunde være uden at dø af Glæde. Det var en uafbrudt Strøm af Herlighed."

Han var meget svag paa Legemet den Gang, men glemte det for den overvættes Herlighed, der blev aabenbaret.

Men kun een Gang endnu forlod han sit Hjem.

Saa blev han som en Mand, der har Tæring. Han sendte Bud efter Doktoren, ikke for at faa Lægedom igennem ham, men for at høre af hans Mund, om det var Døden.

"De maa snart dø," sagde Doktoren.

"Priset være Gud!" raabte Billy; og saa tilføjede han: "Naar jeg kommer hist op, skal jeg saa hilse fra Dem, Doktor, og sige, at De kommer snart?"

Det gjorde et dybt Indtryk paa Lægen.

Indtil det sidste blev Billy ved med at raabe: Halleluja! Og han sagde, at nm han kunde leve sit Liv om igen, vilde han raabe ti Gange saa meget.

En Ven, som besøgte ham paa Dødslejet, spurgte, om han nu ikke var bange for Døden eller for at gaa fortabt.

"Hvad? Jeg bange for Døden! Jeg gaa fortabt! Min Frelser overvandt jo Døden. Og om jeg skulde komme i Helvede, saa vilde jeg blive ved at raabe: "Pris og Ære være Jesus!" saa det genlød i hele Rummet, og den elendige, gamle Djævel maatte sige:

"Billy, det er ikke et Sted for dig; du maa gaa herfra!"

Saa vilde jeg gaa lige op til Himlen og raahe: "Ære, Ære være Gud"

Den 25de Maj 1868 sov han hen.

"Ære være Gud" var hans sidste Ord.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media