Lov og nåde

3.
Deres ulykkelige Tilstand, som er under Loven.

I dette Afsnit vil vi først vise den Fare, hvori Menneskene paa Grund af Loven befinder sig, efter den Natur de har arvet fra Adam; dernæst, hvorledes hver for sig er stillet under den.

Angaaende det første Punkt er der fem Kendsgærninger at paapege:

For det første: Med den Natur, de arver fra Adam, er de i ien sørgelig Tilstand, fordi han efterlod dem i en brudt Pagt, eller om man vil, fordi de, medens de var i ham, med ham brød den Pagt. Ja, det var en herlig Skat, som Adam efterlod sine Efterkommere: en brudt Pagt, saa vist som Døden herskede over alle hans Børn, saaledes som de kommer fra ham, og endnu til denne Dag hersker, en baade naturlig og evig Død (Rom. 5). Lad være, man ikke er Dranker, Sværger, Løgner, det spiller ingen Rolle.

Far det andet: Han ikke alene efterlod dem en brudt Pagt, men gjorde dem ogsaa med sig til Syndere imod den; han gjorde dem til Syndere: „Ved det ene Menneskes Ulydighed ere de (mange bievne Syndere" (Rom. 5, 19), og det er værre end det første.

For det tredje: Men ikke alene det: han berøvede dem ogsaa deres Styrke, ved hvilken de fra først af var i Stand til at staa, og efterlod dem kun som døde Mennesker. Hvilken hjælpeløs Tilstand! Ak, hvor fattige og elendige er Adams Sønner!

For det fjer:de: Ikke det alene; men førend han forlod dem, var han ogsaa det Rør, igennem hvilket Djævelen førte sin giftige Sæd og onde Natur ind i Adam's Sønners og Døtres Hjerter, ved hvilken de indtil den Dag i Dag med saadan Styrke og Heftighed drages afsted, at de paa Grund af Synden flyver til Helvede og Djævelen lige saa hurtigt som Avner for en stærk Vind.

For det femte: Med ét Ord: Adam førte dem ud af deres Paradis, han blindede deres Øjne og han overlod dem til Djævelens Ledelse. Ak, elendige Tilstand! Kan du høre dette, uden at det klinger i dine Øren, og brænder i dit Hoved? Kan du læse dette uden at føle, at din Samvittighed begynder at banke og slaa ? Om saa er, da er det visselig, fordi du enten er behersket af Djævelen eller er fra dig selv.

Angaaende det andet Punkt er der otte Kendsgaerninger at paapege:

For det første : De, som er under Loven, befinder sig i en elenidig Tilstand, fordi de er under det, som kaldes Fordømmelsens Tjeneste (2 Kor. 3), d. v. s. de er under den Ordning eller Husholdning, hvis særegne Gerning det er at forbande og fordømme og intet andet.

For det andet: De befinder sig i en elendig Tilstand, fordi den Magt, som de er under, der er under Loven, altid finder Fejl, ikke blot i Synderens Ulydighed, men ogsaa i hans Lydighed, dersom denne ikke sker i en ret Aand, hvilket ikke kan ske hos dem, der er under den Pagt, saasom de mangler Tro.

Derfor, siger jeg, har den Opsigt med dem, idet den siger: Dette var ikke vel gjort; dette var halvt gjort; dette var ikke gjort frivillig; og dette var ikke gjort fuldkomment og gjort uden Kærlighed til Gud. Og deraf kommer det, at visse Mennesker, trods deres Anstrengelser for at leve saa helligt efter Loven, som de vel kan, dog ikke lever et Liv i Fred, men er fulde af Fordømmelse, fulde af Skyld og Samvittighedskval; de finder nemlig hos dem selv, at de fejler her og kommer til kort der, saasom de undlader dette eller hint, som Loven forbyder, men aldrig giver den dem et godt Ord for al deres Møje.

For det tredje: De, som er under Loven, befinder sig i en elendig Tilstand, fordi de er under den Pagt, som aldrig bliver fornøjet med, hvad Synderen gør. Dersom du er under denne Pagt, arbejd saa kun, saa haardt du kan, Loven vil aldrig sige: Vel gjort, aldrig sige Min gode Tjener! Nej, altid vil den drive dig hurtigere, skynde haardere paa dig, give dig nye Befalinger, som du maa gøre, og som under Straf af Fordømmelse ikke maa lades ugjorte. Nej, den er en saadan Herre, som vil fordømme dig, ikke blot for dine Synder, men ogsaa fordi dine gode Gerninger ikke er, som de burde være.

For det fjerde: De, som er under denne Pagt eller Lov, deres Tilstand er meget elendig, fordi denne Lov befaler Umuligheder af dem, som er under den; og dog gør den kun ret deri, idet den ser, at det Menneske, som nu er svagt, oprindelig i Adam havde Styrke til at staa, dersom han vilde have brugt den, og Loven var jo givet dem, som jeg før har sagt, da Mennesket var i sin fulde Styrke. Derfor er det ikke nogen Ubillighed, om den endnu forlanger det samme, da den ser, at Gud, som gav dig Styrken, ikke tog den tilbage.

Jeg vil give dig et Eksempel til Opklarelse heraf. Sæt, at jeg giver min Tjener halvtres Kroner med det Paalæg: Brug dem til den størst mulige Fordel for mig, saa jeg kan faa mit igen med Rente.

Dersom nu min Tjener tværtimod min Befaling gaar hen og forøder mine Penge paa en utilladelig Maade, er det da noget ubilligt af mig, at jeg affordrer min Tjener, hvad jeg først gav ham? Nej; da han intet har at betale, kan jeg i Medhold af Loven kaste ham i Fængsel og beholde ham der, indtil jeg faar Erstatning.

Saaledes ogsaa her: Loven var givet Mennesket, da det endnu havde Evne til at opfylde den; og nu, skønt Mennesket har tabt sin Styrke, er Gud alligevel retfærdig, naar han befaler, at den samme Gerning skal gøres. Og dersom de ikke gør det, som er umuligt for dem at gøre, er det retfærdigt af Gud at fordømme dem, da han ser, at det var dem selv, som bragte dem i denne Tilstand.

Derfor siger Apostelen: „Hvadsemhelst Loven befaler eller siger, det siger den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og al Verden blive skyldig for Gud". (Rom. 3, 19.) Dette er din elendige Tilstand, du, som er under Loven. (Gal. 3, 10).

Men dersom nogen nu vil indvende og sige : Loven befaler dog ikke Umiuligheder af et Menneske?

I det Tilfælde vilde jeg svare, som Apostelen gjorde i et andet Tilfælde, der meget ligner dette, idet han siger: „De hverken forstaa, hvad de sige, eller hvordan de udtale sig saa sikkert." (1 :Tim. 1, 7). Thi befaler ikke Loven dig at elske Herren din Gud af dit ganske Sind? o. s. v. Og kan det naturlige Menneske gøre dette? Hvorledes kan de, som er vant til at gøre ondt, gøre det, som befales i dette Stykke ? „Kan en Morian omskifte sin Hud eller en Parder sine Pletter" (Jer. 13, 23). Befaler ikke Loven dig at gøre godt og intet uden godt, d. v. s. af din ganske Sjæl, Hjerte og Lyst, hvilket Loven som en Gerningernes Pagt kræver, og kan du, som er kødelig, gøre det ? Nej, der ger intet forstandigt Menneske, som dersom han skulde høre dig sige saa, kunde andet end sige, at du maatte være helt fra Sans og Samling.

For det femte: De, som er under Loven, befinder sig i en elendig Tilstand, fordi Loven, skønt de følger Loven eller Gerningernes Pagt — jeg siger, skønt de følger den — ikke vil føre dem til Himmelen; nej, den vil tværtimod føre dem under Forbandelsen. „Det er umuligt," siger Paulus, „at nogen skulde kunne blive retfærdiggjort ved Loven" (eller ved vor Efterlevelse af den), „thi ved den kommer Erkendelse af Synd" (Rom. 3, 20), og ved den er vi derfor fordømte. Den er derfor langt fra at føre os til Livet; den er Dødens Tjeneste (2 Kor. 3). Og atter: „Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? Fordi de ikke søgte den af Troen, men som af Gerninger" (Rom. 9, 31-32).

For det sjette: De, som er under Loven. befinder sig i en elendig Tilstand, fordi de ikke ved, om de nogensinde skal faa nogen Løn for deres Arbejde eller ikke; de har ikke nogen Forsikring om deres Synders Forladelse, eller noget Haab om evigt Liv, men de stakkels Hjerter arbejder for, hvad de ikke kender, ganske ligesom en stakkels Hest, som arbejder haardt hele Dagen, og om Natten faar den en skidden Stald for sin Møje.

Saaledes kan du arbejde haardt alle dine Livs Dage, og paa din Dødsdag kan du, ja skal du, i Stedet for at faa en herlig Hvile i Himmeriges Rige, paa Grund af dine Synder faa Fordømmelse til Legeme og Sjæl i Helvede for al Evighed; thi, som jeg før har sagt. Loven agter ikke, dersom du synder, paa nogen af dine gode Gerninger, men benytter sin Overlegenhed til at ramme og knuse din Sjæl for den Synds Skyld, som du har begaaet.

For det syvende: De, som er under Loven, befinder sig i en elendig Tilstand, fordi de er under den Husholdning, til hvis Sjæle Gud ikke smiler; thi den Husholdning, igennem hvilken Gud smiler til sine Børn, er Naadens Pagt, hvor de er i Jesus Kristus, Livets og Trøstens Herre. Men med dem, som er under Loven, handler Gud paa den stik modsatte Maade; thi de har kun hans rynkede Bryn, hans Tilrettevisninger, hans Trusler, og, med megen Strænghed maa de ogsaa behandles; thi „de bleve ikke i min Pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren" (Hebr. 8, 9).

For det ottende: Med et Ord, dersom du lever og dør under den Pagt, vil Jesus Kristus hverken bede for dig, heller ikke lade dig faa en Draabe Blod til dermed at afto dine Synder, heller ikke vil du blive som en af de mindste i Himmeriges Rige; thi alle disse Rettigheder kommer de Sjæle til gode, som er under en anden Pagt, som Apostelen siger: „Saadanne er ikke under Lov, men under Naade." Uden denne Naades Pagt og uden at befinde sig i den kan ingen Sjæl have det mindste Haab om et evigt Liv, ingen Glæde i den Hellig Aand, ingen Andel i de helliges Rettigheder ; thi disse er dem forholdt ved Gerningernes Pagts Skranker.

Du maa nemlig forstaa, at disse to Pagter har hver sine Grænser og bestemte Begrænsninger til deres Beherskelse og Undertvingelse eller til deres Frigørelse, som er under disse Pagter. Nu, de som er under Loven, er indenfor dens Distrikt og Jurisdiktion; og naar de lever og dør under den, maa de staa eller falde for den, som Paulus siger: „Han staar eller falder for sin egen Herre" (Rom. 14, 4). Paa den anden Side giver Naadens Pagt dem, som er i den, Liv og Frihed, hvorom vi senere skal tale mere.

Men for at den nu omhandlede Sag, nemlig hvilken elendig Tilstand alle de befinder sig i, som er under Loven, kan yderligere blive klaret, vil vi nu paavise, at Loven blev føjet til og givet i den Hensigt, at det maatte blive saaledes aabenbart med dem, som staar udenfor Naadens Pagt.

For det første Gud gav Loven, „for at Faldet kunde blive større" (Rom. 5, 20), ikke for at den skulde tage Synden bort hos nogen, men for at den skulde aabenbare den Synd, som allerede er begaaet eller som senere kunde begaaes ved egen Begærlighed og Satans Magt.

Altsaa, det at gøre Synden bekendt er en af Lovens særlige Opgaver; den er sendt for at finde Fejl hos Synderen, og den passer ogsaa paa at gøre det, og den benytter alle Lejligheder til Udførelsen af sin Gerning hos dem, som enten laaner Øren til den, eller som ikke laaner Øre til den. Jeg siger, den er som et Menneske, som af sin Herre er sendt ud for at belure og efterstræbe andre Menneskers Arbejde og Gerninger, idet han benytter enhver Lejlighed, til at opdage deres Skrøbeligheder og Fejl og til at spotte over dem, ja, til derigennem at berøve dem dieres' Herres Gunst.

For det andet: En anden væsentlig Hensigt, hvori Herren gav Loven, var den, at intet Menneske skulde have noget at sige paa Herren, fordi han fordømmer dem, som overtræder den.

Du ved; at dersom et Menneske skulde være ført frem for en Retsbetjent eller Dommer og der være bleven domfældt, dog uden nogen Lov, da vilde den, som domfældte ham, meget godt kunne blive anklaget eller dadlet for sin Domsafsigelse, ja den dømte kunde have mere Grund til at kræve sin Frihed end den anden til at kræve hans Fordømmelse.

Men saaledes skal det ikke være paa Dommens Dag; da skal tværtimod ethvert Menneske være nødt til at lægge Haanden paa Munden og tie ved Guds Dom, naar den kommer over ham. Derfor siger Apostelen: "Hvadsomhelst Loven siger, siger .den, til dem, som ere under Loven" (d. v. s. alle de Bud, alle de Forbandelser og Trusler, som er udtalte ved den, siger den) „for at hver Mund skal stoppes," læg Mærke til, jeg bønfalder dig, „den siger det," siger han, „for at hver Mund skal stoppes, og al Verden blive skyldig for Gud" (Rom'. 3, 19,).

For Tilfælde altsaa af, at nogen paa Dommens Dag skulde gøre Indvendinger imod Guds Dom, saaledes som de i Math. 25 gør, og sige: „Herre, naar saa vi dig saa og saa? Og hvorfor fælder du en saadan gruelig Fordømmelsesdom over os? Dette er visselig Uretfærdighed og ikke Billighed" — for altsaa at forebygge dette blev Loven given.

Og Loven blev ^gsaa given for det Tilfælde, at saadanne Indvendinger skulde blive fremførte imod Herrens Fremgangsmaade under hans retfærdige Domsafsigellse, som: „Herre, hvorfor er jeg saaledes fordømt? Jeg vidste ikke, at det var Synd ?"

Dersom den første af disse Indvendinger kommer ind og siger: „Hvorfor er jeg dømt? Hvorfor er jeg fordømt?" da vil Loven komme ind, ja alle de ti Bud med ethvert af sine Skrig imod din Sjæl. Det første Bud vil sige: Han har syndet mod mig, fordøm ham! Det andet siger ligesaa: Han har overtraadt mig, fordøm ham! Det tredje siger ligedan; ligesaa det fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende; de vil alle rejse sig mod din Sjæl, dersom du dør under Gerningernes Pagt; de vil sige: Han bar overtraadt os, fordøm ham, fordøm ham!

Og jeg siger dig ogsaa, at disse ti store Skydegeværer, de ti Bud, vil, naar de i Dommen fyres af mod din Sjæl, saaledes dundre i din Samvittighed, at du til din Græmmelse straks vil blive bragt til Tavshed og faa din Mund tilstoppet. Og lad mig desuden sige dig, at dersom du skal fremstilles for Gud, og de ti Bud da skal fyres af imod dig, da vilde det være bedre, om du blev bundet til et Træ og ti, ja tusinde af de sværeste Kanoner i Verblev affyrede imod dig; thi disse kunde ikke gøre mere end blot dræbe Legemet, men hine styrter baade Legeme og Sjæl i Helvede for at blive pint med Djævelen i al Evighed.

Men dersom den anden Indvending skulde blive fremført, idet man vilde sige: Men Herre, jeg tænkte ikke, at dette havde været Synd, eller hint havde været Synd, thi der var ingen, der fortalte mig det, da vil Loven saaledes som den blev given, slaa ogsaa denne Indvending til Jorden, idet den siger: „Nej, jeg blev given din Fader Adam, førend han havde syndet, eller førend du blev født, og har siden altid været i din Sjæl for at overbevise dig om dine Synder og for at føre Tilsyn med dig, om du gør det, som ikke var rigtigt. Fortalte jeg dig ikke i al Hemmelighed den Gang og den Gang, der og der, da du gjorde det og det, da du var sammen med denne eller hin, eller da du var alene, at dette var Synd, og at Gud forbød den, saa at, dersom du begik den, Gud vilde have Mishag i dig? Og da du tænkte paa at gøre noget saadant til den og den Tid, sagde jeg saa ikke: Lad være, gør det ikke, Gud. vil slaa dig og straffe dig for det, dersom du gør det? Og desuden ordnede Gud det saa saaledes, at I havde mig i Eders Huse, i Eders Bibler, og I kunde ogsaa tale og samtale om mig.

Idet Loven saaledes fremholder Sandheden vil du blive nødt til at bekende, at det er saaledes, ja, idet skal paa en Maade blive saaledes ogsaa med selve Hedningerne og vilde Folkeslag, som langtfra har det Lys, som vi paa disse Kanter af Jorden har; thi Apostelen siger : „Hedningerne, som ikke have Loven gøre af Naturen, hvad Loven kræver; uden at have Loven (d. v. s. ikke have den skreven, saaledes som vi har den), ere de sig selv en Lov; de vise jo Lovens Gerning skreven, ideres Hjerter," d. v. s. de har Lovens Gerning i sig af Naturen, og derfor skal de være uden Undskyldning; thi deres egen Samvittighed skal optræde som Vidne for Sandheden af det, som han siger: „Deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller ogsaa forsvare hverandre" (Rom. 2, 14-15). Men naar? Jo. paa den Dag, da Gud skal dømme Menneskenes skjulte Færd i Følge mit Evangelium ved Jesus Kristus" (Rom. 2, 16.)

Dette er saaledes en anden Hensigt, i hvilken Herren gav Loven, den nemlig, at Gud skulde kunne fælde en Dom i Retfærdighed uden at blive beskyldt for nogen Uretfærdighed af dem, som paa Dommens Dag skal komme til at falde under den.

Fordi nu Herren ikke slaar til os saa snart som han ved Synden er bleven udæsket. vil de stakkels Sjæle ikke vide af eller agte paa Retfærdighed, heller ikke betænker de den Tid, da den maa træde frem, hvilket skal ske naar Menneskene falder under Guds Vrede lige saa tæt som Bagel i en mægtig Storm (2 Pet. 3, 9. Ps. 1. Ps. 21). Nu da, giv Agt herpaa alle I, som stoler paa eders føjelige Guds Langmodighed og Overbærenhed! Fordi han nu holder sig tavs, mener I, at han er ligesom I. Nej, nej, vid, at Gud har sin bestemte Tid for Udførelsen af enhver af sine Gerninger, og at den i sin Tid skal træde frem paa den mest underfulde Maade til en evig Fordærvelse og Undergang for de Sjæle, som' da skal stilles overfor Retfærdigheden og Loven.

Derfor maa Synderne ikke tænke at kunne undfly for bestandig; om de end kan undfly for en Stund, skal de dog ikke blive ustraffede. Nej, de skal paa Skillingen faa det, som tilkommer dem,, da nemlig, naar enhver Trusel og Forbandelse vil blive fuldbyrdet paa Overtræderens Hoved. Ven, der er aldrig noget unyttigt Ord, som du taler, uden at Gud vil holde Regnskab med dig for det; der er aldrig nogen Løgn, du siger, uden at Gud fører den paa Regning; nej, der skal ikke ske en eneste Begivenhed i hele din Livstid, uden at Gud, den retfærdige Gud, paa Dommens Dag vil have den prøvet ved Loven, dersom du dør som et Menneske under Loven.