Gamle tekster

Lov og nåde

NAADEN.

2. Hvem denne frie og uforanderlige Naade er beregnet paa, og hvorledes de kommer ind under den.

Spørgsmaalet indeholdet disse to Punkter: for det første, hvem er Naaden beregnet paa; for det andet, hvorledes kommer de ind under den?

Det første Spørgsmaal er snart besvaret: „Kristus Jesus er kommen til Verden for at gøre Syndere salige", Syndere blandt Jøder, Syndere blandt Hedninger, gamle Syndere, unge Syndere, store Syndere, de værste blandt Syndere, (Rom,. 5, 7-10; 1 Kor. 6, 9-10; Math. 21, 31) ; Toldere og Skøger, Bedragere og Tyve skal komme ind i Himmeriges Rige; thi Jesus siger „Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige men Syndere til Omvendelse" (Mark. 2, 17):

En Synder beskrives i Skriften i Almindelighed som en Lovens Overtræder : "Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse" ( 1Joh. 3, 4). Men de er ogsaa skildrede paa en nøjagtigere Maade, for det første som saadanne i hvem Djævelen bor (Ef. 2, 2. 3); for det andet som saadanne, -: I der vil gøre hans Vilje (Joh. 8, 44); for det tredje som Guds Fjender (Kol. 1, 21); for det fjerde som Drukkenbolte, Horkarle, Løgnere, Menedere, Gerrige, Skændegæster, Aagerkarle, Uterlige, Sværgere, Besatte, Tyve, Afgudsdyrkere, Troldkarle, Tegns-udlæggere, Besværgere, Mordere (1 Kor. 6, 9. 10 ; 2 Krøn. 33, 1-12; Ap. Gem. 2, 36. 37; 9, 1-3 ; 19, 19; 1. Tim. 1, 14-16) ; dette er Syndere, ,og for saadanne Syndere har Gud beredt Himlens Salighed, Syndsforladelse, en Arv hos Gud med Kristus og de hellige Engle, hvis de vil komme og modtage Naaden.

Guds Naade er saa stor, at hvis de kommer til ham igennem Kristus, er al Synd dem tilgiven; sig derfor aldrig, at dine Synder er for store til at tilgives, men kom, smag og se, hvor god Herren er imod enhver, som kommer til ham.

Det andet Punkt er : Hvorledes kommer de ind under den uforanderlige Naadens Pagt?

Svar: Naar Gud i Virkelighed og Sandhed bringer en Synder ind under denne salige Pagt, sker det sædvanligvis saaledes: Han gør -Mennesket død for alt undtagen for ham selv og for hans Søn Jesus Kristus og for Aandens Trøst.

For at klargøre dette, vil vi vise for det første, hvormed Gudihjelslaar; for det andet, hvorledes Gud ihjelslaar, og for det tredje, for hvad Gud har gjort dem døde, som han har levendegjort. i Kristus Jesus.

For det første: Naar Gud bringer Synderen ind under Naadens Pagt, slaar han ham først ihjel med Gerningernes Pagt, som er den moralske Lov eller de ti Bud. Dette er Paulus's Lære og ogsaa Paulus's Erfaring. Det er hans Lære i 2. Kor. 3, 7-9, hvor han siger, at Dødens Tjeneste, som med Bogstaver var indgraven i Stene, Fordømmelsens Tjeneste (hvilket er Loven, som paa dette Sted kaldes Bogstaven), ihjelslaar. „Bogstaven ihjelslaar", siger han, nemlig Loven eller Dødens Tjeneste, hvilket han paa et andet Sted kalder „en talende Røst" (Hebr. 12, 19), fordi den har intet Liv i sig, men Død og Fordømmelse, formedelst vor Afmagt til at opfylde den (Rom. 8, 3; 2 Kor. 6).

Det er dernæst hans Erfaring; thi i Rom. 7, 9-11 siger han: „Jeg levede engang" (det vil sige, levede efter min egen Vilje, Fil. 3, 7-10) „uden Lov" (altsaa før Gud ihjelslog ham ved den), „men da Budet kom, levede Synden op, men jeg døde" (jeg blev ihjelslagen), „og Budet" (eller Loven), „som var til Liv, diet fandtes at blive mig til Død; thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det." I Sandhed min egen Erfaring og alle de helliges Erfaring kan med mig mereeller mindre sætte sit Segl under dette.

For det andet: Men hvorledes dræber Gud med denne Lov eller Pagt?

Svar: Ved at aabenbare for Sjælen dens Aandelighed: „Loven er aandelig", siger Apostelen, „men jeg er kødelig, solgt under Synden" (Rom. 7, 14). Nu bliver Lovens Aandelighed aabenbaret paa følgende Maade:

1. Ved at vise Sjælen, at enhver syndig Tanke er Synd imod den. Ja,. Synder, naar Loven kommer ret ind paa din Sjæl med hele sin Aandelighed, vil den aabenbare for dig, at det er Synd, som du nu overser og ikke lægger Mærke til. Det er et mærkværdigt Udtryk af Paulus, naar han siger: „Synden levede op, og jeg døde.” Synden levede op, siger han, som om han vilde sige: De Ting, som jeg før gjorde og ikke lagde Mærke til, men som jeg betragtede som Ubetydeligheder, der snart var udslettet og forglemt, disse Ting vakte Loven op fra de døde, da den tog fat paa min Sjæl, den kaldte dem da frem i min Erindring, stillede dem frem for mit Ansigt og lagde saadan Styrke i dem, at jeg blev overvældet af dem, overvundet af Vægten af deres Skyld; Synden levede op ved Budet, d. v. s. mine Synder fik vældig Styrke, Liv log Overflod af Magt over mig paa Grund af Budet; og saa dræbte den mig (Math. 5, 28).

2. Loven viser, at enhver saadan Synd fortjener evig Fordømmelse, thi dens Renhed og Hellighed er saa guddommelig, og ser saa langt fra gennem Fingre med den mindste Synd.

Saa snart som dette nu gaar op for Samvittigheden, viser Loven dig ogsaa, at nu er der i Følge denne Pagts Beskaffenhed ingen retfærdig Gerning, som kan redde dig eller tage al denne Rædsel og Forbandelse bort, som ligger over dig; thi den er ikke en Tilgivelsens Tjeneste til Syndernes Forladelse, men en Fordømmelsens Tjeneste paa Grund af Overtrædelsen. 0, Aabenbarelsen af dette slaar Sjælen til Døden!

Men naar Gud grundig gør denne Gerning, saa viser han dernæst Sjælen, at han af Naturen fra Evighed af er underkastet denne Pagt, at han har syndet imod denne Lov og rettelig fortjener dens Mishag og Forbandelse. at alt, hvad han nogen Sinde kan gøre, aldrig vil fyldestgøre den hellige Retfærdighed. som gav Loven; hellige Gerninger, blodige Taarer, at sælge alt og give det til de fattige. og hvad ellers han kan gøre, er for intet at regne og nytter intet (Fil. 3).

Jeg mener, at den, som ret ser dette, ham vil det gøre død for alt, som han før levede for, ihjelslaa ham, om han end havde tusinde Liv. 0 Synder, Synder, var du dig ret bevidst Alvoren og Sandheden heraf, du vilde se dig omkring efter Redning. Hvor vilde du ikke kæmpe for at slippe det Bæger, som du nu tømmer med Glæde. Hvor mange Eder vilde du da ikke holde tilbage. Du vilde sonderbide din Tunge, naar du tænkte paa, at den bruges som et Djævelens Redskab til at bringe din Sjæl i en saadan usigelig Elendighed: du vilde da ikke bygge din Sjæls Frelse paa en saadan daarlig Grundvold, som du nu gør, nej, du vilde da tænke anderledes, du vilde sikkerlig raabe: Jeg maa have Kristus. hvad skal jeg gøre for at faa Kristus? Hvorledes skal jeg komme til Kristus? Gid jeg var sikker, i Sandhed sikker paa Kristus! Min Sjæl er fortabt og fordømt, henkastet i den evige Ild hos Djævlene, hvis jeg ikke faar den dyrebare Frelser, Jesus Kristus!

Naar Gud har gjort dette, viser han endvidere Sjælen, at den Pagt, som den er under af Naturen, er forskellig fra Naadens Pagt, at de, som er derunder, af Naturen savner Naadegaver, som de har, der er under Naadens Pagt. For det første: ' De har ingen Tro (Joh. 16, 9) ; for det andet: Intet Haab (Ef. 2, 12); for det tredje: Ikke den Hellig Aands Hjælp til at faa disse Ting; for det fjerde: Denne Pagt vil ikke give nogen Fred med Gud; for det femte: Intet Løfte om Ly og Beskærmelse mod denne Pagts hævnende Lov.

Og endvidere: De er af Naturen skyldige til alle denne grumme Lovs Forbandelser, Fordømmelser og Tordenslag, og den vil ingen Sorg, ingen Anger, ingen Fyldestgørelse modtage af dig, men fordrer din Sjæls og dit Legemes Fordømmelse, og om noget tilbydes af dig som Fyldestgørelse, kaster den det som Skarnet tilbage i dit Ansigt, ringeagtende alt, hvad du kan bringe.

Naar nu Sjælen er bragt i denne Tilstand, da er den i Sandhed død, død for hvad den engang levede for.

For det tredje: Hvad er en saad.an Sjæl død for?

Svar: Først for Synd. Den tør ikke synde, den. ser Helvedes Ild for dem, der synder, Guds Retfærdighed vil ikke spare den, hvis den lever i Synden, Loven vil fordømme den, om den lever i Synden; Djævelen vil have den, hvis den følger Synden; o, den skælver ved den blotte Tanke paa Synd! Naar Synden forsøger at friste Sjælen, at trække den bort fra Gud, den raaber, den sukker, den skyr Syndens Tilnærmelse. Dersom Gud vilde slaa Eder saaledes ned, I, som elsker eders Syndelyst, skulde I ikke tage det saa let med Synden, som I gør.

Dernæst: En saadan Sjæl er død fra Guds Lo v, fra Gerningernes Pagt; o, siger Sjælen, Loven har dræbt mig; jeg er ved Loven død fra Loven (Gal. 2, 19). Loven er noget andet, end jeg troede, den var. Jeg tænkte ikke, at den saaledes vilde ødelægge og fordømme Sjælen. Jeg troede ikke, den vilde have været saa streng imod mig for mine smaa Synder, for min Spøg, min Leg, mit Hykleri, min Trættekærhed og deslige. Jeg tænkte nok, at den vilde slaa de store Syndere, men at den dog vilde lade mig gaa fri. Var jeg kun fri fra denne Pagt ! Var jeg kun fri fra denne Lov !

Jeg vil sige dig, at en Sjæl, som befinder sig i denne Tilstand, er mere bange for Lovens Gerninger, end han er for Djævelen; thi han ser, at det er Loven, som giver ham i Djævelens Hænder ; var han kun fri for den, behøvede han ikke at frygte for Djævelen. Nu sønderslider den mindste Befaling hans Hjerte. Nu er ethvert Bud en stor Kanon, der affyres mod hans Sjæl. Nu ser han, at han lige saa godt kunde løbe ind i en Ild for at frelse sig for Varmen, som at løbe til Loven for at frelse sig fra Fordømmelsen, og dette ser han i Sandhed, ja, føler det til sin egen Sorg og Elendighed.

Fremdeles: Sjælen er nu død fra sin egen Retfærdighed og agter den for Skade og Skarn, ikke Støvet værd, der hænger ved hans Sko. 0, siger den, du besmittede Retfærdighed (Es. 64, 5), hvor du har skuffet mig, hvor du har bedraget min stakkels Sjæl! Hvorledes bedrog jeg mig ikke ved at give en Smule Almisse, ved at afholde mig fra store Besmittelser, ved at vandre i det udvortes efter enkelte Bud! Hvorledes har mine gode Gerninger, gode Tanker, mine gode Meninger, som Verden kalder dem, narret min uvidende Sjæl ! Jeg trænger til Retfærdigheden af Troen, Guds Retfærdighed, thi nu ser jeg, at intet mindre kan hjælpe mig.

Og endelig: Den er ogsaa død fra sin egen Tro, sin egen Mening om Evange liet, sit Haab, sin Anger, sine Løfter og Beslutninger, ja sin egen Styrke, sin egen Dy d, og hvadsomhelst den før ejede.

Nu siger Sjælen: Den Tro, jeg mente at have, var kun en Indbildning; det Haab, jeg havde, ser jeg nu som et ugrundet, falskt, hykkelsk Haab.

Nu ser Sjælen, at den af Naturen har ingen frelsende Tro, intet frelsende Haab, aldeles ingen Naade under den første Pagt.

Nu raaber den: Hvor mange Løfter har jeg ikke brudt? Hvor mangen Gang, naar jeg var syg eller i Nød, har jeg ikke fattet Beslutninger uden at holde dem? Jeg mente en- gang, jeg var en vis Mand, nu ser jeg, at jeg er en Daare. Hvor uvidende var jeg ikke om Evangeliet? Hvor liden Erfaring har jeg om Guds velsignede Gerning i en Kristens Hjerte Kort sagt, han ser sig selv af Naturen opfyldt med alt ondt og berøvet alt godt, og dette er nok til at dræbe den stærkeste, mest haardhjertede Synder, som nogensinde levede paa Jorden.

O, Venner! skulde der handles ærligt med Eder ved denne Fremstilling af Guds Handlemaade med en Synder, naar han gør ham til en hellig, og I- derhos vilde alvorligt prove Eder selv (saaledes som Gud en Dag vil prøve Eder), hvor faa vilde der da ikke findes iblandt Eder, der endog blot har en Forstandens Kundskab om Guds Gerning, end sige Erfaringens Erkendelse deraf ! Og i Sandhed, Gud længes inderlig efter at gaa denne Vej med Syndere, efter med den gamle Pagt at gøre dem døde for alle Ting, som er ringere end den korsfæstede Kristus.

Der er seks Grunde, som bevæger Gud til en saadan Handlemaade.

1) Fordi der ellers ikke vilde være nogen i den hele Verden, sone vilde bryde sig om den kære Herre Jesus Kristus.

Der er overhovedet forholdsvis kun faa, som gaar til Himlen; ja, de er faa. Gud længes efter at handle med Menneskene paa den ovenfor beskrevne Maade, thi ellers kunde ingen Synder faa Del i hans Himmel, hans Kristus. hans Herlighed og evige Salighed. Tænker du, at Manasse vilde have agtet paa Herren, dersom han ikke havde ladet hans Fjender faa Magt over ham (2 Kran. 33, 1-16) ? Tænker du, at Efraim vilde ;have spurgt efter Frelse, dersom Gud ikke først havde beskæmmet det med dets Ungdomssynders Brøde (Jer. 31, 18 f.)? Hvad mener du om Paulus (Ap. Gem. 9, 4-6) ? Hvad mener du om Fangevogteren (Ap. Gern. 16, 30-32)? Hvad mener du om de tre Tusinde (Ap. Gem. 2, 36. 37) ? Var ikke det den Vej, Herren gerne vilde gaa, for at bringe disse i et inderligt Samfund med Jesus Kristus ? Vilde han ikke gerne gøre dem døde for alle Ting, som er ringere end Kristus, da de kom til kort med deres Visdom, saa at de saa sig nødsagede til at udraabe: „Hvad skal vi gøre, at vi kan blive salige?" Jeg siger, Gud maatte beholde Himmel og Salighed for sig selv, dersom han ikke vilde gaa den Vej for at vinde Syndere' O haardhjertede Oprørere ! 0, barmhjertige Gud!

2) Fordi Syndere da, og først da, vil modtage Jesus Kristus paa Guds Betingelser.

Saa længe som Syndere kan have deres Liv i noget andet end Kristus, saa længe vil de ikke slutte sig til ham uden paa Vilkaar; men naar Gud i Himlen har gjort dem døde for alle Ting, undtagen ham og hans Søn, da vil Kristus blive modtaget paa hvilke som helst Betingelser i Verden. Og dette er i Virkeligheden den egentlige Grund til, at Syndere, naar de hører om Kristus, ikke vil slutte sig til ham; der er noget ved Siden af ham, som tilfredsstiller dem. Saa længe den tabte Søn kunde stille sig tilfreds med den Mask, som Svinene aad, holdt han sig borte fra sin Faders Hus ; men da han ikke noget Sted udenfor Faderhuset kunde faa nogen Føde, da, og først da, sagde han: „Jeg vil staa op og gaa til min Fader" o. s. v. (Luc. 15).

Dette, siger jeg, er Grunden til, at mange ikke fastere og inderligere og snarere kommer i Samfund med Guds Søn, men staar nølende og regner efter de Betingelser, paa hvilke de vil komme til ham. Thi, siger Drankeren, jeg ser, at Kristus er værd at have, men jeg er ikke villig til at miste • a l t for hans Skyld, alt, kun ikke Flasken; jo alt, kun ikke Pengene, siger den gerrige; jeg vil skille mig ved alt, kun ikke Kødets Lyst, siger den vellystige ; men dersom Kristus ikke kan faas. uden at jeg forsager og bortkaster alt, da maa det gaa mig som den rige Yngling i Evangeliet, og jeg faar en Besked, som vil gøre mig bedrøvet af mit ganske Hjerte.

Men jaar nu et Menneske er gjort helt død for alle sine Synder, for al sin Retfærdighed, for alle sine forskellige Trøstegrunde, og ser, at der ikke er nogen Udvej, men at Djævelen maa have ham, at han maa blive fordømt i Helvede, dersom han ikke bliver iklædt Jesus Kristus, — ja, da siger han: Giv mig Kristus, paa hvilke som helst Betingelser, hvad han end maa koste; om han end koster mig Venner, om han end koster mig Behageligheder, om han end koster mig alt, hvad jegejer, vil jeg dog, lig den vise Købmand i Evangeliet, sælge alt for at faa denne Perle. Jeg siger dig, naar en Sjæl er bragt til at se. at han behøver Kristus, da vil han ikke lade sig holde tilbage; Fader, Moder, Mand, Hustru, Agre, Gods, ja Liv og alt skal hellere gaa, end at Sjælen vil undvære Kristus for evig, og han mener ikke at have ofret for meget, naar han kun paa nogen Maade kan vinde Kristus. Sjælen tøver nu ikke længere. Nu, Herre, giv mig Kristus paa hvilke som helst Betingelser, og hvad han end maatte koste; thi jeg er en død Mand, et fordømt Menneske, en forkastet, dersom jeg ikke har Kristus. Hvad siger I, I saarede Syndere? Er det ikke sandt, som jeg har sagt? Vilde I ikke give ti Tusinde Verdener, om I havde dem, dersom I kunde blive ret forsikrede om, at Eders Synder er tilgivne og Eders Sjæle og Legemer er retfærdiggjorte og vil blive helliggjorte indtil vor Herres Jesu Kristi Genkomst !

3) Herren gaar endvidere denne Vej af den Grund, at han vil lære Sjælen at forstaa, hvad det kostede Kristus at forløse den fra Død og Helvede.

Naar et Menneske kommer til at føle Syndens Braad og Skyld, Død og Helvede i sin Samvittighed, da, og først da, kan han fortælle, hvad det kostede Kristus at forløse Syndere. Ak, siger Sjælen, dersom nogle Synder er saa forfærdelige og bringer Sjælen under saadan Vrede og Pine, hvad led da ikke Kristus, som bar Tusinders og atter Tusinders Synder, og det alle paa én Gang!

Dette er ogsaa et Middel til at gøre Sjæle ømfindtlige over for Synden (ligesom! det brændte Barn, der skyr Ilden), gøre dem ydmyge i Bevidstheden om deres egen Ringhed, og bringe dem til at se paa alt, hvad Gud giver dem, som Barmhjertighed, og til at sætte Pris paa det mindste Glimt af Guds Kærlighed, og agte det mere værd end den hele Verden. 0, Syndere, dersom I virkelig var gjort døde, da vilde Himmelen virkelig være Himmel for Eder, og Helvede virkelig være Helvede; men fordi dette ikke er virket i Eder, anser I Guds Veje for at være lige saa onde. som en god Mand holder Djævelens Veje for at være, og. Djævelens og Helvedes Veje for lige saa gode, som en hellig anser Guds Veje for at være.

4) Gud vil gerne gaa denne Vej for a t gøre Syndere sikre paa Himmelen.

Saa længe som Sjælene er ligegyldige for Synden og for den fordømmelige Tilstand, som de er i af Naturen, saa længe vil de endog spøge tied Himmerige og med deres egne stakkels Sjæles Frelse; men naar Gud kommer og viser dem, hvor de er, og hvad der snart skal blive af dem, dersom de ikke faar Del i den korsfæstede Frelser — o, da siger Sjælen: Gid jeg var vis paa Jesus! Hvad skal jeg gøre for at faa Forsikring om Jesus? Derfor er Gud nødt til, om jeg saa maa sige, med Slag at jage Sjælene til Jesus Kristus, saasom de er saa trygge, saa haardhudede og i den Grad deres egne Fjender, at de ikke spørger' efter deres eget evige Vel.

5) Endnu en Grund, hvorfor Gud handler saaledes med Syndere, er, at han vil bringe Kristus og Sjælen ret sammen.

Kristus og Synderen vilde aldrig komme sammen i den rette Kærlighedens Forhold, de vilde ikke passe for hinanden, dersom de ikke blev bragt sammen paa den Maade; at Synderen bliver gjort død. Men naar Synderen er dødet, virkelig afdød for alt undtagen Jesus alene, hvor fortræffelig passer da Kristus og Sjælen for hinanden! Thi her er en nøgen Synder for en retfærdig Jesus, en fattig Synder for en rig Jesus, en svag Synder for en stærk Jesus, en blind Synder for en seende Jesus, en uvidende, sorgløs Synder for en vis og omsorgsfuld Jesus. 0, hvor vis er Gud i denne sin Handlemaade med en Synder! Han afklæder ham hans egen Kundskab, for at han kan fylde ham med Kristi; Han gør ham, død for de syndige Glæder, for at han kan have sin Glæde i Jesus Kristus o. s. v.

6) Fordi Gud vil have Æren af deres Frelse.

Blev Menneskene ikke gjort døde for deres egne Ting, da vilde de ofre til dem, og i Stedet for at sige til Lammet: „Du er værdig" (Aab. 5, 9; Job 40, 14; Rom. 3, 27; Ef. 2, 8. 9; Titus 3, 5), vilde de sige, at deres egen Arm, deres egen højre Haand havde frelst dem. Men Gud vil forhindre enhver Selvros fra nogen Sinde at komme indenfor den evige Herligheds Gramser; thi han er bestemt paa at ville have Æren baade af Begyndelsen, Midten og Enden, baade af at have udtænkt Frelsen og fuldbyrdet den, og af at neddele den til dem, som gaar ind til den evige Herligheds Glæder, „at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinther, Herrens Plantning til hans Forherligelse" (Es. 61, 3).

Naar nu Sjælen saaledes er afdød fra sig selv, sine Synder, sin Retfærdighed, Tro, Haab, Visdom, Løfter, Forsætter og alt andet, som den af Naturen forlod sig paa, da er et herligt og fuldkomment Liv givet den.

Dette Liv er først og fremmest et Liv, som er tilregnet Synderen, men som alligevel er et saa virkeligt, at den blotte Tanke derpaa har i Sjælen saa megen Kraft og Magt at sige naar Tanken derpaa er forenet med Tro at den bringer ham (skønt han er fordømt af Loven) til at triumfere og trøstig se sine Fjender i Ansigtet, om end deres store Mængde, deres heftige Vrede og deres vedvarende Ondskab aldrig saa meget sætter an paa ham.

Dette tilregnede Liv (thi det ger, det) er Guds Søns Lydighed eller hans Retfærdighed, han; Lidelse, Død, Opstandelse, Himmelfart, Sæde ved Faderens ,"højre, følgelig ogsaa hans Triumf over alle Sjælens Fjender, hvilket alt-sammen er givet mig som noget, der med Forsæt er udrettet for mig. Derfor: Er der Retfærdighed i Kristus? Den er min. Er der Fuldkommenhed i denne Retfærdighed? Den er m in. Blødte han for Synden? Det gjorde han for m in Synd. Har han besejret Loven. Djævelen og Helvede? Sejren er mi n, og jeg anses for Sejrherren, ja, jeg „mere end sejrer ved ham, som har elsket mig" (Rom. 8, 37). Og jeg holder dette for at være et saare herligt Liv, thi ved det er det, at jeg baade i Himmel og paa Jord er bleven erklæret skyldfri, en saadan som — da jeg er Kristus ikke er en Synder og derfor ikke er under. Loven, saa den kan fordømme mig, men er lige saa hellig og retfærdig som Guds Søn selv, fordi han selv er min Retfærdighed og Hellighed, og derfor alt det er taget bort, som kunde fordømme mig.

Herren være priset, det Liv, som jeg nu taler om, ejer min Sjæl, dog ikke blot som til- regnet mig, men jeg har selv dets Herlighed .i min Sjæl. Naar mit Hjerte undertiden kunde fordømme mig for dette eller hint, og jeg for mine Synders Skyld frygtede for at skulle gaa glip af den evige Herlighed, da syntes jeg at file i min Sjæl en saadan hemmelig Tiltale som denne: Din Retfærdighed er i Himmelen, 'men. Naadens Aands straalende Glans i din Sjæl! Dette gav mig klart at se, at min Retfærdighed, ved hvilken jeg skulde retfærdiggøres (fra alt det, som kunde fordomme mig), var selve Guds Søn, som nu i sin egen, Person er ved Faderens højre Haand og, selv fuldkommen, er min Stedfortræder for Naadestolen; jeg saa klart, at min Retfærdighed altid var for den guddommelige Herligheds Aasyn, Nat og Dag, hvor jeg end var, og hvad - jeg end gjorde saa at Faderen aldrig kunde finde nogen Fejl hos mig paa Grund af nogen Utilstrækkelighed i min Retfærdighed, saasom a den var fuldkommen; heller ikke kunde han sige: Hvor er den? Thi den var bestandig ved hans højre Haand.

Ligesaa til andre Tider, naar jeg havde forsyndet mig i min Sjæl og derhos maaske var legemlig syg, da . tænkte jeg: Sæt, at Døden nu greb dig og tog dig bort fra de levendes Tal! Hvad skal jeg da nu gøre? Er alt ret med min Sjæl? Har jeg rettelig Guds N gades Virkning i mit Hjerte? Jeg maatte svare mig selv: Nej, visselig ikke, thi der er saa mange Skrøbeligheder i mig, ja saa mange Skrøbeligheder i mine bedste Gerninger.

Hvorledes kan da, tænkte jeg, saadan en som jeg finde Barmhjertighed, hvis Hjerte er saa rede til det onde og saa utilbøjeligt til det, som godt er (for saa vidt det naturlige Sind angaar) ? Idet jeg tænkte saa og var fuld af Dødsfrygt, faldt disse Ord paa min. Sjæl: „De blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Jesus Kristus" (Rom. 3, 24), som om Gud vilde sige: „Synder, du mener, at fordi du har haft saa mange Skrøbeligheder og Svagheder i din Sjæl, da du bekendte mig, derfor er der nu intet Haab om Barmhjertighed; men det _ skal du vide, at der fra først af ikke var gjort noget af dig, som bevægede mig til at have Barmhjertighed med dig; heller ikke er der nu gjort noget af dig, som skal bringe mig til 'enten at modtage eller forkaste dig; se paa min Søn, som staar hos mig, han er retfærdig, han har opfyldt min Lov og givet mig fuld Udsoning; paa ham ser jeg derfor, og paa dig ser jeg kun saaledes, som du er i ham, og efter hvad han har gjort, vil jeg gøre med dig."

Da nu dette havde beroliget mit Hjerte og borttaget min Skyld ved den Styrke, hvormed dette Ord trængte ind paa min Sjæl, da faldt kort efter som et andet Vidnesbyrd dette Ord paa mit Hjerte: .,,Han frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og den Naade, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider" (2 Tim. 1, 9). Saaledes er Syn- deren fra død bleven levende, idet han er af Naade bleven retfærdiggjort ved Kristi Retfærdighed, som er til alle og over alle, som tror, i Følge Skrifterne. „Og hvad jeg nu lever, det lever jeg i Troen paa Guds Son, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig" (Gal. 2, 20). „Jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod" (Joh. 10, 10). „Thi naar vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere bievne forligte, frelses ved hans Liv" (Rom. 5, 10), „for at, ligesom Synden herskede ved Døden, saaledes og Naaden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre" (Rom. 5, 21).

Men dernæst: Dette Liv er ikke blot tilregnet Synderen, det er o g s aa virket i ham ved Naadens Aand; det er ikke blot anset for hans, men der er ogsaa bragt ind i hans Sjæl en oplyst Forstand til at kende de guddommelige Ting, nemlig Kristus og hans tilregnede Retfærdighed (1 Joh. 5, 20), som han aldrig før tænkte paa eller forstod (1 Kor. 2, 9-14).

Denne oplyste Forstand bringer ham til at se, at Sjælen ikke kan være tilfreds, uden at den virkelig griber og tilegner sig Kristus; og da, siger jeg, bliver Sjælen paa en ret himmelsk Maade vidunderlig oplivet, idet den tilegner sig denne tilregnede Retfærdighed; thi den erfarer da, at Gud taler Fred til den med en Faders Kærlighed og siger: Vær frimodig, dine Synder ere dig forladte, min Søns Retfærdighed skænker jeg dig; thi -det, som var Loven umuligt, idet den var afmægtig ved Kødet (dit Kød) det gjorde jeg, da jeg sendte min egen Søn og fordømte dine Synder i hans Kød (Rom. 8, 4). Og om du end har forvildet dig lig et fortabt Faar, har jeg dog lagt dine Uretfærdigheder paa ham; og om du end ved disse fordærvede og ødelagde dig selv for stedse, har jeg dog ved hans Saar helbredet dig.

Paa denne Maade, siger jeg, bringer Herren Sjælen til i Troen at tilegne sig det, som han af Naade tilregner den (thi saaledes handler han, om end paa forskellig Maade, med enhver), og naar Sjælen er bleven saaledes oplyst, saaledes oplivet, saaledes levendegjort fra den Dødstilstand, hvori den før var, da har han følgende store Fordele, som de ikke har, der er døde i deres Synder og Overtrædelser og er under Loven:

For det første: Han ser, hvilken elendig Tilstand alle Mennesker af Naturen er i, de er nemlig i den Tilstand, hvori han selv kort forud var, men hvorfra han nu af Naade er begyndt at komme ud. Han ser nu, at hele Verden ligger i det onde (1 Joh. 5, 19), og at den derfor er den evige Hævn underkastet paa Grund af sin Ondskab. Venner! I, som endnu lever i Synden, lad mig sige Eder, at om end I er uvidende om 'Eders Stilling og Tilstand, saa ser dog Guds hellige, hvilken elendig, sørgelig og jammerlig Tilstand I er i, og dette bringer dem undertiden til at bæve ved Tanken paa Eders ulykkelige Endeligt (naar I dør i denne Tilstand), og til at fly saa meget inderligere hen til Jesus af Frygt for at faa den samme sørgelige Skæbne (ligesom Israels Børn, der flygtede af Frygt, da Jorden aabnede sit Svælg for at opsluge Korah og hans Bande); herom har de selv Erfaring, da de ved, at de nylig befandt sig i den samme Tilstand og under den samme Fordømmelse.

O, dette er nu en stor Velsignelse af Gud, at han vilde vise Mennesket dets lelendfige Til- stand og bøje dets Hjerte til at søge efter noget bedre. 0, velsignet være Herren, siger Sjælen, at han vilde vække mig op og bringe mig ud af den elendige Tilstand, hvori jeg som andre engang befandt mig. Sjælen maa forundre sig, naar den ser, hvor daarligt og forfængeligt andre bortødsler deres kostbare Tid, .hvor uforstandige og skødesløse de er med Hensyn til deres Endeligt, og hvor blottede de er for Erkendelsen af, at deres Synder bringer dem i Fordømmelse. Ak, at deres Øjne maatte blive ,opladte til at se, hvad de er! De vilde da visselig faa et andet Sind, end som de nu har. Sjælen forundrer sig over at se, paa hvilke usle, løse Søm disse stakkels Skabninger hænger deres Sjæls evige Frelse. Ak, siger Sjælen, jeg znlaa sørge, naar jeg ser nogle mene, at de. er fødte som kristne, andre, at deres blotte Daab gør dem dertil, og atter andre, som alene forlader sig paa en overleveret, historisk Tro, der lader dem forblive i deres Nød. Ak, at de forlader sig paa saadanne Fabler, Indbildninger og Djævelens træske Kunstgreb, deres gode Gerninger, deres gode Tanker, deres udvortes ærlige Liv og Vandel ! 0, elendige Tilstand, som vil tage en Ende med Forfærdelse!

Men niar nu Sjælen ved Aandens Virksomhed har lært at indse dette, da kan den være vis paa, at selve Helvedes Porte aabnes imod den med al deres Magt og Styrke for at tilintetgøre den. Helvede raser, Djævelen brøler og hele Verden er besluttet paa at gøre sit Bedste for at bringe Sjælen i Trældorn og Ødelæggelse. Sjælen vil saaledes ikke komme til at mangle Fjender, ikke mindst i sit eget Hjertes onde Lyst, som Gerrighed, Uterlighed, Bespottelse, Vantro, Hjertets Haardhed, Kulde, Tvesindethed og Uvidenhed samt en utallig Skare af Følgesvende, der som lige saa mange Stene hænger ved Menneskets Fødder, færdige til hvert Øjeblik at sænke det i Helvedes Ild; Sjælen føler da logsaa stor Frygt for Gud og Kristus, son om' de nu ganske var forandrede til at være dens Fjender, hvilket bringer den til at tvivle paa sin Frelse.

I maa nemlig forstaa, at om end en Sjæl i Virkeligheden kan have Guds Søns Retfærdighed tilregnet sig og tillige en ikke ringe Grad af Tro, hvormed han tilegner sig den, saa kan han dog til andre Tider ved Anfægtelser atter komme i Frygt og Tvivl, saa at Sjælen bringes i saare stor Frygt for at skulle atter vende tilbage til den Tilstand, hvori han fordum befandt sig (Jer. 32, 40). „O," siger Sjælen, „naar jeg tænker paa min forrige Tilstand, hvor ynkelig den var, da kommer jeg til at bæve, og hvor sørgeligt er det ikke at tænke paa, at jeg kan falde tilbage i den Tilstand! Jeg vilde ikke for al Verden være i den Tilstand igen!"

Denne Frygt bliver større og større, alt efter som Sjælen erfarer Satans Fristelser eller sin egen Fordærvelse. Ak, disse skidne Lyster, disseonde Begæringer, 0, at jeg var dem kvit, at de blev fortærede i et Øjeblik, at jeg kunde komme løs fra dem! De plager saa min Sjæl, vanærer min Gud, besmitter min Samvittighed og undertiden svækker de i saa høj Grad. mine Hænder paa Guds Vej og min Trøst i Herren! 0, hvor glad jeg vilde være, om jeg kunde blive befriet fra dem (Rom. 7, 24)!

Men denne Frygt bringer Sjælen til at fly til Herren i Bøn om at faa Del i hans tilregnede Retfærdighed og om at faa Kraft til at modstaa Djævelens Fristelser og sine egne onde Begæringer, at Gud vil sende sin Hellig Aand for at styrke Sjælen imod det, som saaledes trykker den og gør den forsagt paa dens Vej; og han fatter da ved Guds Naade den Beslutning aldrig at være tilfreds, førend han kan i Troen paa den korsfæstede Jesu Blod triumfere over sine Fjender.

For det andet: Den Sjæl, som saaledes ved Loven er afdød fra de Ting, den før forlystede - sig i, han kan ikke være tilfreds med den usle, grundløse Tro og det Haab, hvormed, den engang stillede sig tilfreds. Nej, nej, nu maa han blive bragt til den rette, frelsende Erkendelse af Jesus Kristus, nu maa den blive aabenbaret for Sjælen ved Aanden, nu kan han ikke stille sig tilfreds med, at denne eller hin fortæller, at det er saa og saa. Nej, han vil nu raabe: „Herre vis mig stadig i din Aands Lys ved dit Ord, at Jesus, som blev født i Kejser Augustus's Dage 'er den sande Kristus! Herre lad mig se dette i din Aands Lys og ved hans Virkning, og lad mig ikke være tilfreds uden med en saadan Tro, som blev virket ved Aabenbaringen af hans Fødsel, Korsfæstelse, Død, Blod, Opstandelse, Himmelfart, Forbøn og anden personlige Genkomst, saa den virkelige Tro herpaa kan fylde min Sjæl med Trøst og Hellighed !"

Men hvor bange er ikke Sjælen for, at den skal miste denne Tro og dette Haab, som den har faaet ved saadanne Aandens Aabenbarelser af Jesus! Thi Sjælen ved, at dersom han ikke har den, vil han ikke være i Stand til at bestaa hverken 'i Død eller Dom. Derfor siger han: „Herre, hvad end andre stakkels Sjæle stiller sig tilfreds med, lad mig dog have det, som kan hjælpe mig til at modstaa den listige Djævel, som kan hjælpe mig til at suge sand. sjælelægende Trøst fra Jesus Kristus igennem dine Forjættelser, ved din Aands Magt og Kraft."

Naar nu den stakkels Sjæl, som ikke ønsker at blive bedraget, har saadan Aabenbarelse af Guds Kærlighed ved en blødende, døende, opstanden og forbedende Jesus, ja — men det er dens Fristelse paa Grund af dens Frygtagtighed hvor bange er den da ofte for at tilegne sig den af Frygt for, at den ikke skulde være rigtig, ikke komme fra Gud! ;,Kan ikke ogsaa Djævelen give en saadan Trøst?" siger Sjælen, „kan ikke han paatage sig Skikkelse af en Lysets Engel (2 Kor. 11, 14)?- Fordi nu Sjælen vil staa paa en sikker Grund. raaber den: „Herre, vis mig din Frelse, og det ikke en eller to Gange, men, Herre, lad. mit Hjerte altid erfare din Nærhed, i Dag, i Morgen og hver Dag!

Thi naar Sjælen ret er bragt ud fra Gerningernes Pagt og sat ind i Naadens. Pagt, da kan han ikke, med mindre han er i en overvættes stor Fristelse, være tilfreds uden Guds 'Nærhed, idet han lærer, trøster, styrker og hjælper Sjælen til at vokse i de Ting, som horer den Herre Jesus Kristus til; thi han ved, at dersom Gud paa nogen Maade unddrager ham sin Nærhed, hvilket han undertiden for en Stund gør, da kan han være vis paa, at Djævelen er nær forhaanden, idet han arbejder med sine Fristelser og søger paa alle Maader atter at faa Sjælen i Synd og Slaveri igen; ogsaa Menneskets egen fordærvede Natur forener sig m ed og slutter Forbund med den onde og er 'vil lig til at deltage med ham i at styrte Sjælen i Ulykke. Dette bringer Sjælen til alvorligt og vedholdende at sukke efter mere af. Guds styrkende, bevarende trøstende og undervisende Nærhed og efter forøget Tro, saa han virkelig kan holde ham fast.

For det tredje: Der er nu et saadant Liv i Sjælen, at han ikke kan være tilfreds, uden at han i Aand og Sandhed har Del i Guds udvalgtes Fred. Derfor prøver han nu Sandheden af sin Glæde og Fred. Der var virkelig den Tid, da han i sin falske Indbildning om, at hans Stilling var god, lod alt passere; men nu tager han ikke al Slags Fred for god, han lader nu ikke al Slags Glæde gaa og gælde. Nu maa det være Glæden i Gud ved Jesus Kristus, nu maa hans Fred komme ved Kristi Blods Kraft, der taler Fred til Samvittigheden. og ved. dette Blod borttager Syndens Skyld og viser Sjælen dens frie Adgang til Gud gennem Kristus, der fuldkomment har opfyldt alle dens første Pagts Betingelser og af Naade har bragt ham ind under Forsoningens Beskyttelse og saaledes ved sin Lydighed fremstiller Sjælen fuldkommen og uden Pletter for Guds Aasyn.

Nu, siger jeg, har han ;,Fred ved hans Korses Blod," og han ser sig „forligt med Gud ved hans Søns Død" (Kol. 1, 20. 21), ellers maa han drage Ægtheden af sin Trøst i Tvivl. Ikke enhver Forjættelse, som kommer til hans Hjerte, holder han nu for god; nej, han maa se, om Barnet Jesus i og gennem Forjættelsen fremstilles for hans Sjæl. Dersom nu Barnet springer i hans Liv, om jeg saa maa sige (Luk. 1, 41), da sker dette, fordi Herrens Forjættelse genlyder for hans Hjerte og kommer til ham. svanger med Guds Kærlighed og tilgivende Naade i Kristus Jesus. Dette er, siger jeg, den første og væsentlige Glæde, som den Sjæl har. der er levendegjort og bragt ind i Naadens Pagt.

For det fjerde: Mennesket finder nu. at 'himmelsk Hellighed er virket og virkes i hans Sjæl ved det Menneskes kostbare Blod, hvis Navn er Jesus Kristus. „Jesus led udenfor Porten, for at han skulde hellige Folket ved sit Blod" (Hebr. 13, 12). Sjælen finder nu en Forandring i sin Erkendelse, i sin Vilje. i sit Sind, i sine Tilbøjeligheder, i sin Dom og tillige i sin Samvittighed, en Forandring fra Hoved til Fod, som vi plejer at sige; thi „dersom nogen er i Kristus", og i denne Naadens Pagt, da „er han en ny Skabning" (2 Kor. 5, 17). Sjælen har nu besluttet sig for Himmelen og Herligheden; „Herre," udraaber den nu, ,,dersom mit højre Øje forarger mig, da riv det ud, eller den højre Fod, da hug den af, eller den højre Haand, da tag den fra mig" jfr. Matth. 5, 29. 30). Sjælen begynder nu at grunde paa, hvorledes den kan ære Gud og bringe ham Pris ; han bereder sig nu til Kristi anden Genkomst, idet han bestræber sig for at lægge alt til Side, som kan hindre. ham, og for at slutte sig til det, som kan bringe ham i det rette Forhold til hin Dag.

For det femte : Alt dette kommer af en evangelisk Aand, ikke af nogen lovmæssig Naturkraft; thi Sjælen har alle disse Ting som Frugter og Virkninger af dens Overflyttelse i Naadens Pagt og af dens Besiddelse af den Aand, som nu ledsager den, ja bor i dem, som fra den gamle Pagt er bragt ind i Naadens Pagt; disse Ting, siger jeg, fremkommer i Sjælen af en anden Rod og Stamme end hvilkensomhelst af de Gerninger, som andre Mennesker gør; thi den Sjæl, i hvem dette er virket, er lige saa fuldt død for Loven og dens Retfærdighed eller for den første Pagt, som den er død for sine Synder.

For det sjette: Sjælen begynder nu at faa en velsignet Erfaring af de guddommelige Ting, navnlig al Evangeliets herlige Hemmeligheder.

1. Han forstaar nu Meningen af disse Ord: „Mit Kød er sandelig Mad, og mit Blod der sandelig Drikke" (Joh. 6. 55) og det af egen Erfaring. Thi Sjælen har modtaget Fred i sin Samvittighed ved dette Blod, ved dens virkelige Tilegnelse deraf'; for det første ved at erfare, at Syndens Skyld ved dette Blods Kraft borttages fra Samvittigheden; for det andet ved at erfare, at dets Kraft borttager Lovens Forbandelse, og for det tredje ved at finde, at selve Helvedes Styrke ophører, naar det Menneske Jesu Kristi Blod virkelig er optaget i Sjælen.

2. Sjælen forstaar nu ogsaa af Erfaring Meningen af - ,det Skriftsted, som siger: .,Von gamle Menneske blev korsfæstet med ham. for at Syndens Legeme skulde blive til intet" (Rom. 6, 6). Han ser nu, at da Mennesket Jesus hang paa Træet paa Golgatha Bjerg. da blev hans Synders Legeme ophængt der. død og begravet med ham, skønt han da endnu ikke var født; det skal aldrig blive paabyrdet ham hverken her eller hisset. Dette er virkelig den Maade, hvorpaa en Sjæl kan leve trøste-fuldt, hvad angaar Syndens Skyld.

3. Ja, nu kan Sjælen se paa sig selv med det ene Øje pog paa Kristus med det andet og sige: Det er virkelig sandt, jeg der en fattig Sjæl, men Kristus er en rig Kristus; jeg er en taabelig Synder, men Kristus er len vis Kristus ; jeg er i mig selv en vanhellig og ugudelig Skabning, ,,men Kristus er bleven os Visdom fra Gud og Retfærdighed og He)iggorelse og Forlosning" (1. Kor. 1, 30).

4. Den strenge Lov, som han før ikke kunde taale, heller ''ikke nogen Sinde have Behag i. kan han nu, siger jeg, forlyste sig i efter indvortes Menneske; Loven er nu hans han vil altid gerne vandre i den og altid glæde sig i den, uagtet han ofte krænkes af Synden eller af sin egen Fordærvelse, som paa mange Maader vil hindre ham (Rom. 7, 24. 25). Dog kan han ikke tesale, at Loven skulde forsøge at tage hans Frelses Gerning ud af Kristi Haand; nej, dersom den nogensinde forsøger det, da paa _ Døren med den, om den er aldrig saa god. Thi den Sjæl, hvori Guds rette Gerning er, raaber: „Ikke mine Bønner, ikke mine Taarer, ikke mine Gerninger, ikke noget i mig, om det end er en Virkning af Kristi egen Aand, skal have Æren af min Frelse; nej, intet uden Kristi Blod, Kristi Død, dette Menneske, Jesus af Nazareth, Tømmermandens Søn, som de kaldte ham, maa have Kronen og Æren for, min Frelse; Ingen uden Kristus." Saaledes bestræber Sjælen sig for at give Kristus den ypperste Plads (Kol. 1, 18).


Førend jeg nu slutter dette Afsnit, maa jeg tale nogle Ord om minegen kristelige Erfaring, saa meget mere, som vi i disse Uvidenhedens Dage har en hel Skare Taaber, som enten trøster sig med en Kundskab uden Kraft, eller som forkaster baade Kundskaben og Kraften af dette herlige Evangelium. Til 'Læsernes yderligere Overbevisning vil jeg derfor med David fortælle noget om det, som Herren har gjort med min Sjæl; og en Smule kristelig Erfaring er i Sandhed langt mere værd end hele Verden.

Læser ! Da det behagede Herren at begynde at undervise min Sjæl, fandt han mig som en af Verdens sorte Syndere; han fandt i mig en, der drev Spøg med Eder og Løgne, og megen sjæleforgiftende Mad tillavede jeg mig af forskellige Lyster, som Drik, Dans, Spil og Forlystelser med denne Verdens ugudelige. Da Herren fandt mig i denne Tilstand, aabnede han for mig sin Lovs Spejl, hvori han klart viste mig mine Synder, bande deres Storhed og tillige, hvor afskyelige de var i hans Øjne, saa jeg syntes, at selve Skyerne var ladede med Vrede og færdige til at lade selve hans Nidkærheds Ild falde ned paa mig. Men uagtet alt dette var jeg saa indtaget af mine Synder, at jeg tænkte ved mig selv, at jeg vilde beholde dem, om end min Sjæl skulde gaa fortabt onde og usle Synder, som jeg var!

Men Gud, den store, rige, uendelige barmhjertige Gud benyttede sig ikke heraf til at kaste mig bort og sige: Tag ham da, Djævel. du ser, han bryder sig ikke mere om mig: nej, han gik endda efter mig og overtalte mit Hjerte, idet han gav mig en Smule Erkendelse, ikke blot af min ynkelige Tilstand, som jeg nu dybt følte, men ogsaa af, at der kunde være noget Haab om Barmhjertighed; han tog ogsaa min forrige Kærlighed til de verdslige Lyster fra mig og satte i dens Sted Kærlighed til det religiøse; og saaledes overvandt Herren mit . Hjerte til ogsaa at søge Midlerne, hvorved denne Kærlighed kunde tilfredsstilles, at høre Ordet, at blive fremmed for mine gamle Kammerater og at komme sammen med Guds Folk, idet han gav mig mange herlige Opmuntringer igennem forskellige af den hellige Skrifts Forjættelser.

Men efter dette lagde h'an paa en forunderlig Maade mine Synder paa min, Samvittighed, især de Synder, som jeg havde begaaet, siden jeg begyndte at komme til nogen. Erkendelse.

Ogsaa Fristelser satte meget haardt an paa mig, især saadanne Fristelser, som sigtede til at bringe mig i Tvivl om selve Frelsens Vej, navnlig om Jesus Kristus var Frelseren eller ikke, og om det var raadeligt for mig at vove min Sjæls Frelse paa hans Blod, eller om jeg skulde slaa ind paa en anden Vej.

Men da jeg af Naade blev, i en vis Forstand, holdt nær til Gud i Bønnen og andre Gudfrygtigheds Øvelser, og saaledesomtrent et Aar vel var gaaet hen, uden at jeg erfarede noget sikkert Vidnesbyrd fra Gud i min Sjæl angaaende den Frelse, som kommer ved Jesus Kristus, da tilsidst, idet Herrens Time, om jieg saa maa sige, - var kommen, viste Herren mig saa velsignet Sandheden i Jesu Kristi Evangelium, at jeg maatte forbavses; jeg saa, hvorledes Jesus Kristus blev født af en Jomfru hvorledes han en Tid vandrede i Verden med sine Disciple, derefter hang paa Korset, udgød sit Blod, blev begravet, opstod igen og opfor til Himmelen, hvor han lever for at træde frem for os, og tillige, hvorledes han vil komme igen paa sin Dag for at dømme Verden og tage sine hellige til sig.

Alt dette saa jeg, siger jeg, saa tydeligt, som om jeg havde staaet ved hans Side, da han var i Verden, og da han 'blev optagen til Himmelen.

Og dette havde en saadan Virkning paa min Sjæl, at jeg maatte forundre mig. Da jeg saaledes hos mig selv tænkte over den store Forandring, som var for'egaaet i min Aand — thi Herren gav mig paa en herlig Maade sit kostbare Ord, igennem hvilket han aabenbarede sin Son for mig, saa at jeg af Naade kan side. det skete efter Skrifterne (1 Kor. 15, 1-4) da jeg altsaa tænkte over hos mig selv, hvad alt dette skulde betyde, da syntes jeg at høre i mit Hjerte et saadant Ord som dete: „Jeg har med Flid ladet dig sidde ned at se dette, thi jeg har noget mere end sædvanligt til dig at gøre." Dette satte mig i en større Forundring, og jeg maatte sige: „Hvad. Herre, en saadan ussel, stakkels Synder som jeg:" Men endnu vedblev det: „Jeg har med Flid ladet dig sidde ned o. s. v." tilligemed flere Aandens Forklaringer af den Herre Jesus og Erfaringer paa min Sjæl af Kraften af hans Korses Blod, og det saa tydeligt, at jeg af Naade saa, at det var det Blod, der blev udgydt paa Golgatha Bjerg, som genløste og frelste Syndere; ja, jeg saa det saa klart og saa virkeligt med min Sjæls Øjne, som jeg tænker, jeg nogen -Sinde har set et Skillings- brød. Disse Ting, saaledes forklarede for mig. havde en saadan Virkning paa min Sjæl, at de, som jeg haaber, gennemtrængte dens Kræfter. Læser, jeg taler for Guds Ansigt, og han ved, jeg lyver ikke.

Undertiden har jeg været saa trykket af mine Synder, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulde være, eller hvad jeg skulde gøre; ja, ofte tænkte jeg da, at jeg var ved at gaa fra Forstanden; men da har Gud af Naade helt uformodet virkelig tilegnet min stakkels saarede, skyldbetyngede Samvittighed det Blod, som blev udøst paa. Golgatha Bjerg, saa at jeg straks fandt en saadan liflig, tryg, sund og hjertetrøstende Fred, at det var, som om Synden ikke var der, og jeg kan sige, ja, bør sige, at denne Fred havde med det samme en saa mægtig Virkning paa min Sjæl, at jeg for en Stund korn i en vis Forlegenhed og Uro ved at tænke paa, at jeg maaske nu ikke mere skulde elske ham og ære ham i mit Levned, da hans Blods Kraft holdt mig saaledes fast.

Atter til andre Tider syntes mine Synder saa store, at jeg tænkte, at en af mine Synder var lige saa stor som alle Menneskers Synder i Landet, ja til og med i andre Lande (Læser, dette er ikke Indbildninger, thi jeg har følt stor Smerte ved denne Erfaring!), men den mindste Draabe ;af Jesu Hjerteblod har borttaget ' alt og bragt det til at fly, til saadan en stakkels Synders Forundring, og har, som jeg før har sagt, ført mig ind i en liflig og himmelsk Fred og Glæde i den Hellig-Aand.

Atter igen, naar mit Hjerte undertiden har været haardt, dødt, trægt og følesløst, hvilket i Sandhed er en sørgelig Stilling for en stakkels Kristen at være i, har dog i et saadant Tilfælde Kristi Blod, Kristi dyrebare Blod, den himmelske Guds Blod, som flød fra hans Legeme, da han hang paa Korset, saaledes mildnet, oplivet, vederkvæget ogoplyst min Sjæl, at jeg, o Læser, i Sandhed kan sige, det er 'et Under.

Og atter, naar jeg har været betynget med. Synd og plaget af adskillige Fristelser, og det aa en meget sørgelig Maade, da har jeg pro-.v et baade Kraften af Kristi Blod og Kraften af andre Ting, og jeg har da fundet, at naar Taarer ikke kunde gøre det, og Bønner ikke kunde gøre det, ej heller min Anger eller noget andet kunde hjælpe mit Hjerte — o, da har en Stribe, en Draabe, en Straale af det Blods Kraft paa en saare velsignet Maade friet mig, saa det har sat mig i Forundring. O jeg synes, det er kommet med saadant Liv. saadan Kraft, saadan uimodstaaelig og forunderlig Herlighed, at det har tilintetgjort alle Djævelens Anløb, bragt alle hans Anklager til at forstumme og slukket alle hans gloende Pile og alle Helvedildens Flammer, som kom over mig ved Lovens Krav, ved Satan og ved de foruroligende Erindringer om mit forrige syndige Levnet.

Venner! Som Peter sagde til Menigheden, saa siger jeg til Eder, jeg har ikke prædiket for Eder kløgtig opdigtede Fabler (2 Pet. 1, 16), da jeg fortalte Eder om Kristi Blod, og hvilken Magt dette har haft over min Samvittighed, o nej; men ligesom Peter siger dette med Hensyn til vor Herres Jesu Genkomst til Verden, saaledes kan jeg til en vis Grad sige det samme om den Herres Jesu Blod, som blev udgydt, da han kom til Verden.

Dette mit Vidnesbyrd herom staar ikke alene; nej, alle Profeter stemmer overens hermed, naar de kommer til at skrive om dette, ligesaa vidner alle de hellige det samme, naar de taler om Kristi Blods Herlighed og dets mange kraftige Gerninger. „Ogsaa 'du i din Pagts Blod", siger Gud 'til Kristus, ,;dine fangne vil jeg løslade af en Brønd, hvori der intet Vand er" (Zak.. 9, 11). „Vi have Forløsning ved hans Blod" (Kol. 1, 17). „Vore Kjortler ere tvættede og gjorte hvide i Lammets Blod" (Aab. 7, 14). „Djævelen er overvunden ved Lammets Blod" (Aab. 12, 11). Ja, ogsaa Samvittigheden ler renset, og det ved Lammets Blod (Hebr. 9, 14). „Vi have ved Jesu Blod Frimodighed til at gaa ind i Helligdommen (Hebr. 10, 19).

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media