Med Jesus i bønnens skole
Andrew Murray

FJERDE KAPITEL
Mønsterbønnen

Derfor skal I bede saaledes: "Vor Fader, Du, som er i Himlen!"

Enhver Lærer kender Eksemplets Magt. Han fortæller ikke alene Børnene, hvad de skal gøre, og hvorledes det skal gøres, men viser tillige, hvorledes det virkelig kan blive gjort. Naar Herren ligesom bøjer Sig ned til vor Svaghed, rækker Han os de Ord, som vi kan tage med os, naar vi nærmer os vor himmelske Fader. Vi har i dem en Bøn, i hvilken der er et Pust af det evige Livs Friskhed og Fylde. Saa simpel, at et Barn kan fremstamme den, og saa guddommelig rig, at den indeholder alt, hvad Gud kan give. En Bøn, der er et Forbillede og en Inspiration for alle andre Bønner, og til hvilken vi dog stadig vender tilbage, naar vi udøser vore Hjerter for Herren.

"Vor Fader, Du, som er i Himlen", At kunne sige dette, giver os straks et Glimt af den vidunderlige Aabenbaring, som Sønnen kom for at bringe os - at Hans Fader ogsaa er vor Fader. Det indeholder Forløsningens Mysterium, - at Kristus har løskøbt os fra Forbandelsen, saa vi maa være Guds Børn.

"Vor Fader", disse Ord er Bønnens Nøgle, ja Nøglen til al Bøn. Det tager Tid, ja det kan tage hele Livet at grunde paa dem, - det vil tage en Evighed at komme til fuld Forstaaelse af dem. Kundskaben om Guds Faderkærlighed er den første og mest enkle, men ogsaa den sidste og højeste Lektie i Bønnens Skole. Det er denne Kundskab, aabenbaret ved Helligaanden, der vil være den Jordbund, hvor Magt i Bøn vil slaa Rødder og kunne vokse og trives.

I Faderens uendelige Omsorg og Taalmodighed, i Hans kærlige Redebonhed til at høre paa os og hjælpe, ligger Bønslivets Glæde. O, lad os tage Tid, indtil Aanden har gjort disse Ord til Liv for vore Hjerter: Vor Fader, Du, som er Himlen! Da er vi i Sandhed inden for Forhænget paa det Sted, hvor Bøn altid bliver hørt og besvaret.

"Helliget vorde Dit Navn!" Der er noget her, der straks slaar os. Medens vi i Almindelighed først bringer vor egen Nød frem for Gud i Bøn og derefter tænker paa Guds Interesser, saa vender Mesteren her op og ned paa denne Orden. Først: Dit Navn, Dit Rige, Din Vilje, - derefter: forlad os, - led os, - fri os. Denne Lektie er af større Vigtighed, end vi tænker. Ved sand Tilbedelse maa Faderen være først, ja være alt! Jo hurtigere jeg lærer at glemme mig selv for det Ønske, at Han maa blive herliggjort, jo rigere vil den Velsignelse være, der kommer over mig. Ingen taber nogen Sinde ved, hvad der ofres for Faderens Skyld.

Der er to Slags Bønner, - personlig Bøn og Forbøn. Den sidstnævnte optager som Regel den mindste Del af vor Tid og Energi. Dette bør ikke være saaledes. Kristus har aabnet Bønnens Skole med særlig Henblik paa at uddanne Forbedere, som ved deres Tro og Bøn kan hente Velsignelse ned til deres Omgivelser. Der kan ikke blive nogen virkelig Vækst i vort Bønsliv, med mindre dette er vort Maal, - Det lille Barn har Lov til at bede sin Fader om, hvad det behøver til sig selv, og dog varer det ikke længe, inden det lærer at sige: "Maa jeg faa noget til Søster ogsaa?" - Men den voksne Søn, som lever for sin Faders Interesser og tager Vare paa sin Faders Forretning, beder om Større Ting og faar alt, hvad han begærer. Og Jesus vil opøve os til dette Liv i Tjeneste, hvor vore Interesser samler sig om Hans Navns Ære, Hans Vilje og Hans Rige.

"Helliget vorde Dit Navn!" Hvilket Navn? Dette nye Navn: Fader. Ordet Hellig er det centrale i Gl. Testamente, - Navnet Fader i det Nye. I dette Navn er al Guds Hellighed og Herlighed nu aabenbaret. Og paa hvilken Maade bliver dette Navn helliget? Ved Gud selv. "Jeg vil hellige mit store Navn. som I har vanhelliget."

Vor Bøn maa gaa ud paa, at Fadernavnets Herlighed maa blive aabenbaret for os selv, for alle Guds Børn og for Verden.

Faderens Aand er Helligaanden; det er kun, naar vi overgiver os selv til Hans Ledelse, at dette Navn vil blive helliget i vor Bøn og i vort Liv. Lad os lære at bede denne Bøn: Vor Fader, helliget vorde Dit Navn!

"Dit Rige komme!" Faderen er Konge og har et Kongerige. Sønnen er Kongens Arving og har intet højere Ønske, end at der maa blive Ære til Faderens Kongedømme. I Krigstid og i Farens Stund er dette Hans Længsel; Han kan ikke tænke paa andet. Faderens Børn lever her paa Jorden i Fjendens Omraade, hvor det Kongedømme, som findes i Himlen, endnu ikke er blevet stadfæstet. Hvad er mere naturligt, end at de, naar de har lært at bede: Helliget vorde Dit Navn! da ogsaa vil bede: Dit Rige komme!

Rigets Komme er den ene store Begivenhed, af hvilken Aabenbaringen af Faderens Herlighed og Hans Børns Velsignelse og Verdens Frelse afhænger. Ogsaa af vore Bønner afhænger Rigets Komme. Skal vi da ikke bede sammen med alle de genløste: "Dit Rige komme" Maa vi lære det i Jesu Skole.

"Din Vilje ske, som i Himlen, saaledes ogsaa paa Jorden." Naar vi beder denne Bøn, regner vi ofte kun med den Lidelse, det kan være at underkaste os Guds Vilje. I Himlen bliver Guds Vilje gjort, og Mesteren lærer Barnet at bede, at den maa ske paa Jorden, som den sker i Himlen, - nemlig i fuld Underkastelse og villig Lydighed. Fordi Guds Vilje er Herligheden i Himlen, er Udøvelsen af den Himlens Velsignelse. Eftersom den Vilje bliver gjort her, kommer Himmeriges Rige ind i vore Hjerter. Og hvor som helst Troen har modtaget Faderens Kærlighed, antager Lydigheden Faderens Vilje. Overgivelse til og Bøn om Kraft til at leve et Liv i Lydighed maa være den Aand, der gennemtrænger Barnets Bøn.

"Giv os i Dag vort daglige Brød!" Naar først Barnet har overgivet sig til Faderen for at søge Hans Ære, Hans Rige og Hans Vilje, har det fuld Frihed til at bede om det daglige Brød. En Mester sørger for sine Folks Føde, en General for sine Soldater, en Fader for sine Børn. Og vil ikke Faderen i Himlen sørge for det Barn, som i Bøn søger Faderens Interesser fremmet? Vi kan i Sandhed i fuld Fortrøstning sige: "Fader, jeg lever for Din Ære og Dit Arbejde; jeg ved, Du har Omsorg for mig". At vi samler os om Gud og Hans Vilje, vil give vidunderlig Frihed i Bøn for timelige Ting. Hele vort jordiske Liv gives over til Faderens kærlige Omsorg.

"Og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlader vore Skyldnere!"

Ligesom Brød er det mest nødvendige for Legemet, saaledes er Tilgivelse det for Sjælen. Og begge Dele er sikret. Vi er Børn, men ogsaa Syndere. Vor Ret til at være i Faderens Nærværelse hviler paa det dyrebare Blod og den Tilgivelse, Jesus har vundet til os. Maa Bøn om Tilgivelse aldrig blive en tom Formsag for os; - kun hvad der virkelig er bekendt, er virkelig tilgivet. Lad os i Tro modtage den Tilgivelse, der er lovet, - som en Sag, der er ordnet mellem Gud og mig - og som Adgangen til al Faderens Kærlighed og alle Barnets Privilegier! Saadan Tilgivelse som en virkelig Erfaring er umulig, uden at vi har en tilgivende Aand over for andre.

I hver Bøn til Faderen, maa jeg være i Stand til at kunne sige, at jeg ved ikke om nogen, som jeg ikke har tilgivet!

"Led os ikke i Fristelse, men fri os fra det onde!"

Vort daglige Brød, Tilgivelse for vor Synd og dernæst at blive bevaret fra al Synd og have Magt over det onde, i disse tre Begæringer er vore personlige Fornødenheder indesluttet. Bønnen om dagligt Brød og Tilgivelse maa være ledsaget af Beslutningen om i alle Ting at underkaste sig Faderens Vilje og tro, at vi kan blive bevaret fra det onde. - Guds Børn! Det er saaledes, Jesus vil have os til at bede til vor Fader i Himlen! O, lad Hans Navn, Hans Rige, Hans Vilje have den første Plads i vor Kærlighed, da vil Hans Forsorg, Tilgivelse og bevarende Kærlighed være vor sikre Del! Saaledes vil Bønnen lede os ind i det sikre Barne-Liv, hvor Faderen er det første, ja alt for Barnet, - og Barnet vil kunne regne med, at Faderen vil være alt for det. - Saadan Bøn vil være en "Udveksling" af Kærlighed og Venskab og bringe os til at forlade os paa og til Tilbedelse af Ham. "Dit er Riget og Magten og Æren i Evighed, Amen!" Jesus, Du Søn af Faderen, - lær os at bede: